Camino Santiago – Dag 10.

Ambasmestas – O’Cebreiro
Mandag d. 18 september 2006.

Vågner langsomt. Vi har begge sovet godt.
De to førset pilgrimme var gået i stilhed ved 6-tiden.
Cykelholdet står op i klumper. Her til morgen er de helt venlige. Tror de har været lidt mentalt pressede i går.
Tager en snak om cykler og udstyr med et par af dem udenfor. Michaela slapper stadig i soveposen. Jeg lader hende sove lidt længere. Begynder at gøre vores udrustning klar, hvis vi eventuelt fortsætter…

Klokken er nu lidt over 9, så jeg prøver forsigtigt at vække Michaela. Hun har det heldigvis meget bedre, selvom maven stadig driller lidt.
Fodpleje
Slæber vores udrustning udenfor, hvor Michaela sidder på en bænk ved væggen og ordner fødder. I det samme komer en ældre bondemand gående. han kigger længe på Michaelas fødder og begynder så at sige en masse ting på Spansk, samtidig med at han peger med sin stok. Det han peger på er en lille bredbladet grøn plante, som vokser langs murfundamentet.
Øjensynligt vil han ha’ hende til at smøre det på vablerne…
Saften i bladene er stærkt orange og i konsistens lidt som den hvide saft i mælkebøtter.Plante
Michaela prøver det. Nu må vi så se om det har nogen virkning.
Klokken er nu lidt over 10, inden vi kommer afsted.
De første kilometer er ruten kun svagt stigende, men derefter skifter den til at blive noget mere udfordrende og underlaget bliver igen dårligt. Michaela kan godt mærke at hun ikke er helt på toppen endnu. Vi må holde mange småpauser, hvor hun lige skal ha’ luften igen. Og frugtstænger og juice.
Tre cyklister kommer asende bagfra. Vi går nu på stejle bjergveje med talrige hårnålesving. Op, op, op. Heldigvis er det på asfalt.
Jeg ved ikke lige hvad der egentlig sker i hovedet på mig, men af en eller anden grund begynder jeg at løbe op af vejen. Løber om kap med cyklisterne og sætter dem stille og roligt af. Da jeg har passeret de to forreste, stopper jeg og venter på Michaela. Ret forpustet og hiver dybt efter vejret. Michaela griner af mig og synes at jeg er skør.
Går lidt videre, men så tager pokker evd mig igen og jeg sætter i løb én gang til. Denne gang bliver løbeturen lidt længere, men jeg får overhalet og sat cyklisterne grundigt af. Første gang havde de smågrinet, da jeg var stoppet, pustende. Denne gang er jeg langt foran dem da jeg stopper og de to forreste giver begge en anerkendende tommelfinger op da de passerer. Jeg prøver selvfølgelig at se cool og afslappet ud, men det er svært når benene er syrede, der er blodsmag i munden og prikker for øjnene. Men det er jo en følelse jeg elsker…
Resten af vejen følges Michaela og jeg i et roligere tempo.
På et sted delte ruten sig i to. Tilsyneladende skulle cyklister fortsætte af asfaltvejen, mens vi gående skulle jages ned af en stenet grusvej. Jeg snakkede med en sød Canadisk pige, som forklarede ruteforløbet.
Vi fortsætter af grusvejen…
Ruten er utroligt flot med masser af gode udsigter ud over landskaberne.
Undervejs render vi på en flok bredrøvede køer.

Køerne kommer... Køerne går igen...

De bevæger sig i ko-tempo mod os og fylder absolut hele vejen. Bag dem går en Spansk mand og svirper dem i røven med en kæp. Jeg fortsætter min kurs lige frem og maser mig ind i mellem dem. Michaela og de andre pilgrimme vi netop nu følges med, er ikke helt trygge ved køerne, så de stopper op. Og det gør køerne så også.
Køer tænker kun marginalt hurtigere end høns…
Den Spanske kodriver pisker køerne videre under høje råb. Tror han hygger sig med at ko-skræmme pilgrimme hver dag.
Vi nærmer os grænsestenen til Galicia. Er netop blevet passeret af tre kvinder. To Amerikanere og en Fransk. De stopper op lidt fremme, hvorefter den franske kvinder kaster op et par gange og så fortsætter de ellers..

Galicien

Lidt længere fremme, lige efter grænsestenen til Galicia, møder vi en lidt ældre Amerikansk mand, som står og betragter udsigten.
Da han opdager at vi er gode til Engelsk, bliver han meget snaksaglig og giver os nærmest sin livshistorie.
Hans generelle opfattelse af Europa var ret farvet af at han kun kendte det fra Camino’en og de Franskmænd og spaniere han havde mødt undervejs.
Da vi forklarer ham lidt om samfundsforskellene mellem Spanien og de Nordiske lande bliver han meget overrasket og vil gerne til danmark for at opleve landet. Især forundret over at vi lærer flere sprog i folkeskolen. Han indrømmer at han egentlig er lidt flov over at Europæerne tilsyneladende er mere vidende om Amerikanske forhold, end Amerikanerne er om Europæiske forhold.
Han foretager rejsen med sin kone og svigerinde. Han er selv høj, slank, langbenet og i god form, hvorimod kone og svigerinde begge er mere traditionelt “Amerikansk kropformede”. Derfor går han altid et par kilometer forud, hvorefter han venter på dem.
Meget flink og åben mand. Konen viser sig at være om muligt endnu flinkere og hele tiden storvinkende og smilende. Bosiddende i Florida normalt…
Går en 4 – 6 kilometer på hver etape, men bliver så kørt derimellem og overnatter på hoteller.
Klokken er cirka 15 og vi er netop ankommet til O’Cebreiro. Lille malerisk stenby. Helt tydeligt holdt for turisterne, men miljø og stemning er god.
Stort herberg på toppen, med flere store sovesale. Luften indendørs er dårlig og lugter muggent. Det viser sig da også at mug og skimmelsvamp stortrives overalt…
Næsten ingen pladser tilbage, men vi får dog en køjeseng. På væggen fra overkøjen er der tydelige spor af en tidligere pilgrims opkast. Prøver at vaske væggen lidt mere ren…
Intet varmt vand, så brusebadet bliver kort og hektisk for os begge 🙂

Selvfølgelig skal vi ud og kigge på den lille by. Souvenirs, souvenirs og atter souvenirs…
En butik har en højtaler siddende lige uden for døren og der strømmer Keltisk musik ud fra den. Det trækker Michaela til 🙂
Turistfælde :-)
Hun køber en Camino T-shirt og en ekstra pin til os hver og postkort.
Tager en cola og sandwich på en lille bar. Føler mig svimmel og fryser lidt…
Klokken er kun 18:30, men jeg kryber op i overkøjen. Har det ikke helt godt.
Michaela har heldigvis fundet et ekstra tykt tæppe til mig. Min skat!
Vejret er blevet koldt og fugtigt og blæsende. Nogle Amerikanske kvinder prøver desperat at få varmeapparatet til at virke, men der er ingen strøm.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.