Portomarin – Palais de Rei
Lørdag d. 23 september 2006.

Sovet godt. Det har vi begge.
Udenfor storregner det. Michaelas tøj, som hang ude i nat må en tur i tørretumbleren. Det tager selvfølgelig lidt tid, så vi er sent afsted.

Klokken er cirka 9. Endelig er vi afsted.

Starten er let stigende indtil vi når Venta de Narón.
Vi holder et par småpauser undervejs og inhallerer et par dåsecolaer. Når Michaela tager rygsækken af, vakler hun rundt. Hun har vænnet sig til at ha’ de 10 kg. på ryggen hele tiden 🙂
Møder vores Amerikanske venner igen. Vi har fået en høj stjerne hos dem, omgivet som de er af Spaniere og Franskmænd, som de ikke kan kommunikere ret meget med.
De næste 12 kilometer er svagt nedadgående.
Michaela tester en ny snøring af støvlerne, som giver lidt mere plads til bredden af hendes forfod. Tilsyneladende hjælper det…, eller også er hendes vabler endeligt hærdede…
Hele turen er præget af konstant regnvejr og Michaela tager hele turen indhyllet i sit regnslag.
De sidste 5 – 6 kilometer af etaperne begynder hendes tempo hele tiden at falde, fordi hendes krop begynder at protestere.
Jeg overtager hendes vandrestav på en del af turen, fordi hun følte at den generede hende. Især hendes bækken gør knuder.
Fremme i Palas de Rei.
Tager det første herberg vi render ind i.
Vi er indlogeret 11 personer i alt. Flest Franskmænd, et par Spaniere, to Tyskere…, og så lidt andre…
To WC, to bad og tre håndvaske.
De to Spaniere larmer selvfølgeligt mere end alle os andre tilsammen, og da jeg så også får flået min vandretrøje i stykker på hængelåsen på min egen rygsæk, får jeg et hysterisk anfald. Det giver ro i et stykke tid og det viser sig at Spaniere godt kan finde ud af åt åbne og LUKKE døre på en behersket måde, hvis de får besked på at de SKAL!!!
Og de kan samtale med normalt stemmeføring!!!
Indtager en toast på en lille bar, med en distræt ældre kvinde bag disken.
Små grupper af gamle mænd sidder rundt om. De spiller kort eller domino.

Går tilbage til herberget og lægger os lidt. Michaela falder i søvn i mine arme på tre sekunder.
De to Spaniere er igen begyndt at være højlydte, men denne gang er det de to Tyskere, som beder dem gå udenfor og diskutere færdig. Det virker.
Michaela og jeg er ikke de eneste som forsøger at få en lur.

Klokken er 19. Vi står op og går ud i byen. Nabostedet har spisemulighed, så vi får spagetti med tun og tomat og tilhørende brød.
Smager godt og varmt!
Det er moderen i køkkenet, faderen som står bag baren og datteren som står for bestillinger og servering.
De har en evnesvag søn, som sidder og hygger sig med at se fjernsyn.
Jeg drikker to øl til.

Det er nødvendigt at vi finder en pengeautomat, da vi kun har 12 euro tilbage tilsammen.
Gå lidt rundt i byen og finder en bank med hæveautomat.

Så tilbage til herberget. Michaela trænger til at hvile lidt mere ud.

I morgen er det en kort tur på kun 15 kilometer og vi passerer 50 kilometer stenen.
Vandringsmæssigt har jeg ingen gener, bortset fra at jeg synes det føles hårdt at skulle gå i det langsomme tempo.