Grado – Monestario de San Salvador Mandag d. 09 Juli 2007.

Sovet i nederste køje, ved siden af hinanden. Jeg må være blevet gammel og svag, for jeg har haft seriøse smerter i højre side af hoften det meste af natten. Og vi kommer ikke uden om, at tage 20+ km. i dag.

Klokken 8 var de fleste pilgrimme gået, men en håndfuld tyskere og troubaduren fra i aftes sov stadig. . . . → Læs Mere: Camino Primitivo – Dag 3.]]> << Dagbogen – Oversigt

Grado – Monestario de San Salvador
Mandag d. 09 Juli 2007.

Sovet i nederste køje, ved siden af hinanden.
Jeg må være blevet gammel og svag, for jeg har haft seriøse smerter i højre side af hoften det meste af natten.
Og vi kommer ikke uden om, at tage 20+ km. i dag.

Klokken 8 var de fleste pilgrimme gået, men en håndfuld tyskere og troubaduren fra i aftes sov stadig.
Først 10:20 var vi klar til at komme afsted.
Dårlig skiltning, da et vejarbejde havde gravet vejviserstenen op.
Så vi går lidt forkert, men bliver stoppet af en ældre mand i en rusten FIAT traktor, som med fakter gør os opmærksom på, hvilken vej vi egentlig skal.
Og selvfølgelig er den rigtige vej én, som går stejlt lige op i himlen.

En stejl start på dagen.
Men et smukt solskin og dejlig udsigt til de omkringliggende bjerge.
Underlaget skifter meget, men er mest stenede skov- / kvægstier.
Snuppede nogle bidder af mine hjemmelavede overlevelses-brød. De holder sulten væk og giver god energi i lang tid.
Passerer gennem flere små landsbyer langs ruten.
Vi bevæger os tydeligvis på en rute, som mest benyttes til kvægstier. Stierne er snævre og med høje stenvægge på begge sider.

Efter et par timer holder vi en kort pause på et lille græsstykke ved en lade.
Jeg folder min poncho ud, så vi kan ligge på den.
Mens vi ligger dér og lufter tæer, passerer nogle af de Tyske pilgrimme forbi.
En Tysk kvinde er af én eller anden grund overbevist om, at vi er Canadiere og hun er helt vild med min hat…
Kort inden hvilet passerede vi et stenbrud og kom ind på nogle knoklede sten-stier, som tog pippet fra Michaela’s ankler.
Stenbrudet larmede og støvede helt vildt. Lidt bekymrende, at se samtllige arbejdere rende rundt uden åndedrætsværn.
20 minutters pause, så pakker vi sammen og fortsætter af kvæg-stierne.
Underlaget og stigningerne skifter til det værre og Michaela’s ankler smerter så meget, at det overdøver vablerne.
Beslutter at afkorte etapen lidt og blive i Monestario de San Salvador.

Kommer frem til en skyggefuld lund, med en enlig isbod.
Isboden er åben og der er stole og borde fremme, men ingen til at betjene.
Tilsyneladende…
Nogle hundrede meter væk, i den fjerne ende af det grønne område går en mand med en motoriseret kratrydder og benytter den til at slå græs mellem træerne.
Han er det eneste menneske vi ka se, så jeg beslutter at spørge ham om han ved noget om hvem som betjener isboden.
For vi vil godt sidde hér lidt og nyde en kaffe, cola og en is.
Viser sig, at det faktisk også er ham, som passer isboden.
Han så meget overrasket ud over at der pludseligt er kunder, selvom stedet ikke er helt lille og ligger ud til en stor vej.
Vi får det vi skal bruge og sætter os på nogle stole ved et bord.

To styk Cola, Magnum mandel, Calippo og Caffe solo
Michaela lufter sin mishandlede fødder.

Pludseligt dukker der en mand frem fra den fjerne ende af lunden.
Viser sig at være en lettere forvirret Franskmand, som også går Primitivoen.
Han har sin flinke hund med som følgeskab, men han aner ikke hvor han er henne og hvor han skal hen.
Jeg viser ham hvad vej han skal gå for, at komme tilbage på den rigtige rute.

Ismanden kone dukker op. Hun er kolosalt bredrøvet i et par brunspættede, til bristepunktet udfyldte bukser. Hun har frokost med til sin mand.
13:50 og vi pakker vores ting sammen og går videre.
14:45 når vi så Monestario de San Salvador, efter at have passeret en lakseflod og gået af nogle velholdte parkstier.

Et kloster hvor man aflagde tavshedsløfte…
Dem har der åbenbart været en hel del af i Spanien…
Sådan som de råber og larmer til dagligt, så forstår jeg det udemærket !!!

Møder Amerikaneren med guitaren, som spillede for os i aftes.
Han hedder Michael og har boet nogle år i Oviedo, så hans Spanske er ret godt.

Utrolig flink. Meget snaksaglig, som de fleste Amerikanere.
Herberget er indrettet i en del af klosteret, som ellers er øde.
Det som har med pilgrimme at gøre er meget velholdt og pænt. Rigeligt med køjesenge.
Vi skubber et par sammen, så vi får os en dobbeltseng.
Der er gratisk vaske- og tørremulighed, så det udnytter vi øjeblikkeligt.

Udover os tre, som netop er ankommet er her kun en Tysk kvinde, Marga.
Hun sidder og slikker sol i den lille lukkede gårdsplads.
Men Michaela bader og så tager en lille lur, sludrer jeg med hende. Mest hende, som har behov for at snakke, efter tre dag, hvor hun ikke har mødt andet end Spaniere, som kun kan Spansk.
Jeg får ført lidt noter i dagbogen.

Michael er en hyggelig fætter.
Jeg tilbyder, at han kan låne min poncho, så han lettere kan holde varmen. Det vil han meget gerne.
Det viser sig, at hans søster er gravid med en lille pige, som tilfældigvis skal ha’ navnet Michaela !!!
Hvad er ods for dét ?
Han har købt en lille babykjole, som han har med i rygsækken.
Han løber straks ind og henter den, for at vise os den, da han finder ud af Michaela’s navn og at hun tilmed er gravid !
Søsteren ska føde i August.

Der vandrer et filmhold rundt på klosteret…
De er ved at optage noget til en dokumentar, omkring de hjemløses forhold i Spanien.

At der er alverdens tiltag og faciliteter til pilgrimme og bruges masser af rescourcer på dém, men intet på de hjemløse.
Som jeg ser det, passer det jo meget godt i den gridske katolske kirkes ånd og den egocentrerede Spanske…
Så godt at der sættes fokus på, at forbedre forholdene for de hjemløse !
Og et bevis på, at ikke alle Spaniere er lige primitive.

Vi skal ned i byen og se os omkring.
Inden vi når ud af porten kommer Marga og presser os til at modtage et halv franskbrød.
Jeg fornemmer at hun prøver at bruge det som et påskud til, at vi alle skal spise sammen.
Hun har det tilsyneladende dårligt ved blot at være i selskab med sig selv…
Vi lader os ikke lokke, selvom vi tager brødet til os.

Pæn og ordentlig lille by.
I en altmulig-butik håber vi at kunne finde et egnet Camino-rute kort.
Noget kort finder vi ikke, men køber lidt andre småting, som er rare at ha’.
Vi går videre og finder pludseligt en Tabac, som viser sig at være et overordentligt velforsynet lille mini-supermercado.
Den sædvanlige pilgrimsmenu finder vej ned i vores indkøbskurv.
Tun, juice, kiks (brød har vi jo…), cola, vand, oliven.

Efter indkøbet går vi ind på en lille bar og køber en bolle, indholdende noget totilla-lignende noget og pølse.
Cola som tilbehør.
Jeg slutter af med en kaffe, mens jeg betragter stedet.
Alt i baren, ja faktisk i hele byen…, er koncentreret omkring laksefiskeri.
Hveranden butik tilbyder lystfisker artikler i alle kategorier og prisniveauer. Alt til laks.
Jeg opdagede et par stykke i vandet i floden, men de var nu ikke ret store og så svære at se, at jeg ikke ku få et brugbart billede af det.
Personligt er mit bedste fiskested Færøerne…
Men klimaet er et lidt andet…

Michaela er glad for at vi brød turen lidt tidligere end planlagt og derfor også nøjes med en kortere etape i morgen.

Og nu er der fare for, at jeg har smadret hele resten af vores tur !!!
Vandrede hen for at se, om Taberna havde åbent, hvilket den ikke havde, men jeg kommer til at sparke Michaela over hendes storetånegl, så den flækker ned i det bløde væv under neglen og bløder helt vildt.

Den yderste halvdel af neglen sidder skævt og kan gøre det ret umuligt at gå i vandrestøvlerne.
Men jeg fraråder at fjerne neglen, da det trods alt er bedre at den beskytter såret nedenunder.
Holder det lidt på plads til blodet er størknet.
I morgen vil vi prøve at tilrette neglen lidt, når det hele hænger lidt bedre sammen.
Er vi heldige kan det hele tapes til og beskyttes, men der er ret stor risiko for, at neglen kommer til at prese ned i kødet, når den proppes i en vandrestøvle…
Tilbage på klosteret tapede Michaela sin flækkede storetå ind og punkterede i samme omgang to vabler på den ene lilletå.
Hvordan er der plads til to vabler på en lilletå ???
De andre var lidt rystede over Michaela’s blodige fødder og bekymrede på hendes vegne.

Klokken er nu 21 og som et plaster på såret, for at løfte stemningen lidt, går vi ned i byen og finder en lille restaurant.
På vej ud opdager vi, at der er åbent på klosterets lille pilgrimskontor.
Så vi får stemplet og betalt, og vi er også så heldige, at vi får et rutekort over Primitivoen.
Nede i byen finder vi en restaurant vi havde set tidligere.
Umiddelbart virker den ret…, øde…, lukket…
Men den står i forbindelse med en bar, hvor der er godt gang i den, så Michaela humper hen og spørger bartenderen, om restauranten er åben.
Det er den skam, men der er bare ikke nogen som benytter den.
Ivrigt vinker bartenderen os på plads ved et bord og spæner så ud i køkkenet og sætter gang i alle installationerne.

Mens vi famler os igennem menukortet betragter jeg omgivelserne.
Temmeligt
nusset og bærer tydeligt præg af, at det ikke er indrettet af en kvinde.
Potteplanterne hænger alle lidt med hovedet og de er placeret i forskellige beholdere, der skal gøre det ud for potteskjulere uden skelen til om de overhovedet passer sammen.
Sovseplettet bestik…
Jeg bytter det ud med et sæt fra et andet bord.
Bestiller en Salado Russo hver og jeg tager en ekstra ubestemmelig kødret.
Saladoen er temmelig vandet med en lidt metallisk tyndmayonnaiseagtig smag, men der er rigeligt af det og det mætter.
En lille syltet og salt ansjos med peberfrugt som tilbehør og ekstra salatmayonnaise.
Vi hygger os og spiser.
Der er mange indtryk fra dagen, som vi kan bearbejde og heldigvis grine lidt af.
Min kødret er lidt ossobuko + forloren skildpadde lignende…
Med pommes frites.
Stopmæt !!!

Vandrer tilbage til klosteret, hånd i hånd.
Aftenlyset er blødt og varmt og får klosteret til at fremstå nærmest gyldent.

Lydløst lister vi ind til vores senge.
Marga snorker som en velvoksen Canadisk skovarbejder…
Men vi er trætte og falder i søvn med det samme.

Asturias – Grado Søndag d. 08 Juli 2007.

Vi vågner i vores lille rundkørsel klokken 05:45.

Stadig mørkt og lettere overskyet. Tørvejret holder heldigvis.

Omkring os begynder der, at komme biler. Det er de personer, som skal på arbejde i lufthavnen. Flere stirrer vantro på os, da vi stikker hovedet op af soveposerne.

Har i det store hele sovet udemærket, men lidt skæv i nakken. Michaela mangler at . . . → Læs Mere: Camino Primitivo – Dag 2.]]> << Dagbogen – Oversigt

Asturias – Grado
Søndag d. 08 Juli 2007.

Vi vågner i vores lille rundkørsel klokken 05:45.

Stadig mørkt og lettere overskyet.
Tørvejret holder heldigvis.

Omkring os begynder der, at komme biler.
Det er de personer, som skal på arbejde i lufthavnen.
Flere stirrer vantro på os, da vi stikker hovedet op af soveposerne.

Har i det store hele sovet udemærket, men lidt skæv i nakken.
Michaela mangler at sove XX-antal timer til, men det er en anden sag

Ind på lufthavnen og få morgensoigneret lidt.

Og pludseligt er klokken 7 og vi skal med bussen. Ikke fordi der ellers sker særlig meget i Asturias på denne tid af døgnet. Og efter de få morgensøvnige lokale at dømme, så plejer der i hverttilfælde ikke at befinde sig pilgrimme i byen på denne tid af dagen…

Vi er de eneste i bussen, så snupper et par sæder med god udsigt.
Skønt at de Spanske busser er af turistbus – typen.
Michaela benytter køreturen til at få tapet sin fødder.
Der venter dem en barsk tur.

Og opdager, at der sgu’ er 40 kilometer til Oviedo…
Ikke 12, som vi gik og troede !
Godt vi ikke havde besluttet os for at gå

Ifølge Michaelas skridttæller har vi dog allerede gået de 12 kilometer.
12 kilometers lufthavnsgang !

Hvorfor køre langsomt, når det nu engang er en naturlov, at en Spansk bus kan flyve med Warp 5 ?
Så på lidt mindre end en halv time er vi pludseligt i Oviedo…
Chafføren smiler stort, da vi stiger af.

På busstationen får vi fat i et bykort og får vist, hvor herberget befinder sig.
Ud og afsted.
Selvom det er et temmeligt gråt vejr, så er det heldigvis ikke koldt.

Spadserer gennem byen.
Flot, pæn og velholdt by.
Smukke bygningsdetaljer, nyere detaljer og ældre bygninger, som tydeligt rummer historie.
Forbavsende mange mennesker, som er i gang med at rengøre veje, gader og pladser.
Meget forskelligt fra det øvrige Spanien…

Vi skal ind i katedralen og have vores startstempel i pilgrimspassene. Ellers kan vi ikke dokumentere, at vi er startet på turen.
Eventuelt kan vi få stemplet i herberget, men da det først åbner klokken 17, så…
Vi fandt herberget for lidt siden, men det er totalt tilgritret og nogle få syge pilgrimme turde kun åbne døren på klem.
En schæferhund opholdt sig mellem det tunge gitter og døren, men den var nu ganske kontaktsøgende og nysgerrig.
Stemningen virkede ikke særlig venlig…

Katedralen åbner tilgengæld klokken 10, så vi skal blot ha’ fordrevet små to timer.
Det begynder at småregne, så vi sætter os ved nogle overdækkede caféborde og spiser en miniflutes.
Ender med, at jeg tager en lille småblunder, flydende hen over cafébordet.

Endelig er der åbent i katedralen.
Nu skal vi blot lokalisere den person, som kan give os stemplerne, inden den store morgenmesse starter.
Fra sidste år ved vi, at der meget ofte står et bord fremme, hvor det så er muligt, at stemple.
Ikke hér, men vi finder en kirketjener, som velvilligt stempler os og ønsker os god tur.

Fra katedralen følger vi de små muslingeskalsmessingskilte ud af byen.
Det tager et par kilometer, at nå bygrænsen.

Vi kan se, at turen starter med stigning op til nogle små bjerghøjderygge.
Mange små stejle stigninger på skæve underlag.

I Oviedo købte vi et par croissanter, som vi nu nyder, mens vi vandrer.
Terrænet føles rigtig dårligt de første 12 kilometer og det pisser ned.
Er ud af træning…

Når et lille herberg, hvor vi vælger at holde en pause.
Udenfor sidder herberg-mutter på en stol og betragter os. Hun kan kun Spansk…

Der spæner en killing rund mellem hendes ben.

Michaela er frisk på at komme videre.
Men det fortryder hun bittert noget tid senere.
Hun er færdig. Helt færdig.
Vores hastighed falder til omkring to kilometer i timen.

Tårerne triller ud af hendes øjne og alt er smerte.
Vi kan intet gøre, andet end at fortsætte.
Jeg krammer hendes hånd…

Officielt slutter ruten i Grado, men herberget ligger altså i virkeligheden 4 kilometer yderligere uden for byen.
I et hårdt terræn.
I Grado beslutter vi heldigvis at spise, købe lidt cola og vand. Endnu ved vi ikke hvor herberget ligger.
Dét gør vi så nu!
Og her er intet andet end herberget, så det havde set slemt ud med mad og forsyninger, hvis ikke vi havde sørget for det i Grado.
En glad snaksaglig bondemand modtager os i herberget og sørger for at indskrive os.
Michaela er temmelig fjern og vil kun slappe af.

Herberget er en enkeltstående muret bygning, indeholdende en sovesal, et spiseområde med bord og stole og et par køjesenge.
Sovesalen indeholder 8 køjesenge, så i alt er her plads til en cirka 20 pilgrimme.

Vi sludrede lidt med et andet par, som bestod af en Spansk mand og en Canadisk pige.
Han er åbentlyst dyyybt forelsket i hende, men hun virker som at hun helst ville holde lidt mere afstand, men er glad for at ha’ én at følges med.

Michaelas fødder er ømme og består af vabel på vabel. Også en sprunget vabel.
Selvom hun har lidt alverdens smerter og kvaler, så har hun nu gennemført årets første rigtige Camino-etape.
Får regnet mig frem til, at vi har gået noget i retning af 28 kilometer på vores første dag.
Sej pige !!!

En Amerikaner har guitar med på sin Camino.
Hans rejseoppakning er guitaren, en megalille rygsæk og en lilla paraply…

Han underholder med Spanske guitarrytmer, mens Michaela og jeg stille falder i søvn.

Helsingør – Asturias Lørdag d. 07 juli 2007.

Bliver Transfer Centre i Copenhagen Airport i Kastrup, det sted vi opholder os længst under vores Caminotur?

Klokken 08:30 sad vi og nød en croissant, indtil kun få minutter før vi skulle boarde flyet til Asturias i Spanien.

Nu er klokken 9. De fladtyrkise, tyndpolsterede stole i den store kolde hal er holdt op med at være magelige. Michaela ligger . . . → Læs Mere: Camino Primitivo – Dag 1.]]> << Dagbogen – Oversigt

Helsingør – Asturias
Lørdag d. 07 juli 2007.

Bliver Transfer Centre i Copenhagen Airport i Kastrup, det sted vi opholder os længst under vores Caminotur?

Klokken 08:30 sad vi og nød en croissant, indtil kun få minutter før vi skulle boarde flyet til Asturias i Spanien.

Nu er klokken 9.
De fladtyrkise, tyndpolsterede stole i den store kolde hal er holdt op med at være magelige.
Michaela ligger ned og slapper lidt af.
Hun er trods alt gravid i 3′ måned !
Jeg nøjes med at traske formålsløst rundt… Leder efter information ét eller andet sted fra…
Sammen med en masse andre passagerer er vi fanget hér på ubestemt tid, uden information om noget som helst.

Vi trak nummer 141 i køen !!!
Nu betjenes nummer 82…

Cancelled !
Cancelled… Nu lige inden vi skal boarde, står der pludseligt cancelled ved vores fly.
Men hvad så ?
Hvad pokker gør vi nu ?
Hvad har SAS tænkt sig at gøre ?
Michaela ser pludseligt fortabt ud. Hun er overbevist om, at der hviler en Camino-forbandelse over hende.
På Caminoture kan hun kun forvente, at det uventede sker og at al’ planlægning kun kan være groft vejledende og intet er som det ser ud.
Men er det ikke en del af hele Camino konceptet, at man udfordres på uvante områder ?
Er du kontrol-freak, så vil du opleve, at kontrol bliver flået ud af dine hænder. Er du det modsatte, vil du opleve, at kontrol bliver krævet af dig.
Svagt i ørekrogen opfatter jeg, at vi skal begive os til Transfer Centre.
Hvor det end befinder sig, men en strømning af passagerer viser os vej…
Det mest frustrerende, det som irriterer alle her rundt omkring er SAS’s tunge mur af tavshed.
Hvor svært kan det være, at give en højttalerbesked, f.eks.:
“Passagerer til flight SK581 til Madrid, bedes samles i Transfer Centre.”
Her kunne man så give en yderligere melding, at problemet søges løst (hvis det altså er det man prøver på…), men at det skal forventes, at det kan tage op mod XX antal minutter, før alle er betjent (Antal passagerer x antal åbne skranker x gennemsnitligt minuttal pr. ekspedition).
Hallo SAS, hvor svært kan det være ???

Jeg øjner en multiautomat, som kan udspytte varme og kolde drikke.
Aaah, kaffe

Jeg får min kaffe, men en stakkels mand kæmper med, at få den til at aflevere en kold sodavand.
Den vil godt kommunikere på de hylder, hvor der ikke er sodavand, men den spiller døv og stum, der hvor den har sodavand liggende.
Jeg øjner chansen for at sætte en af de grønblusede servicemedarbejdere i sving.

Vi skal være i Asturias klokken13:20.
Så har vi god tid til at tage bussen til herberget i Oviedo, hvor vi så vil starte fra i morgen.
Det var altså den oprigtige plan, men efter at ha’ ventet i 2½ time på at komme til at blive betjent ved disken, så tror jeg ikke længere på, at det er muligt.
Flink ung mand, som forklarer og taster og fletter afgange og ankomster med hinanden over hele Europa, i et desperat forsøg på, at hjælpe os afsted.
Sluttilbudet bliver, at vi kan komme med klokken 14:20 til Düsseldorf, derefter Barcelona, derefter Asturias.
Fint nok, at vi kommer til Asturias…, men der er lige én enkelt hage ved det…
Vi er først fremme engang efter klokken 23, og aner så ikke om vi overhovedet kan komme videre.
Kan vi overnatte i Asturias?
Kan vi komme videre til Oviedo?
Ikke at det vil hjælpe så meget, for herberget i Oviedo lukker og låser dørene klokken 21.
Og der bliver IKKE åbnet !

Da SAS’s eneste ansvar er, at få os fløjet til Asturias uden skelen til tidspunkter, så er de kolde som jordbæris overfor vores problem.
Vi må tage løsningsforslaget, eller købe helt nye biletter til en afgang i morgen.
Som om vi har råd til det???

Så vi accepterer…
Og vi begiver os hen til B17 (nej, ikke en gammel bombemaskine…) for at vente.

Netop som vi skal til at boarde, kommer en medarbejder frem og fortæller, at flyet er overbooked.
“Om der er nogle frivillige, som vil ha’ noget mod at tage næste afgang, mod at få en stor dyr frokost som kompensatition?”
Heldigvis siger en håndfuld madglade Tyskere ja, og så er der plads til os andre

Ifølge Michaela’s skridttæller har vi allerede gået de første 5 kilometer af vores vandretur i Kastrup…

Hvad er der at fortælle om en flyvetur til Düsseldorf?
Intet !

I Düsseldorf skal vi videre fra Gate A82, lige ved siden af, hvor vi kommer ind.
Men først 17:05, så vi har et par timer at skulle fordrive.
Michaela griber chansen for at se på bling-bling, og en enkelt sodavand plus kaffe i lufthavnscaféen.

Klokken 16:55 sætter jeg mig i sædet i et Canadisk Bombardier CRJ700. Anslår, at der er plads til en 70 – 80 personer i de billiggrå alt for glatte lædersæder.
Vejer læder ikke mere end stof?
Måske opvejet af fordelen ved større slidstyrke?
Vi er en pænt stor håndfuld Danskere, som skal med.
Udenfor er det begyndt at småregne, netop som vi skal lette…

Der serveres en miniflutes med skinke eller ost og lidt at drikke.
Her er det inkluderet i prisen i modsætnng til hos SAS…

DAMN !!!
Jeg har knust mine solbriller !!!

Det er sgu’ da et underligt forhold jeg har til mine solbriller. Denne gang nåede de ikke engang hele vejen med til Spanien, før de døde.
Og selvfølgelig sker det for et par af de mest komfortable briller jeg har haft. Og så tilmed billige fra Føtex
Dobbelt godt.
Men de kan ikke tåle, at jeg sætter mig på dem.
Tre uger i den Spanske sol, uden solbriller…

Tåger rundt i Barcelona for at finde ud af hvor vi kan få vores SAS-kvitteringer vekslet til et sæt boardingpas.

Det var aftalen hjemmefra i Kastrup, men at finde den korrekte Iberia-skrank tager en halv time.

Faktisk er vores største bekymring, om rygsækkene følger med hele vejen.

At ende med, at stå i Asturias klokken lort om natten, uden udrustning er ikke opskriften på en succesoplevelse…

Hjemmefra havde vi emballeret rygsækkene godt og grundigt i kraftige sorte affaldssække og flere kilometer bred pakketape.
I et forsøg på at undgå en gentagelse af episoden fra sidste år med Michaelas rygsæk, som blev flået til atomer.
Noget som EasyJet aldrig har kompenseret, til trods for at vi overholdt alle procedurer.
Småtskårent inkompetent tøseselskab !!!

Manden ved check-in forsikrede os indtil flere gange, at der intet problem er med bagagen.

Masser af tid til at se på butikker, drikke kaffe, spise lidt og småslumre.
Michaela finder et brændenælde kosttilskud, som hun kan tage mod eventuel jernmangel, på grund af graviditeten.
Vi skal først afsted klokken 22:05.

Haster afsted på de rullende fortove, mod Gate 14, hvor en Airbus A320 venter os.
Sæderne 4D og 4E på Flight IB 1490.
Vi sidder med næserne helt oppe i den mobile skillevæg mellem os fattigrøve og bussiness class.
Søvnig, stille og rolig flyvetur.
Vi skal lande i Asturias klokken 23:30, så vi har måske muligheden for at nå sidste bus til Oviedo klokken 00:01.
Hvad vi skal stille op i Oviedo aner vi ikke, så måske er der mere fornuft i at blive i lufthavnen ?

Nu er vi strandet i Asturias.
Michaela er fuldstændig ødelagt af træthed.

Da bagageudleveringen var overstået og vi havde fået vores rygsække, var sidste bus forlængst kørt !
Lufthavnen skal lukke for natten, så jeg øjner en chanse for, at vi måske kan få et øde hjørne at sove i.

Ha!
Aftenvagterne vil skide os et langt stykke. Vi kan ikke få lov at ligge nogen steder, men har værsgo at forlade stedet.

Ender med at vi lægger os på et græsstykke med tre små buske.
En slags lille rundkørsel lige uden for lufthavnen, lige ved siden af den øde busstation.

Lidt læ bag den ene busk. Oven på liggeunderlagene og to lag poncholiner’s.
Klokken er 1, da vi kryber ned i poserne…
Alt er øde og stille.
Kun let overskyet og heldigvis tørvejr…

Santiago de Compostela – Helsingør Lørdag d. 30 september 2006.

Vi feder den i vores underkøjer, indtil 08:30. De sure fødder var heldigvis væk! Op og i et nødtørftigt bad. Det er sidste chance for at være peregrino Imens min sorte t-shirt får en tur i tørretumbleren, spiser vi vores indkøbte croissanter. Udenfor øsregner det, men vi vandrer glad afsted. Jeg har min fikse lille skotskternede håndtaske med Måtte indkøbe en . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 22.]]> << Dagbogen – Oversigt

Santiago de Compostela – Helsingør
Lørdag d. 30 september 2006.

Vi feder den i vores underkøjer, indtil 08:30.
De sure fødder var heldigvis væk!
Op og i et nødtørftigt bad. Det er sidste chance for at være peregrino
Imens min sorte t-shirt får en tur i tørretumbleren, spiser vi vores indkøbte croissanter.


Udenfor øsregner det, men vi vandrer glad afsted. Jeg har min fikse lille skotskternede håndtaske med
Måtte indkøbe en billig ekstrataske, for at få plads til alt.
Har efterladt den særligt indkøbte batterioplader og lagnet jeg havde fået af den søde pige. Troede først at hun var Spanier, men viste sig at være Tysker bosiddende i Bruxelles…
Kameraet er åndsvagt igen. Skyldes regnen. det har haft et hårdt år, med Skåneleden og Caminoen.

Michaela er ikke helt frisk. Har lidt feber.
Mens vi sidder på busstationen og venter, er hun helt blank i blikket.
Busturen til lufthavne tager kun tyve minutter.
Vi er mange som skal med RyanAir.

Klokken 13:40 slipper vi startbanen i vores Boing 373-800, med kurs mod London. Flyet er vel ca. 90% fyldt.
Der er tre stewardesser. Den ene, en kemisk blondet model, taler et hamrende dårligt Engelsk, så hun passer selvfølgelig mikrofonen…
Men jeg får mig et kæææmpe krus kaffe og Michaela tager sig en sjælden cappucino i håb om at det kvikker hende lidt op.
Stille og rolig tur.
14:50 begynder det så småt at gå nedad mod Stansted.
Vi får lidt lang ventetid, før vi skal videre.

Bruger ventetiden på at kigge på mennesker i lufthavnen, og drikke en enkelt god øl og spise lidt mad.

19:33 har vi take off. En EasyJet AirBus A319. Sidder på næstbagerste række. Vi er begge lidt trætte.

Lander i København og her starter bøvlet så…
Michaelas baggage er ikke bare ødelagt. Den er veritabelt flået i stykker. Og det endda selvom den blev checket særligt ind i Stansted, som rygsække!!!
Vi samler stumperne og henvender os til EasyJet. Der skal udfyldes nogle formularer, hvilket lykkes trods ekspedientens åbenlyse manglende rutine.
Da vi beder om en kvittering for hvad de har skrevet på listen over ødelagt og tilskadekommet udstyr, får vi at vide at sådan én kan vi ikke få. Hvor er så vores sikkerhed for at vi kan bevise at vi har rapporteret til EasyJet?
Den unge ekspedient bliver grov og spørger hidsigt om vi beskylder ham for at lyve…
Jeg ved ikke hvor han fik dén mærkelige idé fra, da det er et simpelt spørgsmål om vores retssikkerhed overfor EasyJet.
Han fatter det tilsyneladende ikke, men det gør hans chef. Ham snakker vi om problemet med og han giver os en skriftlig kvittering.
Michaela er selvfølgelig skidesur og ked af det.

Underligt at komme hjem på den måde!

Lykken er at det ikke var ved ankomsten dernede. Det havde spoleret hele turen.

Sidder i kystbanen. Svært at slippe den der peregrino-følelse, men skønt at kunne putte i vores egen seng.
I morgen er det dag for famillierne…

Buen Camino !

Santiago de Compostela Fredag d. 29 september 2006.

En fridag i Santiago! Står op ved 8-tiden og tager et dejligt varmt bad.

Vi skal ha’ hentet Michaelas ting og ellers lege turister. Vejret er godt, lidt køligt, men ok. Skal besøge det gamle marked, som vi passerede i går. Da var det lukket.

Nu er det åbent. Spændende at opleve et marked af denne type. Jeg er særligt . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 21.]]> << Dagbogen – Oversigt

Santiago de Compostela
Fredag d. 29 september 2006.

En fridag i Santiago!
Står op ved 8-tiden og tager et dejligt varmt bad.

Vi skal ha’ hentet Michaelas ting og ellers lege turister.
Vejret er godt, lidt køligt, men ok.


Skal besøge det gamle marked, som vi passerede i går. Da var det lukket.

Nu er det åbent. Spændende at opleve et marked af denne type. Jeg er særligt interesseret i de forskellige typer fisk.

Pludseligt åbnes alle sluserne fra oven. Det øsregner. Helsdigvis er markedet overdækket, men for at komme videre er vi nødt til at investere i en paraply.
Får købt lidt figurer og souvenirs til den øvrige famillie i samme omgang.

Finder en lille café og vælger at vente og se om regnen tager af.
Det bliver til et par kopper kaffe.

Tager turen i det nye storcenter igen. Spiser på pizzariaet igen, men denne gang pasta. Igen godt og denne gang uden røg.

Hjem til herberget med indkøbene. Det er blevet til cola, croissanter så vi har til i morgen tidlig, sprut og Michaelas indkøb.

Vi har virkeligt fået koblet af i dag.

Monte do Gozo – Santiago de Compostela Torsdag d. 28 september 2006.

Stod stille og roligt op lidt i syv. Alle batterier er friskt opladte. Morgenmaden i fred og ro og hygge. Den sidste ost, brød, tun i rygsækken

Vi skal ind omkring det officielle pilgrimskontor med vores pilgrimspas, så vi kan få et ægte pilgrimsdiplom. Regner med at være der klokken 11. Udenfor er det gråt og småregner, men . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 20.]]> << Dagbogen – Oversigt

Monte do Gozo – Santiago de Compostela
Torsdag d. 28 september 2006.

Stod stille og roligt op lidt i syv.
Alle batterier er friskt opladte.
Morgenmaden i fred og ro og hygge.
Den sidste ost, brød, tun i rygsækken

Vi skal ind omkring det officielle pilgrimskontor med vores pilgrimspas, så vi kan få et ægte pilgrimsdiplom.
Regner med at være der klokken 11.

Udenfor er det gråt og småregner, men vores humør er til gengæld fyldt med solskin. Bedre end hundenes…
Som på det meste af turen faktisk.

Selvom det er et hårdt dyreland, så har Michaela og jeg virkelig nydt denne tur!

Passerer statuer og monumenter på vej ind i byen.
Finder et herberg, Albergue Acuarius. Lidt rigeligt Christiania-agtigt for mig, men Michaela er vild med det. Så vi bliver her
Kæmpestor sovesal, med mange tætstillede køjesenge.
Vi dropper rygsækkene på et par sammenstillede underkøjer.

Pilgrimskontoret ligger ikke så langt fra kirken.
Vi stiller os op i den enorme kø, da klokken netop er blevet 11:15.

Det er tydeligt at stemningen er helt euforisk og samtidig præget af en vis mængde alvor.
Dette er et meget vigtigt punkt for mange.

45 minutter tog det. Og så fik jeg ovenikøbet et Second Grade Bevis!
Et “Du er ikke lige så meget værd som os andre”-diplom!
Grimt papir og grimt tryk, blot fordi jeg ikke ville lyve om hvorvidt jeg er religiøs eller ej.
Pigen ved disken, som betjente mig blev udpræget fjendtlig da hun så hvor jeg havde sat mit kryds. Finke!!!
Hævnede mig ved at anføre at min begrundelse for at gå turen er, at jeg er Viking som sonderer muligheden for rov på ruten
Ja, det er også barnligt

Heldigvis fik Michaela et “Rigtigt diplom”, så nu har vi ét af hver!
Det er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med, selvom jeg endnu engang blev bekræftet at jo større religion, jo mindre sko…
Men vi kender jo dog lidt til religioner i min famillie, så overrasket??? Næh…!
Den søde veninde, som tidligere har foræret mig et lagen blev enormt fortørnet på mine vegne på pilgrimskontoret. Men intet hjalp det. Ekspedienten snerrede blot af os!

Efter at ha’ modtaget diplomerne kan vi lige netop nå over i kirken, hvor Pilgrimsmessen skal til at starte.
Proppet med mennesker.

Messen er et kæmpe skuespil på flere sprog. Kan være flot og betagende, men jeg bliver altid lidt utilpas ved den forlorenhed jeg føler, når sådan noget starter…
En kirke som vælter sig i guld, ædelsten og rigdomme og som mener at den har ret til at diktere mig mine meninger…
En nonne sang virkeligt smukt.
Tydeligt at utallige pilgrimme var utroligt rørt. Det kan jeg forstå!
For mange en stor overvindelse, en stor sejr at nå hertil.
Optrinnet ved det kolossale alterområde er til at følge på store skærme, opsat ned gennem kirken. Et meget smart system.

Langs væggene sidder der gamle præster i skriftestolene og ser fjerne ud i blikket.

Hele messen afsluttes med svingningen af den enorme sølvbeholder, fyldt med røgelse.
Et meget berømt optrin, hvis oprindelse jeg desværre ikke har styr på…

Dernæst muligheden for en katolsk velsignelse og en oblat.
Den mulighed greb jeg. Den greb vi begge. Jeg følte jeg ville ha’ lidt kompensation for det billige papirdiplom jeg var spist af med.
Den melede oblat klistrede sig uhjælpeligt fast i ganen. Følger der ikke normalt rødvin med???

Så rundt og se kirkens indre. Historisk meget interessant og selvfølgelig meget præget af pilgrimme og korsriddere.
Især at se den oprindelige Sct. Jacob. Ifærd med at udrydde Maurer…

Også den obligatoriske omfavnelse af hans guldstatuen i kirken.
Og se Sct. Jacobs sølvkiste…

Må være tid til en toast et sted i byen.
Foran kirken er der et liv af mennesker og små grupper, der opfører skuespil.
En anden pilgrim er så venlig at foreslå, at tage et billede af os foran kirken.

Vi finder et lille sted, hvor de ovenikøbet er kyndige i Spansk, Engelsk, Tysk og Fransk. Findes den slags i Danmark ?
Søde og hyggelige og en god toast.

Så utallige butiksbesøg.
Santiago er en spændende og meget flot by at gå rundt i.

Michaela finder sig nogle ting, blandt andet et meget smukt armbånd med små blå sølv-muslingeskaller.
Og en taske, som hun ønskede sig meget!
Falder i snak med flere andre pilgrimme på de små cafeer.

Ikke langt fra vores herberg, ligger der et kæmpestort meget moderne center. Nyt og lækkert!
I centeret fandt hun et par pæne støvler med kort skaft og høj hæl.

Armbånd, taske og støvler er altsammen bestilt til afhentning i morgen.

Og så der søreme også et rigtigt pizzaria!!!
Da der jo er tale om en Dansk nationalret, må vi absolut prøve hvor gode pizzaerne er, nu da det endelig ikke er micro-pizzaer.
Vi sætter os, bestiller grill-pizzaer og drikkevarer, og venter.
Og venter…
Og venter…

Pludselig bliver pizzariaet fyldt med røg og pizzabageren løber forvirret frem og tilbage med en kulsort pizza.
Vores pizzaer var absolut overgrillede
Som regel synes jeg at pizzaerne hjemme i Danmark skal ha’ 5 minutter ekstra, men dette var måske lidt rigeligt
Vi måtte pænt vente, men fik så lidt ekstra at drikke.
Og det var ventetiden værd!
De bedste pizzaer jeg om muligt nogensinde har smagt!
Kommer man til Santiago, så er dét stedet at gå hen!!!
Sluttede af med to Irish Coffee med rigtig flødeskum. Lækkert og hamrende hyggeligt. Det giver jo altid en god stemning!

Hjem til herberget og gøre klar til at gå til ro.
En fed snorkende mand ligger med sine fødder ind mod mig. De er nok det mest gustent sure jeg i mit liv har oplevet. Han er ikke til at vække og når han et kort øjeblik fjerner fødderne, går der ikke længe før de er tilbage. Selv med ryggen til er deres hørm markant!
Michaela hjælper mig til at slappe lidt af.

St. Irene – Monte do Gozo Onsdag d. 27 september 2006.

Klokken er 06:30. Springer ud af sengen. Strømmen er heldigvis kommet igen. Michaela vågner og klager over stanken. Hun er overbevist om at en af de andre pilgrimme må ha’ kastet op… Viser sig at det er nogle andre pilgrimme som laver varm morgenmad. Jeg klargør til gengæld vores indkøbte croissanter.

Udenfor er det bælgmørkt, meget diset . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 19.]]> << Dagbogen – Oversigt

St. Irene – Monte do Gozo
Onsdag d. 27 september 2006.

Klokken er 06:30. Springer ud af sengen.
Strømmen er heldigvis kommet igen.
Michaela vågner og klager over stanken. Hun er overbevist om at en af de andre pilgrimme må ha’ kastet op…
Viser sig at det er nogle andre pilgrimme som laver varm morgenmad.
Jeg klargør til gengæld vores indkøbte croissanter.

Udenfor er det bælgmørkt, meget diset og trafikken er tæt.
Efter croissanterne hanker vi op i vores udrustning. Kommer afsted.
Som sagt bælgmørkt og diset. Starter med at følge landevejen. Et sted misser vi åbenbart Caminoskiltene, for vi er kommet væk fra ruten. I pandelampens skær gransker jeg kortet. Der er ingen problemer i det. Ganske vist følger vi ikke selve ruten, men vi kommer til at ramme den igen lidt senere og så tror jeg tilmed vi har sparet en lille kilometers penge…
Rigtig nok. Lidt efter ser vi andre pilgrimme krydse vejen. Vi er tilbage på ruten og har indhentet nogle af dem, som gik før os!
På den anden side var en del af vores vandring langs landevejen absolut livsfarlig.
Disen er stadig tæt. Som små tætsvævende vanddråber. Vandrer gennem områder med delvist afbrændt skovbund. Giver et meget eventyragtigt indtryk, det hele.

De sidste par dage har det været eucalyptustræer, og de skal vist brændes lidt af engang imellem…
Terrænnet begynder guddødemig at bliver kuperet igen.
Kameraet driller i tågen. Pokkers!!!
Min akillessene giver også brokker fra sig. En gammel skade.
Flere meget stejle stigninger på asfalt.
Efter noget tid er vi nu nået til lufthavnen. Signalmærker og lys i den tætte dis. Stedet skriger på at blive fotograferet, men kameraet er ikke i humør.

Passerer en kæmpesten. Santiago siger den. Der er altså stadig 12 kilometer til byen…
De næste otte kilometer føles lange…, men endelig er vi ved Monte do Gozo.

Monumentet henligger i tåge, men kameraet er begyndt at live op.
Solen er så småt ved at bryde frem, nu her lidt før klokken 12.
Kan se ud over en del af Santiago. Byen er dækket af dis.
Herberget her er kæmpestort. Kæmpestort!
Sammenlignelig med en selvstændig by. Eget supermarked, vaskeri, cafeteria og restaurant, souvenirbutikker og meget mere. Meget af det under ombygning…
Selve herberget åbner først for indkvartering klokken 13:30, så vi slår de mellemligende 1½ time ihjel på cafeteriaet.
Klokken 13:30 er der kommet mange pilgrimme.
En ung frisk Spanier står for indkvarteringen. Han er tilmed ret skrap til Engelsk og giver den med vittigheder og det hele. Ikke alle kan helt følge ham
Værelserne er til 8 personer. Vi får anvist vores senge og bygger så vores rede…
Solen er endelig brudt igennem. Der er nu kun spredte skyer på himlen, men det er stadig lidt køligt.
Beslutter at gå en tur ud til pilgrimsmonumentet.

To store bronzepilgrimsstatuer. Gode udsigtmuligheder over byen.
Forgæves prøver vi at finde en græsplet, hvor vi kan lægge os. Umuligt. Der er affald, tilmed menneskelort over det hele…
Der er internetforbindelse fra cafeteriaet, så vi bekræftede vores flybilletter og sendte email-opdatering til dem derhjemme.
Lidt en underlig følelse at skulle starte på turens sidste etape.
Klokken 20 gik vi til aftensmad. Standard cafeteria som på enhver Dansk kaserne.
Et par klasser med 7 – 8 klasses elever har lejrskolestemning.

Alt er nu klar, så vi kan tage de sidste kilometer ind til selve Santiago i morgen tidlig. Nyder en kop kaffe og skriver lidt og så er det under tæpperne.

Arzua – St. Irene Tirsdag d. 26 september 2006.

Jeg stod tidligt op, i bælgravende mørke. Har lavet et lille morgenbord til os igen. Køkkenet og spiseområdet ligner en svinesti. Der har siddet nogen og drukket/festet om natten og ikke ryddet op. Fundet en gryde, som jeg kan koge vand i.

Michaela står op. Flere folk indfinder sig. Spiser sammen med et Amerikansk par, der som andre Amerikanere . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 18.]]> << Dagbogen – Oversigt

Arzua – St. Irene
Tirsdag d. 26 september 2006.

Jeg stod tidligt op, i bælgravende mørke. Har lavet et lille morgenbord til os igen.
Køkkenet og spiseområdet ligner en svinesti. Der har siddet nogen og drukket/festet om natten og ikke ryddet op.
Fundet en gryde, som jeg kan koge vand i.

Michaela står op. Flere folk indfinder sig. Spiser sammen med et Amerikansk par, der som andre Amerikanere bliver glade for at kunne snakke med nogen. Bliver Amerikanere utrygge, hvis de ikke hele tiden har nogen at snakke med???
De gør kål på en del af vores gode grovkiks.

Vi nyder vores croissanter. Kæmpestore og gode. To til os hver.
Da vi står og pakker, kommer en sød pige og tilbyder at jeg kan få et stort lagen hun har, og ikke skal bruge mere…
Det må være tydeligt at jeg ikke får sovet så godt under herbergernes smågustne uldtæpper.
Jeg bli’r dybt taknemmelig og hun har en stor stjerne hos mig.

Udenfor er det tåget og klamt.
Da vi får startet holder vi et højt tempo, på en ret begivenhedsløs tur.

Klokken halv elleve letter tågen og solen stikker nu stærk og varm. Fugten gør det tungt.
Vi passerer endnu et mindesmærke for en pilgrim.

Dem er der flere af langs hele ruten…
Fortsætter gennem St. Irene og finder et herberg kort efter i Arca.
Der er over en time til det åbner, så vi sætter os og slapper af i solen.
I dag føles solen rigtig Spansk og vi lader den gennemvarme os.
Der er også ankommet et Portugisisk eller Brasiliansk par. De råber konstant af hinanden.
Da herberget åbner er vi stadig de eneste fire.
Mens vi sad udenfor, passerede der utallige pilgrimme. Enkelte kendte vi fra tidligere.
Tager en køjeseng. Under, over. På 1′ salen.
Jeg tager et bad og Michaela slapper af med sin sudoku.
Begynder at blive lidt småsulten. Vi spiser.
Michaela vil lige ha’ et bad inden, men nu er der ikke mere varmt vand

Sætter os ved stenbordene udenfor.

Landevejen løber lige forbi. En del trafik og de kører hurtigt. Der kommer stadig pilgrimme forbi.
Menuen er cola, brød og tun.

Tager en lille gåtur i omegnen. Herberget ligger ikke umiddelbart i nogen by, men mere med små klatter af bebyggelse omkring sig.
Har ikke gået ret langt før en lille hidsig køter laver udfald mod os.
Knæler ned og prøver at lade den komme til mig og få snuset lidt. Det viser den ikke den fjerneste lyst til. Tydeligt bange for mennesker.
Griner lidt af den og da jeg kigger over mod Michaela benytter den chancen til at lave et angreb mod mine ankler.

Jeg tager et par skridt hen mod den, hvorefter den piler flere meter tilbage, for derefter at bjæffe endnu mere hidsigt…
Det jeg finder mest latterligt er at hundens mennesker i mellemtiden står og glor, måske småfnisende uden at gøre noget.
Først da jeg alvorligt lægger op til at benytte hunden som fodbold, iklædt mine solide vandrestøvler, griber de ind og forsøger at kalde den til sig. Det kan de ikke og en mand sparker selv til hunden og tager den så op.
Spaniere og dyr… Det er sgu’ en sørgelig blanding. Mest for dyrene…
Vi går videre. En lille kilometer længere fremme gentager scenariet sig. Ud fra en gårdsplads kommer et kobbel hunde løbende, højt galpende.
De har køternaturen med at larme højt og voldsomt, men at bremse angrebet mens de stadig er på sikker afstand. Forsøgsvis bukker jeg mig ned og samler en sten op. Dén kender de, for de rykker uvilkårligt et par meter tilbage.
Så snart vi vender ryggen til dem angriber de og vil meget gerne ind og bide i vores ankler.
Jeg vender mig hurtigt og de piler væk.
Jeg knæler ned og venter stille.
Èn af hundene kommer langsomt krybende nærmere. Den er tydeligt interesseret i at se hvem jeg er for én, men den er også ganske nervøs. Jeg lader den snuse til mig uden at gøre noget. Det er en gammel hund. En terriertype. Det ene øje er helt mælket og begge øjne er betændte. Mangler et par tænder…
Slikker mig nervøst på fingrene.
Da jeg forsigtigt rejser mig, løber den tilbage til de andre hunde. De stod nysgerrigt og kiggede imens.
Da vi begynder at gå, starter de ved gud forfra!
Irriterende…
Jeg samler en sten op og det holder dem lidt på afstand.
Efter et stykke tid stopper de med at følge efter og nøjes med at stå og galpe efter os.
Føler de mennesker overhovedet et ansvar for deres dyr???

På den anden side, så opdager jeg en Spanier som er ude og gå en tur med sin ko. Hans kone står imens , med hænderne i siden og kigger efter ham…

Kommer til at tænke, at indbegrebet af en Rigtig Spansk Hombre, må være en mand som skal overpisse bræt, kumme og gulv, ikke trækker ud og ikke vasker hænder…
SUK!

Finder en kro-restaurant-hotel. Køber cola og kaffe og læser lidt i kulørte Spanske blade.
Beslutter at blive og vente, så vi kan spise aftensmad i restauranten.
Hyggelig pæn restaurant. Jeg får et stykke kalvekød med pommes frittes, vand og et enkelt glas vin.

Godtnok var der påført brød, som vi aldrig havde set og en hel flaske vin på regningen, men det blev ordnet uden problemer. Jeg synes faktisk godt om stedet.
Da vi går, køber vi nogle croissanter og noget vand, så vi har til i morgen.

Turen hjem måtte foregå langs den store asfaltvej i mørke. Gælder om at være vågen og gå heeelt ude i vejkanten, for det vrimler med racerambitiøse Spaniere.

Tilbage ved herberget opdager vi at alt er mørkelagt. Strømmen er gået. Og heller intet vand!
De fleste havde taget konsekvensen og lå allerede og sov.
Vi vælger at gøre det samme.

Melide – Arzua Mandag d. 25 september 2006.

Vågner op, arm i arm. Efter vi er kommet op, går vi ned i køkkenet for at ordne lidt morgenmad. Sidder sammen med de Tyske piger. Deres humør er lidt presset. De har regnet forkert på deres dagsetaper, så de er nødt til at få klaret 31 kilometer. Det gør at de så er fremme i Santa Irene og derfra kan tage den . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 17.]]> << Dagbogen – Oversigt

Melide – Arzua
Mandag d. 25 september 2006.

Vågner op, arm i arm.
Efter vi er kommet op, går vi ned i køkkenet for at ordne lidt morgenmad.
Sidder sammen med de Tyske piger. Deres humør er lidt presset. De har regnet forkert på deres dagsetaper, så de er nødt til at få klaret 31 kilometer. Det gør at de så er fremme i Santa Irene og derfra kan tage den sidste etape ind til Santiago.
Det bliver ikke sjovt for dem. De får vores lykønskninger og nogle varme knus med på vejen. Formentlig ser vi dem ikke igen. Lidt vemodigt.

Havde glemt at jeg i aftes havde taget mit tøj ind og pakket det ned, så da jeg her til morgen gik ud til tørresnoren, troede jeg at det hele var stjålet. Underdrenge, sokker, trøjer, selv klemmerne…
Jeg fik klaget og jamret min nød til alle, inden jeg opdagede at jeg altså stadig havde det hele. Pinligt. Fik vist liiige lidt for mange øl i går

Vi vil ud på terrassen og gøre os færdige.
Ved udgangen står en helt stivnet kvindelig pilgrim. Der er tydelig angst i hendes øjne. Foran hende, i døren står en højbenet, mager og forhutlet hund. Den ser lidt beklemt ud.
På rystende Tysk, fortæller kvinden at hun er angst for hunde. Jeg kalder på hunden, som begynder at logre. Efter at den har snuset til mine fingre, skubber jeg den ud og lokker den med mig hen til bænken, så døren er helt hundefri.
hunden og jeg deler lidt brød. Jeg har mig pludseligt en meget trofast hund.
Viser sig at den hører til nogle unge Spaniere, en gruppe på fire – fem personer. De passer den absolut ikke særlig godt og den må blot klare sig selv udenfor herberget. De er en underlig gruppe. Virker lidt tresseragtige i deres opførsel og påklædning, men slummede på en dårlig autonom måde.
Og så vader de afsted med en indkøbsvogn!!!
Ikke synderligt praktisk i mine øjne. En indkøbsvogn er absolut ikke terrængående. Og så larmer det helt vildt!!!
Himlen er grå og tung og lover regn.

Vi er hurtigt ude af byen og på vej.
Turen går hurtigt.

Kuperet og skiftende terræn. Min trofaste marathon-negl giver ondt fra sig.

Klokken er lidt i tolv og vi er fremme i Arzua. Det er tid til en sandwich mixte, cola og kaffe. En lille 6 måneder gammel pige, har fuldstændig slugt Michaelas opmærksomhed.
Vi står i køen ved herberget og venter. En særdeles striks Spansk mutter anviser pladser. Det gør hun fuldstændigt diktatorisk. Begynder folk selv at vælge eller rykke rundt, bliver hun hysterisk.
Gimpe!!!

Vasker tøj i hånden. Jeg får kigget på min tånegl som er rigtig pænt blå
Føler mig en smule kronisk træt for tiden. Har sovet for dårligt i flere dage. Jeg mangler den sovepose… Så kan jeg jo lære det, kan jeg!!!
Arzua er en lidt større by. Det vil sige flere biler og flere butikker.
Michaela finder flere sko/taske butikker, som vi kigger ind i.
Også en “Alt muligt ragelse” butik.

Køber fire croissanter i supermercado, juice, frugt og kiks.
Noterede mig i supermercado’ets vinafdeling, at der udelukkende er Spansk vin.
Stakkels Spaniere!
Ved en lokal bager supplerede vi med et halvt rundt brød, for 50 cent – Billigt!

Spiser frokost på en lille hyggelig restaurant. Sallado russo og cola. En enkelt kaffe tilsidst.
Snakker om at det vil være genialt at opstille kaffeautomater langs ruten, hvor man kan få ordentlige størrelser kaffe i termokrus med låg.
På vejen tilbage til herberget kommer vi gennem en lille plads, beplantet med træer. Et tæt kor af fugle dominerer hele lydbilledet. De sidder i de tætte trækroner i mørket og synger melodisk og højt.
Michaela optager lyden på sin telefon.
Klokken er 21, da vi er tilbage på herberget.
Går til ro. Jeg er virkelig træt.

Palais de Rei – Melide Søndag d. 24 september 2006.

Står op, efter at ha’ sovet smådårligt. Frosset en stor del af natten, under et tyndslidt lyserødt uldtæppe. Herbergsmadammen begynder at koste rundt med os tilbageværende pilgrimme. På et tidspunkt får jeg nok af hendes råberi, så jeg går hen mod hende og fortæller hende min utvetydige mening om hendes opførsel og personegenskaber. På højt, klart, umisforståeligt Dansk. Hun er vist . . . → Læs Mere: Camino Santiago – Dag 16.]]> << Dagbogen – Oversigt

Palais de Rei – Melide
Søndag d. 24 september 2006.

Står op, efter at ha’ sovet smådårligt. Frosset en stor del af natten, under et tyndslidt lyserødt uldtæppe.
Herbergsmadammen begynder at koste rundt med os tilbageværende pilgrimme.
På et tidspunkt får jeg nok af hendes råberi, så jeg går hen mod hende og fortæller hende min utvetydige mening om hendes opførsel og personegenskaber. På højt, klart, umisforståeligt Dansk.
Hun er vist helt klar over budskabet, for hun bliver helt tavs og lader os være i fred resten af tiden.

Det regner…, igen…, stadig…
Ud og afsted.
Begivenhedsløs tur, eller også blokerer jeg lidt for indtryk.
Da vi når Casanova bliver regnen voldsommere, så jeg trækker selv i regnslaget.
Michaelas bækken har det bedre. Nu kun lidt bøvl med det ene skulderblad.
Provianten på etapen er Twix-kiks og cola. Sundt og nærende…
I en lille by har en husejer lavet sin egen Camino-vejviserpil.

Er fremme i Melide klokken 12.
Herberget åbner først klokken 13, så vi har en time at slå ihjel. Er gået ind på en lille café og drikker lidt kaffe, cola og spiser et par croissanter.
De Danske piger, vi havde mødt i Carrion de los Condes er her. Den ene er desværre syg, så de har taget et hotelværelse i et par dage.
Får en overkøje og en underkøje på herberget.
De tyske piger er her også. Mens jeg sidder udenfor, under halvtaget og ordner vores støvler, får jeg en snak med den ene af dem. Alt deres tøj, sko, udrustning er drivvådt, så de er lidt misundelige på vores regnslag og at vores støvler holder tæt. Det gode gamle, underkendte læderolietrick!!!
Begge piger er ikke alt for godt gående. Deres muskler er ømme og deres våde støvler er ødelæggende for fødderne.

Jeg har forvandlet Michaelas underkøje til en blød hule. Et liggeunderlag langs væggen og et af regnslagene som afskærmning udadtil.

Vi benytter muligheden for lidt privatliv, til at putte sammen i et par timer.

Og så blev det tørvejr og solskin!!!
Går lidt rundt i byen og får stemplet i den lokale kirke.
Mange butikker er lukkede. Formentlig fordi der skal foregå en eller anden større officiel begravelse.
Spiser aftensmad på Café Chaplin og jeg får taget lidt godt for mig af øllene. Måske fordi jeg synes det har været en lidt “skæv” dag???
Tilbage på herberget lægger vi os sammen. Jeg overnatter hos Michaela i underkøjen. Ikke meget plads, men det er varmere.