Grado – Monestario de San Salvador
Mandag d. 09 Juli 2007.
Sovet i nederste køje, ved siden af hinanden.
Jeg må være blevet gammel og svag, for jeg har haft seriøse smerter i højre side af hoften det meste af natten.
Og vi kommer ikke uden om, at tage 20+ km. i dag.
Klokken 8 var de fleste pilgrimme gået, men en håndfuld tyskere og troubaduren fra i aftes sov stadig.
Først 10:20 var vi klar til at komme afsted.
Dårlig skiltning, da et vejarbejde havde gravet vejviserstenen op.
Så vi går lidt forkert, men bliver stoppet af en ældre mand i en rusten FIAT traktor, som med fakter gør os opmærksom på, hvilken vej vi egentlig skal.
Og selvfølgelig er den rigtige vej én, som går stejlt lige op i himlen.
En stejl start på dagen.
Men et smukt solskin og dejlig udsigt til de omkringliggende bjerge.
Underlaget skifter meget, men er mest stenede skov- / kvægstier.
Snuppede nogle bidder af mine hjemmelavede overlevelses-brød. De holder sulten væk og giver god energi i lang tid.
Passerer gennem flere små landsbyer langs ruten.
Vi bevæger os tydeligvis på en rute, som mest benyttes til kvægstier. Stierne er snævre og med høje stenvægge på begge sider.
Efter et par timer holder vi en kort pause på et lille græsstykke ved en lade.
Jeg folder min poncho ud, så vi kan ligge på den.
Mens vi ligger dér og lufter tæer, passerer nogle af de Tyske pilgrimme forbi.
En Tysk kvinde er af én eller anden grund overbevist om, at vi er Canadiere og hun er helt vild med min hat…
Kort inden hvilet passerede vi et stenbrud og kom ind på nogle knoklede sten-stier, som tog pippet fra Michaela’s ankler.
Stenbrudet larmede og støvede helt vildt. Lidt bekymrende, at se samtllige arbejdere rende rundt uden åndedrætsværn.
20 minutters pause, så pakker vi sammen og fortsætter af kvæg-stierne.
Underlaget og stigningerne skifter til det værre og Michaela’s ankler smerter så meget, at det overdøver vablerne.
Beslutter at afkorte etapen lidt og blive i Monestario de San Salvador.
Kommer frem til en skyggefuld lund, med en enlig isbod.
Isboden er åben og der er stole og borde fremme, men ingen til at betjene.
Tilsyneladende…
Nogle hundrede meter væk, i den fjerne ende af det grønne område går en mand med en motoriseret kratrydder og benytter den til at slå græs mellem træerne.
Han er det eneste menneske vi ka se, så jeg beslutter at spørge ham om han ved noget om hvem som betjener isboden.
For vi vil godt sidde hér lidt og nyde en kaffe, cola og en is.
Viser sig, at det faktisk også er ham, som passer isboden.
Han så meget overrasket ud over at der pludseligt er kunder, selvom stedet ikke er helt lille og ligger ud til en stor vej.
Vi får det vi skal bruge og sætter os på nogle stole ved et bord.
To styk Cola, Magnum mandel, Calippo og Caffe solo
Michaela lufter sin mishandlede fødder.
Pludseligt dukker der en mand frem fra den fjerne ende af lunden.
Viser sig at være en lettere forvirret Franskmand, som også går Primitivoen.
Han har sin flinke hund med som følgeskab, men han aner ikke hvor han er henne og hvor han skal hen.
Jeg viser ham hvad vej han skal gå for, at komme tilbage på den rigtige rute.
Ismanden kone dukker op. Hun er kolosalt bredrøvet i et par brunspættede, til bristepunktet udfyldte bukser. Hun har frokost med til sin mand.
13:50 og vi pakker vores ting sammen og går videre.
14:45 når vi så Monestario de San Salvador, efter at have passeret en lakseflod og gået af nogle velholdte parkstier.
Et kloster hvor man aflagde tavshedsløfte…
Dem har der åbenbart været en hel del af i Spanien…
Sådan som de råber og larmer til dagligt, så forstår jeg det udemærket !!!
Møder Amerikaneren med guitaren, som spillede for os i aftes.
Han hedder Michael og har boet nogle år i Oviedo, så hans Spanske er ret godt.
Utrolig flink. Meget snaksaglig, som de fleste Amerikanere.
Herberget er indrettet i en del af klosteret, som ellers er øde.
Det som har med pilgrimme at gøre er meget velholdt og pænt. Rigeligt med køjesenge.
Vi skubber et par sammen, så vi får os en dobbeltseng.
Der er gratisk vaske- og tørremulighed, så det udnytter vi øjeblikkeligt.
Udover os tre, som netop er ankommet er her kun en Tysk kvinde, Marga.
Hun sidder og slikker sol i den lille lukkede gårdsplads.
Men Michaela bader og så tager en lille lur, sludrer jeg med hende. Mest hende, som har behov for at snakke, efter tre dag, hvor hun ikke har mødt andet end Spaniere, som kun kan Spansk.
Jeg får ført lidt noter i dagbogen.
Michael er en hyggelig fætter.
Jeg tilbyder, at han kan låne min poncho, så han lettere kan holde varmen. Det vil han meget gerne.
Det viser sig, at hans søster er gravid med en lille pige, som tilfældigvis skal ha’ navnet Michaela !!!
Hvad er ods for dét ?
Han har købt en lille babykjole, som han har med i rygsækken.
Han løber straks ind og henter den, for at vise os den, da han finder ud af Michaela’s navn og at hun tilmed er gravid !
Søsteren ska føde i August.
Der vandrer et filmhold rundt på klosteret…
De er ved at optage noget til en dokumentar, omkring de hjemløses forhold i Spanien.
At der er alverdens tiltag og faciliteter til pilgrimme og bruges masser af rescourcer på dém, men intet på de hjemløse.
Som jeg ser det, passer det jo meget godt i den gridske katolske kirkes ånd og den egocentrerede Spanske…
Så godt at der sættes fokus på, at forbedre forholdene for de hjemløse !
Og et bevis på, at ikke alle Spaniere er lige primitive.
Vi skal ned i byen og se os omkring.
Inden vi når ud af porten kommer Marga og presser os til at modtage et halv franskbrød.
Jeg fornemmer at hun prøver at bruge det som et påskud til, at vi alle skal spise sammen.
Hun har det tilsyneladende dårligt ved blot at være i selskab med sig selv…
Vi lader os ikke lokke, selvom vi tager brødet til os.
Pæn og ordentlig lille by.
I en altmulig-butik håber vi at kunne finde et egnet Camino-rute kort.
Noget kort finder vi ikke, men køber lidt andre småting, som er rare at ha’.
Vi går videre og finder pludseligt en Tabac, som viser sig at være et overordentligt velforsynet lille mini-supermercado.
Den sædvanlige pilgrimsmenu finder vej ned i vores indkøbskurv.
Tun, juice, kiks (brød har vi jo…), cola, vand, oliven.
Efter indkøbet går vi ind på en lille bar og køber en bolle, indholdende noget totilla-lignende noget og pølse.
Cola som tilbehør.
Jeg slutter af med en kaffe, mens jeg betragter stedet.
Alt i baren, ja faktisk i hele byen…, er koncentreret omkring laksefiskeri.
Hveranden butik tilbyder lystfisker artikler i alle kategorier og prisniveauer. Alt til laks.
Jeg opdagede et par stykke i vandet i floden, men de var nu ikke ret store og så svære at se, at jeg ikke ku få et brugbart billede af det.
Personligt er mit bedste fiskested Færøerne…
Men klimaet er et lidt andet…
Michaela er glad for at vi brød turen lidt tidligere end planlagt og derfor også nøjes med en kortere etape i morgen.
Og nu er der fare for, at jeg har smadret hele resten af vores tur !!!
Vandrede hen for at se, om Taberna havde åbent, hvilket den ikke havde, men jeg kommer til at sparke Michaela over hendes storetånegl, så den flækker ned i det bløde væv under neglen og bløder helt vildt.
Den yderste halvdel af neglen sidder skævt og kan gøre det ret umuligt at gå i vandrestøvlerne.
Men jeg fraråder at fjerne neglen, da det trods alt er bedre at den beskytter såret nedenunder.
Holder det lidt på plads til blodet er størknet.
I morgen vil vi prøve at tilrette neglen lidt, når det hele hænger lidt bedre sammen.
Er vi heldige kan det hele tapes til og beskyttes, men der er ret stor risiko for, at neglen kommer til at prese ned i kødet, når den proppes i en vandrestøvle…
Tilbage på klosteret tapede Michaela sin flækkede storetå ind og punkterede i samme omgang to vabler på den ene lilletå.
Hvordan er der plads til to vabler på en lilletå ???
De andre var lidt rystede over Michaela’s blodige fødder og bekymrede på hendes vegne.
Klokken er nu 21 og som et plaster på såret, for at løfte stemningen lidt, går vi ned i byen og finder en lille restaurant.
På vej ud opdager vi, at der er åbent på klosterets lille pilgrimskontor.
Så vi får stemplet og betalt, og vi er også så heldige, at vi får et rutekort over Primitivoen.
Nede i byen finder vi en restaurant vi havde set tidligere.
Umiddelbart virker den ret…, øde…, lukket…
Men den står i forbindelse med en bar, hvor der er godt gang i den, så Michaela humper hen og spørger bartenderen, om restauranten er åben.
Det er den skam, men der er bare ikke nogen som benytter den.
Ivrigt vinker bartenderen os på plads ved et bord og spæner så ud i køkkenet og sætter gang i alle installationerne.
Mens vi famler os igennem menukortet betragter jeg omgivelserne.
Temmeligt
nusset og bærer tydeligt præg af, at det ikke er indrettet af en kvinde.
Potteplanterne hænger alle lidt med hovedet og de er placeret i forskellige beholdere, der skal gøre det ud for potteskjulere uden skelen til om de overhovedet passer sammen.
Sovseplettet bestik…
Jeg bytter det ud med et sæt fra et andet bord.
Bestiller en Salado Russo hver og jeg tager en ekstra ubestemmelig kødret.
Saladoen er temmelig vandet med en lidt metallisk tyndmayonnaiseagtig smag, men der er rigeligt af det og det mætter.
En lille syltet og salt ansjos med peberfrugt som tilbehør og ekstra salatmayonnaise.
Vi hygger os og spiser.
Der er mange indtryk fra dagen, som vi kan bearbejde og heldigvis grine lidt af.
Min kødret er lidt ossobuko + forloren skildpadde lignende…
Med pommes frites.
Stopmæt !!!
Vandrer tilbage til klosteret, hånd i hånd.
Aftenlyset er blødt og varmt og får klosteret til at fremstå nærmest gyldent.
Lydløst lister vi ind til vores senge.
Marga snorker som en velvoksen Canadisk skovarbejder…
Men vi er trætte og falder i søvn med det samme.