Santiago de Compostela – Helsingør Lørdag d. 30 september 2006.

Vi feder den i vores underkøjer, indtil 08:30. De sure fødder var heldigvis væk! Op og i et nødtørftigt bad. Det er sidste chance for at være peregrino Imens min sorte t-shirt får en tur i tørretumbleren, spiser vi vores indkøbte croissanter. Udenfor øsregner det, men vi vandrer glad afsted. Jeg har min fikse lille skotskternede håndtaske med Måtte indkøbe en . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 22.]]> << Dagbogen – Oversigt

Santiago de Compostela – Helsingør
Lørdag d. 30 september 2006.

Vi feder den i vores underkøjer, indtil 08:30.
De sure fødder var heldigvis væk!
Op og i et nødtørftigt bad. Det er sidste chance for at være peregrino
Imens min sorte t-shirt får en tur i tørretumbleren, spiser vi vores indkøbte croissanter.


Udenfor øsregner det, men vi vandrer glad afsted. Jeg har min fikse lille skotskternede håndtaske med
Måtte indkøbe en billig ekstrataske, for at få plads til alt.
Har efterladt den særligt indkøbte batterioplader og lagnet jeg havde fået af den søde pige. Troede først at hun var Spanier, men viste sig at være Tysker bosiddende i Bruxelles…
Kameraet er åndsvagt igen. Skyldes regnen. det har haft et hårdt år, med Skåneleden og Caminoen.

Michaela er ikke helt frisk. Har lidt feber.
Mens vi sidder på busstationen og venter, er hun helt blank i blikket.
Busturen til lufthavne tager kun tyve minutter.
Vi er mange som skal med RyanAir.

Klokken 13:40 slipper vi startbanen i vores Boing 373-800, med kurs mod London. Flyet er vel ca. 90% fyldt.
Der er tre stewardesser. Den ene, en kemisk blondet model, taler et hamrende dårligt Engelsk, så hun passer selvfølgelig mikrofonen…
Men jeg får mig et kæææmpe krus kaffe og Michaela tager sig en sjælden cappucino i håb om at det kvikker hende lidt op.
Stille og rolig tur.
14:50 begynder det så småt at gå nedad mod Stansted.
Vi får lidt lang ventetid, før vi skal videre.

Bruger ventetiden på at kigge på mennesker i lufthavnen, og drikke en enkelt god øl og spise lidt mad.

19:33 har vi take off. En EasyJet AirBus A319. Sidder på næstbagerste række. Vi er begge lidt trætte.

Lander i København og her starter bøvlet så…
Michaelas baggage er ikke bare ødelagt. Den er veritabelt flået i stykker. Og det endda selvom den blev checket særligt ind i Stansted, som rygsække!!!
Vi samler stumperne og henvender os til EasyJet. Der skal udfyldes nogle formularer, hvilket lykkes trods ekspedientens åbenlyse manglende rutine.
Da vi beder om en kvittering for hvad de har skrevet på listen over ødelagt og tilskadekommet udstyr, får vi at vide at sådan én kan vi ikke få. Hvor er så vores sikkerhed for at vi kan bevise at vi har rapporteret til EasyJet?
Den unge ekspedient bliver grov og spørger hidsigt om vi beskylder ham for at lyve…
Jeg ved ikke hvor han fik dén mærkelige idé fra, da det er et simpelt spørgsmål om vores retssikkerhed overfor EasyJet.
Han fatter det tilsyneladende ikke, men det gør hans chef. Ham snakker vi om problemet med og han giver os en skriftlig kvittering.
Michaela er selvfølgelig skidesur og ked af det.

Underligt at komme hjem på den måde!

Lykken er at det ikke var ved ankomsten dernede. Det havde spoleret hele turen.

Sidder i kystbanen. Svært at slippe den der peregrino-følelse, men skønt at kunne putte i vores egen seng.
I morgen er det dag for famillierne…

Buen Camino !

Santiago de Compostela Fredag d. 29 september 2006.

En fridag i Santiago! Står op ved 8-tiden og tager et dejligt varmt bad.

Vi skal ha’ hentet Michaelas ting og ellers lege turister. Vejret er godt, lidt køligt, men ok. Skal besøge det gamle marked, som vi passerede i går. Da var det lukket.

Nu er det åbent. Spændende at opleve et marked af denne type. Jeg er særligt . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 21.]]> << Dagbogen – Oversigt

Santiago de Compostela
Fredag d. 29 september 2006.

En fridag i Santiago!
Står op ved 8-tiden og tager et dejligt varmt bad.

Vi skal ha’ hentet Michaelas ting og ellers lege turister.
Vejret er godt, lidt køligt, men ok.


Skal besøge det gamle marked, som vi passerede i går. Da var det lukket.

Nu er det åbent. Spændende at opleve et marked af denne type. Jeg er særligt interesseret i de forskellige typer fisk.

Pludseligt åbnes alle sluserne fra oven. Det øsregner. Helsdigvis er markedet overdækket, men for at komme videre er vi nødt til at investere i en paraply.
Får købt lidt figurer og souvenirs til den øvrige famillie i samme omgang.

Finder en lille café og vælger at vente og se om regnen tager af.
Det bliver til et par kopper kaffe.

Tager turen i det nye storcenter igen. Spiser på pizzariaet igen, men denne gang pasta. Igen godt og denne gang uden røg.

Hjem til herberget med indkøbene. Det er blevet til cola, croissanter så vi har til i morgen tidlig, sprut og Michaelas indkøb.

Vi har virkeligt fået koblet af i dag.

Monte do Gozo – Santiago de Compostela Torsdag d. 28 september 2006.

Stod stille og roligt op lidt i syv. Alle batterier er friskt opladte. Morgenmaden i fred og ro og hygge. Den sidste ost, brød, tun i rygsækken

Vi skal ind omkring det officielle pilgrimskontor med vores pilgrimspas, så vi kan få et ægte pilgrimsdiplom. Regner med at være der klokken 11. Udenfor er det gråt og småregner, men . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 20.]]> << Dagbogen – Oversigt

Monte do Gozo – Santiago de Compostela
Torsdag d. 28 september 2006.

Stod stille og roligt op lidt i syv.
Alle batterier er friskt opladte.
Morgenmaden i fred og ro og hygge.
Den sidste ost, brød, tun i rygsækken

Vi skal ind omkring det officielle pilgrimskontor med vores pilgrimspas, så vi kan få et ægte pilgrimsdiplom.
Regner med at være der klokken 11.

Udenfor er det gråt og småregner, men vores humør er til gengæld fyldt med solskin. Bedre end hundenes…
Som på det meste af turen faktisk.

Selvom det er et hårdt dyreland, så har Michaela og jeg virkelig nydt denne tur!

Passerer statuer og monumenter på vej ind i byen.
Finder et herberg, Albergue Acuarius. Lidt rigeligt Christiania-agtigt for mig, men Michaela er vild med det. Så vi bliver her
Kæmpestor sovesal, med mange tætstillede køjesenge.
Vi dropper rygsækkene på et par sammenstillede underkøjer.

Pilgrimskontoret ligger ikke så langt fra kirken.
Vi stiller os op i den enorme kø, da klokken netop er blevet 11:15.

Det er tydeligt at stemningen er helt euforisk og samtidig præget af en vis mængde alvor.
Dette er et meget vigtigt punkt for mange.

45 minutter tog det. Og så fik jeg ovenikøbet et Second Grade Bevis!
Et “Du er ikke lige så meget værd som os andre”-diplom!
Grimt papir og grimt tryk, blot fordi jeg ikke ville lyve om hvorvidt jeg er religiøs eller ej.
Pigen ved disken, som betjente mig blev udpræget fjendtlig da hun så hvor jeg havde sat mit kryds. Finke!!!
Hævnede mig ved at anføre at min begrundelse for at gå turen er, at jeg er Viking som sonderer muligheden for rov på ruten
Ja, det er også barnligt

Heldigvis fik Michaela et “Rigtigt diplom”, så nu har vi ét af hver!
Det er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med, selvom jeg endnu engang blev bekræftet at jo større religion, jo mindre sko…
Men vi kender jo dog lidt til religioner i min famillie, så overrasket??? Næh…!
Den søde veninde, som tidligere har foræret mig et lagen blev enormt fortørnet på mine vegne på pilgrimskontoret. Men intet hjalp det. Ekspedienten snerrede blot af os!

Efter at ha’ modtaget diplomerne kan vi lige netop nå over i kirken, hvor Pilgrimsmessen skal til at starte.
Proppet med mennesker.

Messen er et kæmpe skuespil på flere sprog. Kan være flot og betagende, men jeg bliver altid lidt utilpas ved den forlorenhed jeg føler, når sådan noget starter…
En kirke som vælter sig i guld, ædelsten og rigdomme og som mener at den har ret til at diktere mig mine meninger…
En nonne sang virkeligt smukt.
Tydeligt at utallige pilgrimme var utroligt rørt. Det kan jeg forstå!
For mange en stor overvindelse, en stor sejr at nå hertil.
Optrinnet ved det kolossale alterområde er til at følge på store skærme, opsat ned gennem kirken. Et meget smart system.

Langs væggene sidder der gamle præster i skriftestolene og ser fjerne ud i blikket.

Hele messen afsluttes med svingningen af den enorme sølvbeholder, fyldt med røgelse.
Et meget berømt optrin, hvis oprindelse jeg desværre ikke har styr på…

Dernæst muligheden for en katolsk velsignelse og en oblat.
Den mulighed greb jeg. Den greb vi begge. Jeg følte jeg ville ha’ lidt kompensation for det billige papirdiplom jeg var spist af med.
Den melede oblat klistrede sig uhjælpeligt fast i ganen. Følger der ikke normalt rødvin med???

Så rundt og se kirkens indre. Historisk meget interessant og selvfølgelig meget præget af pilgrimme og korsriddere.
Især at se den oprindelige Sct. Jacob. Ifærd med at udrydde Maurer…

Også den obligatoriske omfavnelse af hans guldstatuen i kirken.
Og se Sct. Jacobs sølvkiste…

Må være tid til en toast et sted i byen.
Foran kirken er der et liv af mennesker og små grupper, der opfører skuespil.
En anden pilgrim er så venlig at foreslå, at tage et billede af os foran kirken.

Vi finder et lille sted, hvor de ovenikøbet er kyndige i Spansk, Engelsk, Tysk og Fransk. Findes den slags i Danmark ?
Søde og hyggelige og en god toast.

Så utallige butiksbesøg.
Santiago er en spændende og meget flot by at gå rundt i.

Michaela finder sig nogle ting, blandt andet et meget smukt armbånd med små blå sølv-muslingeskaller.
Og en taske, som hun ønskede sig meget!
Falder i snak med flere andre pilgrimme på de små cafeer.

Ikke langt fra vores herberg, ligger der et kæmpestort meget moderne center. Nyt og lækkert!
I centeret fandt hun et par pæne støvler med kort skaft og høj hæl.

Armbånd, taske og støvler er altsammen bestilt til afhentning i morgen.

Og så der søreme også et rigtigt pizzaria!!!
Da der jo er tale om en Dansk nationalret, må vi absolut prøve hvor gode pizzaerne er, nu da det endelig ikke er micro-pizzaer.
Vi sætter os, bestiller grill-pizzaer og drikkevarer, og venter.
Og venter…
Og venter…

Pludselig bliver pizzariaet fyldt med røg og pizzabageren løber forvirret frem og tilbage med en kulsort pizza.
Vores pizzaer var absolut overgrillede
Som regel synes jeg at pizzaerne hjemme i Danmark skal ha’ 5 minutter ekstra, men dette var måske lidt rigeligt
Vi måtte pænt vente, men fik så lidt ekstra at drikke.
Og det var ventetiden værd!
De bedste pizzaer jeg om muligt nogensinde har smagt!
Kommer man til Santiago, så er dét stedet at gå hen!!!
Sluttede af med to Irish Coffee med rigtig flødeskum. Lækkert og hamrende hyggeligt. Det giver jo altid en god stemning!

Hjem til herberget og gøre klar til at gå til ro.
En fed snorkende mand ligger med sine fødder ind mod mig. De er nok det mest gustent sure jeg i mit liv har oplevet. Han er ikke til at vække og når han et kort øjeblik fjerner fødderne, går der ikke længe før de er tilbage. Selv med ryggen til er deres hørm markant!
Michaela hjælper mig til at slappe lidt af.

St. Irene – Monte do Gozo Onsdag d. 27 september 2006.

Klokken er 06:30. Springer ud af sengen. Strømmen er heldigvis kommet igen. Michaela vågner og klager over stanken. Hun er overbevist om at en af de andre pilgrimme må ha’ kastet op… Viser sig at det er nogle andre pilgrimme som laver varm morgenmad. Jeg klargør til gengæld vores indkøbte croissanter.

Udenfor er det bælgmørkt, meget diset . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 19.]]> << Dagbogen – Oversigt

St. Irene – Monte do Gozo
Onsdag d. 27 september 2006.

Klokken er 06:30. Springer ud af sengen.
Strømmen er heldigvis kommet igen.
Michaela vågner og klager over stanken. Hun er overbevist om at en af de andre pilgrimme må ha’ kastet op…
Viser sig at det er nogle andre pilgrimme som laver varm morgenmad.
Jeg klargør til gengæld vores indkøbte croissanter.

Udenfor er det bælgmørkt, meget diset og trafikken er tæt.
Efter croissanterne hanker vi op i vores udrustning. Kommer afsted.
Som sagt bælgmørkt og diset. Starter med at følge landevejen. Et sted misser vi åbenbart Caminoskiltene, for vi er kommet væk fra ruten. I pandelampens skær gransker jeg kortet. Der er ingen problemer i det. Ganske vist følger vi ikke selve ruten, men vi kommer til at ramme den igen lidt senere og så tror jeg tilmed vi har sparet en lille kilometers penge…
Rigtig nok. Lidt efter ser vi andre pilgrimme krydse vejen. Vi er tilbage på ruten og har indhentet nogle af dem, som gik før os!
På den anden side var en del af vores vandring langs landevejen absolut livsfarlig.
Disen er stadig tæt. Som små tætsvævende vanddråber. Vandrer gennem områder med delvist afbrændt skovbund. Giver et meget eventyragtigt indtryk, det hele.

De sidste par dage har det været eucalyptustræer, og de skal vist brændes lidt af engang imellem…
Terrænnet begynder guddødemig at bliver kuperet igen.
Kameraet driller i tågen. Pokkers!!!
Min akillessene giver også brokker fra sig. En gammel skade.
Flere meget stejle stigninger på asfalt.
Efter noget tid er vi nu nået til lufthavnen. Signalmærker og lys i den tætte dis. Stedet skriger på at blive fotograferet, men kameraet er ikke i humør.

Passerer en kæmpesten. Santiago siger den. Der er altså stadig 12 kilometer til byen…
De næste otte kilometer føles lange…, men endelig er vi ved Monte do Gozo.

Monumentet henligger i tåge, men kameraet er begyndt at live op.
Solen er så småt ved at bryde frem, nu her lidt før klokken 12.
Kan se ud over en del af Santiago. Byen er dækket af dis.
Herberget her er kæmpestort. Kæmpestort!
Sammenlignelig med en selvstændig by. Eget supermarked, vaskeri, cafeteria og restaurant, souvenirbutikker og meget mere. Meget af det under ombygning…
Selve herberget åbner først for indkvartering klokken 13:30, så vi slår de mellemligende 1½ time ihjel på cafeteriaet.
Klokken 13:30 er der kommet mange pilgrimme.
En ung frisk Spanier står for indkvarteringen. Han er tilmed ret skrap til Engelsk og giver den med vittigheder og det hele. Ikke alle kan helt følge ham
Værelserne er til 8 personer. Vi får anvist vores senge og bygger så vores rede…
Solen er endelig brudt igennem. Der er nu kun spredte skyer på himlen, men det er stadig lidt køligt.
Beslutter at gå en tur ud til pilgrimsmonumentet.

To store bronzepilgrimsstatuer. Gode udsigtmuligheder over byen.
Forgæves prøver vi at finde en græsplet, hvor vi kan lægge os. Umuligt. Der er affald, tilmed menneskelort over det hele…
Der er internetforbindelse fra cafeteriaet, så vi bekræftede vores flybilletter og sendte email-opdatering til dem derhjemme.
Lidt en underlig følelse at skulle starte på turens sidste etape.
Klokken 20 gik vi til aftensmad. Standard cafeteria som på enhver Dansk kaserne.
Et par klasser med 7 – 8 klasses elever har lejrskolestemning.

Alt er nu klar, så vi kan tage de sidste kilometer ind til selve Santiago i morgen tidlig. Nyder en kop kaffe og skriver lidt og så er det under tæpperne.

Arzua – St. Irene Tirsdag d. 26 september 2006.

Jeg stod tidligt op, i bælgravende mørke. Har lavet et lille morgenbord til os igen. Køkkenet og spiseområdet ligner en svinesti. Der har siddet nogen og drukket/festet om natten og ikke ryddet op. Fundet en gryde, som jeg kan koge vand i.

Michaela står op. Flere folk indfinder sig. Spiser sammen med et Amerikansk par, der som andre Amerikanere . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 18.]]> << Dagbogen – Oversigt

Arzua – St. Irene
Tirsdag d. 26 september 2006.

Jeg stod tidligt op, i bælgravende mørke. Har lavet et lille morgenbord til os igen.
Køkkenet og spiseområdet ligner en svinesti. Der har siddet nogen og drukket/festet om natten og ikke ryddet op.
Fundet en gryde, som jeg kan koge vand i.

Michaela står op. Flere folk indfinder sig. Spiser sammen med et Amerikansk par, der som andre Amerikanere bliver glade for at kunne snakke med nogen. Bliver Amerikanere utrygge, hvis de ikke hele tiden har nogen at snakke med???
De gør kål på en del af vores gode grovkiks.

Vi nyder vores croissanter. Kæmpestore og gode. To til os hver.
Da vi står og pakker, kommer en sød pige og tilbyder at jeg kan få et stort lagen hun har, og ikke skal bruge mere…
Det må være tydeligt at jeg ikke får sovet så godt under herbergernes smågustne uldtæpper.
Jeg bli’r dybt taknemmelig og hun har en stor stjerne hos mig.

Udenfor er det tåget og klamt.
Da vi får startet holder vi et højt tempo, på en ret begivenhedsløs tur.

Klokken halv elleve letter tågen og solen stikker nu stærk og varm. Fugten gør det tungt.
Vi passerer endnu et mindesmærke for en pilgrim.

Dem er der flere af langs hele ruten…
Fortsætter gennem St. Irene og finder et herberg kort efter i Arca.
Der er over en time til det åbner, så vi sætter os og slapper af i solen.
I dag føles solen rigtig Spansk og vi lader den gennemvarme os.
Der er også ankommet et Portugisisk eller Brasiliansk par. De råber konstant af hinanden.
Da herberget åbner er vi stadig de eneste fire.
Mens vi sad udenfor, passerede der utallige pilgrimme. Enkelte kendte vi fra tidligere.
Tager en køjeseng. Under, over. På 1′ salen.
Jeg tager et bad og Michaela slapper af med sin sudoku.
Begynder at blive lidt småsulten. Vi spiser.
Michaela vil lige ha’ et bad inden, men nu er der ikke mere varmt vand

Sætter os ved stenbordene udenfor.

Landevejen løber lige forbi. En del trafik og de kører hurtigt. Der kommer stadig pilgrimme forbi.
Menuen er cola, brød og tun.

Tager en lille gåtur i omegnen. Herberget ligger ikke umiddelbart i nogen by, men mere med små klatter af bebyggelse omkring sig.
Har ikke gået ret langt før en lille hidsig køter laver udfald mod os.
Knæler ned og prøver at lade den komme til mig og få snuset lidt. Det viser den ikke den fjerneste lyst til. Tydeligt bange for mennesker.
Griner lidt af den og da jeg kigger over mod Michaela benytter den chancen til at lave et angreb mod mine ankler.

Jeg tager et par skridt hen mod den, hvorefter den piler flere meter tilbage, for derefter at bjæffe endnu mere hidsigt…
Det jeg finder mest latterligt er at hundens mennesker i mellemtiden står og glor, måske småfnisende uden at gøre noget.
Først da jeg alvorligt lægger op til at benytte hunden som fodbold, iklædt mine solide vandrestøvler, griber de ind og forsøger at kalde den til sig. Det kan de ikke og en mand sparker selv til hunden og tager den så op.
Spaniere og dyr… Det er sgu’ en sørgelig blanding. Mest for dyrene…
Vi går videre. En lille kilometer længere fremme gentager scenariet sig. Ud fra en gårdsplads kommer et kobbel hunde løbende, højt galpende.
De har køternaturen med at larme højt og voldsomt, men at bremse angrebet mens de stadig er på sikker afstand. Forsøgsvis bukker jeg mig ned og samler en sten op. Dén kender de, for de rykker uvilkårligt et par meter tilbage.
Så snart vi vender ryggen til dem angriber de og vil meget gerne ind og bide i vores ankler.
Jeg vender mig hurtigt og de piler væk.
Jeg knæler ned og venter stille.
Èn af hundene kommer langsomt krybende nærmere. Den er tydeligt interesseret i at se hvem jeg er for én, men den er også ganske nervøs. Jeg lader den snuse til mig uden at gøre noget. Det er en gammel hund. En terriertype. Det ene øje er helt mælket og begge øjne er betændte. Mangler et par tænder…
Slikker mig nervøst på fingrene.
Da jeg forsigtigt rejser mig, løber den tilbage til de andre hunde. De stod nysgerrigt og kiggede imens.
Da vi begynder at gå, starter de ved gud forfra!
Irriterende…
Jeg samler en sten op og det holder dem lidt på afstand.
Efter et stykke tid stopper de med at følge efter og nøjes med at stå og galpe efter os.
Føler de mennesker overhovedet et ansvar for deres dyr???

På den anden side, så opdager jeg en Spanier som er ude og gå en tur med sin ko. Hans kone står imens , med hænderne i siden og kigger efter ham…

Kommer til at tænke, at indbegrebet af en Rigtig Spansk Hombre, må være en mand som skal overpisse bræt, kumme og gulv, ikke trækker ud og ikke vasker hænder…
SUK!

Finder en kro-restaurant-hotel. Køber cola og kaffe og læser lidt i kulørte Spanske blade.
Beslutter at blive og vente, så vi kan spise aftensmad i restauranten.
Hyggelig pæn restaurant. Jeg får et stykke kalvekød med pommes frittes, vand og et enkelt glas vin.

Godtnok var der påført brød, som vi aldrig havde set og en hel flaske vin på regningen, men det blev ordnet uden problemer. Jeg synes faktisk godt om stedet.
Da vi går, køber vi nogle croissanter og noget vand, så vi har til i morgen.

Turen hjem måtte foregå langs den store asfaltvej i mørke. Gælder om at være vågen og gå heeelt ude i vejkanten, for det vrimler med racerambitiøse Spaniere.

Tilbage ved herberget opdager vi at alt er mørkelagt. Strømmen er gået. Og heller intet vand!
De fleste havde taget konsekvensen og lå allerede og sov.
Vi vælger at gøre det samme.

Melide – Arzua Mandag d. 25 september 2006.

Vågner op, arm i arm. Efter vi er kommet op, går vi ned i køkkenet for at ordne lidt morgenmad. Sidder sammen med de Tyske piger. Deres humør er lidt presset. De har regnet forkert på deres dagsetaper, så de er nødt til at få klaret 31 kilometer. Det gør at de så er fremme i Santa Irene og derfra kan tage den . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 17.]]> << Dagbogen – Oversigt

Melide – Arzua
Mandag d. 25 september 2006.

Vågner op, arm i arm.
Efter vi er kommet op, går vi ned i køkkenet for at ordne lidt morgenmad.
Sidder sammen med de Tyske piger. Deres humør er lidt presset. De har regnet forkert på deres dagsetaper, så de er nødt til at få klaret 31 kilometer. Det gør at de så er fremme i Santa Irene og derfra kan tage den sidste etape ind til Santiago.
Det bliver ikke sjovt for dem. De får vores lykønskninger og nogle varme knus med på vejen. Formentlig ser vi dem ikke igen. Lidt vemodigt.

Havde glemt at jeg i aftes havde taget mit tøj ind og pakket det ned, så da jeg her til morgen gik ud til tørresnoren, troede jeg at det hele var stjålet. Underdrenge, sokker, trøjer, selv klemmerne…
Jeg fik klaget og jamret min nød til alle, inden jeg opdagede at jeg altså stadig havde det hele. Pinligt. Fik vist liiige lidt for mange øl i går

Vi vil ud på terrassen og gøre os færdige.
Ved udgangen står en helt stivnet kvindelig pilgrim. Der er tydelig angst i hendes øjne. Foran hende, i døren står en højbenet, mager og forhutlet hund. Den ser lidt beklemt ud.
På rystende Tysk, fortæller kvinden at hun er angst for hunde. Jeg kalder på hunden, som begynder at logre. Efter at den har snuset til mine fingre, skubber jeg den ud og lokker den med mig hen til bænken, så døren er helt hundefri.
hunden og jeg deler lidt brød. Jeg har mig pludseligt en meget trofast hund.
Viser sig at den hører til nogle unge Spaniere, en gruppe på fire – fem personer. De passer den absolut ikke særlig godt og den må blot klare sig selv udenfor herberget. De er en underlig gruppe. Virker lidt tresseragtige i deres opførsel og påklædning, men slummede på en dårlig autonom måde.
Og så vader de afsted med en indkøbsvogn!!!
Ikke synderligt praktisk i mine øjne. En indkøbsvogn er absolut ikke terrængående. Og så larmer det helt vildt!!!
Himlen er grå og tung og lover regn.

Vi er hurtigt ude af byen og på vej.
Turen går hurtigt.

Kuperet og skiftende terræn. Min trofaste marathon-negl giver ondt fra sig.

Klokken er lidt i tolv og vi er fremme i Arzua. Det er tid til en sandwich mixte, cola og kaffe. En lille 6 måneder gammel pige, har fuldstændig slugt Michaelas opmærksomhed.
Vi står i køen ved herberget og venter. En særdeles striks Spansk mutter anviser pladser. Det gør hun fuldstændigt diktatorisk. Begynder folk selv at vælge eller rykke rundt, bliver hun hysterisk.
Gimpe!!!

Vasker tøj i hånden. Jeg får kigget på min tånegl som er rigtig pænt blå
Føler mig en smule kronisk træt for tiden. Har sovet for dårligt i flere dage. Jeg mangler den sovepose… Så kan jeg jo lære det, kan jeg!!!
Arzua er en lidt større by. Det vil sige flere biler og flere butikker.
Michaela finder flere sko/taske butikker, som vi kigger ind i.
Også en “Alt muligt ragelse” butik.

Køber fire croissanter i supermercado, juice, frugt og kiks.
Noterede mig i supermercado’ets vinafdeling, at der udelukkende er Spansk vin.
Stakkels Spaniere!
Ved en lokal bager supplerede vi med et halvt rundt brød, for 50 cent – Billigt!

Spiser frokost på en lille hyggelig restaurant. Sallado russo og cola. En enkelt kaffe tilsidst.
Snakker om at det vil være genialt at opstille kaffeautomater langs ruten, hvor man kan få ordentlige størrelser kaffe i termokrus med låg.
På vejen tilbage til herberget kommer vi gennem en lille plads, beplantet med træer. Et tæt kor af fugle dominerer hele lydbilledet. De sidder i de tætte trækroner i mørket og synger melodisk og højt.
Michaela optager lyden på sin telefon.
Klokken er 21, da vi er tilbage på herberget.
Går til ro. Jeg er virkelig træt.

Palais de Rei – Melide Søndag d. 24 september 2006.

Står op, efter at ha’ sovet smådårligt. Frosset en stor del af natten, under et tyndslidt lyserødt uldtæppe. Herbergsmadammen begynder at koste rundt med os tilbageværende pilgrimme. På et tidspunkt får jeg nok af hendes råberi, så jeg går hen mod hende og fortæller hende min utvetydige mening om hendes opførsel og personegenskaber. På højt, klart, umisforståeligt Dansk. Hun er vist . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 16.]]> << Dagbogen – Oversigt

Palais de Rei – Melide
Søndag d. 24 september 2006.

Står op, efter at ha’ sovet smådårligt. Frosset en stor del af natten, under et tyndslidt lyserødt uldtæppe.
Herbergsmadammen begynder at koste rundt med os tilbageværende pilgrimme.
På et tidspunkt får jeg nok af hendes råberi, så jeg går hen mod hende og fortæller hende min utvetydige mening om hendes opførsel og personegenskaber. På højt, klart, umisforståeligt Dansk.
Hun er vist helt klar over budskabet, for hun bliver helt tavs og lader os være i fred resten af tiden.

Det regner…, igen…, stadig…
Ud og afsted.
Begivenhedsløs tur, eller også blokerer jeg lidt for indtryk.
Da vi når Casanova bliver regnen voldsommere, så jeg trækker selv i regnslaget.
Michaelas bækken har det bedre. Nu kun lidt bøvl med det ene skulderblad.
Provianten på etapen er Twix-kiks og cola. Sundt og nærende…
I en lille by har en husejer lavet sin egen Camino-vejviserpil.

Er fremme i Melide klokken 12.
Herberget åbner først klokken 13, så vi har en time at slå ihjel. Er gået ind på en lille café og drikker lidt kaffe, cola og spiser et par croissanter.
De Danske piger, vi havde mødt i Carrion de los Condes er her. Den ene er desværre syg, så de har taget et hotelværelse i et par dage.
Får en overkøje og en underkøje på herberget.
De tyske piger er her også. Mens jeg sidder udenfor, under halvtaget og ordner vores støvler, får jeg en snak med den ene af dem. Alt deres tøj, sko, udrustning er drivvådt, så de er lidt misundelige på vores regnslag og at vores støvler holder tæt. Det gode gamle, underkendte læderolietrick!!!
Begge piger er ikke alt for godt gående. Deres muskler er ømme og deres våde støvler er ødelæggende for fødderne.

Jeg har forvandlet Michaelas underkøje til en blød hule. Et liggeunderlag langs væggen og et af regnslagene som afskærmning udadtil.

Vi benytter muligheden for lidt privatliv, til at putte sammen i et par timer.

Og så blev det tørvejr og solskin!!!
Går lidt rundt i byen og får stemplet i den lokale kirke.
Mange butikker er lukkede. Formentlig fordi der skal foregå en eller anden større officiel begravelse.
Spiser aftensmad på Café Chaplin og jeg får taget lidt godt for mig af øllene. Måske fordi jeg synes det har været en lidt “skæv” dag???
Tilbage på herberget lægger vi os sammen. Jeg overnatter hos Michaela i underkøjen. Ikke meget plads, men det er varmere.

Portomarin – Palais de Rei Lørdag d. 23 september 2006.

Sovet godt. Det har vi begge. Udenfor storregner det. Michaelas tøj, som hang ude i nat må en tur i tørretumbleren. Det tager selvfølgelig lidt tid, så vi er sent afsted. Klokken er cirka 9. Endelig er vi afsted.

Starten er let stigende indtil vi når Venta de Narón. Vi holder et par småpauser undervejs og . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 15.]]> << Dagbogen – Oversigt

Portomarin – Palais de Rei
Lørdag d. 23 september 2006.

Sovet godt. Det har vi begge.
Udenfor storregner det. Michaelas tøj, som hang ude i nat må en tur i tørretumbleren. Det tager selvfølgelig lidt tid, så vi er sent afsted.

Klokken er cirka 9. Endelig er vi afsted.

Starten er let stigende indtil vi når Venta de Narón.
Vi holder et par småpauser undervejs og inhallerer et par dåsecolaer. Når Michaela tager rygsækken af, vakler hun rundt. Hun har vænnet sig til at ha’ de 10 kg. på ryggen hele tiden
Møder vores Amerikanske venner igen. Vi har fået en høj stjerne hos dem, omgivet som de er af Spaniere og Franskmænd, som de ikke kan kommunikere ret meget med.
De næste 12 kilometer er svagt nedadgående.
Michaela tester en ny snøring af støvlerne, som giver lidt mere plads til bredden af hendes forfod. Tilsyneladende hjælper det…, eller også er hendes vabler endeligt hærdede…
Hele turen er præget af konstant regnvejr og Michaela tager hele turen indhyllet i sit regnslag.
De sidste 5 – 6 kilometer af etaperne begynder hendes tempo hele tiden at falde, fordi hendes krop begynder at protestere.
Jeg overtager hendes vandrestav på en del af turen, fordi hun følte at den generede hende. Især hendes bækken gør knuder.
Fremme i Palas de Rei.
Tager det første herberg vi render ind i.
Vi er indlogeret 11 personer i alt. Flest Franskmænd, et par Spaniere, to Tyskere…, og så lidt andre…
To WC, to bad og tre håndvaske.
De to Spaniere larmer selvfølgeligt mere end alle os andre tilsammen, og da jeg så også får flået min vandretrøje i stykker på hængelåsen på min egen rygsæk, får jeg et hysterisk anfald. Det giver ro i et stykke tid og det viser sig at Spaniere godt kan finde ud af åt åbne og LUKKE døre på en behersket måde, hvis de får besked på at de SKAL!!!
Og de kan samtale med normalt stemmeføring!!!
Indtager en toast på en lille bar, med en distræt ældre kvinde bag disken.
Små grupper af gamle mænd sidder rundt om. De spiller kort eller domino.

Går tilbage til herberget og lægger os lidt. Michaela falder i søvn i mine arme på tre sekunder.
De to Spaniere er igen begyndt at være højlydte, men denne gang er det de to Tyskere, som beder dem gå udenfor og diskutere færdig. Det virker.
Michaela og jeg er ikke de eneste som forsøger at få en lur.

Klokken er 19. Vi står op og går ud i byen. Nabostedet har spisemulighed, så vi får spagetti med tun og tomat og tilhørende brød.
Smager godt og varmt!
Det er moderen i køkkenet, faderen som står bag baren og datteren som står for bestillinger og servering.
De har en evnesvag søn, som sidder og hygger sig med at se fjernsyn.
Jeg drikker to øl til.

Det er nødvendigt at vi finder en pengeautomat, da vi kun har 12 euro tilbage tilsammen.
Gå lidt rundt i byen og finder en bank med hæveautomat.

Så tilbage til herberget. Michaela trænger til at hvile lidt mere ud.

I morgen er det en kort tur på kun 15 kilometer og vi passerer 50 kilometer stenen.
Vandringsmæssigt har jeg ingen gener, bortset fra at jeg synes det føles hårdt at skulle gå i det langsomme tempo.

Sarria – Portomarin

Fredag d. 22 september 2006. Står op 06:30. Michaela sover stadig. Jeg sniger mig ud i køkkenet og tilbereder et morgenbord til os. Da hun lidt efter står op, har jeg lavet kaffe, ingefær-the, juice, frugt, ristet brød og ost. En god og hyggelig måde at starte dagen på. Derfor trækker det vist også lidt ud med at blive færdige og komme afsted, men til slut står vi . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 14.]]> << Dagbogen – Oversigt

Sarria – Portomarin

Fredag d. 22 september 2006. Står op 06:30. Michaela sover stadig.
Jeg sniger mig ud i køkkenet og tilbereder et morgenbord til os.
Da hun lidt efter står op, har jeg lavet kaffe, ingefær-the, juice, frugt, ristet brød og ost. En god og hyggelig måde at starte dagen på.
Derfor trækker det vist også lidt ud med at blive færdige og komme afsted, men til slut står vi med rygsækkene på. Vejret er stadig lidt grå-råt og skiftende med lette byger.
Ikke noget problem når man skal vandre.

Terrænet er meget skiftende. Op, ned, op, ned. De sidste 8 – 10 kilometer til Portomarin er det til gengæld ensidigt stejlt nedad.

DAGENS VANDREBEGIVENHED!!!

100 kilometer stenen passeres.
100 kilometer tilbage til Santiago.
Vi stopper for at tage billeder. Jeg har gemt en dåsecola i rygsækken som jeg hiver frem, så vi på behørig vis kan skåle på begivenheden.
Lidt efter kommer et par pilgrimme, som stirrer forundret på os. Vi viser dem tallet på stenen og der falder vist en lille 5-øre. Ihverttilfælde stiller de sig også op og tager et par billeder.
Jeg synes at det er en helt fin ting at fejre nogle milepæle på turene, selvom der tilsyneladende ikke er noget standard pilgrimsfejring af 100 kilometer tallet. Dét kan der jo så blive! Traditionen er hermed startet!!!
En Franskmand i følge med nogle Spanske piger kommer vandrende og griber chansen for at gale som en hane. Sådan kan man jo også fejre det
På resten af turen er alle kilometertallene to-cifrede
Vi går videre og efterlader den galende Franskmand og hans Spanske piger.

Det vrimler med egetræer. Flere end jeg nogensinde har set!
Et godt Dansk træ

Lidt efter møder vi de to Tyske piger og følges med dem.
De er ikke så godt gående. De sidste kilometer ind mod Portomarin er fyldt med stejle nedstigninger. Michaela lider en hel del under dem og jeg kan mærke det selv, i mine tæer.
Hun er helt ødelagt i bækken, knæ og ankler, så hastigheden falder støt.

Så er vi ved Portomarin.
Det må være broernes by!
To broer leder over floden og ind i byen. En gammel lav bro og en ny meget højere…

Tilmed aner jeg ruinerne af en endnu ældre bro over floden, da vi går over den nye høje bro.
Kraftig sidevind. Floden virker som en vindtragt.
Flodbrinkerne er på begge sider overstrøet med gamle ruiner. Det vækker en underlig følelse i mig, når jeg står og prøver at forestille mig middelalderbyen og livet her.
Efter broen går det stejlt opad ind mod byens centrum.

Finder pænt og velholdt herberg, men stort = rigtig mange larmende Spaniere, som stadig ikke har opdaget at døre også kan lukkes!!!
Tøjet i de opstillede vaskemaskiner…, og der er tørretumbler…
Varmt bad og så ud i byen.
Får et ekstra stempel i pilgrimspasset i en lokal kirke. Vi har ikke været så gode til at sørge for det med stempler, før her på den sidste del af turen.
Ind i supermercado og derefter ind et lille sted, hvor vi får en hamrende god tun frokost sandwich.
Jeg kigger efter solbriller og finder nogle i en lille butik. De viser sig at ha’ en lille defekt, da den ene næsepude mangler. Det udvikler sig til et større reparationsarbejde.
Ender med at jeg selv får lov at montere en anden uoriginal næsepude. Får så brillerne meget billigt.
De virker, så hvad pokker…
Fik et tilhørende plasetui, som er på størrelse med en sulten håndværkers madkasse.

Tilbage på herberget lægger vi os til at slappe lidt af, arm i arm, hvorefter vi igen render ud i byen.
Vi skal ha’ fundet noget mere solidt aftensmad.
Det blev til spagetti med ketchup og små hakkede kødklumper (tror det var kødboller???). På kortet stod Spagetti Bolognese. Tja… Og så var det endda et ret pænt sted vi spiste. En regulær restaurant.
Jeg supplerer med en pizza, som viser sig at være microbølgetypen – som set i Føtex…
Kigger lidt mere på butiksvinduer og kirken i flot aftenlys, inden vi tørner ind på herberget igen, for at gå til ro.

Det småregner, så vi lader vores vasketøj blive hængende ude. Det er alligevel drivvådt.
De andre pilgrimme er også ved at lægge sig.
Klokken 22:30 kommer et hold Spanske tøser væltende. Tænder lys og er højlydte og rumsterende.
Vi er mange som tysser på dem, men de glor bare på os og er helt ligeglade. Opfører sig som en ustadig 7′ klasse på lejrskole…
Michaela og jeg lægger os til at sove, side ved side, hånd i hånd.

Sarria – Hviledag! Torsdag d. 21 september 2006.

Stormvejret har været kraftig i nat. Enkelte pilgrimme fortæller om væltende træer på ruten, men det er jo svært at få verificeret og civilister har det med at tilføje den slags begivenheder noget ekstra dramatik. Vejret er gråt, koldt og pletvist regnende oveni, så ret hurtigt udnævner vi dette til en hviledag. Michaelas fødder vil også sætte stor pris på det. Halvdelen af . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 13.]]> << Dagbogen – Oversigt

Sarria – Hviledag!
Torsdag d. 21 september 2006.

Stormvejret har været kraftig i nat. Enkelte pilgrimme fortæller om væltende træer på ruten, men det er jo svært at få verificeret og civilister har det med at tilføje den slags begivenheder noget ekstra dramatik.
Vejret er gråt, koldt og pletvist regnende oveni, så ret hurtigt udnævner vi dette til en hviledag. Michaelas fødder vil også sætte stor pris på det.
Halvdelen af pilgrimmene vandrer dog afsted. Den kraftige Tyske kvinde vælger at blive og en frustreret Franskmand, som bevæger sig rundt i intense cirkler og vil, vil ikke, vil, vil ikke gå…
Han bliver lidt anstrengende…
Michaela og jeg klæder os så varmt på som muligt og vælger at gå ud i regnen og på sightseeing i byen.

Kameraet brokker sig desværre over regnen, så det er ikke helt stabilt.
Går inden for i de mange antikbutikker. Masser af alt muligt.
Vælter jeg noget er det sikkert “Spaniens eneste og mest uvurderlige eksemplar af slagsen”
Indehaverne er ligeglade med os. Vi ligner nok lidt for meget pilgrimme uden penge på lommen.
I en “Alt muligt forskelligt ragelse” køber jeg en savnet batterioplader.
Vil sætte batterier til opladning.
Hjemmefra havde jeg jo egentligt troet, at ruten var endnu mere primitiv, så jeg havde fravalgt min batterioplader. Lidt dum idé, da der er masser af muligheder for at oplade batterier.
Og mine egne 2500 mAh AA batterier holder altså væsentligt bedre end de man køber.
Finder en lille café, La Cantina og bestiller drikkevarer.
Jeg vil prøve lidt af deres lokale øl. Smager ganske udemærket.
Imens serverer de lidt snack-bidder. Indbagt kylling med grønsager og toaststykker med skinke eller ost.
Vi bliver siddende her i et par timer…
Bagefter går vi ud i regnen iegn og finder et supermercado. Køber ind, så vi igen kan lave vores egen varme aftensmad.
Herberget er blevet fyldt op med nye pilgrimme. Blandt andet et større hold unge Spaniere, som larmer ret meget og fylder overalt.
Michaela og jeg beslutter at sætte os og læse lidt, inden vi laver aftensmad.
Aftensmaden spiser vi i TV stuen, mens vi ser Spanske nyheder. Der er også lidt om stormen og en masse om oversvømmelser andre steder i landet. Mere regn end de er vant til.
Har også benyttet chancen for internettet til at se danske nyheder og sende emails hjem.
Hygger os inden vi kryber til køjs.
I morgen skal vi videre…