Det er jo så moderne med minibiler !
Tilsyneladende har VW pludseligt fået patent på konceptet og agerer, som om de har opfundet det.
Hvilket er den fedeste løgn og historieforfalskning, men ikke på nogen måde ukendt fra en koncern, der muligvis har været verdenshistoriens mest konservative gennem tiden, og udelukkende kunne komme videre fra Boblen ved, at stjæle de gode koncepter og ideer fra NSU og Audi.
NSU, som ubetinget var de mest fremskridtsorienterede, nytænkende og teknik-kyndige blev aflivet, hårdt og brutalt.
Audi blev kastreret, tvunget til at aflevere sine modeller til VW, så de kunne få et nyt logo, og derefter afkrævet total underdanighed.
Deraf fik vi Polo (Audi 50) og Golf (NSU/Audi teknik og Italiensk designer).
Resten er kedelig historie og involverer lyssky bankforetninger og politisk magtmisbrug, som jeg ikke orker at ribbe op i.
En virkelig pionér inden for småbiler er FIAT, og det ved alle i virkeligheden godt.
Især når de kigger på den lille originale FIAT 500, eller den i tresserne så populære FIAT 600.
Fortjent har FIAT succes med deres retro-FIAT 500, omend den ikke er helt tro mod konceptet i sit navneophav.
Tro mod det oprindelige småbil-koncept, det er FIAT Panda til gengæld.
Ikke den pt. Omkringkørende model, der kom i 2003 og i virkeligheden ikke er simpel og basal nok !
Nej, de Panda’er, der kom i 1980 og eksisterede i et utal af varianter og også som SEAT (til 1996…?), og forblev i produktion frem til 2003… !
Giorgetto Giugiaro (VW Golf, VW Scirocco 1 (den eneste VW der er værd at se på/eje) Alfa Romeo Alfasud, Lotus Esprit, DeLorean DMC-12 (”Tilbage til Fremtiden”), Skoda 720,… o.m.a !!!) anså Panda’en som et af sine mest vellykkede designs.
Et No-Nonsence og overflødighedsbefriet basalt fornuftigt design.
Hvorfor denne snak om en halvgammel blikæske, pissepotte?
Egentlig startede det, da Alfa’en røg i vinterhi.
Skal der tages hul på arbejde med V6’eren, kan jeg lige så godt gå hele vejen og hive motoren ud og få renoveret motor og chassis og få fikset de småting der nu engang er på en 14 år gammel bil.
Det kan jeg sagtens gøre, når jeg har noget andet at køre i til dagligt.
Og jeg har jo den trofaste Citroën Xantia, den totalt usexede Xantia, mit hverdags transport-æsel.
Men den har den lille hage, at sammen med Alfa’en er den reelt lidt for dyr for mig, at køre rundt i !!!
Derfor kom jeg automatisk til, at kigge efter billige biler.
Da jeg kun skal bruge køretøjet ”Between Alfa’s”, skal det selvklart ikke være noget nyt, dyrt og forkromet.
Helt naturligt dukkede den lille Panda så op på skærmen.
Ærligt, så faldt jeg for dens enkle æske-design.
Ærligt, ville jeg øjeblikkeligt bytte den lige over med Xantia’en, hvis der dukkede én op!
Men tilsyneladende er de alle bortgået til de evige Panda-marker, selvom modellerne fra 1986 og frem, burde være ok holdbare og relativt mindre rustkapable.
På det danske marked har jeg ikke kunnet finde én eneste til salg, og endnu mindre én som vil tage en gammel Xantia i bytte 🙂
Det skal jo gerne gå lige OP-op økonomisk, hvis det skal give mening.
For det er økonomien der ligger bag det hele.
Jeg kan spare på benzin-budgettet med en Panda, frem for en 2.0 Xantia.
Dertil er der også besparelse på Statens Grønne Psykopat Afgift og formentlig også en smule i forsikringen…
De penge vil jeg bruge på finpudseri af Alfa’en !
Panda’en kan jeg så ha’ sjov med, ved siden af.
Der vil være en del fornuft i, at montere et reduceret racerbur i den, da den bliver helt og aldeles flad som en pandekage ved uheld.
Racerbil bliver den aldrig og jeg kunne godt ønske at finde et højere 4/5-gear til den, så den bliver en smule mere udholdelig på motorvejen.
Når Alfa’en er færdig og på plader, kan jeg gå amok i styling og yderligere leg !
Men hvor finder jeg én, som vil tage en Xantia 2.0 fra 1994 i bytte for en klar-til-at-køre FIAT Panda fra 1980 – 2003 ?
Det skal siges, at jeg egentlig er ret glad for Xantia’en.
Den har været uvant ukompliceret og fejlfri.
Hydraulikken virker perfekt.
Der er reelt ingen rust i den og den er ikke på nogen måde udslidt eller misligholdt og har et år til syn, som den burde valse lige igennem, uden problemer.
Til den tid er det formentlig kun bremser, der skal ordnes.
Og så har den helt nye vinterdæk 🙂
Og ny udstødning !
Skal der peges fingre af den, og det kan jeg i ærlighedens navn lige så godt gøre, er dens eneste svaghed, at centrallåsen ikke fungerer.
Køber man et sæt og sætter i selv, kan det gøres på en dag, for den fingernemme.
Eller man får en mekaniker til det, som formentlig ikke skal ha’ alverden for arbejdet.
Hvis centrallås er alt afgørende !