Camino Santiago – Dag 9.

Villafranca del Bierzo – Ambasmestas
Søndag d. 17 september 2006.

Vi vågner arm i arm, ved at lyset tændes. Jeg anede ikke at der overhovedet var lys i rummet.
Føler mig udhvilet, så jeg står hurtigt op og gør klar. Michaela har det til gengæld temmeligt skidt, så hun bliver liggende lidt og tager det langsommere.
Imens går jeg nedenunder og køber en morgenbuffet til os begge. 2,50 euro pr. person.

Brød, marmelade, ost, juice, kaffe og hårdkogte æg. Der var ét æg tilbage, så det snupper jeg og gemmer til Michaela.
Da hun lidt efter kommer ned, har hun kvalme, små svimmel, snurren i ledene og træt.
Hun spiser lidt og får noget at drikke. Jeg supplerer med tre store glas kaffe. Kaffe er et grundstof…, ligesom cola, vanilleis og Nutella…
Vi kommer langsomt afsted. Michaelas tempo er skruet helt i bund.
Som tiden går får hun det værre og værre. Helt tydeligt at hun også har feber.
Efter en seks kilometer må hun melde pas. Der er ikke flere kræfter.
Ankommer til Pereje
Vi kommer igennem en lille by, Pereje hvor der ligger et herberg.
Beslutter at gå derind. Totalt tomt!!!
Kan se at der har været overnattende pilgrimme.
Jeg finder en seng og et tæppe til Michaela, så hun kan komme ned at ligge. Hun faldt i søvn øjeblikkeligt…
Jeg sætter mig og holder vagt og venter på at noget personale skal dukke op.
Istedet dukker der den ene flok cyklende Amerikanere op, efter den anden.
Den ene er lige ved at vælte af cyklen da jeg snakker Engelsk til ham. Troede jeg blot var en mystisk Spanier som sad og stirrede. Og Spaniere taler kun Spansk…, og Amerikanerne kun Amerikansk…
Når Amerikanerne opdager en udlænding de kan kommunikere med, svirrer de om én som små ivrige fluer…
Disse var på firmatur for et eller andet adventuretravel noget…, så jeg blev belemret med to grimme gule kasketter, mens de skulle ha’ billeder af mig sammen med dem selv.
Frygter jeg hænger på en eller anden Amerikansk firmavæg. Mest fordi den gule hat var viiiirkelig grim…
For disse Amerikanere var hastigheden hvormed de kunne få så mange stempler i deres pilgrimspas som muligt, alt afgørende, så de hastede videre. 18 mand fra Ohio med egne guides og tæt fulgt af en stor følgevogn, med al deres oppakning, drikkevarer og mad…
Hmmm, tja…, hver sin Camino 🙂
Efter noget tid, gik jeg længere ned langs gaden i byen. Fandt en lille mørk bar og gik indenfor.
Fandt her en ung pige, som stod for herberget og fik forklaret hende Michaelas situation. Det var ikke noget problem, så vi måtte gerne blive.
I mellemtiden havde jeg fået flyttet Michaela til et lidt varmere soverum, hvor hun nu havde liget en times tid.
Pludseligt tager pokker ved hende. Hun vil op og afsted, selvom hun absolut ikke er rask.

På vej ud af byen møder vi en stor sort kat i snor. Den er helt ekstremt kontaktsyg og kravler op af os og vil sidde øverst oppe på rygsækken. Vil absolut ikke sættes ned og snakker hele tiden.
Kattekontakt Katteklatring
Tager ti minutter med kattekontakt. Det hjælper lidt på Michaelas energiniveau.
Da vi går videre, sker det i tavshed. Michaela vil helst bare være lukket lidt inde i sig selv.

Landevejscafeteria

I Trabadelo gør vi holdt på et landevejscafeteria efter at ha’ passeret et par børn, som var meget opsatte på at sælge os noget af deres legetøj. Vi synes nu ellers nok at vi har rigeligt at slæbe på. Vi tanker op med Cola og jeg sætter en stor god Parisertoast til livs. Michaela vil gerne ha’ en is, men ligegyldigt hvilken hun vælger er det lige dén de ikke har. De trænger til at opdatere deres isskilt.
Fortsætter. Vandrer langs asfaltvejen på en asfalteret cykel/gangsti. Kedeligt sted at gå.
Michaela har fået sig en vabel på hælen.
Ser masser af asfalt, betonbroer og tuneller. Kommer til at bemærke at systemet i spanien tilsyneladende er at bygge noget nyt og derefter blot lade det passe sig selv. Virker ikke som om der bruges mange rescourcer på at vedligeholde. Let at anslå alderen på bygninger og broer ved at se på forfaldet. Broernes rustne rækværk er ikke altid tillidsvækkende.
Michaela har ondt i musklerne og er bange for at komme til at kaste op.
Lidt før dagens etapemål, finder vi et dejligt nyt herberg i byen Ambasmestas.
Albergue das Animas. Indrettet til 18 pilgrimme med 2 tyk bad og toilet. Vi var de første. Fedt!
Et par med en datter styrer stedet.
Gode køjesenge og vi snupper et par underkøjer, som står tæt sammen, så de virker som en overdækket dobbeltseng.
Michaela kryber under sit tæppe og falder øjeblikkeligt i søvn.
Imens tager jeg en spadseretur rundt i den lille by. Den adskiller sig fra andre Spanske byer vi har været igennem, ved at vedligeholdelsesstandarden af bygninger og haver er væsentligt bedre. Der er gjort lidt mere ud af tingene og der er væsentligt mere ryddeligt.
Også en lille bitte kirke. Jeg beslutter at gå ind og kigge i den. En gammel lillemor stirrer mistænksomt på mig imens og følger mig rundt i behørig afstand.
Beslutter at ignorere hende, men hilser dog venligt da jeg passerer hende på vej ud.
Hun begynder at rende rundt og tænde lys, så måske skal der snart være et eller andet arrangement?
Køber en dåsecola i en automat og tager den med tilbage til Michaela. Heldigvis også muligt at købe kaffe på herberget. Køber en kop, som jeg kan side med, mens jeg skriver dagbog.
Efter 3-4 timer er jeg altså ret sulten, så jeg vækker Michaela. Hun har sovet tungt og er helt groggy, men ikke sulten. Alligevel står hun op, selvom hun stadig har det elendigt.
Skråt overfor herberget ligger en lille restaurant. Da vi kommer viser det sig at den først åbner om 1½ time. Pokkers.
På herberget er der heldigvis automater med forskellige færdigfødevarer, som blot skal en tur i microovnen.
Vælger omelet og kødboller, som jeg blander sammen. Særpræget.
Michaela nøjedes med to små yoghurt og en bøtte Oreo-kiks.
Der er nu kommet et Spansk ægtepar også. De er venlige og stille og flytter liodt rundt i lokalet for at finde det rigtige sted at ligge.
Vi gør klar til at krybe til køjs.
Et hold cyklister kommer anstigende. Et Spansk cykelhold. Larmende, lader dørene stå åbne, står ved Gud og ryger midt i soverummet.
Michaela hidser sig op og skælder dem ud. Først da 3′ gang gider de høre efter. Provo’er!!!
Efter en times tid er der dog ro.

Skriv et svar