Camino Primitivo – Dag 2.

<< Dagbogen – Oversigt

Asturias – Grado
Søndag d. 08 Juli 2007.

Vi vågner i vores lille rundkørsel klokken 05:45.

Stadig mørkt og lettere overskyet.
Tørvejret holder heldigvis.

Omkring os begynder der, at komme biler.
Det er de personer, som skal på arbejde i lufthavnen.
Flere stirrer vantro på os, da vi stikker hovedet op af soveposerne.

Har i det store hele sovet udemærket, men lidt skæv i nakken.
Michaela mangler at sove XX-antal timer til, men det er en anden sag 🙂

Ind på lufthavnen og få morgensoigneret lidt.

Og pludseligt er klokken 7 og vi skal med bussen. Ikke fordi der ellers sker særlig meget i Asturias på denne tid af døgnet. Og efter de få morgensøvnige lokale at dømme, så plejer der i hverttilfælde ikke at befinde sig pilgrimme i byen på denne tid af dagen…

Vi er de eneste i bussen, så snupper et par sæder med god udsigt.
Skønt at de Spanske busser er af turistbus – typen.
Michaela benytter køreturen til at få tapet sin fødder.
Der venter dem en barsk tur.

Og opdager, at der sgu’ er 40 kilometer til Oviedo…
Ikke 12, som vi gik og troede !
Godt vi ikke havde besluttet os for at gå 🙂

Ifølge Michaelas skridttæller har vi dog allerede gået de 12 kilometer.
12 kilometers lufthavnsgang !

Hvorfor køre langsomt, når det nu engang er en naturlov, at en Spansk bus kan flyve med Warp 5 ?
Så på lidt mindre end en halv time er vi pludseligt i Oviedo…
Chafføren smiler stort, da vi stiger af.

På busstationen får vi fat i et bykort og får vist, hvor herberget befinder sig.
Ud og afsted.
Selvom det er et temmeligt gråt vejr, så er det heldigvis ikke koldt.

Spadserer gennem byen.
Flot, pæn og velholdt by.
Smukke bygningsdetaljer, nyere detaljer og ældre bygninger, som tydeligt rummer historie.
Forbavsende mange mennesker, som er i gang med at rengøre veje, gader og pladser.
Meget forskelligt fra det øvrige Spanien…

Vi skal ind i katedralen og have vores startstempel i pilgrimspassene. Ellers kan vi ikke dokumentere, at vi er startet på turen.
Eventuelt kan vi få stemplet i herberget, men da det først åbner klokken 17, så…
Vi fandt herberget for lidt siden, men det er totalt tilgritret og nogle få syge pilgrimme turde kun åbne døren på klem.
En schæferhund opholdt sig mellem det tunge gitter og døren, men den var nu ganske kontaktsøgende og nysgerrig.
Stemningen virkede ikke særlig venlig…

Katedralen åbner tilgengæld klokken 10, så vi skal blot ha’ fordrevet små to timer.
Det begynder at småregne, så vi sætter os ved nogle overdækkede caféborde og spiser en miniflutes.
Ender med, at jeg tager en lille småblunder, flydende hen over cafébordet.

Endelig er der åbent i katedralen.
Nu skal vi blot lokalisere den person, som kan give os stemplerne, inden den store morgenmesse starter.
Fra sidste år ved vi, at der meget ofte står et bord fremme, hvor det så er muligt, at stemple.
Ikke hér, men vi finder en kirketjener, som velvilligt stempler os og ønsker os god tur.

Fra katedralen følger vi de små muslingeskalsmessingskilte ud af byen.
Det tager et par kilometer, at nå bygrænsen.

Vi kan se, at turen starter med stigning op til nogle små bjerghøjderygge.
Mange små stejle stigninger på skæve underlag.

I Oviedo købte vi et par croissanter, som vi nu nyder, mens vi vandrer.
Terrænet føles rigtig dårligt de første 12 kilometer og det pisser ned.
Er ud af træning…

Når et lille herberg, hvor vi vælger at holde en pause.
Udenfor sidder herberg-mutter på en stol og betragter os. Hun kan kun Spansk…

Der spæner en killing rund mellem hendes ben.

Michaela er frisk på at komme videre.
Men det fortryder hun bittert noget tid senere.
Hun er færdig. Helt færdig.
Vores hastighed falder til omkring to kilometer i timen.

Tårerne triller ud af hendes øjne og alt er smerte.
Vi kan intet gøre, andet end at fortsætte.
Jeg krammer hendes hånd…

Officielt slutter ruten i Grado, men herberget ligger altså i virkeligheden 4 kilometer yderligere uden for byen.
I et hårdt terræn.
I Grado beslutter vi heldigvis at spise, købe lidt cola og vand. Endnu ved vi ikke hvor herberget ligger.
Dét gør vi så nu!
Og her er intet andet end herberget, så det havde set slemt ud med mad og forsyninger, hvis ikke vi havde sørget for det i Grado.
En glad snaksaglig bondemand modtager os i herberget og sørger for at indskrive os.
Michaela er temmelig fjern og vil kun slappe af.

Herberget er en enkeltstående muret bygning, indeholdende en sovesal, et spiseområde med bord og stole og et par køjesenge.
Sovesalen indeholder 8 køjesenge, så i alt er her plads til en cirka 20 pilgrimme.

Vi sludrede lidt med et andet par, som bestod af en Spansk mand og en Canadisk pige.
Han er åbentlyst dyyybt forelsket i hende, men hun virker som at hun helst ville holde lidt mere afstand, men er glad for at ha’ én at følges med.

Michaelas fødder er ømme og består af vabel på vabel. Også en sprunget vabel.
Selvom hun har lidt alverdens smerter og kvaler, så har hun nu gennemført årets første rigtige Camino-etape.
Får regnet mig frem til, at vi har gået noget i retning af 28 kilometer på vores første dag.
Sej pige !!!

En Amerikaner har guitar med på sin Camino.
Hans rejseoppakning er guitaren, en megalille rygsæk og en lilla paraply…

Han underholder med Spanske guitarrytmer, mens Michaela og jeg stille falder i søvn.

Skriv et svar