Novelle: Isdans

I det tiltagende vintermørke, sender de dæmpede elektriske spotlights et tågeagtigt lys ned over hans stive kamp på skøjtebanen.
En silende regn lægger et tykt, koldt lag vand på isen, som var det trukket op fra sin plads i mørket under.
Belysningen gør hans gentagne forsøg og utallige krampagtige styrt, til en grotesk dans.
En dans hvor han udmattet falder, bliver forslået, våd, kold og smertende; for hende.
En lang kamp for hende…
De lader ham fortsætte, aften efter aften, fordi de selv synes at det er dæmonisk underholdende.
Fordi det trækker folk til. Folk der stiller sig sikkert væk fra isen, på den anden side af det oplyste område. Betragter ham og kommer med tilråb. Drillende. Opmuntrende. Grinende.
Enkelte får ondt af ham og trækker sig væk.
Hvert styrt skaber tumult, hujen, piften og klappen, uden at han sanser det.
Det eneste han sanser er isen og kampen.

Igen og igen ser han for sig, de solbeskinnede, glitrende træer langs den blankfrosne søbred.
Han ser den lyseblå himmel og dens spejling i isens overflade.
Han ser hende; med det mørke hår, den lyse hud, den rødmalede, stærke mund, de skærende klare, blå øjnes kontrastfulde blik, med den tunge mascara.
Blikket der strejfede ham og blev hængende, lidt; så hans brystkasse nåede at krænge sig op og fritlægge det varme, bankende hjerte.
I den frostklare luft blev han pludselig bange for, at han måske skulle dø af det.

Styrtene, slagene; de smertende hænder, knæ og albuer fra utallige møder med den ubarmhjertigt hårde, kolde og våde is.
Tilråb, hujen, piften og klappen.
Anstrengt vejrtrækning og metallisk smag af frostet ferskvand.

Med sving, spring og rytmisk isdans, havde hun været et uopnåeligt syn, derude på søens is.
Dansende afsted.
Da hun kom hen til ham, havde hans brystkasse stadig været åben og han havde ikke kunnet standse ordene og havde sagt kærligheden højt.
To gange havde han sagt det, for også at høre det selv.
Hun smilede og blev drillende.
På sine hvide, blanke skøjter, trak hun sig tilbage, lidt væk fra ham.
Rakte en inviterende hånd ind mod ham og krævede at han skulle bevise det, ved at træde ud på isen til hende.
Modet svigtede og brystkassen knugede sig sammen, men hun havde taget hans hjerte i sine hænder.
Roligt skøjtede hun i bløde, drillende kurver, mens hun kiggede katteagtigt ind på ham.
Frygten for is og våger !
Frygten for ikke at kunne nå ud til hende, limede ham fast.
Langsomt gled hun længere og længere ud over isen.
Hvor ville han turde, hvor ville han ønske, han kunne træde ud på dette rene hvide låg over det mørke vand.
Hvordan turde hun, hvordan kunne hun, være så fantastisk ?

Det var som en dyb klokke der slog !
Et glasagtigt, langtrukkent, frostskarpt basslag.
Et slag, der åbnede den mørke sprække under hendes hvide, blanke skøjter.
Et slag, der opslugte hende.
Skrigene sylede igennem ham. Tvang ham i knæ.
Hendes febrilske forsøg på, at finde et greb i den skarpe, krakelerende iskant.
Skrigenes langsomme døen, til en dyb hulken i de slørende dampe fra det åbne, mørke vand.
Den hulken, som tvang ham, knuget af angst, krybende ud på isen. Ud mod det sted hvor han kun kunne se alt for lidt af hende.
Forsigtigt lagde han sin pande mod isen og tryglede, med en kvalt stemme, om redning.
Pressede sig frem med panden mod isen og øjnene fokuseret ned i mørket.
Hendes jakkeærme sad fast i isens kant.
Det mørke hår bølgede blidt og den røde mund åbnede sig mod ham. De smukke, blå øjne betragtede ham. Mascaraens dystert stribede udtværethed, gjorde det svært at se om de stadig var lidt katteagtige. Gennem isen virkede hendes ansigt utydeligt, fjernt og mere blegt.

Han kæmper på isen for at kunne trække hende op fra mørket.
Mørket, der tog hans hjerte, hans kærlighed, hans liv.
Hver aften kæmper han og kampen udmatter så voldsomt at han glemmer, så han må begynde forfra, alene på isen i det dæmoniske lys, mens folk står rundt om og betragter hans gentagne, ensomme, forsøg på at lære.

Skriv et svar