Hvorfor saboterer jeg mig selv ?

Jeg jamrer over, at jeg ikke får trænet og at udefra kommende faktorer spolerer kontinuiteten for mig.

Denne uge havde jeg så alle de bedste muligheder for at følge perfekt op på cykeltræningen, efter de 50km cykelløb i Sjælsø Rundt.

Mandag var naturligt nok en hviledag for at udnytte restitutionen bedst muligt.

Mandag aften vælger jeg så af besynderlige årsager, at sumpe hen ved at æde junk og drikke nogle store glas rødvin.
Fik det elendigt og fik hovedpine og alt for lidt søvn og kunne absolut ikke cykle.
Hadede mig selv for det.

Fik så cyklet Onsdag og gav den godt med gas og fik en god træning ud af det.

Tog en hviledag torsdag, da jeg dels havde et lille slidsår og dels var virkelig træt i benene.
Men faldt så i med et brag torsdag aften og åd en liter is og drak en halv flaske rødvin.
Selvom jeg udemærket vidste, at jeg ønskede at cykle om fredagen og derved gøre det til den bedste træningsuge i flere år.

Hvad fanden sker der i hovedet på mig ?

Fredag morgen vågnede jeg med tungt hoved, dårlig ånde og kun 4 timers søvn.

Jeg kan ikke gennemskue mig selv, hvorfor fanden jeg gør det ?
Det er jo mit eget valg og et eller andet sted må min lyst til at sabotere mig selv, være større end min lyst til at opnå et resultat.

Det er utroligt umodent af mig og komplet idiotisk, da jeg virkelig gerne vil i bedre form OG tabe mig.

Frustrationsfaktorer i mit liv: Alfa Romeo’en (Min mor og Martin oveni), møbler, bolig, træning (skader oveni), vægt, Betina (men dog casual…), arbejde, mor, Silas, ferie.
Positivfaktorer i mit liv: Silas (han bringer så meget kærlighed), Betina (fordi hun er som hun nu engang er…), mor, arbejde (god arbejdsplads og gode kollegaer).

En eller anden psykolog/psykiater kan sikkert finde noget i den liste, men det er kun mig selv, som kan rette mig selv ind og få håndteret det som skal håndteres.

Martin smadrede min bil og enhver chanse for at skabe hvad der ellers var et godt overskud ved salg. Nu står jeg blanket af for projektpenge og blanket af for feriepenge og kan kun minimere yderligere tab, hvis jeg får motoren i gang og skal være heldig i en salgssituation. Fordi Alfa’en stod hos ham og han sked helt på hvordan den blev opbevaret og behandlet, gik projektudgifterne fra maks. 10000,- til nu at ligge på den anden side af 50000, alt efter prisen på helt nye sidespejle, buleopretninger og omlakering af hele bilen udvendigt.Jeg er dybt skuffet over min ældste søn. Virkelig skuffet. Nu står den desværre i Nygård, smidt dumt af i min mors have, med store skader på haven til følge og en mor, som ikke fatter noget som helst om værdien af at sætte en så sjælden bil i stand. Havde Martin ikke ødelagt den så meget, kunne jeg stikke mellem 25000 – 35000 kr i lommen i OVERSKUD efter salg. End ikke det kan  min mor forstå, da det i hendes øjne er problemet at den ikke har plader på.
Jeg bør nok tilføje, at alfa’en er en 156’er 2.5L V6, Sporting. En meget sjælden model, som der kun er denne ene af i Danmark (modellen blev ikke solgt i Danmark), med hvad som regnes for verdens absolut fineste V6 motor (Busso V6’eren).

Hjemme hader jeg min lejlighed og møblementet.
Katten er heldigvis død, så der ikke ødelægges så meget mere, men alle møbler med stofbetræk skal udskiftes, det vil sige spisebordsstole, sofa og seng. Dertil så mangler jeg en regulær lænestol, så Silas og jeg ikke slås om sofapladsen.
Jeg har enorme mængder, som på en eller anden måde skal skilles ad og køres på genbrugspladsen, men jeg kan ikke komme til at skille det ad og nogle af tingene kan jeg dårligt slæbe. Bl.a. den åndsvage spinning cykel.
Sofaen ligner lort, selv når den er dækket med et tæppe, den er siddet helt flad og den er en siddeplads for lille.
Sengen ligger man vildt dårligt i. Fjedrene prikker igennem og hver fjeder har sin egen højde. Og sengen er alt for smal.
Silas værelse skal laves helt om, så det bliver et teenageværelse og der skal reduceres i alt det gamle babylegetøj han har stående.
Alle vandhaner skal skiftes. Jeg kan (forhåbentlig) selv skifte den i køkkenet og den til håndvasken i badeværelset. Men den til badekaret kræver viceværtens arbejde, hvilket jeg ikke ønsker, da jeg ikke kan li’ ham og ikke vil ha’ ham ind i min lejlighed.
Ville også gerne kunne hive det gamle badekar ud og erstatte det med et andet og større og stadig levne plads til en fremtidig vaskemaskine, men badekarbyttet er nu mere en luksusting, end en nødvendighed.
Så vil jeg gerne have en fryser og en ovn (jeg har HVERKEN frys eller ovn nu) til køkkenet, men det har jeg ikke penge til, efter stuntet med Alfa Romeo’en.

En vej ud ?
Ved ikke lige hvad jeg gør…