Menu

Mine favoritbiler, sådan cirka.

2016/02/23 - Indlæg
Mine favoritbiler, sådan cirka.

Egentlig er dette indlæg et, som har eksisteret tidligere, inden et par spasserhackere fik kvast min hjemmeside.

Nu nyskriver jeg det så, da jeg ikke har det oprindelige indhold.

Lad mig starte med den absolutte stjerne:

Maserati-Zagato-A6G2000

Maserati A6G Zagato.
Jeg synes den er så Gudommeligt smuk, at jeg ville forlade kone og børn for den !

Men den er nu ikke stilmæssigt en rød tråd for, hvilke biler jeg ellers er forgabt i.

Nummer 2 på listen vil formentlig være en Lotus Esprit.

Lotus Esprit Turbo

Gerne en Lotus Esprit Turbo, som ovenviste.

Maserati’en og Lotus’en er tydeligt hvert sit formsprog og hver sin stil.

Hvilken bil skal så ind på plads nummer 3 ?

Hold nu godt fast, for det er noget så jordnært som min Alfa 156 sedan.

Alfa 156

156’eren har så meget i sin designstil, der er i overensstemmelse med det samme, som jeg ser i Maseratien.
Nu hvor jeg kender bilen så indgående som jeg gør, kan listen over dens svagheder kort opsummeres.

Jeg savner virkelig, virkelig, virkelig meget et nedfældbart bagsæde !
Der er ikke én eneste kopholder i bilen og generelt er ordentlig aflæggeplads en mangelvare.
Der er et væld af tekniske løsninger, hvor ingeniørerne enten har været spritstive i rødvin og/eller er blevet overtrumfet af bønnetællere, der intet aner om, hvordan biler skal konstrueres.

Da jeg aldrig har ejet hverken en Maserati eller Lotus, kan det jo også sagtens være gældende for dem !

Det har afsetdkommet, at jeg laver kopholdere og aflæggeplads i min egen, flytter oliefilterpaceringen, ændrer luftfilteret og ændrer sprinklervæskebeholderen.
Filtinderskærmene bagerst, mættes i en tynd træbeskyttelsesmaling(!) og generelt fyldes bilen med rigelige mængder antirust !
Jeg vil gerne senere have sæder ombetrukket i en lys beige Alcantara, med mørkgrå stof på siddeflade og nederste ryg. Dertil integreret sædevarme med central knapplacering.
156-grigio-africa-01

Grigio Africa lakken er ikke mit første valg. Kun mit tredie, rent faktisk. Ville helst ha’ den i den ovenover viste mørkeblå metallic og dernæst i den Bordeaux-mørkerøde, som min 2.0 TS’er havde.

alfa-romeo-156-20-ts-16v-02
Men den eneste V6’er til salg, var den mørkegrå metallic.

156-grigio-africa-02

Lakken er dog en tilvænningssag, da den er totalt magisk i forskellig belysning. Aldrig har jeg oplevet en standardlak, som i den grad skifter sin egen farve efter lyset på dagen og omgivelserne.
Det gør også, at den gør sig langt, langt bedre i virkeligheden, end på nogen billeder.
Jeg har desværre været ret dårlig til at tage billeder af min Alfa, pånær når det var noget med, at jeg har et eller andet skilt ad på den 🙂

Nu var det jo ikke så meget min Alfa jeg ville fortælle om, men mere favoritbiler generelt.

Lada Niva.
Lada Niva 00179
Min elskede og savnede Lada Niva.
Har man haft sådan en, bliver den for evigt i hjertet.
Hvis brændstofforbruget ikke var så eksorbitant stort (8km/l – efter hukommelsen…) og næsten umulig at finde til salg, så ville jeg egentlig forbasket gerne ha’ en igen.
Også selvom den på ingen måde er langtursegnet !
I skal heller ikke snydes for et røntgenbillede af den 🙂
niva-x-ray
Karismatisk lille hårdfør sag.

Men nu tilbage til klassikerne.
Jeg husker tydeligt, da Alfa Romeo Alfetta Sedan’en kom på markedet. Jeg var forgabt med det samme.
Den var skarp, elegant og lækker.
Alfa Romeo Alfetta 2.0 (1982)

Det synes jeg stadig den er, men min favoritmodel er med de dobbelte runde forlygter.
Det giver den et meget mere sportsligt udseende, hvor der går lidt for meget Italiensk bogholder i de firkantede forlygter.
alfetta-wreck
Selv i så hærget en udgave, er det vist tydeligt hvad jeg mener.
Kunne jeg finde en ikke-rusteksploderet Alfetta, ville det gøre mig vildt lykkelig, men det tror jeg ikke eksisterer, medmindre det er en totalt renoveret udgave til uhyrlige mængder tusinder kroner. 🙁

Og endelig skal SAAB nævnes.
Jeg er meget stor SAAB fan !
Den gamle 96’er med enten den karismatiske totakter, eller endnu mere den lækre V4’er, var spændende køretøjer, som nød stor respekt.
Men jeg overgav mig til de Svenske ingeniører, da de kom med 99’eren.
Især da de geniale selvoprettende gummikofangere gjorde sit indtog. Det var bare så logiskt korrekt.
En bil, designet så anderledes end alt tidligere og så gennemtænkt og gennemarbejdet i detaljen, at det trodsede alt tidligere set.
Selv i dag er det et særsyn.
saab-99-3iso

Selvfølgelig skal i ikke snydes for et røntgenbillede, som viser den geniale sikkerhedstænkning i bilen.

Saab-99-image-xray

Bemærk en detalje som dørenes underkant, der dækker over indstigningspanelet, så man ikke sviner bukserne ved ind- og udstigning.
I Sverige især, med sine tusinder af kilometer skovveje, er det genialt og klogt.
Samt ombukkede forrude, som minimerer blinde vinkler.
Forklappen som ikke kan springe op når man kører og med sin nedbukkede kant forbedrer aerodynamik og stabilitet ved kollision.
Den firedørs udgave er den sjældne Finlandia og den eneste af modellerne jeg ville gå efter.Med det første facelift (som for Svenskerne betød reelle tekniske forbedringer !) var SAAB 20+ år foran alle andre.
Desværre forstod forbrugerne det overhovedet ikke, diverse biltestere kun til nød og SAAB skulle ha’ reklameret meget, meget mere !

Dertil var det ikke en billig bil og de ignorante konservativt tænkende almindelige mennesker, købte det sædvanlige Tyske lort i stedet for og troede på de Germanske selv-lovprisninger.

SAAB 99 Turbo er i dag et ikon i særklasse, men jeg vil nu stadig hellere ha’ en Finlandia.

Endelig er tiden så kommet til den eneste bil fra Tyskerforetagendet VW.

Nemlig VW Scirocco 1.
Jeg er absolut på ingen måde VW-fan, men netop Scirocco 1’eren er jo, i lighed med Golfen, designet af en Italiener.
Min Scirocco skal helst være en før 78′ udgave, uden de grimme forreste blinklygter, som Tyskerne selvbestaltet krængede rundt om frontens hjørner.
Men gerne én med enkelt-visker på foruden.

Det er en afsindigt smuk bil fra Giugiaro’s hånd, som Tyskerne kun kunne gøre grimmere, og i alle efterfølgende gjorde plat, afskyelig og grim.

VW_Scirocco_I_orange_vr_TCE
VW_Scirocco_I_orange_hr_TCE

Jeg bliver helt varm og glad ved tanken om sådan en Scirocco og ville endda kunne finde mig tilpas bag det lettere stive og upassionerede instrumentbræt.

VW-Scirocco-1-Fahrbericht-02

Hvor jeg ser Sciroccoens design som værende i tæt samhørighed med Lotus Esprit’en og min 156’er som lænende sig op ad Maserati’en, så tror jeg, jeg ville føle en skøn indre tilfredshed, hvis jeg havde min 156’er såvel som Sciroccoen i min besiddelse.
Så har jeg egentlig nok, og ønsker ikke noget nyere og ikke noget ældre.

Konklusionen må på en eller anden måde være, at jeg kan læne mig tilbage og nyde, at jeg har min Alfa og synes den er noget af det i særklasse smukkeste der er designet af biler, til alle tider.
Så tæt i klasse til Maserati A6G Zagato, hvad designet angår.
Desværre ikke lige så gennemarbejdet/gennemtænkt i detaljen.

Men så lader jeg jo min egen personlige indre SAAB-ingeniør slå igennem.
Når han så har været forfærdelsens vej rundt og bandet over hvor bøvlet det er at skifte interiør/instrumentpærer, rystet på hovedet af den manglende aflæggeplads og manglende kopholdere og fnyst over de sikkerhedsmæssigt dårlige baglygter med udelukkende en enkelt pære (min 146’er havde to i hver side), grædt over den idiotiske placering af oliefilteret, den pinlige kvalitet af luftfilterkassen og debile sprinklervæskebeholder, samt den Kinesiske legetøjskvalitet af samtlige el-stik, bare for at nævne det mest åbentlyse, så går han i gang med at ændre på det og opnår noget nær den perfekte bil.
Så vil det kun være det manglende nedfældelige bagsæde, der er en torn i øjet.
Og for svage A-stolper…, til elg-kollision !

Så må jeg se, om der bliver mulighed for en Scirocco…, en dag…