Stenaldermand i løbesko og slips…

Selvfølgelig bruger jeg tid på, at spekulere over hvad vi mennesker egentlig er for en indretning.
Oftest med baggrund i mine træner- og træningserfaringer.

Der er ingen vej udenom, at vi er helt basalt er tilpasset til, at skulle leve under forhold, som modsvarer stenalderforhold.

Mentalt og fysiskt.

Og hvorfor er det egentligt interessant, når vi snakker træning ?
Jo det er det, fordi det koncept vi som moderne mennesker benytter når vi træner, ligger meget langt fra stenaldermenneskets hverdag.
Vores fysik og vores intellekts anvendelse af vores fysik, var i årtusinder hovednøglen til vores overlevelse.
Jagt og indsamling af bær, rødder, blade m.m. er fysiske aktiviteter, som afkræver at den enkelte har en vis fysisk standard.
For mennesket har det også afkrævet evnen til at indgå i og samarbejde i grupper.
En mand kan gå på jagt alene. Hér er nok de første ultraløbere blevet født.
Og en gruppe kan gå på jagt. Hermed er forløberen for holdidræt blevet født.

Disse aktiviteter kræver jo selvfølgelig noget basal kunnen og viden, før det kan omsættes i praksis.
Og den opnås for mennesket, på samme måde som for alle andre dyr, gennem leg.
Børns leg !
Leg er udviklende for børnene på flere planer.
Dels træner det deres individuelle fysik, men det træner dem også i samarbejde i gruppe, det definerer deres rangorden i det sociale hieraki og hvilke styrker/svagheder de måtte ha’. Det indgår i at vurdere og vælge potentielle partnere.
Leg træner og styrker den individuelle person og også fælleskabet.

Og vi leger alle, uanset alder.
Leg er så vigtigt et element for os, at blot det at gøre det, giver os en følelse af glæde og tilfredshed.
Så vigtigt at vi har videre udviklet de oprindelige børnelege, til kæmpemæssige verdensomfattende sportsbegivenheder, hvor nøgleordet nok så meget er blevet Konkurrence.

Men det startede altsammen som LEG !!!

Og muligt at det er vigtigere at deltage, end at vinde…, da det jo blot er gensidig leg mellem atleter…, Olympisk leg…, men det har vi så nogle skrivebords-kontor bureaukrater i Danmarks Idræts Forbund, som ikke helt er voksne nok til, at forstå.
Og i samme omgang forstår de så ikke hvorfor Sverige, som trods et dog større befolkningsgrundlag men belastet af Europas længste afstande og et terræn og et klima, som gør alle former for anlæg til en meget dyr fornøjelse, er bedre end Danmark i et væld af idrætsgrene, som langt overskrider forskellen i befolkningstallet.
Men dén dag de indser fornuften, den langsigtede fornuft i, at ha’ 20 deltagere med, som så får sublim konkurrenceerfaring og får rykket deres personlige niveau, fremfor én eller to deltagere, som måske nok på papiret har medaljechanser, men hvor snørebåndet liiige dén dag knækkede, fordi det ikke er leg men dødelig alvor…, så er der en chanse for, at vi får en basis af storkonkurrencevante atleter og dertilhørende ledere, hvilket er nok så vigtigt.
Og så kommer resultaterne.
Løber jeg rundt i den lokale idrætsklub i Smørum Smørum, så er det ligesom begrænset hvor meget jeg har brug for at udvikle mig for at være god.
Men hvis jeg mange gange årligt skal til topidrætsstævner, så er det uden for al tvivl, at jeg vil rykke mit niveau voldsomt frem og op.
Og dét var så et indskudt afsnit !

Tilbage ved det oprindelige emne ses det, at mængden af leg er forskellig afhængig af alder, hvilket der absolut ikke er noget mærkeligt i.
Børn leger fra de vågner til de sover igen.
Voksne leger når alt det andet er overstået…

Når du har snøret løbeskoene og står dér i startområdet, omgivet at alle de andre løbere, og du næsten fysiskt kan føle skyen af adrenalin og anspændthed…, så er det leg!
Leg med bagrund i jagtforberedelse og dygtiggøring og overlevelse i stenalderen, men stadig leg.
Når startskudet går, begynder jagten!

Lad tre smådrenge gå tur sammen langs stranden og ret hurtigt vil du opdage, at de kommer gennem elementerne:
Hvem løber hurtigst, hvem er bedst til at fange/undvige, hvem kan kaste sten længst ud i vandet og hvordan er det indbyrdes hieraki, hvem bestemmer over hvem og hvem samarbejder med hvem ?

Det ligger så dybt i vores gener, at det er direkte skadeligt at undertrykke børns tilbøjelighed til leg.

Vi voksne har det også i os.
Men fordi vi nu som voksne er blevet de effektive fødeskaffere og fordi vores færdigheder ikke så meget mere skal optrænes, som vedligeholdes, så indtræder der et stort element af det jeg vil nøjes med, at betegne som bevægelsesøkonomi.
Netto, Kvickly og den lokale Døgnkiosk eksisterede IKKE i stenalderen, så der kunne godt være store variationer i fødemængden og fødekvaliteten, og der skulle knokles dagligt for, at sikre føden. Hvilket så helt af sig selv, sikrede et højt træningsniveau.
For at spare på energien og derved øge overlevelseschansen, fik vi fremelsket en præference for dovenskab.
Nu består den fysiske anstrengelse i at skubbe indkøbsvognen rundt og skovle frostvarer op i den.
Vi nyder at være lidt dovne, hvilket konkurrerer med vores lyst til at lege.
Vi kender det fra løveflokken, som kan slikke sol en hel dag, før de beslutter sig for, langsomt og legepjattende, at gå på jagt.
På dét område er vi nøjagtigt som løver.
Og vi har også arvet at være pivede, fra stenaldermanden…
Igen er der stor logik i det.
Når vi leger, det vil sige når vi øver og træner, så vil det være rigtig, rigtig, usmart at presse os så meget, at vi skader os selv og derfor ikke kan yde vores bedste på den næste jagt.
En skadet stenaldermand her det rigtig, rigtig svært !
Så derfor har vi en højere pivethedstærskel under træning end under konkurrence.
Et fænomen, som alle jo egentligt godt kender, hvis de tænker efter.
Og forklaringen på, hvorfor du løber dine personlige bedste tider under konkurrence…

Vi har nu levet i en industrialiseret tidsalder i de sidste ca. 150 år, og det tilmed primært i den vestlige verden.
Men det er alt for kort en periode, til at ændre ved de titusinder af år, hvor vores stenaldertalenter har sikret vores overlevelse.
Hver gang du for eksempel spiser noget, så tænker kroppen: Nu spiser jeg stenaldermad…
Og så kyler du en kage indenbords, som primært består af fedt, sukker og rafineret stivelse.
Kunne også være en franskbrødsmad med smør og marmelade…
Kroppen ser det jo straks som et velkomment “Nu dør jeg ikke af sult” tilskud, som det ikke engang har skullet anstrenge sig for at jagte hen ad sletten, så det kyles direkte i de fedtdepoter, der engang var vores sikkerhed mod at dø af sult.
Det er en meget ensidig føde og meget ulig den føde vores stenalderorganismer reelt er designet bedst til.
For i stenalderoverlevelsens tegn, så har vi en forkærlighed for søde og fede spiser.
Det var en vigtig Lev eller Dø fornuft dengang.
Skar du fedtet fra, så løb du tør for energi, når der var fødemangel.
Spiste du fedtet og hældte de søde bær i dig, så havde du energi og overskud, også når der var knaphed på føde.
Ydermere er vi designet til at kunne og skulle spise utroligt varieret.
Vore dages ret ensidige og meget forarbejdede kost gør, at utallige fødebehandlings- og fødeomsætningsmekanismer i vores kroppe aldrig bliver brugt og stimuleret, som det oprindeligt var tiltænkt.
Så vi vælter os i velfærdsføde relaterede skadevirkninger…
Kombinerer du det med vores tilbøjelighed til bevægelsesøkonomi, så er der stor sansynlighed for, at du ender med en overvægtig, nedbrudt krop…, blot fordi du fulgte dine stenalderinstinkter…

Og hvordan omsætter jeg så alt dette til noget, som kan bruges i træningsøjemed?
Legen. Vores forkærlighed for at ville lege, giver jo næsten sig selv.
Smid en bold ind mellem en tilfældig flok voksne mænd, og der går ikke mange sekunder, før de losser den rundt til hinanden.
Sørg for at holde legen i det du foretager dig, i fokus.
Mange vil gerne ha’, at deres træning skal ha’ et særligt skær af seriøsitet, at det er andet og mere end leg, men hvis ikke deres krop et eller andet sted opfatter det som blot én eller enden afart af leg, ja så ender det med, at hverken kroppen eller psyken vil lege med mere, og så ender du som en bitter idrætsmand, som ikke kan nå dine mål.
Hvorfor løber jeg?
Hvorfor spiller jeg hånd-/fodbold ?
Fordi jeg synes at det er sjovt !
Så simpelt er det og så simpelt skal det være. Også for topatleter. Især for topatleter.
Uden den mavekrilrende glæde, så er du på vildspor med dig selv!

Så er der jo lige dét med vores forkærlighed for bevægelsesøkonomi.
Dén er du nødt til at klare med dig selv. Du ved jo godt hvorfor du har denne urtrang til at kyle dig på sofaen, og nøjes med sport som det foregår på fjernsynet.
Som mennesker er vi fantastiske til at bevidst styre vores handlinger i en anden retning, end vores primære instinkter fortæller os. Det kan trænes og det er i høj grad en del af dét at være civiliseret !
Og når du først er kommet afsted, så er det jo, at du føler glæden ved den leg du leger.
Træning kan godt være hård og den kan tilmed være meget hård, for at kompensere for den beskyttende pivethed vi indeholder, men den må aldrig holde op med at være en leg, selv når målet er “seriøst”.

Og så spis fornuftigt.
Spis mere naturlige fødevarer. Jo mindre forarbejdet og industraliseret, jo bedre.
Du skal ikke undgå fedt og du skal ikke undgå
sukker (her primært honning, frugt, ægte sirup), men husk, at den trang du har til, at voldhælde det i dig, hænger sammen med, at dine forfædre skulle overleve under nogle betingelser, som ligger lysår fra din virkelighed i dag.
Så benyt din bevidsthed om dette og din fornuft til, at styre dig og give dig en sundere balance.
Husk dig selv på, at du trods alt er et stenaldermenneske i slips og løbesko…

En mening om “Stenaldermand i løbesko og slips…

Skriv et svar