Hedeland Trail, 2022

Dette indlæg bliver kortere, end løbet fortjener.

For det er et fantastisk og særegent løb, som fortjener en laaang tekst.

Jeg kendte ikke løbet i forvejen og selvom jeg har løbet rigtig mange trailløb, blev jeg ret overrasket !
Ruten er langt hådere end jeg havde forventet.
Utallige op- og nedløb, lange stigninger, ujævne underlag og skiftende underlagstyper, en grotesk skibakke så stejl at man dårligt kan gå op af den, placeret sidst i løbet, gjorde dette løb til en øjenåbner.

Men bortset fra det, var alt andet super godt arrangeret 😀
Gode toiletforhold, perfekt antal depoter på turen, med de rigtige ting og et mylder af smilende og glade hjælpere.

For ikke at blive snydt med tiden (alle fik samme starttid), startede jeg blandt de forreste, men fandt hvad jeg følte som værende et ok tempo til en 21.1K trail.
Efter 4K troede jeg det var løgn, at der kunne være så mange stejle bakker af “lige lange nok til at være udmattende”-typen.
Efter 8K var jeg nødt til at sætte farten drastisk ned og lade mange løbere passere.
Efter 16K var det et spørgsmål om bare at gennemføre og ignorere alt om at løbe og om sluttid.
Fra de 4K havde jeg endda allerede gået rigtig meget og sørget for ikke at spille for smart på de stejle stigninger.
Mine benmuskler var udmattede.
Selvfølgelig sad der nok noget træthed fra sidste weekends tre halvmarathon i benene, men alligevel…

Den sidste kilometer lykkedes det mig desperat at holde en anden løber bag mig, men det var kun lige med det yderste af neglene og fordi jeg “spurtede” de sidste 100 meter.

Jeg var virkelig træt bagefter og pustede ud i en time, inden jeg kunne køre hjem.

Der havde været en tendens til en smule kramper i skinnebenene og lårenes bagside og jeg kunne mærke at senerne i underbenene/anklerne var belastede.
Mit højre knæ, i senefæstet på indersiden af underbenet, var slet, slet ikke godt.
Det gjorde betænkeligt ondt… og gør mig bange for skader inden/under Hammer Trail.

Jeg er skræmt, hvis Hammer Trail er 3-4 gange dette løb…, for så er jeg overhovedet ikke stærk nok.
Jeg kunne også mærke det alt for meget i mine fødder, trods den korte distance på 21.1K.

Og så var blæsten virkelig en udfordring.
Det blæste hårdt.

Temperaturen var lige på grænsen til, at skulle løbe i korte bukser og tynd trøje, men fordi det blæste så meget, valgte jeg en mere vinterpræget påklædning.
På de steder hvor vinden havde fri indblæst, passede påklædningen nogenlunde.
Og det havde været ret koldt ved starten, hvor jeg kæmpede for at holde varmen.
Ude på ruten skiftede det mellem at være for varm påklædning til at passe pga. vinden, og det føltes tit som at løbe med en bremsefaldskærm, når vinden ruskede i windbreaker-jakken (Ultimate Direction).

Om jeg anbefaler Hedeland Trail ?

Ja, for pokker !!!

Som mini-eksamen inden Hammer Trail og en øjenåbner tror jeg løbet er perfekt.