Ræsonnement for valget af 2′-generation Prelude

Lad mig slå fast, at var det ikke netop blevet en 2′ generation, var det blevet en 3′ generation…!
3′ generationen er formentlig den kønneste af alle Prelude generationer, med sin Lotus Esprit skarpe front.
Men 2′ generationen er det jeg anser for den første rigtige Prelude.
Begrundelse: 1’eren er ganske simpelt for almindelig i sit design og var for bovlam til, at indfri de “coupé-sportsvogn” løfter, som designet gav.

honda_prelude_01

1982 Honda Prelude

1988 Honda Prelude

1’eren var en fornuftig, velbygget og økonomisk lille coupé, men intet for de, som drømte om en lille kvik racer fra Honda.
Den er den første i modelrækken javist, og derved selvskreven til en stamfader-rolle, men afsættet til sportslighed og designmæssigt og teknisk mod, kom først med 2’eren.
Lavere, bredere, klaplygter og masser af elektronik i kabinen og med 2.0i motoren, også en bil, som kunne være med helt fremme.
Med 2.0i’eren nåede motorkraften op på 137 pruh-heste. Det samme som VW GTI’en i sin 1986 16v udgave havde… (dog havde VW GTI’en kun 129 hk i katalysatorudgaven…).
Dog, formentlig i kraft af en kun 1.8 L stor motor og et mindre karosseri, vejede Golfen ca. 120 kg mindre… (?)
Ser man på størrelsen af de to:
Længde (Honda/VW) : 4318mm/3985mm
Bredde (Honda/VW) : 1689mm/1680mm
Højde (Honda/VW) : 1295mm/1405mm
Måltallene overraskede mig, for jeg troede, at Honda’en var mindre end Golf’en.
Men proportionerne og nok især den lave højde på Preluden gør, at jeg opfatter den som en mindre bil.
Den ER også mindre, men kun indvendigt !
Indvendigt har Preluden god plads for to voksne forrest og kneben plads for to voksne bagerst, en stor 2+2, vil jeg kalde det.
Golfen har god plads til 4 voksne ialt.
Forskellen er, at man virkelig føler, at man sidder go-cart agtigt tæt på asfalten i Preluden.
Dertil, at Golf’en er en ægte hatchback, med de praktiske fordele dét nu engang har mht. bagage.
Preluden har et traditionelt, om end rummeligt bagagerum, hvor bagsædet kan foldes sammen. Højden af læsseåbningen og rummet, sætter så selvfølgelig en grænse.
Nu vil jeg ikke sætte det yderligere op som en sammenligning af de to biler, for det kan kun ende i noget bil-religiøst fnidder, som jeg synes er uendeligt uinteressant.
Jeg valgte Honda Preluden fordi, den har klaplygter !
Basta !!!
Og fodi jeg synes at den med sin motor, køremåde og karakteristik iøvrigt, minder mest om Alfa’erne.
At være bidt af klassiske biler, af automotiv skønhed og teknik, og så gå hen og vælge en Honda Prelude fra 1986. Det er ikke normal handlemåde for flertallet af det traditionelle classic car aficionado klientel, men den viste sig uomgængelig, uundgåelig, indlysende logisk for mig !

Jeg har det personligt sådan, at jeg selv er til alle de sædvanlige “Den sikre Klassiker”.
Heldigvis (vistnok) har jeg overhovedet ikke økonomi til de biler jeg traditionelt har savlet mest efter.

I årevis har jeg danset rundt om, at eje en klassisk bil.

Altid var der “lige noget andet, som kom på tværs”. Og det var der reelt også.
Min hverdag nødvendiggør, at jeg har en bil hver dag, men det er umuligt for mig, at have mere end én bil stående af gangen.
Jeg bor i lejlighed og kan ikke bare beslaglægge mere end én P-plads.
Så min klassiker skal være hverdagsbilen.

Alfa Romeo 1600 Super

Min ven Jewer kører i sin gamle Julle, Alfa Giulia 1,6 Super Modificata, hver dag og viser, at det KAN lade sig gøre, hvis man finder den rigtige bil.
Men jeg kan ikke gå og vente på, at få råd til sådan en eftertragtet Alfa…

Derfor kiggede jeg på mine yndlingsbiler.
Alfa 156
Alfa 156, V6 (Den har jeg 🙂 )

Alfa Romeo Alfetta 2.0 (1982)
Alfetta. Men der er 156’eren en fuldgod erstatning.

Lada_Niva
Lada Niva. Har jeg haft tidligere og vil absolut ikke ha’ som hverdagsbil. Men jeg savner den !!!

reliant-scimitar-gte-se5a-07
Reliant Scimitar: Jeg har altid haft en eller anden svaghed for denne glasfiberbil…
Den falder på en eller anden måde uden for kategori, så lige i dette tilfælde, ser jeg bort fra den.

Dertil følger Lotus Esprit, Alfa Romeo 1750 GT/2000 GTV (Bertonen), Maserati A6G 2000 Zagato.

Lotus Esprit Turbo

bertone alfa

Maserati Zagato

Altså står jeg med følgende:

Hvis jeg ikke har råd til en Lotus Esprit, hvor finder jeg så en lav bil med maskulint kileformet design og klaplygter ?
Hvis ikke jeg har råd til en Bertone Alfa, hvor finder jeg så en spændende 4-cylindret sportslig coupé i klassisk design ?
Hvis jeg ikke har råd til en Maserati A6G 2000 Zagato (hvem har dét???), hvor finder jeg så ellers en sjælden og Gudesmuk bil ?

Svaret var ret uventet for mig selv, men fulgte efter nogle ugers spekuleren, mærken efter i maven, lidt halvlunken snusen på nettet og så en “Ud af Det Blå” mulighed.
Den samlede periode var fra d. 21 december 2013 til d. 2 januar 2014…, men fra jeg så den udvalgte bil, til jeg tog den med, gik kun et par timer.
.
De nævnte faktorer ovenfor, som inkluderer tre ubetingede klassiske køretøjer i den eksklusive ende, hvilket køretøj kunne jeg finde, som i tilfredsstillende grad opfylder de positivtræk, som de har?
Svaret var egentlig ikke svært og havde ligget lantent i min underbevisthed, nu vækket til live af den megen snak nyligt, om Claus Ebberfeld’s indkøbte 1983 Honda Civic S (viaRetro.com), som jeg var blevet rigtig glad for, nemlig at jeg i virkeligheden søgte en Honda Prelude 2-generation fra 1986, med en 2.0i motor !!!
Den er en sjælden gæst, her i Danmark, men de gange jeg har set den, har den fascineret mig.
Jeg fornemmede, at jeg næppe fik muligheden for, at købe Claus’s Civic S, og da jeg sad og tænkte min Honda begejstring lidt igennem, og jeg er virkelig begejstret for Honda’er fra den periode…, så var det Preluden, som stod frem, som den mest eftertragtede.

Det var helt nøgterne overvejelser, hvilke biler jeg tidligere havde skævet til, parret med hvilke præferencer jeg har, som åbenbarede det.

Hva’ ba’ ???
Det kom da lidt bag på mig selv 🙂

At kalde den en klassiker er, det medgiver jeg, at strække begrebet lidt.
Men se lige her:
Lotus Esprit : 2′ Generation af Preluden er laaav og tegnet i rette linjer og nogle særdeles skålformede forsæder. Jeg giver køb på den udprægede kileform.
Bertonen: Preluden er såmænd blot en nyere aftapning af samme koncept. Motoren har ingen grund til, at føle sig det mindste underlegen for dét kan de Japanere altså godt finde ud af. Hvor finder man ellers en overkvadratisk 2.0i DOHC, som oven i købet er omdrejningsglad og kendt for sin stabilitet og slidstyrke ?
Jeg giver køb på baghjulstræk, men det er jeg kold over, for jeg har endnu til gode at opleve, hvor baghjulstræk skulle give mig nogen som helst fordel, i min brug af køretøjer…, og jeg giver køb på Alfa interiør (det sidste er nok det tungeste… 🙁 ).
Nævnes skal også, at bygge- og teknisk kvalitet af sådan en Honda er i den gode ende og overgår mangt en Italiener !
Maserati A6G 2000 Zagato: Lignende skønhed er ganske simpelt umulig at ramme. Intet på siden og intet over !!!
Men sjældenhed er noget som min udgave af Preluden kender til. Slet ikke i samme klasse som en Maserati, men nok til, at der er stumper, som det er lettest at fremstille, eller få fremstillet, selv, samt at jeg skal holde tungen lidt lige i munden, når jeg går på ebay, da 2.0i’eren ikke deler alle dele ukritisk med 1.8 modellerne og kan ha’ variationer efter hvilket marked den oprindeligt måtte komme fra, og tilmed deler enkelte dele med næste generation af Preluden og dertil visse Accord stumper !
At bringe sådan en Prelude i 100% originalstand, kan være en udfordring af de spændende for nogle. Jeg ser det som en vis ret til “frie hænder” 🙂

Nogle vil nok væmmes ved min argumentation, men den giver trods alt en vis mening.
Ser jeg på det overordnet, så er de faktorer jeg holder af ved Preluden følgende:
Klaplygter. Klaplygter. Klaplygter.
Lav og et umiskendeligt sportsligt coupe 2+2 design. Dertil kan bagsædet klappes ned og åbenbare et ganske stort udvidet bagagerum (dog desværre ikke i hatchback kvalitet).
Et design, som er umiskendeligt langtidsholdbart i sin stramhed. Ikke organisk, som Maserati’en, eller Bertonen, men teknisk rent, afbalanceret, harmonisk og klassisk maskulint.

Minus’er:
Omend det udvendige design er retlinet og lavt, så mangler det ét eller andet, som kunne accentuere det. Jeg overvejer stadig, hvordan…
Dernæst er jeg er altså mere til et rent og smukt designet Italiensk instrumentbord, men der har jeg heldigvis et i min 156?er, som jeg elsker over alle andre!
Omstillingen til det elektroniske Honda instrumentbord, hvor tidstypisk det end er, er vanskelig.
Lidt for meget lighed med Japanske stereoanlæg, fra samme periode. Det er selvfølgelig velfungerende i sin Japanske elektronikstil, men jeg tror jeg ender med, at krænke originalpoitiet, på én eller anden måde 🙂
Aldersmæssigt har den lidt svært ved, at klemme sig ind i det finere selskab, som jo primært er fyldt op med 60?er designs. Tiden går og det problem vil udvandes!
Prestigemæssigt har den sit besvær, da Parnasset har dikteret, at sådan en Japansk opkomling (og de andre Japanere) ikke er helt stuerene og anerkendelsesværdig i lighed med tilsvarende Europæere.
Det er et generationsproblem (min egen generation og ældre 🙁 ) og viser blot manglende åbenhed, omstillingsparathed og manglende vision. Og måske en frygt for, at dén sikre klassikker disse Parnas-medlemmer har valgt sig, skulle gå hen og blive sidestillet med en ris-koger… Problemet løser sig med tiden, men indtil da skal jeg høre på snobbernes nedgørende tale.

Jeg nyder det 😀

1-P1000701

Skriv et svar