Fødsel: Silas’s fødsel – Del 1.

Mandag den 14., klokken 18:10 fødte Michaela vores lille velskabte dreng.
Det havde taget sin tid…

De første veer startede omkring 21:45 søndag aften (d. 13.01).
Vi tog det roligt i forvisning om, at vi havde god tid.
Svigermor/kommende mormor blev varskoet, så hun kunne komme.
De klargjorte tasker og pakkenelikker blev sat frem.

Tiden gik, veernes styrke og hyppighed steg og ved 02 – tiden ringede vi til fødegangen, som så bad os komme.
Ventede 20 minutter på en taxa og så afsted…

Da vi kom til hospitalet ved 03-tiden, havde hun kun åbnet sig 1 cm, men allerede en time senere var hun åbnet 4 cm.
Og dét er den officielle “Nu er Fødslen startet” parameter.

Selve fødestuen var vi glade for.

Og efter vi var ankommet tog det så sin tid…

Timerne gik, veerne arbejdede…

Men der var ligesom ikke nogen udvikling i det.
Veerne kom i serier af tre, med 2-3 minutter mellem hver serie og 1 minut mellem hver ve i serien. Veernes længde var på 1:15 minut plus-minus…
Kun meget, meget langsomt sank han ned mod sin korrekte startplacering i bækkenet. Dét sted hvor der endelig kan arbejdes med presseveer.

Vi havde heldigvis fået et stort dejligt fødelokale, hvor der også var mulighed for Michaela til at sidde i badekar.
Badekaret er nu nærmest et stort cirkelformet badebassin og det blev fyldt med dejligt varmt vand, hvorefter Michaela tog plads i det. Jeg sad bag hende, på en kæmpestor gummibold (uden for badekaret) og støttede hende, når der kom veer.
Det var en kæmpelettelse for hende at sidde i karet.

Ved nogle af de lidt kraftigere veer, kunne vi se lidt, meget lidt, blod i vandet. En indikation på, at veerne stille og roligt faktisk gør det de skal.
Michaela’s mor var med ved hele forløbet.
Mor til fire børn, så hun ved hvad det drejer sig om…
Efter badekaret havde Michaela åbnet sig 8 cm.
Vi var nu startet på vores anden jordemoder og da hun kunne lægge akupunktur, valgte Michaela at prøve det som smertelindring.

Otte nåle i ryggen.
Nu gør vi så klar til den fase hvor der kan blive tale om, at presseveer begynder…

Indrømmet, jeg kan mærke at jeg har været processen igennem før.
Føler mig rolig og ved godt hvordan det hele forløber, selv når det hele har sit eget forløb.
En fødsel er ikke en sygdom, men noget helt naturligt.
Selvfølgelig bliver jeg rørt og får utroligt ondt af Michaela, efterhånden som de evige veer udmatter hende.
Med tanke på, at jeg ved hvor råstærk hun er, så kan jeg da godt regne ud, at de mange timer med veer virkelig må være utroligt udmarvende og udmattende, når jeg kan se, at effekten af ve-arbejdet begynder at falde stile og roligt.
Simpelthen fordi hun er træt.

Men ingen klynken eller klagen fra hende. Hun er top-sej og har en imponerende smertetærskel.
Virkeligt imponerende.
En maske med lattergas blev brugt til at dulme i pauserne.
Jeg holdt hånd og havde hele tiden øjenkontakt med hende, som hun ønskede det.
Efter anvisning fra jordemoderen fik jeg lov at styre reguleringen af lattergasmængden.

Vi har nu været igang på hospitalet i små 12 timer !
Og endnu længere siden de første veer startede…

På tide med en lille pause!

Knægten havde lagt sig tilrette en centimeters penge fra det korrekte start-pressevé sted og er standset dér, fordi han ikke vil dreje sit hoved et lille stykke ekstra.
Så selv om Michaela arbejder alt hvad hun kan, så rykker han sig ikke en millimeter.

Pausen bliver taget ved hjælp af en epiduralblokade, lagt på en god og professionel måde.

Faktisk virkede alle vi var i kontakt med, som kompetente og professionelle.
Særligt havde vi en jordemoderelev, som virkelig var god og dygtig. Hun skal ha’ meget ros for hele sin tilgang.

Epiduralblokaden gav Michaela en chanse for, at sove i et par timer.
Så der lå hun med målebælte, drop og epiduralblokade.

Ser væsentligt mere dramatisk ud, end det egentlig er.
Selv om hun sov, kunne jeg på skærmen følge, at der stadig kom veer. Men det belastende element i veen var taget væk for et stykke tid.
Og hun trængte virkelig til pausen.
Som hun selv kort og klar udtrykte det til narkoselægen, da hun snakkede med ham : “Sæt i værk !”

Svigermor tog sig også et par timers søvn på en sammenklappelig seng, som hører til fødestuen.
Jeg slappede af på en træstol og slumrede væk et par gange af fem minutter.
Selvom det altså ikke var mig som udførte det hårde arbejde, så må jeg indrømme at jeg da også var træt.
For såvel Michaela, som svigermor, tog det blot sekunder før de sov. Begge højt snorkende 🙂

Klokken 16:15 vågnede Michaela op til fornyet dåd.
Og resten af vejen var det nu hårdt arbejde.
Der blev givet noget ve-stimulerende for at sætte det hele i gang efter pausen.

Langsom blev dosen øget, så der fremkom en naturlig øgning af veernes kvalitet og styrke.

Et par timers søvn havde gjort underværker.
Michaela knoklede på og dulmede det hele med lattergasmasken, hvor vi indimellem skiftede lidt mellem lattergas og ilt.
Tilsidst kun ilt !!!

Da presseveerne sætter ind bliver det selvfølgeligt voldsomt, men vi står én på hver side af hende og støtter når pressene sættes ind.
Selvfølgelig er smerterne voldsomme, men som Michaela siger, så er det en slags arbejdssmerter, anderledes end alt andet.
For at hjælpe drengen med at dreje hovedet ordentligt på plads sættes en sugekop på hans hoved.
Det at sætte sugekoppen var tilgengæld meget smertefuldt og ubehageligt, men han blev da vrikket på plads…
Og så begyndte sugekoppen at falde af og en anden måtte bruges, som var endnu mere ubehagelig.

Men endelig begyndte det øverste af hans isse at komme tilsyne.
Hele vejen fortalte den jordmoderstuderende hvor meget han kom fremad og hvor meget der kunne ses.
Virkeligt rart !

Michaela og jeg er begge af typen der helst vil ha’ de rå oplysninger, de rå data. Så kan vi agere og tage fornuftsmæssig beslutning/handling ud fra dem. Det satte de professionelle fødselshjælpere og andre stor pris på.
Ingen grund til at de skal liste nogle meter væk og hviske om de kurver fra ve-måleren, som der måske kan være et problem med.
Vi vil hellere ha’ og kan håndtere at få tingene som de reelt er.

Og der var et mindre problem.
Én ting er, at han havde skidt voldsomt i forstervandet så det var helt utroligt grønt. Det sker dog jævnligt…
Skete også med min Martin, da han blev født.
Hjertefrekvensen tog til gengæld nogle stejle dyk under presseveerne.
Lidt mere end de egentligt burde, men de kom på den anden side hurtigt på plads igen.
Iltniveauet blev målt på ham ved et lille rids i hans isse og det så såmænd fint ud.

Alligevel tilkaldte de en læge fra børneafdelingen.
Bedre at gå med såvel livrem, som seler !

Faktisk vrimlede det med mennesker på et tidspunkt.
Vi var vist de eneste fødende og alle ville lige kigge med…

Med nogle afsindigt voldsomme, koncentrerede pres og meget hiven i sugekoppen, kom hans hoved ud.
Indsmurt i sit eget grønne snask og blod.
Navlestrengen sad hen over halsen, men kunne lige løftes væk over hovedet.
Lidt mere arbejde og pludseligt var han dér.

Vores lille Silas 🙂

Snasket og blodig, men dejlig.
Ikke en eneste flæsket rynke, men til gengæld deform i hovedet efter sugekoppen.
Han blev placeret på brystet hos Michaela, mens jeg klippede navlestrengen.

Jeg følte en utrolig lettelse og glæde.

Fik bileder af alt, også moderkagen og “Livets Træ”.

Efter lidt tid kom han over til børnelægen, som kiggede ham igennem.

Der var en lille smule med hans vejrtrækning, som ikke var helt på plads.
Stressen i fødselsøjeblikket havde gjort, at han ikke umiddelbart foldede lungerne helt ud.
Han fik lidt hjælpepust.
Han tog dog heldigvis hurtigt den farve han skulle, men havde lidt indfald i brystkassen, som er typisk for den slags tilfælde.
Så de besluttede at køre ham op på børneafdelingen, så han kunne få lidt pust i næsen og hjælp med at stabilisere lungerne.
Jeg fik det forklaret af børnelægen på en god og rolig måde og jeg informerede Michaela og fortalte, at det ikke var noget alvorligt.

Svigermor tog sig rigtig meget af Silas i den periode og var en stor hjælp.

Børnelægen besluttede at lige ta’ ham op på børneafdelingen natten over. For en sikkerhedssyld.

Heldigvis fik han lov at ligge lidt hos sin mor, inden han blev puttet i kuvøsen.

Kuvøsen var dog kun beregnet til at transportere ham i.

Svigermor blev så hos Michaela,
mens jeg fulgte med Silas op på børneafdelingen og så ham få blæsepropper i næsen og en sonde til lidt mad.

Blot for at sikre at han har kræfter nok.

Og han blev vejet til 3480 gram.

Ret hurtigt rettede han sig.
Indfaldet forsvandt, han havde alt den ilt i blodet han overhovedet kan ha’ og pulsen og energien var helt som det skulle være.
Jeg blev hos ham i lang tid og holdt kontakt med ham.

Da jeg kom tilbage til fødestuen, var det tynde ud i mængden af mennesker.
Nu var jeg virkelig træt og tænkte på, hvor træt Michaela så måtte være.

Hun var revnet et stykke til sidst, da de sidste pres havde udviklet sig så hurtigt.
En kort periode med en dosering på 180 af det ve-stimulerende drop kan absolut registreres, da det ellers lå på 60, med startværdi for kvalitetsveerne på 30.
Revnerne skulle selvfølgelig syes, hvilket var en ret blandet fornøjelse. Men det skulle blot overstås (hendes egen holdning!) !!!
For at gøre det muligt at sy, blev der lagt en Pudendusblokade. Det overværede jeg heldigvis ikke, for det foregår vist med en kæmpe kleppert af en kvægsprøjte…
Hvad var værre var, at bedøvelsen altså kun hjælp på de inderste sprængninger der skulle sys.
Til de ydre syninger virkede bedøvelsen overhovedet ikke.
Så Michaela bed tænderne sammen, men var ret træt af jordemoderens sy’en til sidst !!!

Svigermor var selvfølgelig også dødtræt og hun valgte så at tage hjem til os, sørge for katten og så få noget søvn.

Lidt efter kom en portør og kørte os op til Silas på børneafdelingen.
Hvor der så bare ikke var plads til mig.
Enten måtte jeg tilbringe hele natten siddende på en stol, eller overgive mig og tage hjem, for så at returnere om morgenen.
Lidt splittet, må jeg indrømme.
Selvfølgelig havde jeg ikke lyst til at forlade Michaela og lille Silas, men jeg kunne ikke rigtig bidrage med mere og jeg ville være mere værd dagen efter, hvis jeg fik sovet lidt.
Silas var nu helt stabil.

Michaela havde fået sin transport-seng placeret lige ved siden af Silas’s lille hospitalsseng med grøn stof-himmel.
Blæseren der sad i næsen på ham og sonden til mad blev taget ud efter nogle timer og han gik målbevidst igang med sit første brystmåltid.

Og hold da op et sug den knægt har. Han ved godt hvad bryster skal bruges til 🙂

Og Michaela er lykkelig så hun stråler af det og glad for, at han er sund, stærk og velskabt.
Han fik 10 i sin Apgar-score, så han må siges at ha’ bestået sin baby-eksamen 🙂

Lidt over midnat lod jeg dem få fred og gik hjem for at hvile ud.

SLUT på del 1.

En mening om “Fødsel: Silas’s fødsel – Del 1.

  1. Jeg fik først set dit indlæg i går. og blev meget berørt, det var en hård omgang, men Michaela klarede det flot, og resultatet er jo til ug. Det var godt at Marianne og du kunne støtte hende så godt. Vi glæder os til at se ham igen.

Skriv et svar