På iRunFar (irunfar.com) har der i en periode været en artikelserie om det at løbe, når man er over 45.
De definerer så 45 som “Old Age”, hvilket jeg finder stærkt overraskende/rystende, da jeg nu snart bliver 57 og på ingen måde betragter mig selv som “Old Age” på nogen måde.
Heller ikke i forhold til at løbe.

Jeg mener stadig jeg kan blive bedre på mine distancer, end jeg er lige her og nu.
Det være sig 5 km og opefter.

Dog er det ikke mit primære fokus at blive “hurtigst mulig”.
På det punkt har jeg ændret holdning, siden jeg var i tyverne.
Jeg løber efter at være “hurtig nok”.

I min tid i Forsvaret var der nogle tidsgrænser for forskellige distancer, med eller uden uniform og usdstyr, som skulle klares.
Det var aldrig noget problem og at løbe hurtigere var mest et spørgsmål om konkurrencen internt med mine kollegaer.

De tider jeg løb dengang, har jeg ikke noget mål om at nå igen. Det er ikke nødvendigt at løbe så hurtigt.

Da jeg blev ramt af skader kom alt til at dreje sig om, at jeg bare skulle komme til at løbe igen. Jeg fulgte den lægelige rådgivning og intet hjalp  i årevis og da det sjove ved at løbe fuldstændigt forsvandt i smerter, sank jeg ned i passivitet og tog 10 kg på i vægt.

Det var vægtstigningen og så, at min krop og mit sind manglede noget fysiskt udfordrende som gjorde, at jeg koncentrerede mig om hvad jeg spiste, ikke bare hænge i sofa’en hele døgnet (jeg elsker min sofa !!!) og at starte træning.

Efter cirka 10 år med en smertende iskias og 15 år med smertende akillesener, så var det en tur op ad bakke, med utallige tilbageslag.

På arbejde er jeg fast deltager i DHL-stafetten i Fælledparken. Oftest med at løbe samtlige ture selv, eller de fleste.
Det  forberedte jeg med en periode med forceret træning og masser af smertestillende !

For nogle år siden blev jeg så overtalt til at medvirke i “Vi Cykler til Arbejde”.
I mine teenageår cyklede jeg solen sort og havde en grundkondition, som jeg levede højt på, da jeg startede i Forsvaret.
Det er mange år siden og nu havde jeg ikke engang en cykel.
Heldigvis fandt jeg en billig all-round cykel på udsalg i BilTema, monterede den med en ny og bedre saddel, nye pedaler og nyt styr, samt monterede racerdæk på fælgene – et par år efter, købte jeg nye Shimano-hjul til den også.

I en måned cyklede jeg så cirka 2 x 30 km til og fra arbejde.

Effekten var fantastisk.
Dels tabte jeg 8 kilo, dels skød min kondition i vejret.
Men det absolut vigtigste var, at mine akillesener pludseligt fik det langt, langt bedre.

Gennem et år cyklede jeg så oftere og oftere og forsøgte at finde min grænse for løb, med hensyn til hvad akillesenerne kunne acceptere.
Helt generelt kunne det skæres ned til, at hastighed og underlag var de afgørende faktorer, med hastigheden som den absolut vigtigste.
Det meste løb var tvunget til at foregå i roligt tempo, meget roligt.

Enhver form for tempotræning var en risiko for, at akillesenerne ville blive hysteriske. VO2max træning og spurttræning var udelukket.
Ganske pudsigt var der ikke den store forskel om jeg løb en rolig 5 kilometer, eller en rolig 25 kilometer træningstur.

Den bedste effekt var, at jeg pludseligt fik glæden ved at løbe tilbage !

Nu, tre år senere er det hele ved at falde på plads.
Akillesenerne bliver aldrig helt kureret, men afholder jeg mig fra overilet spurttræning, så er de absolut blevet bedre.
Dedikeret styrketræning af lægmusklerne, inklusive statisk træning, har vist sig at kunne bedre situationen endnu mere.
Iskias’en kommer og går og kræver daglige strækøvelser og B-vitamin (!), men er også på et niveau, hvor det ikke betyder noget for løbet.

Hvad er det så lige med det der “alder” ?

For det første er det ikke noget jeg spekulerer over, endnu mindre noget jeg bekymrer mig over, med et par undtagelser.

Sammen med at jeg har genfundet glæden ved at løbe er jeg endeligt begyndt at deltage i forskellige løb igen.
Det føles rart.
Det viser også, at der er kommet mange flere løbere til løbene, end der var tidligere, selv på svære løb og i dårligt vejr.
På den måde er konkurrencen egentlig blevet større.

Kan jeg mærke at jeg har ydet hvad jeg kunne og har nydt løbet, så er placering i løbet sekundært.

Ikke at det ikke betyder noget, når jeg kigger ned igennem resultatlisterne.
Jeg er stadig et konkurrencemenneske.
Men om jeg bliver nummer 21 eller nummer 18 ødelægger ikke min dag, men ser jeg på listen at de(n) foranliggende kun ligger nogle sekunder foran, så ansporer det mig til at træne en smule mere og give den lidt mere til næste løb 🙂

Sammen med, at jeg ikke længere er så fokuseret på at vinde, men mere på bare at deltage, at være mere ægte Olympisk, så er jeg samtidig blevet bedre til at håndtere at noget gør ondt eller er svært.
Fordi det ikke længere er et massivt nederlag at måtte sætte farten ned, eller ligefrem gå et stykke tid.
Min mentale tilgang til løb, træning og konkurrence er blevet mere tilbagelænet.
Ikke mindre fokuseret, men med større overskud og rummelighed.

Jeg er også blevet mere villig til at hoppe i løbeskoene og løbe de meget lange træningsture, hvor jeg løber op over 45 kilometer, som en træningstur.

Det får mig til at tænke på løbesko…
Mine fødder har altid været lidt vanskelige.
Jeg har en bred andefodsformet fod, med høj vrist og normal svang.
Det har altid gjort valg af løbesko til lidt af et lotteri, fordi flere faktorer skal passe sammen.
Først og fremmest skal jeg finde sko som har en bredere forfod og en smal og rigeligt polstret hæl.
Jeg har haft adskillige sko, som “slubrer” i hælen og mine akillesener sætter stor pris på, at der er god polstring.
Men så er der den høje vrist. Dels lægger det en ret stor belastning på knoglerne i foden, dels gør det senerne på fodens overside mere udsatte.

For mange år siden fik jeg et træthedsbrud i min fod under en lang patruljemarch. Jeg fortsatte i cirka 20 kilometer med brudet, inden jeg sagde stop.
Efterfølgende blev det aldrig behandlet og det er muligvis årsag til, at smerterne kan komme snigende, her 35 år senere.
Det stiller store krav til dæmpingen i sålen i mine distanceløbesko. Jeg er tvunget til at have rigeligt med dæmpning og stabilitet i sålen.
Senerne på fodens overside gør så, at jeg også skal have en meget polstret pløs, hvor snørebånd ikke giver tryk-gener hen over foden.

Og så er mine fødder vokset med et halv nummer på tre år !
Det er ikke fordi min fod er blevet fladere, men skyldes formentlig, at foden generelt er blevet stærkere.

Hvor mine fødder gør det rigtig godt?

Jeg får stort set aldrig vabler !!!

Til slut vil jeg indskyde, at noget alderen har gjort er, at når jeg er træt, så ser jeg VIRKELIG træt ud !