Løb: Dagens træning: To løbeture og Helsingørs latterlige idræts / atletik visioner.

Træningen skal intensiveres.
Jeg har skrantet lidt de sidste dage og har ikke kunnet løbe.
Kedeligt indgreb i træningen, men ikke til at komme udenom.
Oven i det hele er bilen gået til de evige landeveje i sit trettende leveår.
Lidt for mange ting, som skal repareres…, hvilket jeg jo ikke har råd til, når jeg – stadig som den eneste i Danmark – går arbejdsløs rundt.
Så status er temmelig dårlig mht. bolig (uisoleret aneks m skimmelsvamp), job (har ikke noget arbejde og kan ikke få nogen penge fra a-kassen) og nu er bilen brudt sammen…

Det gør det væsentligt vanskeligere, at kunne søge noget, som ligger længere væk og hvor arbejdstiderne evt. skifter.
Helsingør er jo ikke ligefrem progressivt i at skaffe arbejdspladser af lidt højere teknologisk kvalitet til kommunen…, arbejdspladser i det hele taget…
Ligesom det er en kommune, der er helt til grin, hvad angår idrætsfaciliteter.
Dér er de bedre stillet i Rønne, f.eks.
Idrætsfaciliteter der kun er en mindre kommuneskole værdig, er det bedste Helsingør kan diske op med.
Et oplagt område for Elite 3000, men de kan kun finde ud af at arbejde med det som var godt engang i gamle dage.
Koncentrere indsatsen for atletik og andre, indtil videre underkendte idrætsgrene har de ikke intelligens til. Men de har da nogle pæne biler at køre rundt i.
Hvad mon de aflønnes med i kr. og ører?
Var det ikke bedre at tage dé penge og det grinagtige havneprojekt og så lave et Nordsjællands Idrætscenter, hvor fremtidige DM / NM ville være helt naturlige at afvikle?
Tænk hvis Sparta rykkede til Helsingør?
Eller der oprettedes en klub i samme format?

Sammen med Kronborg slot, ville det virkelig kunne sætte Helsingør på landkortet. Og i samarbejde med nationale og internationale idrætsorganisationer, ville det kunne putte Helsingør på Idræts Verdenskortet.
Hvad med at satse på træneruddannelser i samarbejde med Hamlet?
Talentskoler?

Jeg ser masser af forskellige muligheder, men det kræver jo at politikerne tør investere i såvel nytænkning, som i nye anlæg.
Og dét med at være fremsynede og nyskabende har ikke været synderligt fremherskende hér i byen i mange år.
Besynderligt at værftet, en generation efter at det døde, stadig er et emne, for andet end nedrivning af havneområdets største øjebæ.
Men det siger lidt om, hvor mentalt stive og sløve byens ledelse er.

Tilbage til løbeturen !
Jeg tog en lille tur, med pulsen hovedsageligt liggende i området 75% – 80%.
Enkelte stigninger op til 85%.
En relativt let tur, som helhed betragtet.

Ideen er så, at næste tur, som er af samme længde, skal foregå på et højere niveau.
Fra 85% og op.

Nu her inden jeg skal afsted igen 6 timer efter første tur, er jeg lidt tung i det.
Min mave vrøvler stadig og jeg føler mig lidt træt.
Det skal jeg prøve at løbe væk.

Om et stykke tid vender jeg tibage med rapporten på anden tur.

Vi snakkes ! 🙂

Sådan skal der løbes.

Samme rute, som sagt! Jeg har ikke afmålt den, men betragter den som en 5’er +.
Nu gennemført den med pulsen liggende i området 88% (162) – 92% (168).
Kan kun sige, at det virkelig kan mærkes. Jeg er en smule smadret, men har det godt, fordi jeg virkelig elsker, når jeg sådan kan mærke at jeg har trænet hårdt.
Så ideen med at komme op og arbejde i et højere pulsområde er hermed lykkedes.

Bag det, at skulle ligge i et højere pulsområde er, at jeg nu føler, at jeg form- og styrkemæssigt er kommet op på et niveau, hvor jeg kan gøre det uden at skade mig selv.
Og så for at forbedre min generelle løbehastighed og udholdenhed på 10 km. distancen.

Der er jo lige det med at jeg nu ikke har nogen bil længere.
Det gør, at der pludseligt ikke er ret mange løb jeg kan deltage i længere.
Gribskovløbet og New Line Marathonen er udelukket og tilbage er så kun Helsingør Mesterskabet d. 3. november.
Og det er på 10 km.
Så logikken siger jo, at jeg er tvunget til at skifte fokus fra ½-marathon til 10 km.
Og 10 km er en distance som faktisk skal gennemføres med et pulsniveau 90% – 95%, hvis der skal ydes noget seriøst.
Træningen er hermed intensiveret 🙂

Skriv et svar