50 km løbetur i Hvalsø

Den sidste lille halvanden måned er jeg endelig begyndt, at lægge meget mere distance ind i enkelte løbeture.

43 km skovløb, 28 km landevejsløb og så denne 50 km.

50 km løbet var arrangeret af Hvalsø Løbeklub i det lokale område.
Hvilket garanterede et temmeligt kuperet terræn.

Heldigvis havde jeg tidligere i år løbet deres Skovløberen halv-marathon, hen over Gyldenløves høj, så jeg var bekendt med udfordringerne.

Jeg skulle bruge dette løb til at finde mig selv i forhold til de 50 miles (80 km) Hammeren Trail.
Det kan jeg sige lykkedes og jeg ser mig selv som deltager og gennemfører på Hammeren Trail i 2020.

Jeg tog afsted tidligt til Hvalsø, så jeg kunne have mindst en halv time inden start.
Alt udstyr var klargjort aftenen før.
Sædvanen tro havde jeg fået kørt mig selv så meget op, at jeg dårligt sov om aftenen…
Alt skulle være lagt op som første prøve på, hvordan jeg vil have det på Hammeren og i Ultraløb generelt.

Tre softflasker med energidrik, blandet med lidt cola, en store drikkedunk med vand, en stor drikkedunk med flad cola, to skinke-ost sandwich, tre energigel, to energi-bars og en liter bullion i termoflaske.
Ruten er på 7 km, så der er mulighed for at have et lille depot til tingene.
I bæltet ville jeg så have en softflaske, to energigel og to energibars, samt tre styk Ipren !
Resten lagde jeg i en lille kasse ved depotet.

Med hensyn til sko, så fravalgte jeg mine Salomon, fordi jeg kunne mærke at støddæmpning og stabilitet var vigtigere end bid i terræn.
Jeg benyttede de gamle slidte Asics GT 2000, med et ekstra indlæg i forfoden. Det viste sig at fungere ok, men terrænsko er det absolut ikke.

Fødder, skridtet, under armene og brystvorterne væltet ind i rigeligt vaseline.

Vejret var efterårsagtigt, 6 – 8 grader og meget blæsende. Ikke direkte koldt. Og for første gang i en måned var det tørvejr.

Vel ankommet steg jeg ud af bilen, hvorefter en eller anden sagde mit navn.
Overrasket kiggede jeg op og søreme om ikke Ole, en af mine gamle soldater også var med.
Han er med i Klub 100 Marathon, hvilket jeg godt vidste og som også er en af grundene til at jeg begyndte at løbe igen 😉
Jeg kan huske at vi løb sammen i gamle dage i Nordskoven, på 5 og 8 km ruterne.

Hvalsø Løbeklub havde en løber som skulle fejre sit marathon nr. 200 (!), så der var mange marathonløbere med for at deltage i fejringen.
Fuldt fortjent.
Derfor var dagens løb også blevet udvidet med et par kortere ruter, så flere kunne være med.

Ryggen af Ole og depotet i Hvalsø

Efter at have hilst rundt og sat ting i depotet, som var nogle anbragte trailere og der var blevet givet anvisninger fra løbslederen, så stimlede vi sammen til start.

Lige før starten…

Konservativt havde jeg placeret mig bagerst i feltet.

Jeg havde lagt en foruddefineret tid og pace i pulsuret, som jeg bare skulle være bedre end.
For ikke at overdrive, havde jeg så min sluttid til 6 timer, som det absolut langsommeste.

Starten gik.
Jeg luntede afsted i hvad jeg syntes føltes som et godt og roligt tempo. Med vilje lagde jeg meget langsomt ud.
Ole og et par andre kom hurtigt foran, men jeg holdt lidt snor i ham.
Efter 4-5 kilometer kom jeg op til ham, nu i et lidt hævet tempo.
Efter første runde trak jeg fra dem og så ikke Ole siden.

Løbet skulle også være en prøve på, hvordan jeg håndterer et ultraløb. Så jeg skulle dels håndtere at løbe i lang tid, men jeg skulle især opleve at blive træt og fysisk udmattet, så jeg kender reaktionerne.
Alt på en rimeligt kontrolleret måde…

Derfor holdt jeg med vilje et pace, som lå lidt hurtigere end det burde og satte min lid til, at det meget kuperede terræn ville give den sidste nødvendige belastning.

Det lykkedes perfekt. Næsten for perfekt.
Ved halvmarathondistancen var jeg temmeligt brugt og supplerede op med en håndfuld kanelgifler og noget chokolade i depotet.
Ville egentlig gerne have haft en stykke kagemand 🙂
Men jeg var lidt nervøs for, hvordan maven ville reagere.

Når jeg nåede depotet gav jeg mig god tid til at gå lidt og få skiftet softflasken og få drukket.
Jeg havde tidsmæssigt “lagt i banken”, så der ikke var noget problem med sluttiden.
Faktisk var mit vigtigste delmål at sikre, at jeg i hvert tilfælde ikke skulle overhales af Ole 😀

Ved 25 km tog jeg en Ipren for at sikre mod panikreaktioner i iskias, hvilket jeg gentog ved 45 km.
Jeg er ikke tilhænger af at æde piller, men lige her gjorde jeg en undtagelse.
Efterfølgende kan jeg kun sige, at det har vist sig at være en rigtig god ide i forhold til den efterfølgende restitution.

Nu har jeg nævnt det bakkede terræn som en udfordring. En udfordring for mig, men nok ikke for en bjergvant ultraløber.
Men underlaget var visse steder så ujævnt, ustabilt og mudret at det sikrede udfordring for alle, uanset niveau. Perfekt !

Ved de 27 km sørgede jeg for at få spist den ene energibar.
Dejlig blød tygbar konsistens, men lidt for meget kokossmag til mig. Jeg får kvalme af for meget kokos.
En energigel oveni.

Jeg sørgede for at drikke fornuftigt på hele turen. Det er ikke svært, når temperaturen er som den er.
I sommervarme er det langt mere kritisk.
Dog havde jeg det nogle gange alt for varmt.

Jeg havde frosset lidt om morgenen og jeg frygtede regnvejr.
Derfor havde jeg taget dobbelt på af de tynde langærmede undertrøjer, under windbreakeren.
En enkelt trøje under windbreakeren havde været rigeligt. Efter 15 km måtte huen af.

Så gik det eller bare derud af. kilometertiderne svingede lidt, men jeg prøvede at lægge den omkring 5:35 – 5:45 på marathon distancen, så jeg vidste jeg holdt Ole bag mig.
Efter de 43 km kunne jeg slække på det.

Det skete så helt automatisk.

Lidt før de 42 km, begyndte jeg at krampe i forsiden af skinnebenene. Det trækker foden opad og drejer den ud til siden. Og det føles ikke behageligt.
Jeg sænkede farten og holdt det i skak.
Men på de efterfølgende kilometre spredte kramperne sig. Først var der skinnebenene, så kom der lidt kramper i lægmusklerne, så fulgte bagsiden af lårene og med 4 km igen havde jeg også krampe i lårene foran.

Det fik mig ikke til at gå i panik. Faktisk var jeg glad for det.
Det lyder måske mærkeligt, men løbet var jo netop for at få prøvet den slags belastning af på krop og sind.
Tidsmæssigt betød det heller ikke noget, så jeg kunne bruge meget af de sidste 7 km på at gå. Faktisk gik jeg op af næsten hver eneste lille stigning, men sørgede også for at tvinge mig til at løbe (nærmere bare meget langsom jogging) så ofte som muligt.
For at holde en højere belastning.

Endelig kom jeg i mål !
I tiden 5.31.06.
Absolut perfekt.

Det jeg kan tage med fra løbet:
Jeg har stadig brug for mere muskelstyrke i benene for at håndtere bakket terræn.
Sener og led skal styrkes en smule mere for længere løb. Venstre hofte og begge akillesener har klynket lidt efterfølgende, men jeg må sige jeg er overrasket over, at jeg ikke mærker mere til akillesenerne end jeg gør. Men senerne på oversiden af venstre fod, senerne til at løfte fod og tæer, er meget øm. Det er formentlig en kombination af snøring af skoen og så kramperne i skinnebenet, som har belastet senerne.
Da jeg ved ca. 45 – 46 km ville spise den sidste energibar, var jeg tæt på at kaste op. Jeg tog en mikroskopisk bid og prøvede forgæves at tygge den. Det var nærmest umuligt. Havde jeg sunket det, havde jeg kastet op. Jeg måtte spytte det ud og pakke resten væk. Jeg snuppede den sidste energigel i stedet for. Selvom det smager klamt kemiskt, var det dog bedre. Men jeg skal have mindst fire energigel med til 50 km og den ene energibar bør nok udskiftes med en sandwich. Det var nu ikke fordi jeg havde energiproblem, men mere et forsøg på at gøre noget ved kramperne.
Jeg skal have bedre løbesko.
Et sæt meget dæmpende til landevej og et sæt meget dæmpende til terræn, når distancerne bliver længere. Men bortset fra den obligatoriske blå marathontå, havde jeg ikke rigtigt problemer med fødderne.
At smøre ind i rigeligt vaseline er perfekt !

Afslutningvis, så vel jeg gerne anbefale Hvalsø Løbeklubs arrangementer. Nu har jeg prøvet to af deres løb og jeg er heldt vild med det terræn de kan benytte. Deres hjemmeside er virkelig god som forberedelse til løbene, når man ikke kender løbene i forvejen. Kommunikationen med klubben er også hurtig og venlig og tålmodig.
Derfor har jeg allerede tilmeldt og betalt til næste 50 km løb, den 28 marts 2020.
Desuden tager jeg marathondistancen på Skovløberen i 2020 (søndag 30 august eller søndag 6 september ?).

Den grimmeste bil jeg nogensinde har ejet.
Sleipner Run 2019