Det dér, nede for enden af mine ben…

Mine fødder !

Jeg hader mine fødder.
Hader er et stort ord, men så lad mig da begrænse det til “jeg bryder mig ikke om mine fødder”.

En ting er, at jeg synes de er grimme at se på.
Noget andet er, at jeg synes de er bygget helt forkert. Især sammenlignet med “normalfoden”.

Sat lidt på en spids, så er mine fødders omrids, det samme som Anders Ands fødder.
Brede fortil og smalle bagtil. Altså en bred forfod og en smal hæl.
Men oven i det, så har jeg også en meget høj vrist.
En udformning, som på en måde minder om en halv pyramide.

Mærkeligt nok, er min svang helt normal i højde og udformning…

Det har altid gjort valg af sko til en bøvlet affære og blå tånegle til noget helt normalt.
Det skal også indskydes, at jeg har haft træthedsbrud i foden, da jeg som soldat var på en frivillig 70 km marchtur med fuld + mere oppakning.

Nu hvor jeg løber længere og længere og er blevet lidt ældre og et par kilo tungere og er blevet lidt klogere (!), så er jeg begyndt at bruge kræfter på, at finde mere velegnede løbesko.

Tværsnittet af min fod set oppefra gør, at langt de fleste løbesko på markedet er helt uegnede.
Selv hvis de findes i en særlig bred udgave.
Det har jeg prøvet flere gange med forskellige mærker.
Oftest er problemet, at det er hele skoen, som bliver bredere, hvorfor jeg så pludseligt får problem med for meget plads i hælen og en sko som så glider i hælen og ikke sidder stabilt på foden.

Grundet min høje vrist har jeg så også det problem, at hvis ikke pløsen er velpolstret på indersiden og lidt mere fast på ydersiden, så bliver mine sener på oversiden af foden klemt og generet af snørebåndet.
Af den årsag, sammen med den brede forfod, har jeg prøvet utallige snøreløsninger. Ingen har været perfekte, da jeg så også samtidig skal sørge for et godt hold i hælen.

Soul Trail CUP 4
Mit løberygsæk-projekt 1.