Der er jo blevet lovet det skønneste forårsvejr for hele søndagen, så hele famillien tager med til Lyngby for, at se mig starte på BT – Halvmarathon’en.
Lidt før Helvede i Nord fik jeg en lille fibersprængning og ved selve Helvede i Nord fik jeg en kraftig forstuvning og ved den sidste Nike Marathontest fik jeg en krampe med tilhørende fiberskade i låret på højre ben.
Tre skader i samme ben !
Det jeg vil understrege er, at min planlagte forberedelser til dette løb og til Glitnir Copenhagen Marathon ikke ligefrem er forløbet optimalt.
Fra den sidste tids lange ture (LSD-løb) ved jeg, at den værste fare ligger i fiberskaden i baglåret, men at en kraftig komprimering af musklen hjælper.
Muligvis hjælper det, fordi komprimeringen forhindrer musklen i at arbejde med fuld styrke (maksimal fortykkelse) og også forhindrer maksimalt udslag.
Så hele arbejde for min del skulle være, at gennemføre på grænsen, så jeg ikke forværrer skaden og samtidig får en fornemmelse for træningstilstanden.
Et bredt stykke elastisk tape op langs bagsiden af låret, for at forstærke det sensoriske input. Kompressionsbind omkring det kritiske muskelområde og så et tæt-strammende elastikbind udover.
Afsted til Lyngby Storcenter, Michaela og jeg og Silas i barnevognen.
Vi var der med lidt over en time til løbets start. Og det vrimlede allerede med mennesker.
Noget i retning af 7000 løbere tilmeldt, så absolut en stor begivenhed.
Kø i massevis ved nummerudleveringen, men jeg føler nu egentligt, at det gik rimeligt godt for alle.
Med så mange deltagere, så er det naturligt, at det må tage sin tid.
jeg var i køen i små 20 minutter, men da vi var i god tid, så generede det mig ikke.
De som stod for nummerudleveringen knoklede rundt, som små flittige myrer og de virkede glade og venlige i den hektiske atmosfære.
Luften herinde emmede tungt af 7000 forventningsfulde løbere…
Efter nummerudlevering gik vi ud til Kanalvej for at komme væk fra den tunge varme og ud i mere kølig og frisk luft.
Shuttlebusserne, som kører fra Kanalvej og ud til Springforbi Stadion begyndte at ankomme og Michaela og Silas tog plads i én.
Silas snorkede igennem det hele, nede i barnevognen.
Startfeltet var blevet stort og fyldte næsten hele kanalvejs længde.
(Pletterne skyldes bussens bagrude)
Klokken 11 gik starten.
Jeg havde været forsigtig pessimist og placeret mig helt nede ved 2 timers løberne, så jeg kunne starte blødt…
Og så gik det ellers derud af.
Benet var ømt og det kunne dårligt andet.
Den kraftige indbinding gav mig en lidt skæv løbestil, med kortere skridtlængde på højrebenet og en mere markant klaskende fuldfodslanding. Klask, klask.
Holdt et rimeligt stabilt tempo hele vejen, pånær 19 – 20 kilometeren, hvor min kilometertid faldt noget.
De sidste par kilometer af ruten skifter løbet lidt karakter, ved at underlaget skifter mellem grus – skovstier og asfalt og bliver mere kuperet.
Nedad løb var en pinsel, og det plejer ellers at være en af mine store forcer…
Kom så i mål i tiden 1:36:14, hvilket godtnok er ringere end at gennemføre på en tid under 1:30, som havde været målet med raske ben, men med et defekt ben, som burde flås af ved hoften og smides langt væk…, så er jeg godt tilfreds.
Også fordi jeg ikke på noget tidspunkt følte mig konditionsmæssigt presset.
Jeg havde masser af ilt !
(Uanset hvordan jeg ser ud på billedet 🙂 )
Sidst i løbet var den største gene faktisk mine ømme fødder, af alt klaskeriet.
Nok forstærket af, at jeg forleden løb 44 kilometer…
Sikkert meget godt at få hærdet fødderne lidt, inden matrathonen !
Michaela og Silas var kommet godt frem til Springforbi Stadion, hvor der var opstillet målområde og selvfølgelig var masser af veloplagte tilskuere.
Helt så meget solskin var der ikke, men det var heldigvis ikke koldt. Et par truende dryp fra himlen, blev ved truslen.
Løbemæssigt, så synes jeg temperaturen var to – tre grader for høj, men det er jo altså når jeg løber…
Ellers perfekt !
Og så havde hun skaffet to ualmindeligt lækre stykker chokoladekage, som vi sad på græsset og nød.
Silas var vågen og meget optaget af alle de mennesker og løberiet.
Men helt gode venner med den høje speakerlyd var han altså ikke, så der blev holdt godt fast i far…
For en sikkerheds skyld !
Tiden gik og de sidste løbere var efterhånden på vej ind.
Stadig mange tilskuere.
Vi besluttede at gå op til stadion indgangen for at finde en bus, mens målområdet blev pillet ned.
Men oppe ved busserne var der en mega-kø.
Måske skulle der ha’ været to busser til, jeg ved det ikke…
Det er jo altid lettere at være lidt bagklog…
Alligevel forløb det hele stille og roligt og busserne shuttlede frem og tilbage, det bedste de kunne.
En dejlig dag for alle !
En god træthed hos os alle, her bagefter.
Og Silas fik lov at opleve, at røre ved sit første stadion-græs !
Jeg vil slutte med en stor tak til alle de travle og dygtige hjælpere og arrangører fra SNIK.
Et meget godt organiseret løb, som stiller lidt større arrangørkrav end de fleste.
Men når hjælperne er dygtige, flittige og i godt humør, så giver det sig selv at det bliver vellykket.
Og der skal også være plads til en tak til de buschauffører, som har måttet leve med den ene busfuld stinkende løbere, efter den anden.
Brugt-bus prisen må være faldet voldsomt !
Vi ses igen !!!