Camino Santiago – Dag 3.

<< Dagbogen – Oversigt

Hornillos del Camino – Castrojeritz
Mandag d. 11 september 2006.

VENGA, VENGA, VENGA…!!!

En ældre, højlydt, ivrigt gestikulerende kvinde, vækker os alle med sine høje råb. Klokken er 6 om morgenen og hun har øjensynligt travlt med at få os vækket og smidt ud.
Det er jo mandag morgen og rådhusets lokaler skal benyttes til deres oprindelige formål klokken 8.

Morgensøvnige haster vi med at pakke sammen og komme ud af rummet. Ud på gaden med uglet morgenhår 🙂
Vejret er stadig godt, så beslutter at komme afsted. Ruten har samme beskaffenhed som i går, men en lille smule mere kuperet.
Michaelas vabler giver ondt fra sig igen, efter cirka fem kilometer, så hun skifter over til sandaler. Sandalerne er gode for de vabler som opstår i vandrestøvlerne, men til gengælde får hun så nogle andre vabler under trædepuderne.
Denne dag møder vi langt flere pilgrimme på turen, da vi var startet lidt tidligere.
Møder også en fårehyrde, der følger fårene rundt på de nyhøstede marker.

En fåreflok i det fjerne

Da vi når frem til Hontanas, spiser vi en sandwich og får plejet fødder.
En bid mad i Hontanas
En varm dag! Jeg skal virkelig passe på ikke at dehydrere. Ved af gammel erfaring, at det er min værste fjende.
Fortsætter videre mod Castrojeriz. Stadig meget varmt.
Michaelas fødder har det absolut ikke godt og hun frygter at hele fodsålen er én stor vabel.
Det føles som om der er meget vandring på asfalt denne dag, eller også skyldes det at jeg er bekymret over Michaelas fødder…

Convento de San Anton

Inden vi kommer frem til Castrojeriz, passerer vi ruinerne af Convento de San Anton… Ligger som et kæmpekloster, der forgæves har forsøgt at standse strømmen af pilgrimme. Det var følelsen det gav mig, som det lå der, et kæmpemassiv, ovenpå den smalle vej, der snoede sig mod Castrojeriz. Som om vejen ubønhørligt har pløjet sig igennem bygningen. Forresten er der også tilknyttet et herberg til stedet, men opdagede det først i det øjeblik vi havde passeret.
Vi fortsætter.

Det er lidt specielt at nærme sig Castrojeriz. Det er jo begyndelsen på Mesetaen…

Landskabet omkring er generelt fladt, men det første man bemærker er en gammel borgruin, liggende på toppen af et lille bjerg, med byen liggende nedenfor ved bjergets fod.
Ind mod Castrojeriz
Vi finder frem til et virkelig godt herberg!
Ordentligt, rent og med en tilhørende lille campingplads. Dog uden gæster.
Indehaverne viser sig at være Hollændere og det var glædeligt muligt at føre sig frem på Tysk, Fransk, Engelsk og for Michaela, på Hollandsk.
Indlogering finder sted i en stor hal med køjesenge. Over to meter mellem sengene…, så rigtig god plads.
Michaela ta’r en lille lur, men jeg vasker vores tøj, ordner vores fodtøj og selv tager et bad i de udmærkede badefaciliteter. Standard som en god Dansk campingplads.
Efter at Michaela var vågnet, går vi ind og får vores stempler i Pilgrimspassene og bliver indskrevet på stedet.
Slapper lidt af og går dernæst ned i byen for at spise. Det viser sig lidt vanskeligt at finde…
Imens finder vi så en butik, hvor Michaela køber sig en bøllehat, en håndfuld Caminomærker og mere solcreme, og jeg får mig et par letvægtssandaler…, og nok så vigtigt får vi endeligt et detaljeret kort over hele Caminoruten.
Må forhøre hos en lokal beboer, hvor der er mulighed for noget at spise…
Finder stedet, som har været et tidligere druepresseri…, men da jeg er ikke ekspert i druepresning…, så måske noget andet. Meget hyggeligt. Der bliver spillet dæmpet Irsk folkemusik. Pilgrimme bænket over det hele og en lokal luder med kraftig make-up og klædt i opslidset, stærkt rød kjole. Har pilgrimme råd til den slags?
Hygge i Castrjeriz
Menuen til syv euro, bestod af tun, tomater, oliven, ærter, æg og asparges med brød til. Smager godt. Hovedretten er to skiver saltet skinke med kartoffelskiver. Drikker vand til, som er inkluderet i prisen. Kan anbefale stedet.
Derefter hjem til herberget, børste tænder og så i seng.

Skriv et svar