Menu

Den grimmeste bil jeg nogensinde har ejet.

2019-11-05 - Biler, Indlæg, Suzuki
Den grimmeste bil jeg nogensinde har ejet.

Og så er den tilmed helt og aldeles fabriksny.

Fiat’en sang på sidste vers og sang på det i lang tid. Jeg havde derfor gået og forberedt mig selv og mine omgivelser på, at den snart skulle udskiftes.

For ikke at skulle bøvle mere med gamle biler som konstant skal repareres og vedligeholdes for at være kørende og fordi større reparationsarbejder som er større end de kan klares på en enkelt dag i min mors indkørsel er umulige at håndtere, så besluttede jeg at det skulle være en helt ny bil.

Selvklart skal den jo ikke være for dyr, den skal være brændstoføkonomisk, den skal have fire døre og splitbagsæde, have plads til det store teltudstyr, den skal se godt ud og den skal køre godt.
Og så er der lige den detalje, at jeg er nødt til at have trailer-krog på, hvis jeg skal kunne håndtere at passe min mors have og også have mulighed for at have vores cykler med.

Hvis man kunne få en fabriksny Alfa 147 i superøkonomisk udgave og til at betale, ville alle mine krav være opfyldt.

Alfa Romeo 147

Men det kan man overhovedet ikke.

Først prøvede jeg at starte med design-tilgangen, at det skal være en bil jeg kan holde ud at se på.

Det snævrede feltet ind til Seat Mee, Citroën C1, Hyundai i10 og så Kia Picanto (på vippen).
Seat’en og Citroën’en er simpelthen for små i det indre og dertil er Seat’en udgået af produktion…
Dertil kan ingen af dem have krog på. Jo, man kan sætte krog på, som udelukkende er beregnet til transport af cykler, men det er på ingen måde nok.

Der er kun en eneste af de små biler, som må have et regulært trailer træk monteret.

Det er Suzuki Celerio (i virkeligheden Maruti Celerio).

Det er der flere ting helt galt med.
For det første er det ikke en Alfa Romeo, det er ikke engang en Fiat.
For det andet er den ganske forfærdeligt grim !
Længde, højde, bredde er helt skævt dimensioneret. Højbenet, højt tag, tynde små hjul, smalt karosseri, flade dørsider, overdimensionerede skæve forlygter og latterligt køler-grin. Totalt blottet for designmæssig personlighed.
Celerio betyder selleri på dansk og er muligvis den eneste madvare jeg ikke har kunnet døje, hele mit liv.

Af flere grunde var den så overhovedet ikke i betragtning !

Hov…, hvad med Fiat Panda ?
Jo, den må også have træk til trailer.
Men for det første så er den dyrere, dernæst har selv de nyeste stadig de skavanker som modellen også havde for 6 år siden og Fiat’s evne til at udhule et karosseri og udnytte al plads er blevet ringere med den nye Panda. Dertil er den for dyr og ikke meget bedre brændstoføkonomisk end Punto’en var (17 – 19 km/l i praksis).
Når man så også kan gå rundt hos en Fiat-forhandler i en halv time, uden andre kunder i nærheden, uden at blive kontaktet af en sælger, så gider de helt åbentlyst ikke sælge biler.
Det har jeg nu oplevet ved to Fiat-forhandlere, så ikke underligt det hænger i bremsen for Fiat.

Nødvendigheden af den pokkers “Jydekrog” ændrede ligesom på det hele.

Jeg trawlede internettet igennem for diverse test at Suzuki Celerio’en og brugerkommentarer.
Det var meget spredte holdninger som kom frem.
Nogle hadede bilen på alle måder.
Nogle var overmåde tilfredse.

Så jeg måtte filterere kraftigt.

Objektivt set, ja den har virkelig god plads i kabinen, den har fire store og velåbnende døre, den er utroligt benzinøkonomisk, den har ingen børnesygdomme, den må trække trailer og den har aircon.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at blive varm på “Selleri’en” og kiggede på priser, financiering, udstyr og tilbehør m.m.

Tilfældigt mødt jeg en bekendt som har en Celerio og han talte meget positivt om den og tilbød en lille køretur.

Det forløb fint. Det er let at finde en sideposition selvom lændestøtte er ikke-eksisterende, der er god plads til fødderne og udsynet er fremragende hele vejen rundt.

Men den er altså en smule bovlam medmindre man virkeligt sparker til den og flittigt rører rundt i den ganske velskiftende og præcise gearkasse.
Og den styrer som en sæk kartofler. Der skal holdes øje med kursen, når der køres lige ud. Ingen selvopretning og ikke en præcis følelse af midterstillingen af rattet i forhold til bilens kurs.
Meget, meget, meget anderledes end Alfa Romeo’erne.

 

Selvom min bekendtes Suzuki Celerio var flere år gammel og bliver flittigt brugt, og har træk, så var alt stadig i god stand og havde været uden problemer og fejl.
Hvilket jo i meget høj grad ligger bag mit ønske om at skifte til en helt ny bil, fremfor de billige og udslidte brugte biler, jeg normalt indkøber.

Fiat’en nærmede sig de 20 år i alder, den forbrugte lidt over 1 liter olie pr. 1000 km (tydeligt på de steder den holdt parkeret), de forreste fjederben skulle justeres, alle gummibøsninger i undervognen var slidt væk, bremsetromler bagi skulle skiftes, skiver og bremseklodser foran skulle skiftes, tandrem og vandpumpe skulle skiftes og toppakningen.
For ikke at nævne rusten i flere områder af bunden, som også skulle laves.
Alt sammen inden syn til februar, fire månder fra nu !

Selv om jeg laver alt arbejdet selv, foruden at svejse i bunden af bilen, ville det blive rigtig dyrt og tidskrævende. Og så ville det jo i bund og grund stadig være en gammel bil.

Såvel økonomisk som praktiskt ville det give mening med en ny bil.

 

 

Så beslutningen var taget, omend jeg ikke rigtig brød mig om resultatet.

Nu skulle der så bare lægges lidt penge til side, så jeg kunne klare udbetaling og den i Danmark obligatoriske rustbeskyttelse og nogle inderskærme.
En passende nytårsgave til mig selv.

Sådan skulle det ikke komme til at gå !

Biler er følende væsner med personlighed !

Punto’en var ikke anderledes.

For to uger siden besluttede Fiat’en selv, at den ikke gad mere.
Silas og jeg var lige nået to lysreguleringer hjemmefra og var drejet om hjørnet, da motoren gik ud.

Masser af strøm og starteren gjorde hvad den kunne og tørnede motoren.
Efter nogte tid var det tydeligt, at motoren ikke fik benzin. Så benzinpumpen var nok stået af.

Vi holdt totalt og spærrede det hele, med en høj massiv granitkant på højre side, som vi absolut ikke kunne komme over.
Vi måtte ud og skubbe så godt vi kunne. Tilmed op af bakke og med 200 meter til nærmeste indkørsel hvor vi kunne komme væk fra vejen.
At skubbe den anden vej, gennem to lysreguleringer og også op af bakke, var ikke et alternativ, selvom vi så var kommet hjem.

Hurtigt samlede der sig en stor kø af biler bag os.
Knægten og jeg skubbede, så det gav pletter for øjnene og hjerteflimmer.
Da dette er i Birkerød var der selvfølgelig ikke en eneste som gad stige ud af deres Audi/Volvo/Mercedes/Jaguar for at hjælpe.

Langt om længe og hivende anstrengt efter vejret, fik vi bakset bilen ind af indkørslen og efter yderligere skubben og baksen, fik vi den sat på en P-plads.
En reserveret P-plads.
Så jeg vidste godt, at den ikke kunne stå der ret længe.
Det var blevet sent, så Fiat’en måtte overnatte på den fremmede plads.

Næste dag, da Silas var sendt i skole, cyklede jeg ned til den lokale Suzuki-forhandler.
Jeg kiggede rundt og fandt en enkelt indeklemt Celerio.

Første billede af den Suzuki Celerio, som endte med at blive min nye bil.

Jeg havde virkelig ikke gået og kigget på bilerne udenfor butikken mere end nogle minutter, så dukkede der en ung sælger op.
han var flink, ivrig, lyttende og tålmodig.
Efter lidt indledende opvarmning, hvor jeg bare var en potentiel bilkøber, som heeelt tilfældigt kom forbi og måååske tænkte på at købe en Celerio, forelagde jeg ham situationen med den strandede Punto.
Fordi han ville lade den indgå i handlen.

Punto’ens alder og tilstand reducerede en del på hvad han ville give for den i handlen 😀

Efter yderligere noget snak frem og tilbage blev vi enige og skulle så bare finde ud af hvordan min Celerio så skulle være.
Da jeg havde en smule travlt med at få en brugbar bil, hurtigst muligt, pegede jeg ud på Celerio’en udenfor og spurte om jeg ikke bare kunne tage den med mig, med det samme.
Det var meget tæt på at være muligt, men der skulle jo monteres træk på den og så skulle den lige fejes for blade.

Der ville altså gå et par dage, men sælgeren lovede mig at forsøge at få bilen igennem klargøring så hurtig som muligt.

Og endnu mere fantastisk, var jeg dårligt kommet hjem igen, før han ringede og var klar til at sørge for at få hentet Punto’en.
Jeg skulle bare lige have den tømt for alle mine ting !
Jeg ringede og spurgte Michaela om hun kunne hjælpe, hvilket hun heldigvis kunne, og så spænede jeg ellers afsted til Punto’en.
En lille halv time efter var det ordnet og jeg kunne give Punto’en et sidste farvel.

Den unge sælger holdt hvad han lovede.
Tre dage før den normale leveringsdato, var Celerio’en klar.
Silas og jeg gik ned til forhandleren og fik lyninstruktion i bilen og nøglerne udleveret.
En bil, som kun havde kørt 16 kilometer !!!

Vi kørte hjem, hentede skiftetøj og badetøj og kørte så op til farmor og hentede hende og tog til Lalandia.
For at fejre hendes 80’s års fødselsdag.
Det klarede Celerio’en i fin stil.
Den fik sin første overnatning som min bil, ved siden af vores hytte.

 

På billedet kan man tydeligt se, at der ikke er hverken undervognsbehandlet eller inderskærme bagi.
Der er dog inderskærme foran !

Oprindeligt troede jeg Suzuki’en havde varme i sæderne og varme i sidespejlene også, men det er enten fejllæsning fra min side, eller forhandleren som lovede for meget ???
Når bagsædet foldes frem er gulvarealet desværre ikke helt plant, men det er faktisk også det eneste negative jeg kan sig om det. Læsseåbningen er fint stor og bred og læssekanten er ikke så høj at det er et problem.

Styringen er en smule strammere end i den Selleri jeg prøvede, men lige så upræcis og uden selvopretning. En smule irriterende på langture, men til at leve med.
Man skal bare ikke sidde og fumle med alt muligt mens man kører, for så styrer bilen et eller andet sted hen imens. Muligvis over i den modsatte kørebane…

Nu har jeg haft bilen i en uge og den har opført sig pænt.
På den uge, har bilen kørt over 900 kilometer, så den har virkelig fået en grundig indkøring.

Visse andre bilister er lidt bøllede overfor den, men den kontrast er jeg vant til, alt efter om jeg kørte i Alfa Romeo V6’eren eller i en lille bil.
Nogle mennesker er bare underlige…

Bilen er monteret med auto start/stop system. Jeg er lidt nervøs for holdbarhed og pålidelighed af et sådant system, men det har været på markedet i tilstrækkeligt mange år til, at børnesygdomme bør være elimineret.
Jeg vælger normalt at slå systemet fra, sålænge motoren er kold.

Det leder mig over til en detalje, som går mig lidt på. Bilen har ikke noget termometer til motortemperatur.
Så jeg har ingen føling med, hvor varm motoren er.
Baseret på min erfaring med gamle biler er dette instrument særdeles vigtig.
I celerion er der blot en blå lampe som lyser, sålænge motoren er kold.
Jeg vil virkelig gerne have et regulært kølevandstermometer monteret en eller anden dag, så problemer som defekt blæser, revnet kølerslange, defekt thermostat, defekt vandpumpe og lignende kan blive opdaget i tide.

Andre svagheder?
Ja, forsæderne har ikke antydning af lændestøtte.
På lange ture, eller når jeg hænger i kø, lægger jeg mærke til det.
Der er heller ikke det store hold i siden, når man kaster bilen skarpt rundt i sving. Det er nødvendigt at holde sig selv lidt fast.
Det klares ved ikke at køre den som en racerbil !
Men lændestøtten, manglen på samme, er måske et spørgsmål om at indsætte ekstra og fastere polstring i lændeområdet.
Andet end det har jeg ikke fundet.

Ok, lydisoleringen er ikke verdens bedste.
Når det regner kan det høres tydeligt på taget og når man trykker speederen i bund, knurrer motoren højlydt.
De bagerste hjulkasser giver også støj fra sig.
Ellers er det ikke slemt og trods alt bedre end Punto’en.

Celerio’en er monteret med kørelysautomatik, så den selv tænder for nærlys, hvis det bliver mørkt.
Systemet virker fortrinligt, men jeg har allerede fået vanen, at tænde for nærlyset selv, så bilen altid har lys i baglygterne, når jeg kører.

Næste punkt for bilen er, at få en omgang Dinitrol rustbeskyttelse og et sæt inderskærme til de bagerste hjulkasser.

Men grim, det er den !

Der løbes igen