Camino Santiago – Dag 6.

Fromista – Carrion de los Condes
Torsdag d. 14 september 2006.

Trods en skummadras, som havde antaget samme tykkelse som et A4 ark efter kun 10 minutter, sover jeg igennem. Jeg har min faste plads i overkøjen og Michaela sin i underkøjen.
Føler at jeg vågnede op med lamelaftryk på ryggen 🙂

Ned til morgenmad klokken 06. Spisesalen var også fyldt op med sovepladser til pilgrimme. Det var de sidst ankomne og derfor også de mest trætte og slidte, som nu også var dem der bliver jaget op før alle andre.
Vi havde betalt 2,20 euro for morgenmaden og får én brikjuice, én kop kaffe og en lille sød kage. Kagen har vel en diameter på 3 cm og samme højde… Har intet med morgenmad at gøre…
Har heldigvis frugtstænger i rygsækken, så vi frygter ikke skørbug, men hvis nogen gør hele turen på Spansk normalkost er det overraskende at de ikke lider seriøst af mangelsygdomme…
Temmeligt insisterende i at jeg vil ha’ en enkelt kop kaffe mere, og det ender da også med at jeg får en kvart kop ekstra…

Ovenikøbet har Michaela fået stjålet sin røde Crafttrøje ude fra tørresnoren. Surt!

Godt at komme afsted, så. Denne morgen virker en lille smule mere kølig og efter et stykke tid begynder det at regne. Jeg tager min jakke på og Michaela trækker regnslaget over hovedet.
Da vi når frem til Poblacion de Campos, deler ruten sig i to dele. En oprindelig og lidt længere rute af grusvejene og så en ny rute, som går langs asfaltvejen.

Den oprindelige rute...

Vi vælger den oprindelige længere rute.

Lidt efter skulle Michaela tisse, og mens hun sidder i skjul bag en cementbrønd, kommer en anden pilgrim gående forbi. Jeg hilser med standarden “Buen Camino” og lader som om jeg blot står og nyder udsigten…
Han fortsæter lidt længere frem, hvor han så stopper for at tage en regnjakke på.

Michaela er blevet færdig og dukker frem da pilgrimmen er ude af syne. Vi fortsætter.
Lidt længere fremme, hvor pilgrimmen havde taget sin regnjakke på, opdager vi at han har glemt sin vandrestav. Jeg samler den op og tager den med. Hvis vi nu møder ham igen!

Vi holder et raskt tempo i regnvejret. Der er noget specielt i mig, som elsker at trave afsted i regnvejr. Michaela er hyllet helt ind i sit militære regnslag.

Afsted i regnen...

Hun lider med sine tæer, men knokler ufortrødent på. Oveni slås hun med mensessmerter.
Mellem ale disse jordfarver, virkede det spøjst pludseligt at støde på en totalt citrongul 2CV.
Gul Citroën 2CV
Når frem til Vilalcázar de Cirga. Hér finder vi faktisk vandrestavens ejermand, som bliver glad for at få den igen.
Vi sætter os ind på en lille Café, overfor kirken. Jeg snupper en kop kaffe og Michaela tager en cola.
Da vi skal til at gå, kigger caféejeren misbilligende på Michaelas vandrestav. Han synes ikke at den er god nok, og kommer med en anden, som ham har stående. Den er helt ærlig en hel del bedre…
Michaela synes at den nye vandrestav ligger godt i hende hænder og siger mange gange tak for den.

På vej ud af byen tager vi at par billeder af hinanden, siddende ved en bronzepilgrims bord.
Michaela og Bronzepilgrim

Ib og Bronzepilgrim

Resten af vejen er lang og lige. Vi går på en grussti ved siden af den asfalterede vej. Michaela vil godt bare ha’ dagsetapen overstået, så hun sætter et godt højt tempo. Det passer bedre i min rytme.
Lang lige grussti
Vi æder os langsomt men sikkert ind på den ene pilgrim efter den anden.

Under en time og vi er fremme i Carrion de los Condes.
Inde i byen prøver vi at finde lidt orientering. Kan ikke finde et herberg, men ser mange skilte med Hostels.
For dog at få ét eller andet sted at være, ringer vi på ét af dem. Bliver shanghaiet af en kvinde, som taler en masse Spanke ord. Hun vil ha’ 9 euro for at vi overnatter på en seksmands stue. Uden morgenmad…
Vi sniger os mere eller mindre diskret ud.
Finder en turistinformation, hvor et par piger er travlt beskæftiget med at sætte krydser på pilgrimmenes små fotokopierede bykort. Der er kommet mange pilgrimme og alle vil til et herberg.
Vi får også et lille kort med krydser og udvælger os dét, hvor der står Espiritu Santo.

Viser sig at være et nonnekloster.

Nonneklosteret

Ankommer samtidigt med nogle Fransk pilgrimme.
En mistænksom nonne åbner for døren og stirrer på os. Vi står vi så, en lille flok på fem pilgrimme og venter på at blive lukket ind. Der går nogle sekunder, mens hun stirrede på os, før hun åbner døren. Vel inde i forhallen lukker hun døren bag os og stiller sig effektivt blokkerende foran den næste dør. Vi bliver entydigt gjort opmærksom på at vi ikke vi blive lukket videre ind, medmindre vi giver en “frivillig donation”.
Det gør vi så!

Vi vises ind på en stor sovesal, fyldt med enkeltsenge. Normalt er det et klasseværelse for noget, som møbelmæssigt minder om elever i cirka 1′ klasse. Her er rent, pænt og faktisk hyggeligt.
Badefaciliteterne er underlige snævre brusekabineskabe. Dog også et par mini siddebaderkar…

Michaela trænger til en lur en times tid. Imens tager jeg bad, ordner vores støvler og tøj. Mens jeg pudser støvler udenfor i klosterets gård kommer en kat, som meget gerne vil snakke med mig. Selvom den sidder og sagde en masse ting til mig på kattesprog, sørger den dog hele tiden for at holde en sikkerhedsafstand på et par meter. Kommer jeg for tæt på, hvæser den og trækker sig lidt væk, indtil afstanden igen passer.

Michaela vågner og tager sig et siddebadekarsbad. Varmer hende helt ind i knoglerne. Derefter ud for at spise.
Den nærmeste restaurant har peregrino menu til 7,50 euro. Spagetti med lille smule tomatsauce, kylling med slatne pommes frittes og is.

Michaela er stadig helt smadret i fødderne, så tilbage til klosteret og slappe lidt af. Michaela går ombord i sin sudoku.
Der er ankommet et Sydafrikansk hvidt par. Far og datter. Han virker umiddelbart lidt smågnaven og stille. Hun er også stille, men virker også som en lidt mere genert type, selvom det på én eller anden måde fremgår at dette er en tur hun har villet.
Deres problem viser sig at være at hun har lavet en regnefejl. Så for at kunne nå frem til Santiago, vil de være nødt til at tage en etape på 32 km. næste dag. De skulle nå San Nicolas del Real Camino.
Derfor er han lidt småsur, og derfor er hun lidt presset og besværet over at hun føler at han udleverer hende overfor os alle sammen. Flere pilgrimme er kommet til, så alle sengene nu er optaget.

Michaela og jeg tager nok bussen i morgen. I så fald til Palencia og derfra videre til Ponferrada.

Klokken 18 går vi ned i byen, for at finde ud af noget om bustider. Oplysninger vi kan få i Café Espana. En lille snusket mandebar, hvor affaldet, som altid i Spanien ligger knæhøjt. Det er en frygtelig tendens de har til bare at smide alt hvad der betragtes som affald på gulvet. Sgu’ da noget svineri og en egoistisk holdning overfor de som skal holde gulvarealerne rene. Har deres mor virkelig opdraget dem sådan?
Samme tendens som den med at Spaniere konsekvent aldrig lukker døre efter sig. For mig minder det lidt om uopdragne børn…
Bartenderen er heldigvis utroligt hjælpsom og vi får alt klaret med hensyn til busserne imorgen og vælger at købe henholdsvis en stor øl og en cola. Michaela er eneste kvinde på stedet.
Ud og kigge lidt i butikker. Summer rundt i en stor turistjunkbutik og ender med at købe nogle ekstra Camino-pins.
Jeg er ret bekymret for Michaela. Hun har haft et par svimmelhedsanfald.

Går tilbage til stede, hvor vi havde spist tidligere og får en peregrinomenu til 5,50 euro.
Kold spagetti med ketchup og pølsestumper. Jeg spiser pølsestumperne for os begge, selvom de er ret fede. Efterfølgende bøvser jeg svinestald i flere timer…
Og is til desert.

Tilbage til klosteret og gøre klar til at sove. Skrive, punktere Michaelas vabler og børste tænder…

Sydafrikanerne – han – har været rundt og gøre opmærksom på at de står tidligt op, for at komme afsted. Regner med at vågne når de starter.

Madrassen indeholder fem fjedre som er skævtfjedrene, fem som er flade og ti som ikke er der…

Skriv et svar