Camino Santiago – Dag 4.

Castrojeritz – Itero de La Vega
Tirsdag d. 12 september 2006.

Står op ca. 06:30. Indrømmet at jeg har sovet pissedårligt. Utrygt er ordet. Overkøjen er uden sengeheste, hvilket for så vidt kunne være Ok, men når så madrassen også er en høj ustabil type, som knækker sammen i siderne, når man drejer sig, så ligger man hele tiden og frygter at dratte ned. Og vi snakker altså betongulv!
Over til morgenmaden. Og den kan anbefales !

Rigtig kaffe i store kopper. Juice, lune flutes, syltetøj, smør, pølse m.m.
Holder et dejligt langt morgenmåltid, inden vi pakker vores sidste ting og gør klar til afgang.
Vi har valgt at prøve en ny snøring på Michaelas støvler, som forhåbentlig kan lette lidt på tendensen til at få vabler.

Morgen i Castrojeriz
Det er overskyet, med en god temperatur til vandring.
Vejen ud af byen er flad. En lang kolonne af pilgrimme…
Et stykke uden for byen rejser et mindre bjerg sig. En stigning på 120 meter på en lille kilometer. En stejlhed, som uvilkårligt mindede mig om Söderåsen. Hér heldigvis kun denne ene stigning.

Uden for Castrojeriz

Michaela slår over i sin velkendte bjergang. Hun skyder en imponerende hastighed op af stejle skråninger.

Grusvej i god stand og serpentinersving hele vejen op. Michaelas tempo gør at de øvrige pilgrimme rasler fra.
Serpentiner stien
De par gange jeg stopper for at tage billeder af de afbrændte skråninger, må jeg løbe op til hende for at holde trit.

Michaela mod toppen

Sådan som Michaela knokler på, vil jeg ha’ et billede af hende, lige inden hun når topplateauet. Derfor løber jeg op, så jeg står et par meter inden målstregen. Så kan jeg få mit billede og hun kan få lov at gå først over.

Så snart vi er kommet op, tilbyder en anden pilgrim at tage et billede af os.
Os begge på toppen
Toppen af bjerget er fladt som et billardbord og der er vel en cirka 900 meter til nedstigningen fra bjerget starter. Vi vælger at holde et lille hvil, for at puste ud og få skiftet de svedige trøjer. Mere blæst heroppe!
Mens vi står og spiser et par kiks og drikker lidt vand, kommer en mand gående i følge med en stor krølhåret hund.
Vi gør klar til at gå videre. Flere og flere pilgrimme begynder at komme. De fleste virker lidt slidte at se til og mentalt trætte…
Nedstigningen er også stejl, men dog lidt mindre end opstigningen.
Vi er netop begyndt at gå nedad, da en firehjulstrækker kommer blæsende udenom os, med hornet i bund. En udmattet pilgrim, fanget midt på grusvejen, vil ikke ha’ en chanse. Med dén hastighed på en skråning med løst grus under hjulene, kan firehjulstrækkeren hverken styre eller bremse…
Nedstigning og fartbølle...
Gudskelov ser vi ikke nogen udsplattede pilgrimme!!!

Med nedstigningen overstået er resten af ruten flad som en pandekage. Grusvejen slynger sig blødt gennem landskabet. Lang, gruset og ikke synderligt spændende. Øde tærskede, muldløse marker. Stubbene står i fast, solsveden ler.
Vi er nu midt i en lang slange af pilgrimme.
Michaela’s fødder giver op og hun skifter til sandaler. Tempoet falder lidt. Vi passeres af mange og passerer et par stykker…
Møder en kvinde fra Sønderjylland, som fortæller en sjov historie om den hund vi så på toppen af bjerget. Den har gjort det til sin daglige rutine at følge med en pilgrim inde fra byen, op over bjerget, hen ad det øde stykke og så selv vandre tilbage igen.

Landskabet skifter først da vi når Rio Pisuerga.

Lige inden broen ligger en særpræget bygning:
San Nicolas de Puentetitero – Hospital de Peregrinos!
Selvom der holder en stor BMW ved siden af bygningen, er der lukket og øde.
Hen mod Rio Pisuerga

Floden krydses af en meget smal bro.
En smuk bro, men som sædvanligt dårligt vedligeholdt.

Broen ved Rio Pisuerga

Og selvfølgelig skal en stor sættevogn passere broen sammen med os!
Sættevogn i hælene...

På den anden side af floden, kommer vi ind i provinsen Palenzia. Resten af vejen ind til Itero de La Vega, går vi hånd i hånd langs floden. Et lille stykke på et par kilometer…
Det går op for mig, at jeg har lagt mine solbriller fra mig oppe på bjerget, da jeg skiftede trøje. Pokkers!!!
For en solbrille må det være et godt sted at ligge. Masser af sol og en god udsigt.
Egentligt ikke overraskende. Jeg glemmer altid mine solbriller, eller får knust dem på én eller anden måde.

Pludseligt kommer en mand kørende og stikker en håndfuld tomater ud af sideruden. Dejligt solmodne, men han vil ikke ha’ penge for dem. “Gaver til Pilgrimmene…”. Efter at ha’ set på mandens fingre, og oplevet Spaniernes meget afslappede forhold til dét at vaske hænder, beslutter jeg at takke ja til tomaterne og så nøjes med at krænge indmaden ud og spise dén. Generelt er de lokale langs pilgrimsruten, meget flinke og hjælpsomme. Med tanke på mængden af vandrende pilgrimme, synes jeg de fortjener ros!
Også denne bondemand, som bruger tid og rescourcer på at køre rundt med tomater. Og de smager skønt!

Michaela lider med sine fødder, hele vejen fra bjerget. To vabler under trædepuderne er sprunget, og det føles som at gå på søm.
Fornuftigt nok beslutter vi at blive i byen, så fødderne kan hvile lidt.

Det første vi ser i byen er en næsten tom restaurant, hvor vi beslutter at spise, så snart vi har fundet et herberg.
Vi finder et herberg. Et meget øde herberg… Døren er åben, men der er ikke en levende sjæl noget sted.
Herbergsskilt
Kigger i gæstebogen, som ligger åben. En rosende omtale af stedet på Dansk!
Vi beslutter at blive.
Lader vores oppakning ligge og går tilbage til restauranten, som nu pludseligt er proppet med pilgrimme.
Heldigvis lykkes det for os at kapre et bord på terrassen, og at kapre en servitrice.
Vi får begge en rigtig god og stor portion Salado Russo. Perfekt!
Slapper af. Intet hastværk. Vi skal jo ikke videre i dag. Ekstra cola og kaffe, inden vi går tilbage mod herberget.
Der er nu kommet en mand, så vi kan blive skrevet ind. Et Fransk par har snuppet herbergets eneste dobbeltværelse, så værten tilbyder os istedet en seksmandsstue for 7 euro, hvor vi ellers skal betale 5 euro for at dele med 4 andre. Vi tager seksmandsstuen, hvilket værten begyndte at fortryde, efterhånden som han blev nødt til at sende ankommende pilgrimme videre til andre herberger.
Sagde ja til også at spise på stedet. Herberget har en mikroskopisk lille restuarant, med fire borde. Vores værelse ligger på førstesalen i bygningen. Når man kommer op af trappen, kommer man først ind i et lille fællesrum, en forstue hvor der er tv – 12″ OG på Spansk…, nogle bøger og spil. Finder en bog af Dan Brown: Digital Fortress. En noget tyndbenet skrivende forfatter, i mine øjne, men vil være rart at HA’ noget at læse i. De forskellige soverum, er sideværelser til fællesrummet.
Michaela og jeg beslutter at putte lidt sammen i overkøjen en times tid, hvorefter jeg står op og klarede mine faste ritualer med at vaske lidt tøj og ordne vores støvler. En lille killing blander sig ihærdigt!

Killing...

Efter at have klatret rundt på mig et stykke tid, lægger den sig over til Michaela og på killingemanér begyndte den at ville sutte. Plejer at være et tegn på et være taget for tidligt fra moderen. Lidt efter falder den dog til ro, liggende tæt ind til Michaela.
Sovende lille killing
Det nyder de begge to og får sig en lille lur ekstra.

Må ud og se på byen. Vi spadserer igennem byens gader, hvilket er hurtigt overstået. Omtrent tyve minutter…
Indenfor i den
lokale kirke. Mod behørig betaling, kan vi tænde en lysdiode i enden af en hvid plasikdåse, forklædt som stearinlys under tyk acryl, og høre lidt salmesang fra en opstillet ghettoblaster…
Noget af en stemningsdræber…

Elektronisk kirkegang...

Cool Business!

Ind i en lille forretning og købe vand til morgendagens vandring og et stykke af den lokale gedeost. Dejlig fast og holdbar, men ikke meget smag…

Tilbage til herberget for at spise. Et hold Franske pilgrimme er startet med at spise før os, så vores vært giver os resterne af deres Paella, spædet op med kolde ris. Så det bliver virkeligt kedeligt 🙂
Serveringen foregår med at smide tingene på bordet foran os. Bestik, tallerkner, glas. Alt kommer flyvende ind fra lav højde.
Tror såmænd bare at det er hans stil.
Heldigvis is og et par flotte æbler til dessert.
Af uransaglige årsager bliver jeg ved med at slå over i Fransk, når jeg skulle tale med værten, hvorfor han ender med at betragte mig som dyyybt debil. Alligevel hiver han noget hjemmebryg frem, som vi skal smage.

Hjemmebryg

Ser giftigt og grumset ud, men smager som mjød med lidt ekstra kanel. Filtreret for grums, helt klart et julehit!

Da vi har rumplads nok, har jeg pakket alt ud af rygsækken.
Ting jeg absolut ikke behøver er: Trangiaen, plastikbestikket, opvaskegrej, Nescafé, thebreve og de to store plastkrus.
Mest fordi det fylder…
Havde det været koldt og vinter, så havde det kunnet bruges…

Bliver mørkt udenfor. Byens knægte kører knallertræs gennem gaden nedenfor. Beslutter at sove med lukket vindue.

Skriv et svar