St. Irene – Monte do Gozo
Onsdag d. 27 september 2006.
Klokken er 06:30. Springer ud af sengen.
Strømmen er heldigvis kommet igen.
Michaela vågner og klager over stanken. Hun er overbevist om at en af de andre pilgrimme må ha’ kastet op…
Viser sig at det er nogle andre pilgrimme som laver varm morgenmad.
Jeg klargør til gengæld vores indkøbte croissanter.
Udenfor er det bælgmørkt, meget diset og trafikken er tæt.
Efter croissanterne hanker vi op i vores udrustning. Kommer afsted.
Som sagt bælgmørkt og diset. Starter med at følge landevejen. Et sted misser vi åbenbart Caminoskiltene, for vi er kommet væk fra ruten. I pandelampens skær gransker jeg kortet. Der er ingen problemer i det. Ganske vist følger vi ikke selve ruten, men vi kommer til at ramme den igen lidt senere og så tror jeg tilmed vi har sparet en lille kilometers penge…
Rigtig nok. Lidt efter ser vi andre pilgrimme krydse vejen. Vi er tilbage på ruten og har indhentet nogle af dem, som gik før os!
På den anden side var en del af vores vandring langs landevejen absolut livsfarlig.
Disen er stadig tæt. Som små tætsvævende vanddråber. Vandrer gennem områder med delvist afbrændt skovbund. Giver et meget eventyragtigt indtryk, det hele.
De sidste par dage har det været eucalyptustræer, og de skal vist brændes lidt af engang imellem…
Terrænnet begynder guddødemig at bliver kuperet igen.
Kameraet driller i tågen. Pokkers!!!
Min akillessene giver også brokker fra sig. En gammel skade.
Flere meget stejle stigninger på asfalt.
Efter noget tid er vi nu nået til lufthavnen. Signalmærker og lys i den tætte dis. Stedet skriger på at blive fotograferet, men kameraet er ikke i humør.
Passerer en kæmpesten. Santiago siger den. Der er altså stadig 12 kilometer til byen…
De næste otte kilometer føles lange…, men endelig er vi ved Monte do Gozo.
Monumentet henligger i tåge, men kameraet er begyndt at live op.
Solen er så småt ved at bryde frem, nu her lidt før klokken 12.
Kan se ud over en del af Santiago. Byen er dækket af dis.
Herberget her er kæmpestort. Kæmpestort!
Sammenlignelig med en selvstændig by. Eget supermarked, vaskeri, cafeteria og restaurant, souvenirbutikker og meget mere. Meget af det under ombygning…
Selve herberget åbner først for indkvartering klokken 13:30, så vi slår de mellemligende 1½ time ihjel på cafeteriaet.
Klokken 13:30 er der kommet mange pilgrimme.
En ung frisk Spanier står for indkvarteringen. Han er tilmed ret skrap til Engelsk og giver den med vittigheder og det hele. Ikke alle kan helt følge ham 🙂
Værelserne er til 8 personer. Vi får anvist vores senge og bygger så vores rede…
Solen er endelig brudt igennem. Der er nu kun spredte skyer på himlen, men det er stadig lidt køligt.
Beslutter at gå en tur ud til pilgrimsmonumentet.
To store bronzepilgrimsstatuer. Gode udsigtmuligheder over byen.
Forgæves prøver vi at finde en græsplet, hvor vi kan lægge os. Umuligt. Der er affald, tilmed menneskelort over det hele…
Der er internetforbindelse fra cafeteriaet, så vi bekræftede vores flybilletter og sendte email-opdatering til dem derhjemme.
Lidt en underlig følelse at skulle starte på turens sidste etape.
Klokken 20 gik vi til aftensmad. Standard cafeteria som på enhver Dansk kaserne.
Et par klasser med 7 – 8 klasses elever har lejrskolestemning.
Alt er nu klar, så vi kan tage de sidste kilometer ind til selve Santiago i morgen tidlig. Nyder en kop kaffe og skriver lidt og så er det under tæpperne.