Helsingør – Asturias
Lørdag d. 07 juli 2007.
Bliver Transfer Centre i Copenhagen Airport i Kastrup, det sted vi opholder os længst under vores Caminotur?
Klokken 08:30 sad vi og nød en croissant, indtil kun få minutter før vi skulle boarde flyet til Asturias i Spanien.
Nu er klokken 9.
De fladtyrkise, tyndpolsterede stole i den store kolde hal er holdt op med at være magelige.
Michaela ligger ned og slapper lidt af.
Hun er trods alt gravid i 3′ måned !
Jeg nøjes med at traske formålsløst rundt… Leder efter information ét eller andet sted fra…
Sammen med en masse andre passagerer er vi fanget hér på ubestemt tid, uden information om noget som helst.
Vi trak nummer 141 i køen !!!
Nu betjenes nummer 82…
Cancelled !
Cancelled… Nu lige inden vi skal boarde, står der pludseligt cancelled ved vores fly.
Men hvad så ?
Hvad pokker gør vi nu ?
Hvad har SAS tænkt sig at gøre ?
Michaela ser pludseligt fortabt ud. Hun er overbevist om, at der hviler en Camino-forbandelse over hende.
På Caminoture kan hun kun forvente, at det uventede sker og at al’ planlægning kun kan være groft vejledende og intet er som det ser ud.
Men er det ikke en del af hele Camino konceptet, at man udfordres på uvante områder ?
Er du kontrol-freak, så vil du opleve, at kontrol bliver flået ud af dine hænder. Er du det modsatte, vil du opleve, at kontrol bliver krævet af dig.
Svagt i ørekrogen opfatter jeg, at vi skal begive os til Transfer Centre.
Hvor det end befinder sig, men en strømning af passagerer viser os vej…
Det mest frustrerende, det som irriterer alle her rundt omkring er SAS’s tunge mur af tavshed.
Hvor svært kan det være, at give en højttalerbesked, f.eks.:
“Passagerer til flight SK581 til Madrid, bedes samles i Transfer Centre.”
Her kunne man så give en yderligere melding, at problemet søges løst (hvis det altså er det man prøver på…), men at det skal forventes, at det kan tage op mod XX antal minutter, før alle er betjent (Antal passagerer x antal åbne skranker x gennemsnitligt minuttal pr. ekspedition).
Hallo SAS, hvor svært kan det være ???
Jeg øjner en multiautomat, som kan udspytte varme og kolde drikke.
Aaah, kaffe 🙂
Jeg får min kaffe, men en stakkels mand kæmper med, at få den til at aflevere en kold sodavand.
Den vil godt kommunikere på de hylder, hvor der ikke er sodavand, men den spiller døv og stum, der hvor den har sodavand liggende.
Jeg øjner chansen for at sætte en af de grønblusede servicemedarbejdere i sving.
Vi skal være i Asturias klokken13:20.
Så har vi god tid til at tage bussen til herberget i Oviedo, hvor vi så vil starte fra i morgen.
Det var altså den oprigtige plan, men efter at ha’ ventet i 2½ time på at komme til at blive betjent ved disken, så tror jeg ikke længere på, at det er muligt.
Flink ung mand, som forklarer og taster og fletter afgange og ankomster med hinanden over hele Europa, i et desperat forsøg på, at hjælpe os afsted.
Sluttilbudet bliver, at vi kan komme med klokken 14:20 til Düsseldorf, derefter Barcelona, derefter Asturias.
Fint nok, at vi kommer til Asturias…, men der er lige én enkelt hage ved det…
Vi er først fremme engang efter klokken 23, og aner så ikke om vi overhovedet kan komme videre.
Kan vi overnatte i Asturias?
Kan vi komme videre til Oviedo?
Ikke at det vil hjælpe så meget, for herberget i Oviedo lukker og låser dørene klokken 21.
Og der bliver IKKE åbnet !
Da SAS’s eneste ansvar er, at få os fløjet til Asturias uden skelen til tidspunkter, så er de kolde som jordbæris overfor vores problem.
Vi må tage løsningsforslaget, eller købe helt nye biletter til en afgang i morgen.
Som om vi har råd til det???
Så vi accepterer…
Og vi begiver os hen til B17 (nej, ikke en gammel bombemaskine…) for at vente.
Netop som vi skal til at boarde, kommer en medarbejder frem og fortæller, at flyet er overbooked.
“Om der er nogle frivillige, som vil ha’ noget mod at tage næste afgang, mod at få en stor dyr frokost som kompensatition?”
Heldigvis siger en håndfuld madglade Tyskere ja, og så er der plads til os andre 🙂
Ifølge Michaela’s skridttæller har vi allerede gået de første 5 kilometer af vores vandretur i Kastrup…
Hvad er der at fortælle om en flyvetur til Düsseldorf?
Intet !
I Düsseldorf skal vi videre fra Gate A82, lige ved siden af, hvor vi kommer ind.
Men først 17:05, så vi har et par timer at skulle fordrive.
Michaela griber chansen for at se på bling-bling, og en enkelt sodavand plus kaffe i lufthavnscaféen.
Klokken 16:55 sætter jeg mig i sædet i et Canadisk Bombardier CRJ700. Anslår, at der er plads til en 70 – 80 personer i de billiggrå alt for glatte lædersæder.
Vejer læder ikke mere end stof?
Måske opvejet af fordelen ved større slidstyrke?
Vi er en pænt stor håndfuld Danskere, som skal med.
Udenfor er det begyndt at småregne, netop som vi skal lette…
Der serveres en miniflutes med skinke eller ost og lidt at drikke.
Her er det inkluderet i prisen i modsætnng til hos SAS…
DAMN !!!
Jeg har knust mine solbriller !!!
Det er sgu’ da et underligt forhold jeg har til mine solbriller. Denne gang nåede de ikke engang hele vejen med til Spanien, før de døde.
Og selvfølgelig sker det for et par af de mest komfortable briller jeg har haft. Og så tilmed billige fra Føtex 🙂
Dobbelt godt.
Men de kan ikke tåle, at jeg sætter mig på dem.
Tre uger i den Spanske sol, uden solbriller…
Tåger rundt i Barcelona for at finde ud af hvor vi kan få vores SAS-kvitteringer vekslet til et sæt boardingpas.
Det var aftalen hjemmefra i Kastrup, men at finde den korrekte Iberia-skrank tager en halv time.
Faktisk er vores største bekymring, om rygsækkene følger med hele vejen.
At ende med, at stå i Asturias klokken lort om natten, uden udrustning er ikke opskriften på en succesoplevelse…
Hjemmefra havde vi emballeret rygsækkene godt og grundigt i kraftige sorte affaldssække og flere kilometer bred pakketape.
I et forsøg på at undgå en gentagelse af episoden fra sidste år med Michaelas rygsæk, som blev flået til atomer.
Noget som EasyJet aldrig har kompenseret, til trods for at vi overholdt alle procedurer.
Småtskårent inkompetent tøseselskab !!!
Manden ved check-in forsikrede os indtil flere gange, at der intet problem er med bagagen.
Masser af tid til at se på butikker, drikke kaffe, spise lidt og småslumre.
Michaela finder et brændenælde kosttilskud, som hun kan tage mod eventuel jernmangel, på grund af graviditeten.
Vi skal først afsted klokken 22:05.
Haster afsted på de rullende fortove, mod Gate 14, hvor en Airbus A320 venter os.
Sæderne 4D og 4E på Flight IB 1490.
Vi sidder med næserne helt oppe i den mobile skillevæg mellem os fattigrøve og bussiness class.
Søvnig, stille og rolig flyvetur.
Vi skal lande i Asturias klokken 23:30, så vi har måske muligheden for at nå sidste bus til Oviedo klokken 00:01.
Hvad vi skal stille op i Oviedo aner vi ikke, så måske er der mere fornuft i at blive i lufthavnen ?
Nu er vi strandet i Asturias.
Michaela er fuldstændig ødelagt af træthed.
Da bagageudleveringen var overstået og vi havde fået vores rygsække, var sidste bus forlængst kørt !
Lufthavnen skal lukke for natten, så jeg øjner en chanse for, at vi måske kan få et øde hjørne at sove i.
Ha!
Aftenvagterne vil skide os et langt stykke. Vi kan ikke få lov at ligge nogen steder, men har værsgo at forlade stedet.
Ender med at vi lægger os på et græsstykke med tre små buske.
En slags lille rundkørsel lige uden for lufthavnen, lige ved siden af den øde busstation.
Lidt læ bag den ene busk. Oven på liggeunderlagene og to lag poncholiner’s.
Klokken er 1, da vi kryber ned i poserne…
Alt er øde og stille.
Kun let overskyet og heldigvis tørvejr…