Tricastella – Sarria Onsdag d. 20 september 2006.

Vi vågner alle ved 01-tiden. Høje Spanske råb og ophidselse. Lidt efter ankommer politiet. De tager en sindsforvirret Spansktalende mand, José med. Han har antastet vores bekendte to Tyske piger. Han havde været ret voldsom og på et tidspunkt så ophidset, at han slog over i noget “vrøvlespansk”, som ingen forstod. Selvom alle prøvede at trøste pigerne, som heldigvis var sluppet uden knubs, . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 12.]]> << Dagbogen – Oversigt

Tricastella – Sarria
Onsdag d. 20 september 2006.

Vi vågner alle ved 01-tiden. Høje Spanske råb og ophidselse. Lidt efter ankommer politiet.
De tager en sindsforvirret Spansktalende mand, José med. Han har antastet vores bekendte to Tyske piger.
Han havde været ret voldsom og på et tidspunkt så ophidset, at han slog over i noget “vrøvlespansk”, som ingen forstod.
Selvom alle prøvede at trøste pigerne, som heldigvis var sluppet uden knubs, så var de selvfølgeligt meget rystede.
Det varede et stykke tid, inden vi alle sov igen.

Lidt over 6 vågner jeg ved lyden af sang. Viser sig at være en gruppe piger, som sidder og synger sammen med de Tyske piger. En god måde at behandle oplevelsen på sammen.
Ligger i sengen og lytter til deres sang.
Står op ved halv otte tiden. Der er nu stille overalt. Pakker og gør klar til at komme afsted.
Der er nu gået en halv time, og jeg vækker Michaela. Vi er de sidste tilbage på herberget.

Oppe i byen veksler vi penge, så vi har en små 100 euro på os.

Spiser vores brød-tun-ost morgenmad, og jeg får hældt tunolie ned af mig.
Ikke lykken i denne varme uden vaskemaskine
Der er to mulige ruter at gå. Vi vælger den originale, som godt nok er lidt vanskeligere, men garanteret smukkere.

Terrænet er meget kupperet. Ægte bjergterræn.
På vej op af en serpintinervej, passerer vi et par, som ligger og kæler inde på græsset på en mark. Helt opslugte af hinanden.
Smuk og rolig tur, uden de store begivenheder. Hygger og snakker.

Holder rast ved Casa de Franco og sørger for ekstra solcreme.

Fremme ved Sarria.
Storby.
Den sidste del af ruten går meget nedad, hvilket kan mærkes i tæerne.

Michaela kan mærke sine hofter og knæ.
Som i Sverige, begynder hun at løbe når det går ned af, for at få det overstået.
Finder et lækkert herberg, Alberque Alvaro, hvor vi har mulighed for at lave vores egen aftensmad.
Internet, hyggelig have og solterrasse.

Vælger ottemandsstuen.

En meget smilende og snakkende og meget kraftig Tysk kvinde tager en underkøje overfor vores. Hun er lidt skadet.
Besluttede at finde et supermercado og handle ind, så vi kunne lave vores egen aftensmad. Og ekstra til morgenmad + drikkevarer.
I supermercado møder vi de Tyske piger. Tager en lang snak med dem om aftenens oplevelser.
På vej til apoteket, for at købe lidt ekstra sportstape, møder vi en ældre mand, som spørger om vi er pilgrimme og om vi er på vej til Santiago for at blive gift.

På apoteket har de urtemedicin stående i et stort stativ.
Der er de noget længere fremme end i Danmark!

Tilbage til herberget.
Nyder solen, slapper af.

Laver egen varm aftensmad. Tortellini, tun, tomat og parmesan.
Får oplyst at der er lovet storm og muligvis op til orkan i området om aftenen…
Må hellere redde vasketøjet vi har hængt ud. De andre pilgrimme gør det samme…
Efter vi har spist, og mens vi langsomt kan høre vinden tage til i styrke, bliver vi inviteret over i den lille pejsestue.

Ligner noget der engang har været et værksted med åbent ildsted. Giver en varm intim stemning.
Sidder der med de andre pilgrimme og får serveret lidt forskellige likører. Løfter stemningen
Småsnalret kryber jeg lidt senere til køjs.
Det er blæst meget op udenfor.

O’Cebreiro – Tricastella Tirsdag d. 19 september 2006.

Jeg har det lidt bedre. Gjorde godt at få sovet igennem. Det mest fugtige herberg overhovedet. Vinduerne er så algebevoksede at det er umuligt at se ud. Først troede vi at gardinerne var fint mønstrede, men viser sig at det er fordi gardinerne er mugne… Alle virker som om de vil afsted tidligt. Også os!!!

Udenfor er det koldt. Fugtigkoldt og blæsende. Skyerne . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 11.]]> << Dagbogen – Oversigt

O’Cebreiro – Tricastella
Tirsdag d. 19 september 2006.

Jeg har det lidt bedre. Gjorde godt at få sovet igennem.
Det mest fugtige herberg overhovedet.
Vinduerne er så algebevoksede at det er umuligt at se ud. Først troede vi at gardinerne var fint mønstrede, men viser sig at det er fordi gardinerne er mugne…
Alle virker som om de vil afsted tidligt.
Også os!!!

Udenfor er det koldt. Fugtigkoldt og blæsende. Skyerne haster afsted, under og ved siden af os. Vi er trods alt højt oppe i bjergene.

Flot i den tidlige morgensol.
Jeg lader kroppen køre lidt på autopilot i dag.
Små seks kilometer senere. Når Alto do San Roque og støder på en kæmpe pilgrimsstatue, som i strid blæst skuer mod Santiago. 1270 meter over havet. Tager billeder.

En cykelpilgrim er venlig og tager et billede af Michaela og jeg på statuen.
Fortsætter. Jeg skal ha’ noget energi.
Alto do Poio. Café/restaurant. Sætter os ved de udendørs borde. Mange pilgrimme.

Jeg betragter én af dem. Vi har i et par dage gået i skift med ham. Vi skiftes til at overhale hinanden. Han er lille og solbrændt og hjulbenet. T-shirt, beige korte bukser, sandaler og en sløringsmønstret alicebag rygsæk. Og lang vandrestav i træ.
Han stopper ved næsten alle cafeer på ruten og tager sig en øl. Derfor vi skiftes til at overhale…
Jeg betragter suppen han spiser. Dét vil jeg også ha’.
Supergod beslutning. Suppe på friske råvarer. Kan mærke energien komme bølgende tilbage. Tryllesuppe!
Dén vil jeg anbefale alle at prøve!
Nedstigningerne begynder. Hårdt for ankler og knæ. Michaela får en vabel, som når at briste. Av!
Passerer gennem en lille by, hvor en bondekone kommer styrtende med en stor tallerken i hænderne. Fyldt med lune pandekager…
Så sent som i formiddags havde jeg gået og snakket om pandekager…
Plastichandske på den ene hånd. Vi sagde ja til en pandekage. Overdrysset med sukker, rullet sammen og stukket i hånden på os. Vi bænkes på et par træstubbe.

Et par Tyske piger, som vi har fulgtes lidt med bliver også indfanget.
Pandekagerne er gratis, men hun vil ha’ 1 euro i donation pr. styk!!!
Særdeles insisterende!!!
Så er pandekagerne da vist også betalt!
Og de stakkels Tyske piger, som næsten ikke har en rød øre i forvejen…
Skynder os videre, men for pokker hvor smagte det godt!
Også selvom landsbyerne på denne del er lidt mere ko-bemøgede end ellers.

Ruten er smuk og landligt romantisk.

Men underlaget er meget skiftende.

I den næste landsby vil en pensioneret landmand sælge os hjemmelavede vandrestave. Siger venligt nej tak.

Fremme ved Tricastella ligger herberget ved bygrænsen. Ser stille og fredeligt ud. Standarden virker ok.
Blå vesterndøre til alle rummene…
Firemandsstuer, med to køjesenge.

Herberget er omgivet af store grønne græsplæner.
Færdig med at flytte ind, vaske tøj, pudse støvler, så ned i byen.
Har fundet et hyggeligt lille sted og får lidt at spise. Vælger rødvin til. Kold.

Michaela bli’r lidt småsnalret og løftet i stemningen
Vi har det hyggeligt og godt.

På vej tilbage til herberget, handler vi ind i supermercado. Brød, tun, ost, juice. Den traditionelle pilgrimsmenu.
Michaela har regnet på vores økonomi, at vi nok skal bruge lidt ekstra.
Vi har brugt lidt mere på mad, end forventet og det bliver langsomt dyrere og dyrere, jo nærmere vi kommer Santiago.

Slæber vores liggeunderlag ud på græsset og vil ligge lidt i solen. Starter meget godt, indtil jeg opdager at vi ligger midt i en kæmpe myretue. Må rykke lidt rundt. Bliver liggende lidt over en halv time og bliver varmet afslappende igennem.
Den lokale kirke holdt en pilgrims celebration klokken 19, som vi desværre gik glip af da vi først fik det at vide 20:30…

Inden vi lægger os til at sove, henviser jeg mine støvler til udendørs udluftning. Deres indvendige miljø er blevet ret gustent.

Ambasmestas – O’Cebreiro Mandag d. 18 september 2006.

Vågner langsomt. Vi har begge sovet godt. De to førset pilgrimme var gået i stilhed ved 6-tiden. Cykelholdet står op i klumper. Her til morgen er de helt venlige. Tror de har været lidt mentalt pressede i går. Tager en snak om cykler og udstyr med et par af dem udenfor. Michaela slapper stadig i soveposen. Jeg lader hende sove lidt længere. Begynder . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 10.]]> << Dagbogen – Oversigt

Ambasmestas – O’Cebreiro
Mandag d. 18 september 2006.

Vågner langsomt. Vi har begge sovet godt.
De to førset pilgrimme var gået i stilhed ved 6-tiden.
Cykelholdet står op i klumper. Her til morgen er de helt venlige. Tror de har været lidt mentalt pressede i går.
Tager en snak om cykler og udstyr med et par af dem udenfor. Michaela slapper stadig i soveposen. Jeg lader hende sove lidt længere. Begynder at gøre vores udrustning klar, hvis vi eventuelt fortsætter…

Klokken er nu lidt over 9, så jeg prøver forsigtigt at vække Michaela. Hun har det heldigvis meget bedre, selvom maven stadig driller lidt.

Slæber vores udrustning udenfor, hvor Michaela sidder på en bænk ved væggen og ordner fødder. I det samme komer en ældre bondemand gående. han kigger længe på Michaelas fødder og begynder så at sige en masse ting på Spansk, samtidig med at han peger med sin stok. Det han peger på er en lille bredbladet grøn plante, som vokser langs murfundamentet.
Øjensynligt vil han ha’ hende til at smøre det på vablerne…
Saften i bladene er stærkt orange og i konsistens lidt som den hvide saft i mælkebøtter.
Michaela prøver det. Nu må vi så se om det har nogen virkning.
Klokken er nu lidt over 10, inden vi kommer afsted.
De første kilometer er ruten kun svagt stigende, men derefter skifter den til at blive noget mere udfordrende og underlaget bliver igen dårligt. Michaela kan godt mærke at hun ikke er helt på toppen endnu. Vi må holde mange småpauser, hvor hun lige skal ha’ luften igen. Og frugtstænger og juice.
Tre cyklister kommer asende bagfra. Vi går nu på stejle bjergveje med talrige hårnålesving. Op, op, op. Heldigvis er det på asfalt.
Jeg ved ikke lige hvad der egentlig sker i hovedet på mig, men af en eller anden grund begynder jeg at løbe op af vejen. Løber om kap med cyklisterne og sætter dem stille og roligt af. Da jeg har passeret de to forreste, stopper jeg og venter på Michaela. Ret forpustet og hiver dybt efter vejret. Michaela griner af mig og synes at jeg er skør.
Går lidt videre, men så tager pokker evd mig igen og jeg sætter i løb én gang til. Denne gang bliver løbeturen lidt længere, men jeg får overhalet og sat cyklisterne grundigt af. Første gang havde de smågrinet, da jeg var stoppet, pustende. Denne gang er jeg langt foran dem da jeg stopper og de to forreste giver begge en anerkendende tommelfinger op da de passerer. Jeg prøver selvfølgelig at se cool og afslappet ud, men det er svært når benene er syrede, der er blodsmag i munden og prikker for øjnene. Men det er jo en følelse jeg elsker…
Resten af vejen følges Michaela og jeg i et roligere tempo.
På et sted delte ruten sig i to. Tilsyneladende skulle cyklister fortsætte af asfaltvejen, mens vi gående skulle jages ned af en stenet grusvej. Jeg snakkede med en sød Canadisk pige, som forklarede ruteforløbet.
Vi fortsætter af grusvejen…
Ruten er utroligt flot med masser af gode udsigter ud over landskaberne.
Undervejs render vi på en flok bredrøvede køer.

De bevæger sig i ko-tempo mod os og fylder absolut hele vejen. Bag dem går en Spansk mand og svirper dem i røven med en kæp. Jeg fortsætter min kurs lige frem og maser mig ind i mellem dem. Michaela og de andre pilgrimme vi netop nu følges med, er ikke helt trygge ved køerne, så de stopper op. Og det gør køerne så også.
Køer tænker kun marginalt hurtigere end høns…
Den Spanske kodriver pisker køerne videre under høje råb. Tror han hygger sig med at ko-skræmme pilgrimme hver dag.
Vi nærmer os grænsestenen til Galicia. Er netop blevet passeret af tre kvinder. To Amerikanere og en Fransk. De stopper op lidt fremme, hvorefter den franske kvinder kaster op et par gange og så fortsætter de ellers..

Lidt længere fremme, lige efter grænsestenen til Galicia, møder vi en lidt ældre Amerikansk mand, som står og betragter udsigten.
Da han opdager at vi er gode til Engelsk, bliver han meget snaksaglig og giver os nærmest sin livshistorie.
Hans generelle opfattelse af Europa var ret farvet af at han kun kendte det fra Camino’en og de Franskmænd og spaniere han havde mødt undervejs.
Da vi forklarer ham lidt om samfundsforskellene mellem Spanien og de Nordiske lande bliver han meget overrasket og vil gerne til danmark for at opleve landet. Især forundret over at vi lærer flere sprog i folkeskolen. Han indrømmer at han egentlig er lidt flov over at Europæerne tilsyneladende er mere vidende om Amerikanske forhold, end Amerikanerne er om Europæiske forhold.
Han foretager rejsen med sin kone og svigerinde. Han er selv høj, slank, langbenet og i god form, hvorimod kone og svigerinde begge er mere traditionelt “Amerikansk kropformede”. Derfor går han altid et par kilometer forud, hvorefter han venter på dem.
Meget flink og åben mand. Konen viser sig at være om muligt endnu flinkere og hele tiden storvinkende og smilende. Bosiddende i Florida normalt…
Går en 4 – 6 kilometer på hver etape, men bliver så kørt derimellem og overnatter på hoteller.
Klokken er cirka 15 og vi er netop ankommet til O’Cebreiro. Lille malerisk stenby. Helt tydeligt holdt for turisterne, men miljø og stemning er god.
Stort herberg på toppen, med flere store sovesale. Luften indendørs er dårlig og lugter muggent. Det viser sig da også at mug og skimmelsvamp stortrives overalt…
Næsten ingen pladser tilbage, men vi får dog en køjeseng. På væggen fra overkøjen er der tydelige spor af en tidligere pilgrims opkast. Prøver at vaske væggen lidt mere ren…
Intet varmt vand, så brusebadet bliver kort og hektisk for os begge

Selvfølgelig skal vi ud og kigge på den lille by. Souvenirs, souvenirs og atter souvenirs…
En butik har en højtaler siddende lige uden for døren og der strømmer Keltisk musik ud fra den. Det trækker Michaela til

Hun køber en Camino T-shirt og en ekstra pin til os hver og postkort.
Tager en cola og sandwich på en lille bar. Føler mig svimmel og fryser lidt…
Klokken er kun 18:30, men jeg kryber op i overkøjen. Har det ikke helt godt.
Michaela har heldigvis fundet et ekstra tykt tæppe til mig. Min skat!
Vejret er blevet koldt og fugtigt og blæsende. Nogle Amerikanske kvinder prøver desperat at få varmeapparatet til at virke, men der er ingen strøm.

Villafranca del Bierzo – Ambasmestas Søndag d. 17 september 2006.

Vi vågner arm i arm, ved at lyset tændes. Jeg anede ikke at der overhovedet var lys i rummet. Føler mig udhvilet, så jeg står hurtigt op og gør klar. Michaela har det til gengæld temmeligt skidt, så hun bliver liggende lidt og tager det langsommere. Imens går jeg nedenunder og køber en morgenbuffet til os begge. 2,50 euro pr. person.

Ponferrado – Villafranca del Bierzo Lørdag d. 16 september 2006.

04:30 vågner jeg og ligger og småfryser i en times tid, inden jeg falder i søvn igen. Nu kunne jeg godt bruge min sovepose… Får dog ikke ikke lov at sove ret længe, for 06:30 bliver de skarpe lysstofrør i loftet tændt og alle pilgrimmene begynder at larme, samtidig men en højlydt metallisk “frikvartér klokke” og lyden som om flere store . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 8.]]> << Dagbogen – Oversigt

Ponferrado – Villafranca del Bierzo
Lørdag d. 16 september 2006.

04:30 vågner jeg og ligger og småfryser i en times tid, inden jeg falder i søvn igen. Nu kunne jeg godt bruge min sovepose…
Får dog ikke ikke lov at sove ret længe, for 06:30 bliver de skarpe lysstofrør i loftet tændt og alle pilgrimmene begynder at larme, samtidig men en højlydt metallisk “frikvartér klokke” og lyden som om flere store jerndøre smækker i, igen og igen.
Herberget er jo kæmpestort, så der var utroligt mange pilgrimme. I alle mulige tilstande…

Jeg kan ikke lade være med at beundre de mennesker, som slæber sig afsted på nærmest blodige, smertende stumper…
Michaela og jeg sætter os udenfor i herbergets lille gård og mens vi spiser lidt tunfiskmedost-morgenmad, og jeg drikker et par kopper kaffe, får Michaela tapet sine fødder.
Lidt Juice og en ekstra kop kaffe. Michaela indtager en Cappucino med ekstra kakao. God til at gi’ varme…
Det er virkeligt koldt her til morgen. Ned til måske kun et par grader…

Michaela kryber i to langærmede undertrøjer og sin lette windbreaker.
Da vi kommer afsted er turen ud af Ponferrado utroligt lang. Vi ledes i en kæmpe bue uden om selve byen.

Undervejs passer vi det flotte og imponerende Castillo de los Templarios. Under restaurering af bl.a. et Norsk firma. Kæmpeopgave!

Landskabet er flot i bjergene. Specielt de første kilometer i morgensolen, med disen liggende.

Lidt uden for byen, finder en kat tilrette i Michaelas arme. Det tager lidt tid inden vi kommer videre

De første 16 kilometer går rimeligt hurtigt, selvom vi må gøre et yderligere break, fordi jeg skal bruge friske batterier i kammeraet. Og en ekstra flaske vand.

Byerne vi passerer igennem er små eller meget små. Alle indhyllet i en stram kolort aroma. Og jeg er endda vokset op på landet…

Michaela har ondt i fødderne, når hun står stille, så vi fortsætter. Som sædvanlig lader jeg hende sætte vores tempo. Jeg er imponeret når hun knokler hårdt på.
Jo mere smerte, jo højere hastighed. Når hun accelererer sker det i ryk, så jeg skal stramme mig an for at hænge på.
For en gangs skyld har jeg selv lidt symptomer i form af smerter i muskelhæftningerne øverst på bækkenkanten.

Terrænnet begynder at skifte til vinmarker.

Utroligt flot.

Underlaget begynder desværre også at skifte. Til skarpkantede sten på grov grus. Giver trods alt ømme fødder…
Skiftevis stejlt op og stejlt ned.
Op ad et træskilt, finder jeg et par efterladte vandrestave.
Ikke at jeg på nogen måde er tilhænger af vandrestave. Den evendelige TIK, TIK, TIK larm er IRRITERENDE, for ikke at nævne når nogle vandrere samtidig ynder at slæbe dem over jorden. KRRR TIK, KRRR TIK, KRRR TIK…
Ødelægger totalt lyden af den natur vi er omgivet af.
Specielt på asfalt kan et team Franske vandrere, bevæbnet med vandrestave, lyde som en ældre Renault kampvogn fra krigens tid…
Og bemærk venligst de hundredevis af hak det sætter i underlaget…

Vandrestavene som stod op af skiltet er af en type med indbygget fjeder, som vist skal virke støddæmpende og med variabel længde. Den ene stav er gået i udu, men mens vi går får jeg den skilt ad og sat ordentligt sammen, så den virker igen.
Vi passerer en lille glad vinplukkende famillie.

Og beundrer deres udbytte…

Længere fremme støder vi på en krumbøjet humpende pige. En Tysk pilgrim. Da jeg sørger om hun kan bruge vandrestavene, viser det sig at det faktisk er hende som har stilt dem fra sig. Hun er så træt at hun synes at de var for tunge. Hun vil stadig ikke ha’ dem, så jeg tager dem med videre.
Hun får det godtnok meget svært på resten af turen. Stakkel.

Vi fortsætter og passerer nogle eksempler på Spansk byggestil. Meget Balkan-agtigt…

Og billigt til salg, hvis man da tør gå op af trappen…

Omkring ved 13:30-tiden er vi fremme i Villafranca del Bierzo. Finder et herberg som…, tja…
Ave Fenix. Alt på stedet virker mere “opfindsomt” end planlagt… Spændende, specielt, originalt, fascinerende…

Bliver skrevet ind af en mand, som har sin første dag på stedet. Han summer rundt omkring os. Vi bliver vist op til soveområdet på førstesalen. Køjesengene står tæt og man ligger direkte under det utætte skiffertag.

Michaela har så ondt i fødder og ankler at det gør ondt helt op i hendes lænd. Fornuftigt vælger hun at tage en lur på en times tid. Imens tager jeg et varmt brusebad og vælger at beholde alt tøjet på imens, så tøjvasken også bliver overstået
Skifter til tørt tøj og pudser vores støvler, inden jeg blidt vækker Michaela.
Mens hun får sig et bad, forsyner jeg mig med kaffe. 50 cents pr. kop og masser af det. JAAAH!!!
Manden som indskrev os, og som har sin første dag, skændes konstant med en eller anden Spansk kvinde, som virker som om det er “hendes sted”. Hun skælder ham konstant og heftigt ud. Højlydt!
Flere pilgrimme begynder at indfinde sig, blandt andet en ung Svensk mand.
Da Michaela har fået tøj på, skal vi ud og kigge lidt på byen. Finde en restaurant og et supermercado.
Restauranten finder vi rundt om hjørnet. Pissedyr.
Supermercado kan vi ikke finde.
Mens vi går rundt, går jeg pludseligt seriøst sukkerkold. Svimmel, udmattet og hundefryser. Så vi skynder os tilbage til herberget, hvor jeg spiser et stykke chokolade og drikker en øl. Det var hvad der var
Lægger os lidt arm i arm, så jeg kan komme op til overfladen igen.

Lidt tidligere havde jeg set en mand i blå keddeldragt, med favnen fuld af hvad der lignede roetoppe, gå ud i køkkenet og begynde at lave mad. Vi havde valgt at spise på herberget.

Klokken 20:30. Jeg er hammersulten. Det er spisetid.
Maden er virkelig, virkelig god. Ikke kun fordi jeg er så sulten, nej den er virkelig god!
Vi bliver alle bænket i det store rum, der fungerer som kontor, café, samlested, spisesal, udstillingslokale med mere.
Vi er nok cirka 50 pilgrimme.
Lokalet er højloftet og i rå gråbrune sten. Møblerne er i tunge træplanker.

Væggene er overhængt med alle mulige ting. Sydamerikansk bue og pil, et gammelt bilrat, religiøse symboler og billeder, og plantegninger for herbergets istandsættelse og udvidelse.
En håndfuld Italienere gik rundt på må og få og var beskæftiget med arbejdet på herberget.

Forretten er den traditionelle Spanske bønnesuppe. Her med roetoppe, flæsk og pølse. God smag!
To portioner.
Iskold Spansk rødvin til. Den eneste fornuftige måde at drikke Spansk rødvin på, i mine øjne. Bryder mig ikke på nogen måde om Spanske og Spansklignende rødvine. Jeg kan blive dårlig af blot et enkelt glas.
Iskold kan jeg klare et par glas…
De fleste andre pilgrimme er Franske. Biiig surprice… Så der var gang i det Franske.
Både Michaela og jeg hygger os rigtig meget.
Secundoen, hovedretten er en vellavet omelet med stegt squash/zucchini og masser af hjemmebagt brød.
Manden i den blå keddeldragt er en glimrende kok.
Blandingen af den gode mad, rødvinen og Franskmændenes konstante pludren løfter min stemning til lidt euforisk og jeg slapper dejligt af.
En flot tomatsalat med skivede rå tomater passerer rundt. De fleste tog godt for sig, men jeg har altså den der indbyggede mistanke til rå grønsager. Og jeg
har jo også set kokkens fingre…
Normalt var han tydeligvis til markarbejde…
Så jeg står over, hvor fristende det end er. Michaela tager dog en portion og er begejstret for den solmodne smag.
En Japaner, normalt bosiddende i Brasilien, og som har lært sig flydende Spansk på tre ugers Caminovandring, fortæller os at der er en festival igang nede i byen.
Så da vi har spist beslutter vi at se nærmere på det. Natteluften er mild da vi går afsted.
Finder bytorvet, hvor der er opstillet en stor scene og et mindre tivoli, men der er ikke gang i noget festival.
En båndoptager på scenen spiller Spanske hits.
Ved små runde caféborde langs torvets yderkant, sidder de lokale og betragter os.
Vi beslutter at gå lidt videre rundt og ender ude i byens udkant, hvor vejene bliver stejle og grusbelagte og uoplyste. Må passere et par stejle stigninger for at komme tilbage til herberget.
Vi har snuppet et par underkøjer, som står tæt sammen, så i aften sover vi i arm

Bus fra Carrion de los Condes – Palenzia – Villadolid – Ponferrado (via Leon og Astorga) Fredag d. 15 september 2006.

Klokken 08:45 afsted med bussen mod Palenzia. Jeg er hamrende træt, efter en nat på den i særklasse ubehagelige madras. Godtnok var Sydafrikanerne startet klokken 06, men rent faktisk var ét par startet endnu tidligere…

Vi står først op ved 06:45 tiden, hvorefter vi indtager lidt morgenmad i form af . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 7.]]> << Dagbogen – Oversigt

Bus fra Carrion de los Condes – Palenzia – Villadolid – Ponferrado (via Leon og Astorga)
Fredag d. 15 september 2006.

Klokken 08:45 afsted med bussen mod Palenzia.
Jeg er hamrende træt, efter en nat på den i særklasse ubehagelige madras. Godtnok var Sydafrikanerne startet klokken 06, men rent faktisk var ét par startet endnu tidligere…

Vi står først op ved 06:45 tiden, hvorefter vi indtager lidt morgenmad i form af grovkiks (fra Danmark), gedeost (fra Spanien) og en frugtstang (fra Danmark).
På en lille bar henne om hjørnet, køber jeg derefter en kop kaffe, mens vi venter på bussen. Får snakket med et par flinke Danske piger, som går Caminoen sammen.
Over til busstoppestedet. Bussen kommer 08:45.
Afsted mod Palenzia.

I Villadolid har vi ventetid på næsten fire timer, så vi går lidt rundt i byen. Føles virkelig som en storby. Mærkelig følelse ovenpå de øde strækninger vi har gået.

Er oveni så heldige at vi får de sidste to frie pladser i bussen!!!

Selvom busturen ikke er kedelig og at der er masser af ting at se undervejs, så føles det lidt som at gå på mentalt vågeblus. Dette skal blot overstås, så vi kan komme ud og gå igen.
Måske lukker jeg også lidt ned, fordi vi nu passerer flere traditionelle og spændende steder på ruten.
Egentlig vil vi begge helst gå hele den komplette tur fra Frankrig, men det lader sig jo desværre ikke gøre foreløbigt… Og så er dette vores kompromis…
Tror på at kompromisset vil vise sig at lægge en god basis for fremtidige ture.

Caminoruten skærer sig gennem landskabet som en lang orange streg.
Undervejs forandrer landskabet sig. Fra fladt med blodrød jord, som farvet af pilgrimmes blødende fødder, over bløde grønne bakker, frem til spraglede bjerglandskaber.

Ankommer til Ponferrada 18:27 (ifølge busstationens ur!)
Køber et kort på stationen og starter så vores søgen efter et herberg. Ponferrado består af en gammel bydel og en ny bydel. Busstationen ligger i den nye del og vi regner med at herberget nok vil ligge i den gamle del. Så der sætter vi kurs mod.
Skiftet fra den ene bydel til den anden er markant og næppe er vi nået derind og står og fumler med vores kort, før en lille ældre kvinde henvender sig til os. Som tydeligt pilgrimme, forsøger hun sig på Fransk. Et udemærket Fransk. Langt bedre end mine egne løse brokker.

Forgæves forsøger hun at forklare os, hvor herberget er. Beslutter derfor at gå med os og vise os vej.
Undervejs fortæller hun at hun tidligere har været Søster med tavshedsløfte. Heldigvis ikke mere…
En rigtig sød og rar lillemor, som nu pludrer løs mens vi går.
Viser sig at vi skal temmeligt langt. Jeg er imponeret af at der er folk der er så villige til at afbryde deres gøremål og bruge så meget tid og energi på at vise pilgrimme på vej. Der er trods alt rigtig, rigtig mange pilgrimme.
Fremme ved herberget siger vi tak til vores vejviser, så godt vi kan.

Herberget er kæmpestort, når først man kommer ind i det. Ca. 200 mand. En stor del ligger under jorden…
Vi bliver indskrevet, stemplet og får anvist vores køjesenge.
Direkte ud og spise et sted i byen. Finder en Hollandsk Café/Restaurant, som lader til at have mere “rigtig mad”.
Kort efter vi har taget plads ved de store borde, støder en Tysk kvindelig pilgrim til.
Meget snaksaglig. Hun har gået et langt stykke af turen alene og har manglet nogen at snakke med om sine trængsler. Så det gør hun nu. Ok med mig. Hun har jo bare brug for at lukke ud, så jeg slår autopilot på, og nøjes med at bekræfte de rigtige steder, uden at tage hendes trængsler ind.
Michaela kan ikke være så overfladisk, så da vi har spist er hun helt suget tom for opmærksomhedsenergi af Tyskeren.
Det tager en time. Den Tyske kvinde virker gladere, men Michaela er helt flad nu, så vi forlader stedet. Mangler også at få købt lidt brød, juice, tun m.v.
Det gør vi i et Supermercado og derefter tilbage til herberget. Klokken 22 lægger vi os til at sove.

Fromista – Carrion de los Condes Torsdag d. 14 september 2006.

Trods en skummadras, som havde antaget samme tykkelse som et A4 ark efter kun 10 minutter, sover jeg igennem. Jeg har min faste plads i overkøjen og Michaela sin i underkøjen. Føler at jeg vågnede op med lamelaftryk på ryggen

Ned til morgenmad klokken 06. Spisesalen var også fyldt op med sovepladser til pilgrimme. Det var de sidst ankomne . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 6.]]> << Dagbogen – Oversigt

Fromista – Carrion de los Condes
Torsdag d. 14 september 2006.

Trods en skummadras, som havde antaget samme tykkelse som et A4 ark efter kun 10 minutter, sover jeg igennem. Jeg har min faste plads i overkøjen og Michaela sin i underkøjen.
Føler at jeg vågnede op med lamelaftryk på ryggen

Ned til morgenmad klokken 06. Spisesalen var også fyldt op med sovepladser til pilgrimme. Det var de sidst ankomne og derfor også de mest trætte og slidte, som nu også var dem der bliver jaget op før alle andre.
Vi havde betalt 2,20 euro for morgenmaden og får én brikjuice, én kop kaffe og en lille sød kage. Kagen har vel en diameter på 3 cm og samme højde… Har intet med morgenmad at gøre…
Har heldigvis frugtstænger i rygsækken, så vi frygter ikke skørbug, men hvis nogen gør hele turen på Spansk normalkost er det overraskende at de ikke lider seriøst af mangelsygdomme…
Temmeligt insisterende i at jeg vil ha’ en enkelt kop kaffe mere, og det ender da også med at jeg får en kvart kop ekstra…

Ovenikøbet har Michaela fået stjålet sin røde Crafttrøje ude fra tørresnoren. Surt!

Godt at komme afsted, så. Denne morgen virker en lille smule mere kølig og efter et stykke tid begynder det at regne. Jeg tager min jakke på og Michaela trækker regnslaget over hovedet.
Da vi når frem til Poblacion de Campos, deler ruten sig i to dele. En oprindelig og lidt længere rute af grusvejene og så en ny rute, som går langs asfaltvejen.

Vi vælger den oprindelige længere rute.

Lidt efter skulle Michaela tisse, og mens hun sidder i skjul bag en cementbrønd, kommer en anden pilgrim gående forbi. Jeg hilser med standarden “Buen Camino” og lader som om jeg blot står og nyder udsigten…
Han fortsæter lidt længere frem, hvor han så stopper for at tage en regnjakke på.

Michaela er blevet færdig og dukker frem da pilgrimmen er ude af syne. Vi fortsætter.
Lidt længere fremme, hvor pilgrimmen havde taget sin regnjakke på, opdager vi at han har glemt sin vandrestav. Jeg samler den op og tager den med. Hvis vi nu møder ham igen!

Vi holder et raskt tempo i regnvejret. Der er noget specielt i mig, som elsker at trave afsted i regnvejr. Michaela er hyllet helt ind i sit militære regnslag.

Hun lider med sine tæer, men knokler ufortrødent på. Oveni slås hun med mensessmerter.
Mellem ale disse jordfarver, virkede det spøjst pludseligt at støde på en totalt citrongul 2CV.

Når frem til Vilalcázar de Cirga. Hér finder vi faktisk vandrestavens ejermand, som bliver glad for at få den igen.
Vi sætter os ind på en lille Café, overfor kirken. Jeg snupper en kop kaffe og Michaela tager en cola.
Da vi skal til at gå, kigger caféejeren misbilligende på Michaelas vandrestav. Han synes ikke at den er god nok, og kommer med en anden, som ham har stående. Den er helt ærlig en hel del bedre…
Michaela synes at den nye vandrestav ligger godt i hende hænder og siger mange gange tak for den.

På vej ud af byen tager vi at par billeder af hinanden, siddende ved en bronzepilgrims bord.

Resten af vejen er lang og lige. Vi går på en grussti ved siden af den asfalterede vej. Michaela vil godt bare ha’ dagsetapen overstået, så hun sætter et godt højt tempo. Det passer bedre i min rytme.

Vi æder os langsomt men sikkert ind på den ene pilgrim efter den anden.

Under en time og vi er fremme i Carrion de los Condes.
Inde i byen prøver vi at finde lidt orientering. Kan ikke finde et herberg, men ser mange skilte med Hostels.
For dog at få ét eller andet sted at være, ringer vi på ét af dem. Bliver shanghaiet af en kvinde, som taler en masse Spanke ord. Hun vil ha’ 9 euro for at vi overnatter på en seksmands stue. Uden morgenmad…
Vi sniger os mere eller mindre diskret ud.
Finder en turistinformation, hvor et par piger er travlt beskæftiget med at sætte krydser på pilgrimmenes små fotokopierede bykort. Der er kommet mange pilgrimme og alle vil til et herberg.
Vi får også et lille kort med krydser og udvælger os dét, hvor der står Espiritu Santo.

Viser sig at være et nonnekloster.

Ankommer samtidigt med nogle Fransk pilgrimme.
En mistænksom nonne åbner for døren og stirrer på os. Vi står vi så, en lille flok på fem pilgrimme og venter på at blive lukket ind. Der går nogle sekunder, mens hun stirrede på os, før hun åbner døren. Vel inde i forhallen lukker hun døren bag os og stiller sig effektivt blokkerende foran den næste dør. Vi bliver entydigt gjort opmærksom på at vi ikke vi blive lukket videre ind, medmindre vi giver en “frivillig donation”.
Det gør vi så!

Vi vises ind på en stor sovesal, fyldt med enkeltsenge. Normalt er det et klasseværelse for noget, som møbelmæssigt minder om elever i cirka 1′ klasse. Her er rent, pænt og faktisk hyggeligt.
Badefaciliteterne er underlige snævre brusekabineskabe. Dog også et par mini siddebaderkar…

Michaela trænger til en lur en times tid. Imens tager jeg bad, ordner vores støvler og tøj. Mens jeg pudser støvler udenfor i klosterets gård kommer en kat, som meget gerne vil snakke med mig. Selvom den sidder og sagde en masse ting til mig på kattesprog, sørger den dog hele tiden for at holde en sikkerhedsafstand på et par meter. Kommer jeg for tæt på, hvæser den og trækker sig lidt væk, indtil afstanden igen passer.

Michaela vågner og tager sig et siddebadekarsbad. Varmer hende helt ind i knoglerne. Derefter ud for at spise.
Den nærmeste restaurant har peregrino menu til 7,50 euro. Spagetti med lille smule tomatsauce, kylling med slatne pommes frittes og is.

Michaela er stadig helt smadret i fødderne, så tilbage til klosteret og slappe lidt af. Michaela går ombord i sin sudoku.
Der er ankommet et Sydafrikansk hvidt par. Far og datter. Han virker umiddelbart lidt smågnaven og stille. Hun er også stille, men virker også som en lidt mere genert type, selvom det på én eller anden måde fremgår at dette er en tur hun har villet.
Deres problem viser sig at være at hun har lavet en regnefejl. Så for at kunne nå frem til Santiago, vil de være nødt til at tage en etape på 32 km. næste dag. De skulle nå San Nicolas del Real Camino.
Derfor er han lidt småsur, og derfor er hun lidt presset og besværet over at hun føler at han udleverer hende overfor os alle sammen. Flere pilgrimme er kommet til, så alle sengene nu er optaget.

Michaela og jeg tager nok bussen i morgen. I så fald til Palencia og derfra videre til Ponferrada.

Klokken 18 går vi ned i byen, for at finde ud af noget om bustider. Oplysninger vi kan få i Café Espana. En lille snusket mandebar, hvor affaldet, som altid i Spanien ligger knæhøjt. Det er en frygtelig tendens de har til bare at smide alt hvad der betragtes som affald på gulvet. Sgu’ da noget svineri og en egoistisk holdning overfor de som skal holde gulvarealerne rene. Har deres mor virkelig opdraget dem sådan?
Samme tendens som den med at Spaniere konsekvent aldrig lukker døre efter sig. For mig minder det lidt om uopdragne børn…
Bartenderen er heldigvis utroligt hjælpsom og vi får alt klaret med hensyn til busserne imorgen og vælger at købe henholdsvis en stor øl og en cola. Michaela er eneste kvinde på stedet.
Ud og kigge lidt i butikker. Summer rundt i en stor turistjunkbutik og ender med at købe nogle ekstra Camino-pins.
Jeg er ret bekymret for Michaela. Hun har haft et par svimmelhedsanfald.

Går tilbage til stede, hvor vi havde spist tidligere og får en peregrinomenu til 5,50 euro.
Kold spagetti med ketchup og pølsestumper. Jeg spiser pølsestumperne for os begge, selvom de er ret fede. Efterfølgende bøvser jeg svinestald i flere timer…
Og is til desert.

Tilbage til klosteret og gøre klar til at sove. Skrive, punktere Michaelas vabler og børste tænder…

Sydafrikanerne – han – har været rundt og gøre opmærksom på at de står tidligt op, for at komme afsted. Regner med at vågne når de starter.

Madrassen indeholder fem fjedre som er skævtfjedrene, fem som er flade og ti som ikke er der…

Itero de La Vega – Fromista Onsdag d. 13 september 2006.

Op 06:30. Undrer mig at der ikke er tændt lys, men det viser sig at pæren i loftet er sprunget. Rummets eneste belysning. Hurtigt i tøjet og ned til morgenmaden, som ikke rigtig er der… Vores vært er vist ikke stået op, så vi benytter tiden til at pakke rygsække og fylde vanddunke. Pludseligt breder der sig en lugt af . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 5.]]> << Dagbogen – Oversigt

Itero de La Vega – Fromista
Onsdag d. 13 september 2006.

Op 06:30.
Undrer mig at der ikke er tændt lys, men det viser sig at pæren i loftet er sprunget. Rummets eneste belysning.
Hurtigt i tøjet og ned til morgenmaden, som ikke rigtig er der…
Vores vært er vist ikke stået op, så vi benytter tiden til at pakke rygsække og fylde vanddunke.
Pludseligt breder der sig en lugt af hårdt brændt brød. Michaela går ned for at se efter om det eventuelt er morgenmaden.
Det er det!

En stor mængde brændte flutesstykker, smør og jordbærmarmelade. Og kaffe.
Mens vi spiser bliver vi belejret af et hold killinger. Michaela er en kattemagnet!
Inden vi skal gå, vil Michaela hente mine vaskede bukser, som hænger til tørre udenfor.
Det trækker lidt ud og det viser sig at hun liiige måtte stå noget tid med tre killinger i favnen…

Men vi skal jo også videre…

Vejret er lidt diset og køligt. Godt at vandre i og vi finder da også hurtigt et godt tempo.
Landskabet får noget overnaturligt over sig i disen…

Stopper ved en lille bro over en å, for at rette den ene støvle. Tågen ligger over de gule bare marker.

Da vi har gået en times tid, letter tågen.
Kort efter møder vi en lille spøjs Spansk mand gående mod os, og meget ivrig for at komme i kontakt.
Hans tøj er overfyldt med Camino pins og han har et utal af Camino halskæder på. Om halsen et skilt, hvor der står : Amigo del Peregrinos.
Trods sprogbarrieren, finder vi ud af at han samler underskrifter fra pilgrimme på ruten. Han har et tykt hæfte, fyldt med korte hilsner fra utallige pilgrimme.
Selvfølgelig skriver vi også en kort, glad hilsen til ham.
Som tak får Michaela et par drivende våde kys på begge kinder. Jeg slipper heldigvis
Glad vandrer han videre og det gør vi også.

Efter yderligere noget tid, kommer vi til Boadilla del Camino. Den lille by viser sig at indeholde en lille café – restaurant, som er en total blomsteroase.

Vi får en cola hver og en snak med en Spansk kvinde, nu bosiddende i USA, hvis mor ejer dette sted.
Tilmed med pool. Dog ikke tilladt for os at tage en dukkert.
Lidt efter kommer den lille mand med underskrifterne også. Han er tydeligt træt og sætter sig for sig selv i skyggen.

Michaelas fødder har det faktisk rimeligt godt i dag. Efter en smuk pause, sadler vi op og bevæger os videre mod Fromista.

Vi snakker og hygger på turen, så egentlig føles den kort.
I en lille lund vi passerer, finder Michaela en tør kæp som hun vælger at forfremme til sin vandrestav.

På et øjeblik, når vi udkanten af Fromista. Et slusearrangement. Ikke helt vandtæt…
På begge sider omgivet af solsikkemarker.

Canal de Castilla. Ikke velholdt, men fotogent.
Ind i Fromista.
Finder hurtigt et herberg og bliver indlogeret. Ok forhold, med vaskemaskine.
Så ja, der bliver vasket tøj!
Tager bad og begiver os ud i byen.

Jeg vil gerne finde nogle billige solbriller, som erstatning for dem jeg havde lagt oppe på bjerget, og Michaela vil gerne ha’ fat i en hårelastik.

Der er nu ikke nogen butikker af den slags, istedet fander vi et sted hvor vi kan få forskelligt microbølgemad. Michaela vælger noget pasta og jeg vælger en ret bestående af fem slags kødboller med sovs og flutes.
Der er vist ikke mere at sige til dét, andet end at det må skylles ned med en liter fadøl.

Tilbage på herberget. Slappe af, vaske tøj og ordne småting.
Derefter ud i byen til vores micromadsted. Denne gang får Michaela en paella med kyllingebrusk, -ben og -fedtstykker. Jeg får en hamrende ringe pappizza. Fadøl hjælper på alt!
Efter dén kulinariske oplevelse, går vi lidt rundt i byen igen. opdager en statue af San Telmo, brusende ned af floden iført tørklæde.

og tager et kig indenfor i den lokale kirke.

Køber lidt souvenirs i en nærliggende butik, som også har alt i cykeludstyr.
Mens vi vandrer rundt, kom vi til et område, hvor der er helt vildt gang i en flok fugle. De fløjter og triller, så det er helt naturstridigt. Michaela optager det på sin mobiltelefon. Hun er totalt betaget af det og jeg indrømmer at det lyder godt.
Hjem til herberget, som nu er blevet helt overfyldt af pilgrimme. Folk bliver indlogeret dobbelt i værelserne og på gangene.
Falder i tung søvn, efter at ha’ skrevet i dagbogen.

Castrojeritz – Itero de La Vega Tirsdag d. 12 september 2006.

Står op ca. 06:30. Indrømmet at jeg har sovet pissedårligt. Utrygt er ordet. Overkøjen er uden sengeheste, hvilket for så vidt kunne være Ok, men når så madrassen også er en høj ustabil type, som knækker sammen i siderne, når man drejer sig, så ligger man hele tiden og frygter at dratte ned. Og vi snakker altså betongulv! Over til . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 4.]]> << Dagbogen – Oversigt

Castrojeritz – Itero de La Vega
Tirsdag d. 12 september 2006.

Står op ca. 06:30. Indrømmet at jeg har sovet pissedårligt. Utrygt er ordet. Overkøjen er uden sengeheste, hvilket for så vidt kunne være Ok, men når så madrassen også er en høj ustabil type, som knækker sammen i siderne, når man drejer sig, så ligger man hele tiden og frygter at dratte ned. Og vi snakker altså betongulv!
Over til morgenmaden. Og den kan anbefales !

Rigtig kaffe i store kopper. Juice, lune flutes, syltetøj, smør, pølse m.m.
Holder et dejligt langt morgenmåltid, inden vi pakker vores sidste ting og gør klar til afgang.
Vi har valgt at prøve en ny snøring på Michaelas støvler, som forhåbentlig kan lette lidt på tendensen til at få vabler.

Det er overskyet, med en god temperatur til vandring.
Vejen ud af byen er flad. En lang kolonne af pilgrimme…
Et stykke uden for byen rejser et mindre bjerg sig. En stigning på 120 meter på en lille kilometer. En stejlhed, som uvilkårligt mindede mig om Söderåsen. Hér heldigvis kun denne ene stigning.

Michaela slår over i sin velkendte bjergang. Hun skyder en imponerende hastighed op af stejle skråninger.

Grusvej i god stand og serpentinersving hele vejen op. Michaelas tempo gør at de øvrige pilgrimme rasler fra.

De par gange jeg stopper for at tage billeder af de afbrændte skråninger, må jeg løbe op til hende for at holde trit.

Sådan som Michaela knokler på, vil jeg ha’ et billede af hende, lige inden hun når topplateauet. Derfor løber jeg op, så jeg står et par meter inden målstregen. Så kan jeg få mit billede og hun kan få lov at gå først over.

Så snart vi er kommet op, tilbyder en anden pilgrim at tage et billede af os.

Toppen af bjerget er fladt som et billardbord og der er vel en cirka 900 meter til nedstigningen fra bjerget starter. Vi vælger at holde et lille hvil, for at puste ud og få skiftet de svedige trøjer. Mere blæst heroppe!
Mens vi står og spiser et par kiks og drikker lidt vand, kommer en mand gående i følge med en stor krølhåret hund.
Vi gør klar til at gå videre. Flere og flere pilgrimme begynder at komme. De fleste virker lidt slidte at se til og mentalt trætte…
Nedstigningen er også stejl, men dog lidt mindre end opstigningen.
Vi er netop begyndt at gå nedad, da en firehjulstrækker kommer blæsende udenom os, med hornet i bund. En udmattet pilgrim, fanget midt på grusvejen, vil ikke ha’ en chanse. Med dén hastighed på en skråning med løst grus under hjulene, kan firehjulstrækkeren hverken styre eller bremse…

Gudskelov ser vi ikke nogen udsplattede pilgrimme!!!

Med nedstigningen overstået er resten af ruten flad som en pandekage. Grusvejen slynger sig blødt gennem landskabet. Lang, gruset og ikke synderligt spændende. Øde tærskede, muldløse marker. Stubbene står i fast, solsveden ler.
Vi er nu midt i en lang slange af pilgrimme.
Michaela’s fødder giver op og hun skifter til sandaler. Tempoet falder lidt. Vi passeres af mange og passerer et par stykker…
Møder en kvinde fra Sønderjylland, som fortæller en sjov historie om den hund vi så på toppen af bjerget. Den har gjort det til sin daglige rutine at følge med en pilgrim inde fra byen, op over bjerget, hen ad det øde stykke og så selv vandre tilbage igen.

Landskabet skifter først da vi når Rio Pisuerga.

Lige inden broen ligger en særpræget bygning:
San Nicolas de Puentetitero – Hospital de Peregrinos!
Selvom der holder en stor BMW ved siden af bygningen, er der lukket og øde.

Floden krydses af en meget smal bro.
En smuk bro, men som sædvanligt dårligt vedligeholdt.

Og selvfølgelig skal en stor sættevogn passere broen sammen med os!

På den anden side af floden, kommer vi ind i provinsen Palenzia. Resten af vejen ind til Itero de La Vega, går vi hånd i hånd langs floden. Et lille stykke på et par kilometer…
Det går op for mig, at jeg har lagt mine solbriller fra mig oppe på bjerget, da jeg skiftede trøje. Pokkers!!!
For en solbrille må det være et godt sted at ligge. Masser af sol og en god udsigt.
Egentligt ikke overraskende. Jeg glemmer altid mine solbriller, eller får knust dem på én eller anden måde.

Pludseligt kommer en mand kørende og stikker en håndfuld tomater ud af sideruden. Dejligt solmodne, men han vil ikke ha’ penge for dem. “Gaver til Pilgrimmene…”. Efter at ha’ set på mandens fingre, og oplevet Spaniernes meget afslappede forhold til dét at vaske hænder, beslutter jeg at takke ja til tomaterne og så nøjes med at krænge indmaden ud og spise dén. Generelt er de lokale langs pilgrimsruten, meget flinke og hjælpsomme. Med tanke på mængden af vandrende pilgrimme, synes jeg de fortjener ros!
Også denne bondemand, som bruger tid og rescourcer på at køre rundt med tomater. Og de smager skønt!

Michaela lider med sine fødder, hele vejen fra bjerget. To vabler under trædepuderne er sprunget, og det føles som at gå på søm.
Fornuftigt nok beslutter vi at blive i byen, så fødderne kan hvile lidt.

Det første vi ser i byen er en næsten tom restaurant, hvor vi beslutter at spise, så snart vi har fundet et herberg.
Vi finder et herberg. Et meget øde herberg… Døren er åben, men der er ikke en levende sjæl noget sted.

Kigger i gæstebogen, som ligger åben. En rosende omtale af stedet på Dansk!
Vi beslutter at blive.
Lader vores oppakning ligge og går tilbage til restauranten, som nu pludseligt er proppet med pilgrimme.
Heldigvis lykkes det for os at kapre et bord på terrassen, og at kapre en servitrice.
Vi får begge en rigtig god og stor portion Salado Russo. Perfekt!
Slapper af. Intet hastværk. Vi skal jo ikke videre i dag. Ekstra cola og kaffe, inden vi går tilbage mod herberget.
Der er nu kommet en mand, så vi kan blive skrevet ind. Et Fransk par har snuppet herbergets eneste dobbeltværelse, så værten tilbyder os istedet en seksmandsstue for 7 euro, hvor vi ellers skal betale 5 euro for at dele med 4 andre. Vi tager seksmandsstuen, hvilket værten begyndte at fortryde, efterhånden som han blev nødt til at sende ankommende pilgrimme videre til andre herberger.
Sagde ja til også at spise på stedet. Herberget har en mikroskopisk lille restuarant, med fire borde. Vores værelse ligger på førstesalen i bygningen. Når man kommer op af trappen, kommer man først ind i et lille fællesrum, en forstue hvor der er tv – 12″ OG på Spansk…, nogle bøger og spil. Finder en bog af Dan Brown: Digital Fortress. En noget tyndbenet skrivende forfatter, i mine øjne, men vil være rart at HA’ noget at læse i. De forskellige soverum, er sideværelser til fællesrummet.
Michaela og jeg beslutter at putte lidt sammen i overkøjen en times tid, hvorefter jeg står op og klarede mine faste ritualer med at vaske lidt tøj og ordne vores støvler. En lille killing blander sig ihærdigt!

Efter at have klatret rundt på mig et stykke tid, lægger den sig over til Michaela og på killingemanér begyndte den at ville sutte. Plejer at være et tegn på et være taget for tidligt fra moderen. Lidt efter falder den dog til ro, liggende tæt ind til Michaela.

Det nyder de begge to og får sig en lille lur ekstra.

Må ud og se på byen. Vi spadserer igennem byens gader, hvilket er hurtigt overstået. Omtrent tyve minutter…
Indenfor i den
lokale kirke. Mod behørig betaling, kan vi tænde en lysdiode i enden af en hvid plasikdåse, forklædt som stearinlys under tyk acryl, og høre lidt salmesang fra en opstillet ghettoblaster…
Noget af en stemningsdræber…

Cool Business!

Ind i en lille forretning og købe vand til morgendagens vandring og et stykke af den lokale gedeost. Dejlig fast og holdbar, men ikke meget smag…

Tilbage til herberget for at spise. Et hold Franske pilgrimme er startet med at spise før os, så vores vært giver os resterne af deres Paella, spædet op med kolde ris. Så det bliver virkeligt kedeligt
Serveringen foregår med at smide tingene på bordet foran os. Bestik, tallerkner, glas. Alt kommer flyvende ind fra lav højde.
Tror såmænd bare at det er hans stil.
Heldigvis is og et par flotte æbler til dessert.
Af uransaglige årsager bliver jeg ved med at slå over i Fransk, når jeg skulle tale med værten, hvorfor han ender med at betragte mig som dyyybt debil. Alligevel hiver han noget hjemmebryg frem, som vi skal smage.

Ser giftigt og grumset ud, men smager som mjød med lidt ekstra kanel. Filtreret for grums, helt klart et julehit!

Da vi har rumplads nok, har jeg pakket alt ud af rygsækken.
Ting jeg absolut ikke behøver er: Trangiaen, plastikbestikket, opvaskegrej, Nescafé, thebreve og de to store plastkrus.
Mest fordi det fylder…
Havde det været koldt og vinter, så havde det kunnet bruges…

Bliver mørkt udenfor. Byens knægte kører knallertræs gennem gaden nedenfor. Beslutter at sove med lukket vindue.

Hornillos del Camino – Castrojeritz Mandag d. 11 september 2006.

VENGA, VENGA, VENGA…!!!

En ældre, højlydt, ivrigt gestikulerende kvinde, vækker os alle med sine høje råb. Klokken er 6 om morgenen og hun har øjensynligt travlt med at få os vækket og smidt ud. Det er jo mandag morgen og rådhusets lokaler skal benyttes til deres oprindelige formål klokken 8.

Morgensøvnige haster vi med at pakke sammen og komme ud af . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 3.]]> << Dagbogen – Oversigt

Hornillos del Camino – Castrojeritz
Mandag d. 11 september 2006.

VENGA, VENGA, VENGA…!!!

En ældre, højlydt, ivrigt gestikulerende kvinde, vækker os alle med sine høje råb. Klokken er 6 om morgenen og hun har øjensynligt travlt med at få os vækket og smidt ud.
Det er jo mandag morgen og rådhusets lokaler skal benyttes til deres oprindelige formål klokken 8.

Morgensøvnige haster vi med at pakke sammen og komme ud af rummet. Ud på gaden med uglet morgenhår
Vejret er stadig godt, så beslutter at komme afsted. Ruten har samme beskaffenhed som i går, men en lille smule mere kuperet.
Michaelas vabler giver ondt fra sig igen, efter cirka fem kilometer, så hun skifter over til sandaler. Sandalerne er gode for de vabler som opstår i vandrestøvlerne, men til gengælde får hun så nogle andre vabler under trædepuderne.
Denne dag møder vi langt flere pilgrimme på turen, da vi var startet lidt tidligere.
Møder også en fårehyrde, der følger fårene rundt på de nyhøstede marker.

Da vi når frem til Hontanas, spiser vi en sandwich og får plejet fødder.

En varm dag! Jeg skal virkelig passe på ikke at dehydrere. Ved af gammel erfaring, at det er min værste fjende.
Fortsætter videre mod Castrojeriz. Stadig meget varmt.
Michaelas fødder har det absolut ikke godt og hun frygter at hele fodsålen er én stor vabel.
Det føles som om der er meget vandring på asfalt denne dag, eller også skyldes det at jeg er bekymret over Michaelas fødder…

Inden vi kommer frem til Castrojeriz, passerer vi ruinerne af Convento de San Anton… Ligger som et kæmpekloster, der forgæves har forsøgt at standse strømmen af pilgrimme. Det var følelsen det gav mig, som det lå der, et kæmpemassiv, ovenpå den smalle vej, der snoede sig mod Castrojeriz. Som om vejen ubønhørligt har pløjet sig igennem bygningen. Forresten er der også tilknyttet et herberg til stedet, men opdagede det først i det øjeblik vi havde passeret.
Vi fortsætter.

Det er lidt specielt at nærme sig Castrojeriz. Det er jo begyndelsen på Mesetaen…

Landskabet omkring er generelt fladt, men det første man bemærker er en gammel borgruin, liggende på toppen af et lille bjerg, med byen liggende nedenfor ved bjergets fod.

Vi finder frem til et virkelig godt herberg!
Ordentligt, rent og med en tilhørende lille campingplads. Dog uden gæster.
Indehaverne viser sig at være Hollændere og det var glædeligt muligt at føre sig frem på Tysk, Fransk, Engelsk og for Michaela, på Hollandsk.
Indlogering finder sted i en stor hal med køjesenge. Over to meter mellem sengene…, så rigtig god plads.
Michaela ta’r en lille lur, men jeg vasker vores tøj, ordner vores fodtøj og selv tager et bad i de udmærkede badefaciliteter. Standard som en god Dansk campingplads.
Efter at Michaela var vågnet, går vi ind og får vores stempler i Pilgrimspassene og bliver indskrevet på stedet.
Slapper lidt af og går dernæst ned i byen for at spise. Det viser sig lidt vanskeligt at finde…
Imens finder vi så en butik, hvor Michaela køber sig en bøllehat, en håndfuld Caminomærker og mere solcreme, og jeg får mig et par letvægtssandaler…, og nok så vigtigt får vi endeligt et detaljeret kort over hele Caminoruten.
Må forhøre hos en lokal beboer, hvor der er mulighed for noget at spise…
Finder stedet, som har været et tidligere druepresseri…, men da jeg er ikke ekspert i druepresning…, så måske noget andet. Meget hyggeligt. Der bliver spillet dæmpet Irsk folkemusik. Pilgrimme bænket over det hele og en lokal luder med kraftig make-up og klædt i opslidset, stærkt rød kjole. Har pilgrimme råd til den slags?

Menuen til syv euro, bestod af tun, tomater, oliven, ærter, æg og asparges med brød til. Smager godt. Hovedretten er to skiver saltet skinke med kartoffelskiver. Drikker vand til, som er inkluderet i prisen. Kan anbefale stedet.
Derefter hjem til herberget, børste tænder og så i seng.