(Billedet til artiklen har jeg ufint gaflet fra http://www.ortonord.dk/?page_id=376 Disse formentlig kompetente mennesker har INTET med mit problem at gøre, men de havde det bedste og mest illustrative billedmateriale)

Det var løbeturen i går, på Amager Fælled, som ødelagde det hele.
Jeg løb 5,5 km mod en af mine tidligere tider. Ikke rekordtider og jeg havde sat, at jeg blot ønskede at løbe 5 sek. hurtigere.
Vejret var solrigt, smukt og varmt.
Jeg er ikke så vant til/god til, at løbe med ghost-funktion, så efter 2 km. var jeg 15 sekunder foran tidsplanen. Jeg kunne godt mærke belastningen i lunger, muskler og at komme af med varmen, men ikke oppe på konkurrence-niveau.
Efter 3 km. begyndte der at komme smerter i akillesenen på højrebenet.
Jeg reducerede hastigheden og efter 5 km. (hvor jeg opdagede at jeg ikke aner hvordan man tager mellemtider på min Forerunner 235’er ( 😀 )), slog jeg over i gang og gik en kilometer og en slat, oven i løbet.
For at få puls og temperatur ned og for at hjælpe akillesenen.

Jeg ved af erfaring, at stilstand direkte efter løb med øm akillesene, forværrer tilstanden og gør senen så øm, at almindelig gang er ekstremt smertefuldt.

Løbet i sig selv burde egentlig ikke udgøre et problem for min akillesene.
Sansynligheden for en fiberskade i læggen har vist sig langt større, men det var jeg ikke i nærheden af.

Men alligevel. Samler jeg buketten af forskellige faktorer, kan de samlet være medvirkende.
Tapning: For at sikre min fod mod den smerte jeg havde på fodens yderside (supinationsproblem), havde jeg tapet foden lidt, bl.a. med en tapning bagom foden, på akillesenens fæste.
Varmen: Jeg lider virkeligt, når det bliver varmt !
Ghost-løb: Jeg løb trods alt ret godt til og lå ofte langt foran min ghost.
Underlaget. På en meget lang del af den sidste halvdel af løbeturen, er underlaget meget stærkt hældende mod højre.

Især faktoren med det hældende underlag, kombineret med en sko som er i zonen mellem neutral/pronation, lægger en høj belastning på senernes side. Det være sig fodens sener og akillesenen.
Tapningen kan så yderligere have flyttet belastningen fra de allerede ømme fodsener, om til akillesenen og så kombineret med det hurtigere løb, afstedkomme at smerterne vil opstå.
Angående tapningen/smerten på ydersiden af foden, lige under ankelledet, så er det direkte relateret. Det kaldes Peroneal Tendonitis.
Markeret med rød herunder.

Problemet er relateret tæt til, at jeg har meget høj svang, kombineret med den voldsomme forstuvning jeg fik i “Helvede i Nord”-løbet, for en del år siden.
Spørgsmålet er, om anklen nogensinde er kommet sig og har opnået stabilitet nok ?

Øvelse med at styrke fodens udadgående bevægelse, skal iværksættes !!!
Kan udføres ret simpelt, med en elastik, med 200 repetitioner.

I varierende grad har jeg sloges med smerter i akillesenerne i mange år. I visse perioder direkte invaliderende !
Smerterne ligger en anelse forskudt udaf, så det er også et tegn på lidt over-supination. Altså at jeg knækker for meget udad på fødderne.
Det skal jeg selvfølgelig tage højde for i mine løbesko, men de fleste løbesko er skabt til lige det modsatte, da de fleste overvægtige og utrænede løbere, lider af over-pronation. At de knækker foden for meget indad.

Lige nu kan jeg så absolut ikke lægge 1000,- til nye korrekte løbesko…

Alskens råd fra læger og terapeuter, hjalp lige lidt, helt fra problemet opstod, for mange år siden.
Især på lægefronten var hjælpen direkte elendig, eller ligegyldig.
Mest radikale forslag var en operation, som i bedste fald havde 50% chanse for succes.

Hvorfor jeg endte med at gå med problemet i noget som ligner 10 – 15 år i alt og i særdeleshed de sidste 6 år, hvor det gradvist bare blev værre og værre, er jeg helt ærlig uforstående for.

Måske fordi det havde denne “komme-gå” karakter og at jeg i mange tilfælde kunne løbe mig ud af smerten. Indtil løbet så var overstået !
Jeg har selv en særdeles solid uddannelse indenfor fysisk træning og anatomi/fysiologi, så jeg burde have grebet problemet langt, langt tidligere.
Da jeg gjorde det og vristede mig fri af de fastlåste ideer om hvile (især lægerne elskede at kaste kortet med “ophør af aktivitet”) og eksentrisk træning, kunne der ske fremskridt.

Akillesenens problem er, at det er en højbelastningssene.
Den er konstrueret til det, men der er dog grænser for, hvad den kan håndtere.
Ja, den styrkes med træning, men sener er meget længe om, at tilpasse sig belastninger.
Belaster man senen maksimalt, eller en anelse over maksimalt, blot nogle gange om året, og den derudover belastes let, så har den ikke en jordisk mulighed for, at tilpasse sig.

I praksis kan det tage et år, at opnå den nødvendige styrke i en akillesene, fordi stofskifteprocesserne omkring en sene er meget langsomme og i høj grad drives af aktiv bevægelse.
Tilmed kræves en vedvarende træning, uden længere ophold.

Skal en sene hjælpes, skal den bevæges !
Er senen tæt på overrivning er det selvfølgelig en lidt anden sag, indtil det er repareret og første rekonvalsens-periode er overstået.
Men det er fakta at skal en sene hjælpes i sin restitution og opbygning, skal den holdes i bevægelse.

Og bevægelse er vigtigere end belastning !

Hvor kan man let få masser af bevægelse på en akillesene og samtidig nedsætte belastningen ?
Kodeordet er : Cykling !

Cykling, cykling, cykling, masser af cykling.

Netop for akillesenen er cykling det helt vidundergørende, da den ikke udsættes for den belastning som ødelægger den, når der løbes, men den får masser af bevægelse, som sikrer et optimalt stofskifte, samt sikres en mulighed for at variere belastningen, så senen i sidste ende styrkes.
At variere belastningen ligger simpelthen i at vælge den optimale gearing, at cykle med.

Et højt gear og at stå op i pedalerne, giver en højere belastning af akilesene og lægmuskler.
Et lavt gear giver lav belastning og en bedre “smøring” af akillesenen.