Camino Santiago – Dag 22.

Santiago de Compostela – Helsingør
Lørdag d. 30 september 2006.

Vi feder den i vores underkøjer, indtil 08:30.
De sure fødder var heldigvis væk!
Op og i et nødtørftigt bad. Det er sidste chance for at være peregrino 🙂
Imens min sorte t-shirt får en tur i tørretumbleren, spiser vi vores indkøbte croissanter.


Udenfor øsregner det, men vi vandrer glad afsted. Jeg har min fikse lille skotskternede håndtaske med 🙂
Måtte indkøbe en billig ekstrataske, for at få plads til alt.
Har efterladt den særligt indkøbte batterioplader og lagnet jeg havde fået af den søde pige. Troede først at hun var Spanier, men viste sig at være Tysker bosiddende i Bruxelles…
Kameraet er åndsvagt igen. Skyldes regnen. det har haft et hårdt år, med Skåneleden og Caminoen.

Michaela er ikke helt frisk. Har lidt feber.
Mens vi sidder på busstationen og venter, er hun helt blank i blikket.
Busturen til lufthavne tager kun tyve minutter.
Vi er mange som skal med RyanAir.

Klokken 13:40 slipper vi startbanen i vores Boing 373-800, med kurs mod London. Flyet er vel ca. 90% fyldt.
Der er tre stewardesser. Den ene, en kemisk blondet model, taler et hamrende dårligt Engelsk, så hun passer selvfølgelig mikrofonen…
Men jeg får mig et kæææmpe krus kaffe og Michaela tager sig en sjælden cappucino i håb om at det kvikker hende lidt op.
Stille og rolig tur.
14:50 begynder det så småt at gå nedad mod Stansted.
Vi får lidt lang ventetid, før vi skal videre.

Bruger ventetiden på at kigge på mennesker i lufthavnen, og drikke en enkelt god øl og spise lidt mad.

19:33 har vi take off. En EasyJet AirBus A319. Sidder på næstbagerste række. Vi er begge lidt trætte.

Lander i København og her starter bøvlet så…
Michaelas baggage er ikke bare ødelagt. Den er veritabelt flået i stykker. Og det endda selvom den blev checket særligt ind i Stansted, som rygsække!!!
Vi samler stumperne og henvender os til EasyJet. Der skal udfyldes nogle formularer, hvilket lykkes trods ekspedientens åbenlyse manglende rutine.
Da vi beder om en kvittering for hvad de har skrevet på listen over ødelagt og tilskadekommet udstyr, får vi at vide at sådan en kan vi ikke få. Hvor er så vores sikkerhed for at vi kan bevise at vi har rapporteret til EasyJet?
Den unge ekspedient bliver grov og spørger hidsigt om vi beskylder ham for at lyve…
Jeg ved ikke hvor han fik dén mærkelige idé fra, da det er et simpelt spørgsmål om vores retssikkerhed overfor EasyJet.
Han fatter det tilsyneladende ikke, men det gør hans chef. Ham snakker vi om problemet med og han giver os en skriftlig kvittering.
Michaela er selvfølgelig skidesur og ked af det.

Underligt at komme hjem på den måde!

Lykken er at det ikke var ved ankomsten dernede. Det havde spoleret hele turen.

Sidder i kystbanen. Svært at slippe den der peregrino-følelse, men skønt at kunne putte i vores egen seng.
I morgen er det dag for famillierne…

Buen Camino !

Skriv et svar