VIGTIGT: Hvis du vælger at prøve dette, så vær 110% sikker på, at din skærm kan håndtere det. Ellers kan det blive noget rod (som kan ordnes igen…, men alligevel noget rod…), hvor du ender med sort skærm.
***Redningsforsøg er angivet længere nede.***
Som standard starter min Ubuntu op i 1024×768 punkters skærmopløsning.
(Dette kan variere, alt efter hvilken pc/grafikkort man benytter!!!)
Tilfældigvis, så ved jeg at skærmen kan bære 1280×1024 punkters opløsning…, så det vil jeg ha’ !
I System-Indstillinger-Skærmopløsning vælger jeg…
Nåååh nej, jeg kan ikke komme til at vælge højere end 1024×768! Crap!!!
Men der er råd for det.
Log ind som root.
(Husk at oprette en root, med det korrekte root password, under System-Administration-Brugere og grupper. Af sikkerhedsårsager, har Ubuntu valgt at root ikke er “synlig, men kun findes “under overfladen”. Mystisk valg, men sådan er det nu engang. Med root oprettet har du en selvstændig desktop, som root kan arbejde fra.)
I Steder-Maskine vælg Filsystem og klik dig frem til /etc/X11 (Husk at DER ER FORSKEL PÅ små OG STORE BOGSTAVER I LINUX) og højreklik på filen xorg.conf og vælg kopier. Højreklik derefter ved siden af filen et sted og vælg indsæt. Du har nu en kopi af xorg.conf. (Dette er MEGET VIGTIGT)
Højreklik igen på xorg.conf og vælg at åbne med Tekstredigering.
I filen står der en masse, men du skal finde afsnittet Section “ServerLayout”. Der er der angivet en linje med Screen. Dét der står i Screen, f.eks. Default Screen” er det Section “Screen” du skal finde længere nede i filen, angivet ved Identifier.
Section “Screen”
Identifier “Default Screen”
Der står angivet forskellige Subsection Display’s med forskellig Depth, men du er interesseret i den der står som Defaultdepth, f.eks. 24.
Så skal du ned i Subsection Display, hvor Depth er 24.
I Modes indføjer du simpelthen “1280×768” (husk “”), så der nu står:
SubSection “Display”
Depth 24
Modes “1280×1024” “1024×768” “800×600” “640×480” “640×400”
Gem filen, luk alle vinduer og genstart pc’en…
Du har nu større opløsning!!!
VIGTIGT: Du skal være 112% sikker på at din monitor supporterer den opløsning du skriver ind (de 1280×1024 er kun et eksempel. Der kunne også være tale om et widescreenformat, f.eks.)
Kontroller i H…. & R.., at din skærm kan håndtere det!
Når det går i Kage!
*** Redningsforsøg ***
Du starter din Ubuntu…, og intet kommer frem. Du stirrer febersvedende på en sort skærm, og ærgrer dig over at du lige har slettet din backup harddisk og lånt den ud!!!
Rooolig nu! Der er muligheder for at slippe godt fra det.
(Forudsætningen er i mit tilfælde et dualboot system, hvor Grub viser mig mulighederne for Ubuntu Standard og Ubuntu Fejlsikker og Windows)
Det er Standard Ubuntu’en som er gået kold, så du vælger den Fejlsikre (Hedder noget andet på dit system, men jeg tror at du forstår.)
Nu skal du kigge på skærmen. Der flimrer en række linjer over den sorte skærm, og på et tidspunkt bliver du givet muligheden for at indtaste dit login (brugernavn, og derefter password. Password bogstaverne bliver ikke vist på skærmen!!!), eller trykke Control-D for at fortsætte.
Du indtaster dit login og efterfølgende dit password!!!
Såfremt der fremkommer linjer på skærmen under dette forløb, så ignorer dem og vent på at der kommer en lille pause, hvor du kan indtaste.
Du er nu logget ind, som dig selv og skal så ind og ha’ fat i din xorg.conf fil og rette den, så tast nu:
cd /etc/X11/
(Husk mellemrum efter cd og at X11 er med stort bogstav)
Du står nu i den korrekte mappe, hvor xorg.conf befinder sig. Det kan du kontrollere ved at skrive:
ls
skriv nu:
sudo nano xorg.conf
Du bliver sansynligtvis afkrævet et administrator password. Skriv dét.
sudo er for at kunne arbejde som administrator og nano er et særligt editeringsprogram.
I nano er Ctrl o det samme som at gemme og Ctrl x afslutter.
Nano er nu åbnet og med piletasterne kravler du ned, hvor du tilføjede din skærmopløsning. Du sletter nu det “1280×1024”, der fejlede (eller hvilken opløsning du nu har forsøgt dig med 🙂 ).
Tast Ctrl o og derefter Ctrl x.
Tast Ctrl Alt Delete og lad maskinen genstarte.
Fejlen er nu rettet!