Novelle: Papirfly

Flyets krop og vinger var foldet med den allerstørste præcision.
Vingerne havde lige den rette vinkel, der ville sikre de bedste flyveegenskaber.
Johannes løftede forsigtigt det lille papirfly op. Først havde han tænkt på at male nogle pæne mønstre på det hvide papir, men nu hvor han stod med papirflyveren foran det åbne stuevindue og solens stråler ramte det helt hvide papir, følte han at det ikke var nødvendigt.
Johannes havde fødselsdag. Han fyldte 9 år og hans mor havde givet ham en bog om papirflyvere i fødselsgave. Og en hel masse papir .
Nogle prøvekast i stuen havde bevist at flyet fløj perfekt. Nu ville han prøve at lade det flyve ud af vinduet, på en lang tur.
Måske ville han aldrig se det mere.

Fire etager længere nede lå den brede gade med biler, cyklister og fodgængere.
En af disse fodgængere var gamle fru Jensen.
I over halvtreds år havde hun haft sin faste tur ned til kiosken efter en mazarinkage og en avis. Avisen var til hr. Jensen og kagen var til dem begge. I gamle dage kunne hr. Jensen spise næsten hele kagen alene, men med tiden var det begyndt at knibe med at sætte det hele til livs. Fru Jensen havde lagt mærke til at hr. Jensen var begyndt at levne, men hun sagde ikke noget, for ikke at fornærme ham. De var jo også blevet ældre.
Vejret var dejligt, friskt og klart i dag. Man bemærkede næsten ikke trafikken, selvom der var blevet mere af den med tiden. Fru Jensen valgte ikke at lade sig mærke med det, for det var hendes faste overbevisning at man ikke skal stille sig i vejen for fremskridtet. Det er alligevel ikke til at stoppe, så det gælder om at indrette sig i faste og regelmæssige rutiner. Ligesom den her tur, hun nu havde gået uforstyrret i så mange år. Kiosken havde skiftet ejer et par gange, men det havde heldigvis ikke betydet noget.
Den flinke Tyrker i butikken, havde forsikret fru Jensen at hun fortsat ville kunne komme og få sin avis og sin folieindpakkede mazarinkage.
Fru Jensen måtte indrømme at selv om Tyrkeren talte mærkeligt og havde et stort busket overskæg, så var han både rar og hjælpsom.

Johannes kiggede ud over gaden.
Hvor langt mon hans fly ville nå ?
Hvad nu hvis det fløj så langt væk at han ikke kunne se det lande ?
Forsigtigt lænede han sig ud af vinduet for at få et bedre overblik.
Nede på gaden, næsten lige under vinduet, så Johannes en gammel dame i en stor grå uldfrakke og med en mørkegrøn, hæklet hue på hovedet. Han havde set den gamle dame før.
Så langt tilbage som han ku’ huske, gik hun hver dag ned til hjørnet, hvor der engang havde ligget en kiosk.
Det var mange år siden.
Nu lå der en iransk grønthandel.
Om lidt ville hun komme tilbage med nogle varer i sit gamle, slidte indkøbsnet.
Johannes havde hørt sin mor fortælle at den gamle dame gik derhen for at købe avis og kage til sin mand, men at manden faktisk havde været død i mange år. Johannes forstod ikke hvorfor den gamle dame absolut ville købe aviser og kager til sin døde mand nede hos grønthandleren .
Mor havde kaldt den gamle dame for senil.
Det lød trist.
Johannes ville godt hjælpe, men han kendte ikke den gamle dame ordentligt.
Med et langt blødt kast sendte han sin papirflyver ud af vinduet.

Fru Jensen måtte indrømme at hun godt kunne mærke alderen trykke.
Turen hen til kiosken tog længere tid og føltes mere besværlig.
Hr Jensen havde engang sagt noget om at japanerne var de mest opfindsomme. Måske kunne japanerne opfinde noget, der gjorde det lettere at blive gammel.
Det var ellers sjældent at hr. Jensen sagde noget. Sådan havde det altid været. Han var for det meste tavs.
I sine unge dage havde hun stædigt troet at det var fordi han tænkte meget. Kun når noget ikke var som han ville ha’ det, talte han. Så talte han højt og længe. Det brød hun sig ikke om, så hun sørgede for at det ikke skete. Den slags lærte man med tiden.
Noget hvidt flimrede forbi og forstyrrede hendes synsfelt. Forstyrrede hendes tanker.
Hun stoppede op.
Hun vidste godt hvad det var.

Johannes havde set at papirflyveren næsten havde ramt den gamle dame og havde fået hende til at stoppe op. Måske var hun blevet forskrækket og ville skælde ham ud.
Det undrede ham at den gamle dame bare blev stående og kiggede på den lille papirflyver, der var landet et lille stykke ude på kørebanen. Om lidt ville den sikkert blive kørt over og ødelagt.
Johannes lukkede vinduet og var lidt ked af at han ikke kunne gøre noget for den gamle dame og lidt ked af at ha’ mistet sit fly.

Hr. Jensen havde engang kastet sådan et hen til hende. Det var dengang de var unge og lige havde mødt hinanden.
Det var sommer og de var cyklet ned til stranden, hånd i hånd.
Han havde lavet det hjemmefra og gemt det i sin inderlomme.
På de hvide vinger havde han skrevet et kærlighedsdigt med rødt blæk. Et kærlighedsdigt til hende.
Hun gemte det hjemme i fotoalbummet.
Når hun indimellem tog det frem, for mindernes skyld, fnyste hr. Jensen forlegent. Han syntes det var noget romantisk pjat og ikke noget for en gift kone.
Hun beholdt det nu alligevel og han lod hende gøre det.
Fru Jensen mærkede de gamle følelser i sig.

Johannes var godt tilfreds med testflyvningen. Det var sjovt at lave papirflyvere, så måske skulle han prøve at lave et til den gamle dame.

Fru Jensen følte sig næsten som en ung forelsket pige, da hun trådte et par skridt ud på kørebanen for at samle det lille hvide papirfly op. Hvis det blev liggende ville det blive beskidt og så ville man ikke kunne se hvad der var skrevet på det.

Den unge og dybt chokerede guide prøvede at holde de japanske turister inde i bussen.
Chaufføren havde desperat forsøgt at undgå at påkøre den gamle dame. der pludselig var trådt ud på kørebanen, uden at se sig for. Forgæves.
Japanerne samledes tavst omkring den gamle dame, der lå halvt inde under bussens forende.
Hendes øjne var åbne og døde, men med et fjernt og nyforelsket blik over sig i stivheden.
I sin højre hånd holdt hun en nusset, hvid papirflyver. En lille strime sivende blod tegnede mønstre på dets vinger.

En mening om “Novelle: Papirfly

Skriv et svar