En af dagens små nyhedsnotitser er professor (Danmarks Pædagogiske Universitet) Niels Egelunds fortale for, at proppe flere børn i klasserne.
OECD er kommet med en rapport, som omhandler den rent økonomiske betragtning ang. økonomien i skolevæsenet, men tilsyneladende drejes den fikst, så det kommer til at fremstå som omhandlende kvaliteten på læringen…
Har denne professor og hans kollega, professor Per Fibæk Laursen, da aldrig selv gået i skole?

Personligt hadede jeg de store klasser. De var larmende, urolige, upersonlige. Jeg følte mig som en fremmed i min egen klasse. Utryg!

Og jeg benyttede det helt bevidst til at skjule mig. Til at undgå at blive hørt, at skulle lave andet, end blot passe mig selv og dét som jeg var igang med.
Rent faktisk elskede jeg at lære noget i skolen. Kronisk nysgerrig og videbegærlig.
Men det foregik i anonymitet ved mit eget bord, hvor jeg nok brugte omkring 20% af min energi på, at undrage mig lærerens blik.
JO, jeg holdt faktisk meget af alle mine lærere…
Min utryghed bundede udelukkende i den store flok af klassekammerater, 27 i første klasse!.

Så snart klassen kun bestod af 10 – 15 stykker, blomstrede jeg op og ville pludseligt godt være på, blive hørt.

Kan kun konkludere, at det åbenbart ikke kræver den store pædagogiske og psykologiske fundering, at blive professor.
Hvilken type skolegang har professoren selv haft?
Tror han selv, at det kvalitativt kan være uden betydning, at elever oplever tryghed i undervisningssituationen, så er han ikke værdig til sin titel.
Hvis han tror elevkvantiteten i et klasseværelse ikke har betydning for den enkelte elevs oplevelse af tryghed og oplevelse af et personligt forhold til underviseren, så er han ikke værdig til sin titel.
Hvis han tror at et personligt forhold mellem elev og underviser er uden betydning, så siger det da vist mest om, hvilken personlighed professoren selv er i besiddelse af.