Camino Santiago – Dag 2.

Burgos til Hornillos del Camino
Søndag d. 10 september 2006.

Vi vågner begge to ved 8-tiden. Indrømmet, jeg kan godt mærke at vi har ligget på et stift, hårdt betongulv…Men vi er begge glade og positivt spændte.Der er jo gode badefaciliteter, så vi nyder at kunne tage et bad, hvorefter vi stuver vores oppakning og gør klar til at komme afsted.
Først nu starter turen “For real!”.

Dejlige Michaela foran hallen i morgensol.

Forlader sportshallen i det gyldne morgenlys.
Og så er der lige det der med… Hvor skal vi hen, du???

I bund og grund er vi begge lidt Control Freaks, men gør vores bedste for at fornægte det i visse situationer. Og Caminoen skulle ikke være en sekund-planlagt tur… For man kan ikke detaljeplanlægge for den slags alligevel. Og alligevel er vi begge lidt irritable over at vi ikke med det samme kan udpege hvilken vej/gade og hvilken retning der er den rigtige.
Irritabel er så meget sagt, men vi kan mærke det på hinanden. Og ved jo hvad det skyldes. Og så må vi jo løse det sammen.
Uden mad og drikke…
Netop, så fander den nærmeste tankstation og provianterer lidt skivesmelteost, brød, juice og VAND. Vand så vi også har til vores vandbeholdere. Vi har ingen anelse om hvor vi næste gang kan få noget.
Ikke at vi vil dø af sult, for jeg har rygsækken fyldt med overlevelsesmåltider og adskillige “overlevelsessnacks”. Til flere dage faktisk… Bare for en sikkerheds skyld.
Men min to-liters vanddunk er tom og Michaelas også. Og vi skal ikke nyde noget af at tage vandet direkte fra hanen. Trods alt!
Gudskelov er det jo muligt at købe flaskevand overalt i Europa på alle tankstationer. Også i Spanien.
Vejret er rigtig godt så vi sætter os over i en park overfor, en smuk botanisk park, og nyder vores første Camino-morgenmad.
Dejligt med morgenmad i en smuk park.
Rigtig hyggeligt.
Så mangler vi blot at finde Caminoruten og komme derudaf.
Diskuterer lidt hvordan vi skal gøre det, så vi ikke ender med at ha’ vandret utallige kilometer, blot for at komme til at starte.
Finder da også hurtigt en Caminomuslingeskal, som indikerer ruten!
Som uerfarne Caminopilgrimme bliver vi nu blot lidt i tvivl om hvilken ende af muslingen der peger mod Santiago!
Michaela tænker hurtigt og med sine fem fingre strittende , viser hun mig hvordan muslingeskallen symboliserer de forskellige pilgrimsruter mod Santiago.
Og så har vi solen. Retningen på ruten er stik vest!
Samlet har vi kun gået et par kilometer i Burgos, inden vi kommer ind på den korrekte rute.
Følger de snørklede veje ud af byen, men det går relativt hurtigt.
Vi er begge inde i en rytme hvor vi bare går sammen og har det godt med hinanden og det vi er i gang med.
Vigtigst er at vi gør det sammen og nyder det!
Masser af hyggesnak.
Meget hurtigt, meget varmt. Solen begynder at bage.
Så snart vi var uden for byen, bliver ruten meget øde. Flade gulbrune marker på begge sider af den støvede grusvej.

Rask trav mellem markerne

Begge kan vi allerede mærke solens stikken. Vi er jo trods alt ægte nordboere. Heldigvis bruner jeg selv lynhurtigt i den slags situationer, mens Michaela bliver ægte national i rød hvide farver…
Passerede en håndfuld små byer, hvor tiden i byggestil, har stået stille…, og med tanke på Spaniens historie, så var det nok også reelt tilfældet.

En lille by..., mennesketom Smukke keramikskilte viser vej
Byens springvand, og Ib Michaela og de andre blomster

Efter en vel ca. 10 kilometer begynder terrænet at blive lidt mere kuperet. Langstrakte stigninger. Grus og småsten.

Lidt små tørre stigninger

Michaela havde følt en indre irritation som grundtone, efter vi var startet.
Manglende kontrol var grunden. Planlægningsfasen, det der kunne kontrolleres, var overstået.
Med hendes egne ord: “Nu er jeg pludselig i hænderne på mine egne fødder”!
Kun én ting at gøre: Fortsætte ud i noget som er usikkert/ukendt…

Afsted mod horisonten...

Og det er jo netop dét som er så stimulerende…
Den første af pilgrimsrutens lektioner, at det ikke er nødvendigt/muligt at have kontrol. At man tvinges til at være tilstede i nu’et!

Kommer til et sted med lidt beplantning og træer, skygge…
Oplagt sted at holde en lille pause og skifte sokker!
Men pokker skulle stå i det, at det også er ét stort frilufts lokum. Der er besørget overalt hvor det ellers kunne se ud som et dejligt sted at sidde og slappe af.
Ikke at jeg har det mindste mod at man besørger i naturen, men hvorfor pokker kan folk ikke vælge at gøre det et mere diskret sted, lidt af vejen for hvor det er rart at sidde og slappe af. Og stanken, når solen bager…!
Efter 15-16 kilometer, får Michaela lidt fodproblemer. Belært af erfaringerne fra Sverige skifter hun straks til sandaler, hvorefter vi begynder nedstigningen til Hornillos del Camino.

Ved byskiltet bliver vi modtaget af en ivrig Engelsktalende Fransk kvinde. Hun er selv pilgrim og følger os hen til herberget, hvor hun straks går i gang med at sørge for at organisere pladser til os.
Byskilt..., og en fransk kvindes ben...
Problemet er at byen er totalt overfyldt af pilgrimme.
Eneste sted hvor der er pladsmulighed, er i byens lille sportshal. Men det kniber med at finde flere madrasser. Kommer mere og mere til at ligne, at vi skal ligge på betongulv igen. Hér var gulvet dog langtfra så rent som i Burgos.
Tænker at det var vigtigt at sørge for at starten på turen skal være så positiv som muligt for Michaela, så da jeg bringer vores pilgrimspas hen til stempling, lykkes det mig at få plaget den gamle mand, der sidder og registrerede os, så meget om Me Mujer (ingen stavegaranti) – min kone – at han vil se om han kunne finde et sted med madrasser til os.
Vi skal komme tilbage v. 17-tiden, så vil han sørge for noget.

Den mellemliggende tid bruger vi på at spadsere lidt rundt og kigge på byen.
Børn i gaden
Vi bliver indkvarteret i kontorlokaler i byens rådhus. Madrasser og tæpper og hele molevitten.
Den ældre mand er faktisk byens borgmester…
Og han skal ha’ ros for at ha’ sørget for virkeligt gode forhold for os, som blev indkvarteret dér.
Michaela er lykkelig for at jeg havde været så insisterende overfor borgmesteren.

Sproget kan drille lidt. En absolut overvejende del af den Spanske befolkning kan kun Spansk og intet andet overhovedet.
Med den indkøbte parleur’s hjælp og fordi vi træner lidt mens vi går, så lykkes det som regel at gøre os forståelige, og indimellem også at forstå hvad Spanierne råber. De er et meget larmende folkefærd 🙂 .

Men så er der jo lige det med spisningen…
Den lille lokale restaurant har 16(!) pladser…, og der er altså ankommet 100 + pilgrimme…

Damen som hae restauranten gik lidt i panik, men får dog hurtigt organiseret holdspisning, lyntilberedning, lynservering. Alt i god ro og orden og med smil. Menuen bli’r jo skåret lidt ned, men der er dog forret, hovedret og dessert. Fast pris 8,50 euro pr. person.
Spiselokalet er lille og nærmest kvadratisk, med små kvadratiske firepersoners borde med rødternede duge.
Vi bliver bænket sammen med et sødt Belgisk ægtepar i slutningen af 50’erne.
Mark og Rose. Mark kan ikke engelsk, men Rose kanog går til Spansk på aftenskole. De er meget hyggelige at snakke med og meget katolsk religiøse. Vel egentligt ikke så underligt på denne tur.
Forretten er en suppe med hvide bønner, store firkantede fedtstykker, hele hvidløg og et antal småklamme, grovhakkede pølsestykker.
Temmelig fedt, selv for mig.
Michaela kæmper sig igennem halvdelen, men må give op… Hun håbr så på bedre held med hovedretten, som skal være kylling. Det er det også. To kyllingestykker med en lille smule pommes frittes, svømmende i en fedtskinnende ølsovs. Det er ikke noget hun nyder 🙂
Ikke skyggen af en grøntsag!!!
Jeg er nu ok, tilfreds. Mest fordi jeg ved at desserten består af is. Rigtig is… Det vil sige: Ægte trefarvet regnbue børneis. Men is det er det!
Efter maden går vi ned til den lokale købmand og køber 3 styks 1½-liters drikkevand, så vi har til næste dags vandring.
Derefter ned i gymnastiksalen og ta’ et bad, og så op i vores soverum og slappe af med lidt skrivning i pandelygtens skær og putte sammen.

Skriv et svar