Sarria – Portomarin

Fredag d. 22 september 2006. Står op 06:30. Michaela sover stadig.
Jeg sniger mig ud i køkkenet og tilbereder et morgenbord til os.
Da hun lidt efter står op, har jeg lavet kaffe, ingefær-the, juice, frugt, ristet brød og ost. En god og hyggelig måde at starte dagen på.
Derfor trækker det vist også lidt ud med at blive færdige og komme afsted, men til slut står vi med rygsækkene på. Vejret er stadig lidt grå-råt og skiftende med lette byger.
Ikke noget problem når man skal vandre.

Terrænet er meget skiftende. Op, ned, op, ned. De sidste 8 – 10 kilometer til Portomarin er det til gengæld ensidigt stejlt nedad.

DAGENS VANDREBEGIVENHED!!!

100 kilometer stenen passeres.
100 kilometer tilbage til Santiago.
Vi stopper for at tage billeder. Jeg har gemt en dåsecola i rygsækken som jeg hiver frem, så vi på behørig vis kan skåle på begivenheden.
Lidt efter kommer et par pilgrimme, som stirrer forundret på os. Vi viser dem tallet på stenen og der falder vist en lille 5-øre. Ihverttilfælde stiller de sig også op og tager et par billeder.
Jeg synes at det er en helt fin ting at fejre nogle milepæle på turene, selvom der tilsyneladende ikke er noget standard pilgrimsfejring af 100 kilometer tallet. Dét kan der jo så blive! Traditionen er hermed startet!!!
En Franskmand i følge med nogle Spanske piger kommer vandrende og griber chansen for at gale som en hane. Sådan kan man jo også fejre det 🙂
På resten af turen er alle kilometertallene to-cifrede 🙂
Vi går videre og efterlader den galende Franskmand og hans Spanske piger.

Det vrimler med egetræer. Flere end jeg nogensinde har set!
Et godt Dansk træ 🙂

Lidt efter møder vi de to Tyske piger og følges med dem.
De er ikke så godt gående. De sidste kilometer ind mod Portomarin er fyldt med stejle nedstigninger. Michaela lider en hel del under dem og jeg kan mærke det selv, i mine tæer.
Hun er helt ødelagt i bækken, knæ og ankler, så hastigheden falder støt.

Så er vi ved Portomarin.
Det må være broernes by!
To broer leder over floden og ind i byen. En gammel lav bro og en ny meget højere…

Tilmed aner jeg ruinerne af en endnu ældre bro over floden, da vi går over den nye høje bro.
Kraftig sidevind. Floden virker som en vindtragt.
Flodbrinkerne er på begge sider overstrøet med gamle ruiner. Det vækker en underlig følelse i mig, når jeg står og prøver at forestille mig middelalderbyen og livet her.
Efter broen går det stejlt opad ind mod byens centrum.

Finder pænt og velholdt herberg, men stort = rigtig mange larmende Spaniere, som stadig ikke har opdaget at døre også kan lukkes!!!
Tøjet i de opstillede vaskemaskiner…, og der er tørretumbler…
Varmt bad og så ud i byen.
Får et ekstra stempel i pilgrimspasset i en lokal kirke. Vi har ikke været så gode til at sørge for det med stempler, før her på den sidste del af turen.
Ind i supermercado og derefter ind et lille sted, hvor vi får en hamrende god tun frokost sandwich.
Jeg kigger efter solbriller og finder nogle i en lille butik. De viser sig at ha’ en lille defekt, da den ene næsepude mangler. Det udvikler sig til et større reparationsarbejde.
Ender med at jeg selv får lov at montere en anden uoriginal næsepude. Får så brillerne meget billigt.
De virker, så hvad pokker…
Fik et tilhørende plasetui, som er på størrelse med en sulten håndværkers madkasse.

Tilbage på herberget lægger vi os til at slappe lidt af, arm i arm, hvorefter vi igen render ud i byen.
Vi skal ha’ fundet noget mere solidt aftensmad.
Det blev til spagetti med ketchup og små hakkede kødklumper (tror det var kødboller???). På kortet stod Spagetti Bolognese. Tja… Og så var det endda et ret pænt sted vi spiste. En regulær restaurant.
Jeg supplerer med en pizza, som viser sig at være microbølgetypen – som set i Føtex… 🙂
Kigger lidt mere på butiksvinduer og kirken i flot aftenlys, inden vi tørner ind på herberget igen, for at gå til ro.

Det småregner, så vi lader vores vasketøj blive hængende ude. Det er alligevel drivvådt.
De andre pilgrimme er også ved at lægge sig.
Klokken 22:30 kommer et hold Spanske tøser væltende. Tænder lys og er højlydte og rumsterende.
Vi er mange som tysser på dem, men de glor bare på os og er helt ligeglade. Opfører sig som en ustadig 7′ klasse på lejrskole…
Michaela og jeg lægger os til at sove, side ved side, hånd i hånd.