Grado – Monestario de San Salvador Mandag d. 09 Juli 2007.

Sovet i nederste køje, ved siden af hinanden. Jeg må være blevet gammel og svag, for jeg har haft seriøse smerter i højre side af hoften det meste af natten. Og vi kommer ikke uden om, at tage 20+ km. i dag.

Klokken 8 var de fleste pilgrimme gået, men en håndfuld tyskere og troubaduren fra i aftes sov stadig. . . . → Læs Mere: Camino Primitivo – Dag 3.]]> << Dagbogen – Oversigt

Grado – Monestario de San Salvador
Mandag d. 09 Juli 2007.

Sovet i nederste køje, ved siden af hinanden.
Jeg må være blevet gammel og svag, for jeg har haft seriøse smerter i højre side af hoften det meste af natten.
Og vi kommer ikke uden om, at tage 20+ km. i dag.

Klokken 8 var de fleste pilgrimme gået, men en håndfuld tyskere og troubaduren fra i aftes sov stadig.
Først 10:20 var vi klar til at komme afsted.
Dårlig skiltning, da et vejarbejde havde gravet vejviserstenen op.
Så vi går lidt forkert, men bliver stoppet af en ældre mand i en rusten FIAT traktor, som med fakter gør os opmærksom på, hvilken vej vi egentlig skal.
Og selvfølgelig er den rigtige vej én, som går stejlt lige op i himlen.

En stejl start på dagen.
Men et smukt solskin og dejlig udsigt til de omkringliggende bjerge.
Underlaget skifter meget, men er mest stenede skov- / kvægstier.
Snuppede nogle bidder af mine hjemmelavede overlevelses-brød. De holder sulten væk og giver god energi i lang tid.
Passerer gennem flere små landsbyer langs ruten.
Vi bevæger os tydeligvis på en rute, som mest benyttes til kvægstier. Stierne er snævre og med høje stenvægge på begge sider.

Efter et par timer holder vi en kort pause på et lille græsstykke ved en lade.
Jeg folder min poncho ud, så vi kan ligge på den.
Mens vi ligger dér og lufter tæer, passerer nogle af de Tyske pilgrimme forbi.
En Tysk kvinde er af én eller anden grund overbevist om, at vi er Canadiere og hun er helt vild med min hat…
Kort inden hvilet passerede vi et stenbrud og kom ind på nogle knoklede sten-stier, som tog pippet fra Michaela’s ankler.
Stenbrudet larmede og støvede helt vildt. Lidt bekymrende, at se samtllige arbejdere rende rundt uden åndedrætsværn.
20 minutters pause, så pakker vi sammen og fortsætter af kvæg-stierne.
Underlaget og stigningerne skifter til det værre og Michaela’s ankler smerter så meget, at det overdøver vablerne.
Beslutter at afkorte etapen lidt og blive i Monestario de San Salvador.

Kommer frem til en skyggefuld lund, med en enlig isbod.
Isboden er åben og der er stole og borde fremme, men ingen til at betjene.
Tilsyneladende…
Nogle hundrede meter væk, i den fjerne ende af det grønne område går en mand med en motoriseret kratrydder og benytter den til at slå græs mellem træerne.
Han er det eneste menneske vi ka se, så jeg beslutter at spørge ham om han ved noget om hvem som betjener isboden.
For vi vil godt sidde hér lidt og nyde en kaffe, cola og en is.
Viser sig, at det faktisk også er ham, som passer isboden.
Han så meget overrasket ud over at der pludseligt er kunder, selvom stedet ikke er helt lille og ligger ud til en stor vej.
Vi får det vi skal bruge og sætter os på nogle stole ved et bord.

To styk Cola, Magnum mandel, Calippo og Caffe solo
Michaela lufter sin mishandlede fødder.

Pludseligt dukker der en mand frem fra den fjerne ende af lunden.
Viser sig at være en lettere forvirret Franskmand, som også går Primitivoen.
Han har sin flinke hund med som følgeskab, men han aner ikke hvor han er henne og hvor han skal hen.
Jeg viser ham hvad vej han skal gå for, at komme tilbage på den rigtige rute.

Ismanden kone dukker op. Hun er kolosalt bredrøvet i et par brunspættede, til bristepunktet udfyldte bukser. Hun har frokost med til sin mand.
13:50 og vi pakker vores ting sammen og går videre.
14:45 når vi så Monestario de San Salvador, efter at have passeret en lakseflod og gået af nogle velholdte parkstier.

Et kloster hvor man aflagde tavshedsløfte…
Dem har der åbenbart været en hel del af i Spanien…
Sådan som de råber og larmer til dagligt, så forstår jeg det udemærket !!!

Møder Amerikaneren med guitaren, som spillede for os i aftes.
Han hedder Michael og har boet nogle år i Oviedo, så hans Spanske er ret godt.

Utrolig flink. Meget snaksaglig, som de fleste Amerikanere.
Herberget er indrettet i en del af klosteret, som ellers er øde.
Det som har med pilgrimme at gøre er meget velholdt og pænt. Rigeligt med køjesenge.
Vi skubber et par sammen, så vi får os en dobbeltseng.
Der er gratisk vaske- og tørremulighed, så det udnytter vi øjeblikkeligt.

Udover os tre, som netop er ankommet er her kun en Tysk kvinde, Marga.
Hun sidder og slikker sol i den lille lukkede gårdsplads.
Men Michaela bader og så tager en lille lur, sludrer jeg med hende. Mest hende, som har behov for at snakke, efter tre dag, hvor hun ikke har mødt andet end Spaniere, som kun kan Spansk.
Jeg får ført lidt noter i dagbogen.

Michael er en hyggelig fætter.
Jeg tilbyder, at han kan låne min poncho, så han lettere kan holde varmen. Det vil han meget gerne.
Det viser sig, at hans søster er gravid med en lille pige, som tilfældigvis skal ha’ navnet Michaela !!!
Hvad er ods for dét ?
Han har købt en lille babykjole, som han har med i rygsækken.
Han løber straks ind og henter den, for at vise os den, da han finder ud af Michaela’s navn og at hun tilmed er gravid !
Søsteren ska føde i August.

Der vandrer et filmhold rundt på klosteret…
De er ved at optage noget til en dokumentar, omkring de hjemløses forhold i Spanien.

At der er alverdens tiltag og faciliteter til pilgrimme og bruges masser af rescourcer på dém, men intet på de hjemløse.
Som jeg ser det, passer det jo meget godt i den gridske katolske kirkes ånd og den egocentrerede Spanske…
Så godt at der sættes fokus på, at forbedre forholdene for de hjemløse !
Og et bevis på, at ikke alle Spaniere er lige primitive.

Vi skal ned i byen og se os omkring.
Inden vi når ud af porten kommer Marga og presser os til at modtage et halv franskbrød.
Jeg fornemmer at hun prøver at bruge det som et påskud til, at vi alle skal spise sammen.
Hun har det tilsyneladende dårligt ved blot at være i selskab med sig selv…
Vi lader os ikke lokke, selvom vi tager brødet til os.

Pæn og ordentlig lille by.
I en altmulig-butik håber vi at kunne finde et egnet Camino-rute kort.
Noget kort finder vi ikke, men køber lidt andre småting, som er rare at ha’.
Vi går videre og finder pludseligt en Tabac, som viser sig at være et overordentligt velforsynet lille mini-supermercado.
Den sædvanlige pilgrimsmenu finder vej ned i vores indkøbskurv.
Tun, juice, kiks (brød har vi jo…), cola, vand, oliven.

Efter indkøbet går vi ind på en lille bar og køber en bolle, indholdende noget totilla-lignende noget og pølse.
Cola som tilbehør.
Jeg slutter af med en kaffe, mens jeg betragter stedet.
Alt i baren, ja faktisk i hele byen…, er koncentreret omkring laksefiskeri.
Hveranden butik tilbyder lystfisker artikler i alle kategorier og prisniveauer. Alt til laks.
Jeg opdagede et par stykke i vandet i floden, men de var nu ikke ret store og så svære at se, at jeg ikke ku få et brugbart billede af det.
Personligt er mit bedste fiskested Færøerne…
Men klimaet er et lidt andet…

Michaela er glad for at vi brød turen lidt tidligere end planlagt og derfor også nøjes med en kortere etape i morgen.

Og nu er der fare for, at jeg har smadret hele resten af vores tur !!!
Vandrede hen for at se, om Taberna havde åbent, hvilket den ikke havde, men jeg kommer til at sparke Michaela over hendes storetånegl, så den flækker ned i det bløde væv under neglen og bløder helt vildt.

Den yderste halvdel af neglen sidder skævt og kan gøre det ret umuligt at gå i vandrestøvlerne.
Men jeg fraråder at fjerne neglen, da det trods alt er bedre at den beskytter såret nedenunder.
Holder det lidt på plads til blodet er størknet.
I morgen vil vi prøve at tilrette neglen lidt, når det hele hænger lidt bedre sammen.
Er vi heldige kan det hele tapes til og beskyttes, men der er ret stor risiko for, at neglen kommer til at prese ned i kødet, når den proppes i en vandrestøvle…
Tilbage på klosteret tapede Michaela sin flækkede storetå ind og punkterede i samme omgang to vabler på den ene lilletå.
Hvordan er der plads til to vabler på en lilletå ???
De andre var lidt rystede over Michaela’s blodige fødder og bekymrede på hendes vegne.

Klokken er nu 21 og som et plaster på såret, for at løfte stemningen lidt, går vi ned i byen og finder en lille restaurant.
På vej ud opdager vi, at der er åbent på klosterets lille pilgrimskontor.
Så vi får stemplet og betalt, og vi er også så heldige, at vi får et rutekort over Primitivoen.
Nede i byen finder vi en restaurant vi havde set tidligere.
Umiddelbart virker den ret…, øde…, lukket…
Men den står i forbindelse med en bar, hvor der er godt gang i den, så Michaela humper hen og spørger bartenderen, om restauranten er åben.
Det er den skam, men der er bare ikke nogen som benytter den.
Ivrigt vinker bartenderen os på plads ved et bord og spæner så ud i køkkenet og sætter gang i alle installationerne.

Mens vi famler os igennem menukortet betragter jeg omgivelserne.
Temmeligt
nusset og bærer tydeligt præg af, at det ikke er indrettet af en kvinde.
Potteplanterne hænger alle lidt med hovedet og de er placeret i forskellige beholdere, der skal gøre det ud for potteskjulere uden skelen til om de overhovedet passer sammen.
Sovseplettet bestik…
Jeg bytter det ud med et sæt fra et andet bord.
Bestiller en Salado Russo hver og jeg tager en ekstra ubestemmelig kødret.
Saladoen er temmelig vandet med en lidt metallisk tyndmayonnaiseagtig smag, men der er rigeligt af det og det mætter.
En lille syltet og salt ansjos med peberfrugt som tilbehør og ekstra salatmayonnaise.
Vi hygger os og spiser.
Der er mange indtryk fra dagen, som vi kan bearbejde og heldigvis grine lidt af.
Min kødret er lidt ossobuko + forloren skildpadde lignende…
Med pommes frites.
Stopmæt !!!

Vandrer tilbage til klosteret, hånd i hånd.
Aftenlyset er blødt og varmt og får klosteret til at fremstå nærmest gyldent.

Lydløst lister vi ind til vores senge.
Marga snorker som en velvoksen Canadisk skovarbejder…
Men vi er trætte og falder i søvn med det samme.

Asturias – Grado Søndag d. 08 Juli 2007.

Vi vågner i vores lille rundkørsel klokken 05:45.

Stadig mørkt og lettere overskyet. Tørvejret holder heldigvis.

Omkring os begynder der, at komme biler. Det er de personer, som skal på arbejde i lufthavnen. Flere stirrer vantro på os, da vi stikker hovedet op af soveposerne.

Har i det store hele sovet udemærket, men lidt skæv i nakken. Michaela mangler at . . . → Læs Mere: Camino Primitivo – Dag 2.]]> << Dagbogen – Oversigt

Asturias – Grado
Søndag d. 08 Juli 2007.

Vi vågner i vores lille rundkørsel klokken 05:45.

Stadig mørkt og lettere overskyet.
Tørvejret holder heldigvis.

Omkring os begynder der, at komme biler.
Det er de personer, som skal på arbejde i lufthavnen.
Flere stirrer vantro på os, da vi stikker hovedet op af soveposerne.

Har i det store hele sovet udemærket, men lidt skæv i nakken.
Michaela mangler at sove XX-antal timer til, men det er en anden sag

Ind på lufthavnen og få morgensoigneret lidt.

Og pludseligt er klokken 7 og vi skal med bussen. Ikke fordi der ellers sker særlig meget i Asturias på denne tid af døgnet. Og efter de få morgensøvnige lokale at dømme, så plejer der i hverttilfælde ikke at befinde sig pilgrimme i byen på denne tid af dagen…

Vi er de eneste i bussen, så snupper et par sæder med god udsigt.
Skønt at de Spanske busser er af turistbus – typen.
Michaela benytter køreturen til at få tapet sin fødder.
Der venter dem en barsk tur.

Og opdager, at der sgu’ er 40 kilometer til Oviedo…
Ikke 12, som vi gik og troede !
Godt vi ikke havde besluttet os for at gå

Ifølge Michaelas skridttæller har vi dog allerede gået de 12 kilometer.
12 kilometers lufthavnsgang !

Hvorfor køre langsomt, når det nu engang er en naturlov, at en Spansk bus kan flyve med Warp 5 ?
Så på lidt mindre end en halv time er vi pludseligt i Oviedo…
Chafføren smiler stort, da vi stiger af.

På busstationen får vi fat i et bykort og får vist, hvor herberget befinder sig.
Ud og afsted.
Selvom det er et temmeligt gråt vejr, så er det heldigvis ikke koldt.

Spadserer gennem byen.
Flot, pæn og velholdt by.
Smukke bygningsdetaljer, nyere detaljer og ældre bygninger, som tydeligt rummer historie.
Forbavsende mange mennesker, som er i gang med at rengøre veje, gader og pladser.
Meget forskelligt fra det øvrige Spanien…

Vi skal ind i katedralen og have vores startstempel i pilgrimspassene. Ellers kan vi ikke dokumentere, at vi er startet på turen.
Eventuelt kan vi få stemplet i herberget, men da det først åbner klokken 17, så…
Vi fandt herberget for lidt siden, men det er totalt tilgritret og nogle få syge pilgrimme turde kun åbne døren på klem.
En schæferhund opholdt sig mellem det tunge gitter og døren, men den var nu ganske kontaktsøgende og nysgerrig.
Stemningen virkede ikke særlig venlig…

Katedralen åbner tilgengæld klokken 10, så vi skal blot ha’ fordrevet små to timer.
Det begynder at småregne, så vi sætter os ved nogle overdækkede caféborde og spiser en miniflutes.
Ender med, at jeg tager en lille småblunder, flydende hen over cafébordet.

Endelig er der åbent i katedralen.
Nu skal vi blot lokalisere den person, som kan give os stemplerne, inden den store morgenmesse starter.
Fra sidste år ved vi, at der meget ofte står et bord fremme, hvor det så er muligt, at stemple.
Ikke hér, men vi finder en kirketjener, som velvilligt stempler os og ønsker os god tur.

Fra katedralen følger vi de små muslingeskalsmessingskilte ud af byen.
Det tager et par kilometer, at nå bygrænsen.

Vi kan se, at turen starter med stigning op til nogle små bjerghøjderygge.
Mange små stejle stigninger på skæve underlag.

I Oviedo købte vi et par croissanter, som vi nu nyder, mens vi vandrer.
Terrænet føles rigtig dårligt de første 12 kilometer og det pisser ned.
Er ud af træning…

Når et lille herberg, hvor vi vælger at holde en pause.
Udenfor sidder herberg-mutter på en stol og betragter os. Hun kan kun Spansk…

Der spæner en killing rund mellem hendes ben.

Michaela er frisk på at komme videre.
Men det fortryder hun bittert noget tid senere.
Hun er færdig. Helt færdig.
Vores hastighed falder til omkring to kilometer i timen.

Tårerne triller ud af hendes øjne og alt er smerte.
Vi kan intet gøre, andet end at fortsætte.
Jeg krammer hendes hånd…

Officielt slutter ruten i Grado, men herberget ligger altså i virkeligheden 4 kilometer yderligere uden for byen.
I et hårdt terræn.
I Grado beslutter vi heldigvis at spise, købe lidt cola og vand. Endnu ved vi ikke hvor herberget ligger.
Dét gør vi så nu!
Og her er intet andet end herberget, så det havde set slemt ud med mad og forsyninger, hvis ikke vi havde sørget for det i Grado.
En glad snaksaglig bondemand modtager os i herberget og sørger for at indskrive os.
Michaela er temmelig fjern og vil kun slappe af.

Herberget er en enkeltstående muret bygning, indeholdende en sovesal, et spiseområde med bord og stole og et par køjesenge.
Sovesalen indeholder 8 køjesenge, så i alt er her plads til en cirka 20 pilgrimme.

Vi sludrede lidt med et andet par, som bestod af en Spansk mand og en Canadisk pige.
Han er åbentlyst dyyybt forelsket i hende, men hun virker som at hun helst ville holde lidt mere afstand, men er glad for at ha’ én at følges med.

Michaelas fødder er ømme og består af vabel på vabel. Også en sprunget vabel.
Selvom hun har lidt alverdens smerter og kvaler, så har hun nu gennemført årets første rigtige Camino-etape.
Får regnet mig frem til, at vi har gået noget i retning af 28 kilometer på vores første dag.
Sej pige !!!

En Amerikaner har guitar med på sin Camino.
Hans rejseoppakning er guitaren, en megalille rygsæk og en lilla paraply…

Han underholder med Spanske guitarrytmer, mens Michaela og jeg stille falder i søvn.

Helsingør – Asturias Lørdag d. 07 juli 2007.

Bliver Transfer Centre i Copenhagen Airport i Kastrup, det sted vi opholder os længst under vores Caminotur?

Klokken 08:30 sad vi og nød en croissant, indtil kun få minutter før vi skulle boarde flyet til Asturias i Spanien.

Nu er klokken 9. De fladtyrkise, tyndpolsterede stole i den store kolde hal er holdt op med at være magelige. Michaela ligger . . . → Læs Mere: Camino Primitivo – Dag 1.]]> << Dagbogen – Oversigt

Helsingør – Asturias
Lørdag d. 07 juli 2007.

Bliver Transfer Centre i Copenhagen Airport i Kastrup, det sted vi opholder os længst under vores Caminotur?

Klokken 08:30 sad vi og nød en croissant, indtil kun få minutter før vi skulle boarde flyet til Asturias i Spanien.

Nu er klokken 9.
De fladtyrkise, tyndpolsterede stole i den store kolde hal er holdt op med at være magelige.
Michaela ligger ned og slapper lidt af.
Hun er trods alt gravid i 3′ måned !
Jeg nøjes med at traske formålsløst rundt… Leder efter information ét eller andet sted fra…
Sammen med en masse andre passagerer er vi fanget hér på ubestemt tid, uden information om noget som helst.

Vi trak nummer 141 i køen !!!
Nu betjenes nummer 82…

Cancelled !
Cancelled… Nu lige inden vi skal boarde, står der pludseligt cancelled ved vores fly.
Men hvad så ?
Hvad pokker gør vi nu ?
Hvad har SAS tænkt sig at gøre ?
Michaela ser pludseligt fortabt ud. Hun er overbevist om, at der hviler en Camino-forbandelse over hende.
På Caminoture kan hun kun forvente, at det uventede sker og at al’ planlægning kun kan være groft vejledende og intet er som det ser ud.
Men er det ikke en del af hele Camino konceptet, at man udfordres på uvante områder ?
Er du kontrol-freak, så vil du opleve, at kontrol bliver flået ud af dine hænder. Er du det modsatte, vil du opleve, at kontrol bliver krævet af dig.
Svagt i ørekrogen opfatter jeg, at vi skal begive os til Transfer Centre.
Hvor det end befinder sig, men en strømning af passagerer viser os vej…
Det mest frustrerende, det som irriterer alle her rundt omkring er SAS’s tunge mur af tavshed.
Hvor svært kan det være, at give en højttalerbesked, f.eks.:
“Passagerer til flight SK581 til Madrid, bedes samles i Transfer Centre.”
Her kunne man så give en yderligere melding, at problemet søges løst (hvis det altså er det man prøver på…), men at det skal forventes, at det kan tage op mod XX antal minutter, før alle er betjent (Antal passagerer x antal åbne skranker x gennemsnitligt minuttal pr. ekspedition).
Hallo SAS, hvor svært kan det være ???

Jeg øjner en multiautomat, som kan udspytte varme og kolde drikke.
Aaah, kaffe

Jeg får min kaffe, men en stakkels mand kæmper med, at få den til at aflevere en kold sodavand.
Den vil godt kommunikere på de hylder, hvor der ikke er sodavand, men den spiller døv og stum, der hvor den har sodavand liggende.
Jeg øjner chansen for at sætte en af de grønblusede servicemedarbejdere i sving.

Vi skal være i Asturias klokken13:20.
Så har vi god tid til at tage bussen til herberget i Oviedo, hvor vi så vil starte fra i morgen.
Det var altså den oprigtige plan, men efter at ha’ ventet i 2½ time på at komme til at blive betjent ved disken, så tror jeg ikke længere på, at det er muligt.
Flink ung mand, som forklarer og taster og fletter afgange og ankomster med hinanden over hele Europa, i et desperat forsøg på, at hjælpe os afsted.
Sluttilbudet bliver, at vi kan komme med klokken 14:20 til Düsseldorf, derefter Barcelona, derefter Asturias.
Fint nok, at vi kommer til Asturias…, men der er lige én enkelt hage ved det…
Vi er først fremme engang efter klokken 23, og aner så ikke om vi overhovedet kan komme videre.
Kan vi overnatte i Asturias?
Kan vi komme videre til Oviedo?
Ikke at det vil hjælpe så meget, for herberget i Oviedo lukker og låser dørene klokken 21.
Og der bliver IKKE åbnet !

Da SAS’s eneste ansvar er, at få os fløjet til Asturias uden skelen til tidspunkter, så er de kolde som jordbæris overfor vores problem.
Vi må tage løsningsforslaget, eller købe helt nye biletter til en afgang i morgen.
Som om vi har råd til det???

Så vi accepterer…
Og vi begiver os hen til B17 (nej, ikke en gammel bombemaskine…) for at vente.

Netop som vi skal til at boarde, kommer en medarbejder frem og fortæller, at flyet er overbooked.
“Om der er nogle frivillige, som vil ha’ noget mod at tage næste afgang, mod at få en stor dyr frokost som kompensatition?”
Heldigvis siger en håndfuld madglade Tyskere ja, og så er der plads til os andre

Ifølge Michaela’s skridttæller har vi allerede gået de første 5 kilometer af vores vandretur i Kastrup…

Hvad er der at fortælle om en flyvetur til Düsseldorf?
Intet !

I Düsseldorf skal vi videre fra Gate A82, lige ved siden af, hvor vi kommer ind.
Men først 17:05, så vi har et par timer at skulle fordrive.
Michaela griber chansen for at se på bling-bling, og en enkelt sodavand plus kaffe i lufthavnscaféen.

Klokken 16:55 sætter jeg mig i sædet i et Canadisk Bombardier CRJ700. Anslår, at der er plads til en 70 – 80 personer i de billiggrå alt for glatte lædersæder.
Vejer læder ikke mere end stof?
Måske opvejet af fordelen ved større slidstyrke?
Vi er en pænt stor håndfuld Danskere, som skal med.
Udenfor er det begyndt at småregne, netop som vi skal lette…

Der serveres en miniflutes med skinke eller ost og lidt at drikke.
Her er det inkluderet i prisen i modsætnng til hos SAS…

DAMN !!!
Jeg har knust mine solbriller !!!

Det er sgu’ da et underligt forhold jeg har til mine solbriller. Denne gang nåede de ikke engang hele vejen med til Spanien, før de døde.
Og selvfølgelig sker det for et par af de mest komfortable briller jeg har haft. Og så tilmed billige fra Føtex
Dobbelt godt.
Men de kan ikke tåle, at jeg sætter mig på dem.
Tre uger i den Spanske sol, uden solbriller…

Tåger rundt i Barcelona for at finde ud af hvor vi kan få vores SAS-kvitteringer vekslet til et sæt boardingpas.

Det var aftalen hjemmefra i Kastrup, men at finde den korrekte Iberia-skrank tager en halv time.

Faktisk er vores største bekymring, om rygsækkene følger med hele vejen.

At ende med, at stå i Asturias klokken lort om natten, uden udrustning er ikke opskriften på en succesoplevelse…

Hjemmefra havde vi emballeret rygsækkene godt og grundigt i kraftige sorte affaldssække og flere kilometer bred pakketape.
I et forsøg på at undgå en gentagelse af episoden fra sidste år med Michaelas rygsæk, som blev flået til atomer.
Noget som EasyJet aldrig har kompenseret, til trods for at vi overholdt alle procedurer.
Småtskårent inkompetent tøseselskab !!!

Manden ved check-in forsikrede os indtil flere gange, at der intet problem er med bagagen.

Masser af tid til at se på butikker, drikke kaffe, spise lidt og småslumre.
Michaela finder et brændenælde kosttilskud, som hun kan tage mod eventuel jernmangel, på grund af graviditeten.
Vi skal først afsted klokken 22:05.

Haster afsted på de rullende fortove, mod Gate 14, hvor en Airbus A320 venter os.
Sæderne 4D og 4E på Flight IB 1490.
Vi sidder med næserne helt oppe i den mobile skillevæg mellem os fattigrøve og bussiness class.
Søvnig, stille og rolig flyvetur.
Vi skal lande i Asturias klokken 23:30, så vi har måske muligheden for at nå sidste bus til Oviedo klokken 00:01.
Hvad vi skal stille op i Oviedo aner vi ikke, så måske er der mere fornuft i at blive i lufthavnen ?

Nu er vi strandet i Asturias.
Michaela er fuldstændig ødelagt af træthed.

Da bagageudleveringen var overstået og vi havde fået vores rygsække, var sidste bus forlængst kørt !
Lufthavnen skal lukke for natten, så jeg øjner en chanse for, at vi måske kan få et øde hjørne at sove i.

Ha!
Aftenvagterne vil skide os et langt stykke. Vi kan ikke få lov at ligge nogen steder, men har værsgo at forlade stedet.

Ender med at vi lægger os på et græsstykke med tre små buske.
En slags lille rundkørsel lige uden for lufthavnen, lige ved siden af den øde busstation.

Lidt læ bag den ene busk. Oven på liggeunderlagene og to lag poncholiner’s.
Klokken er 1, da vi kryber ned i poserne…
Alt er øde og stille.
Kun let overskyet og heldigvis tørvejr…