Arzua – St. Irene
Tirsdag d. 26 september 2006.

Jeg stod tidligt op, i bælgravende mørke. Har lavet et lille morgenbord til os igen.
Køkkenet og spiseområdet ligner en svinesti. Der har siddet nogen og drukket/festet om natten og ikke ryddet op.
Fundet en gryde, som jeg kan koge vand i.

Michaela står op. Flere folk indfinder sig. Spiser sammen med et Amerikansk par, der som andre Amerikanere bliver glade for at kunne snakke med nogen. Bliver Amerikanere utrygge, hvis de ikke hele tiden har nogen at snakke med???
De gør kål på en del af vores gode grovkiks.

Vi nyder vores croissanter. Kæmpestore og gode. To til os hver.
Da vi står og pakker, kommer en sød pige og tilbyder at jeg kan få et stort lagen hun har, og ikke skal bruge mere…
Det må være tydeligt at jeg ikke får sovet så godt under herbergernes smågustne uldtæpper.
Jeg bli’r dybt taknemmelig og hun har en stor stjerne hos mig.

Udenfor er det tåget og klamt.
Da vi får startet holder vi et højt tempo, på en ret begivenhedsløs tur.

Klokken halv elleve letter tågen og solen stikker nu stærk og varm. Fugten gør det tungt.
Vi passerer endnu et mindesmærke for en pilgrim.

Dem er der flere af langs hele ruten…
Fortsætter gennem St. Irene og finder et herberg kort efter i Arca.
Der er over en time til det åbner, så vi sætter os og slapper af i solen.
I dag føles solen rigtig Spansk og vi lader den gennemvarme os.
Der er også ankommet et Portugisisk eller Brasiliansk par. De råber konstant af hinanden.
Da herberget åbner er vi stadig de eneste fire.
Mens vi sad udenfor, passerede der utallige pilgrimme. Enkelte kendte vi fra tidligere.
Tager en køjeseng. Under, over. På 1′ salen.
Jeg tager et bad og Michaela slapper af med sin sudoku.
Begynder at blive lidt småsulten. Vi spiser.
Michaela vil lige ha’ et bad inden, men nu er der ikke mere varmt vand 🙂

Sætter os ved stenbordene udenfor.

Landevejen løber lige forbi. En del trafik og de kører hurtigt. Der kommer stadig pilgrimme forbi.
Menuen er cola, brød og tun.

Tager en lille gåtur i omegnen. Herberget ligger ikke umiddelbart i nogen by, men mere med små klatter af bebyggelse omkring sig.
Har ikke gået ret langt før en lille hidsig køter laver udfald mod os.
Knæler ned og prøver at lade den komme til mig og få snuset lidt. Det viser den ikke den fjerneste lyst til. Tydeligt bange for mennesker.
Griner lidt af den og da jeg kigger over mod Michaela benytter den chancen til at lave et angreb mod mine ankler.

Jeg tager et par skridt hen mod den, hvorefter den piler flere meter tilbage, for derefter at bjæffe endnu mere hidsigt…
Det jeg finder mest latterligt er at hundens mennesker i mellemtiden står og glor, måske småfnisende uden at gøre noget.
Først da jeg alvorligt lægger op til at benytte hunden som fodbold, iklædt mine solide vandrestøvler, griber de ind og forsøger at kalde den til sig. Det kan de ikke og en mand sparker selv til hunden og tager den så op.
Spaniere og dyr… Det er sgu’ en sørgelig blanding. Mest for dyrene…
Vi går videre. En lille kilometer længere fremme gentager scenariet sig. Ud fra en gårdsplads kommer et kobbel hunde løbende, højt galpende.
De har køternaturen med at larme højt og voldsomt, men at bremse angrebet mens de stadig er på sikker afstand. Forsøgsvis bukker jeg mig ned og samler en sten op. Dén kender de, for de rykker uvilkårligt et par meter tilbage.
Så snart vi vender ryggen til dem angriber de og vil meget gerne ind og bide i vores ankler.
Jeg vender mig hurtigt og de piler væk.
Jeg knæler ned og venter stille.
Èn af hundene kommer langsomt krybende nærmere. Den er tydeligt interesseret i at se hvem jeg er for én, men den er også ganske nervøs. Jeg lader den snuse til mig uden at gøre noget. Det er en gammel hund. En terriertype. Det ene øje er helt mælket og begge øjne er betændte. Mangler et par tænder…
Slikker mig nervøst på fingrene.
Da jeg forsigtigt rejser mig, løber den tilbage til de andre hunde. De stod nysgerrigt og kiggede imens.
Da vi begynder at gå, starter de ved gud forfra!
Irriterende…
Jeg samler en sten op og det holder dem lidt på afstand.
Efter et stykke tid stopper de med at følge efter og nøjes med at stå og galpe efter os.
Føler de mennesker overhovedet et ansvar for deres dyr???

På den anden side, så opdager jeg en Spanier som er ude og gå en tur med sin ko. Hans kone står imens , med hænderne i siden og kigger efter ham…

Kommer til at tænke, at indbegrebet af en Rigtig Spansk Hombre, må være en mand som skal overpisse bræt, kumme og gulv, ikke trækker ud og ikke vasker hænder…
SUK!

Finder en kro-restaurant-hotel. Køber cola og kaffe og læser lidt i kulørte Spanske blade.
Beslutter at blive og vente, så vi kan spise aftensmad i restauranten.
Hyggelig pæn restaurant. Jeg får et stykke kalvekød med pommes frittes, vand og et enkelt glas vin.

Godtnok var der påført brød, som vi aldrig havde set og en hel flaske vin på regningen, men det blev ordnet uden problemer. Jeg synes faktisk godt om stedet.
Da vi går, køber vi nogle croissanter og noget vand, så vi har til i morgen.

Turen hjem måtte foregå langs den store asfaltvej i mørke. Gælder om at være vågen og gå heeelt ude i vejkanten, for det vrimler med racerambitiøse Spaniere.

Tilbage ved herberget opdager vi at alt er mørkelagt. Strømmen er gået. Og heller intet vand!
De fleste havde taget konsekvensen og lå allerede og sov.
Vi vælger at gøre det samme.