Bus fra Carrion de los Condes – Palenzia – Villadolid – Ponferrado (via Leon og Astorga)
Fredag d. 15 september 2006.

Klokken 08:45 afsted med bussen mod Palenzia.
Jeg er hamrende træt, efter en nat på den i særklasse ubehagelige madras. Godtnok var Sydafrikanerne startet klokken 06, men rent faktisk var ét par startet endnu tidligere…

Vi står først op ved 06:45 tiden, hvorefter vi indtager lidt morgenmad i form af grovkiks (fra Danmark), gedeost (fra Spanien) og en frugtstang (fra Danmark).
På en lille bar henne om hjørnet, køber jeg derefter en kop kaffe, mens vi venter på bussen. Får snakket med et par flinke Danske piger, som går Caminoen sammen.
Over til busstoppestedet. Bussen kommer 08:45.
Afsted mod Palenzia.

I Villadolid har vi ventetid på næsten fire timer, så vi går lidt rundt i byen. Føles virkelig som en storby. Mærkelig følelse ovenpå de øde strækninger vi har gået.

Er oveni så heldige at vi får de sidste to frie pladser i bussen!!!

Selvom busturen ikke er kedelig og at der er masser af ting at se undervejs, så føles det lidt som at gå på mentalt vågeblus. Dette skal blot overstås, så vi kan komme ud og gå igen.
Måske lukker jeg også lidt ned, fordi vi nu passerer flere traditionelle og spændende steder på ruten.
Egentlig vil vi begge helst gå hele den komplette tur fra Frankrig, men det lader sig jo desværre ikke gøre foreløbigt… Og så er dette vores kompromis…
Tror på at kompromisset vil vise sig at lægge en god basis for fremtidige ture.

Caminoruten skærer sig gennem landskabet som en lang orange streg.
Undervejs forandrer landskabet sig. Fra fladt med blodrød jord, som farvet af pilgrimmes blødende fødder, over bløde grønne bakker, frem til spraglede bjerglandskaber.

Ankommer til Ponferrada 18:27 (ifølge busstationens ur!)
Køber et kort på stationen og starter så vores søgen efter et herberg. Ponferrado består af en gammel bydel og en ny bydel. Busstationen ligger i den nye del og vi regner med at herberget nok vil ligge i den gamle del. Så der sætter vi kurs mod.
Skiftet fra den ene bydel til den anden er markant og næppe er vi nået derind og står og fumler med vores kort, før en lille ældre kvinde henvender sig til os. Som tydeligt pilgrimme, forsøger hun sig på Fransk. Et udemærket Fransk. Langt bedre end mine egne løse brokker.

Forgæves forsøger hun at forklare os, hvor herberget er. Beslutter derfor at gå med os og vise os vej.
Undervejs fortæller hun at hun tidligere har været Søster med tavshedsløfte. Heldigvis ikke mere…
En rigtig sød og rar lillemor, som nu pludrer løs mens vi går.
Viser sig at vi skal temmeligt langt. Jeg er imponeret af at der er folk der er så villige til at afbryde deres gøremål og bruge så meget tid og energi på at vise pilgrimme på vej. Der er trods alt rigtig, rigtig mange pilgrimme.
Fremme ved herberget siger vi tak til vores vejviser, så godt vi kan.

Herberget er kæmpestort, når først man kommer ind i det. Ca. 200 mand. En stor del ligger under jorden…
Vi bliver indskrevet, stemplet og får anvist vores køjesenge.
Direkte ud og spise et sted i byen. Finder en Hollandsk Café/Restaurant, som lader til at have mere “rigtig mad”.
Kort efter vi har taget plads ved de store borde, støder en Tysk kvindelig pilgrim til.
Meget snaksaglig. Hun har gået et langt stykke af turen alene og har manglet nogen at snakke med om sine trængsler. Så det gør hun nu. Ok med mig. Hun har jo bare brug for at lukke ud, så jeg slår autopilot på, og nøjes med at bekræfte de rigtige steder, uden at tage hendes trængsler ind.
Michaela kan ikke være så overfladisk, så da vi har spist er hun helt suget tom for opmærksomhedsenergi af Tyskeren.
Det tager en time. Den Tyske kvinde virker gladere, men Michaela er helt flad nu, så vi forlader stedet. Mangler også at få købt lidt brød, juice, tun m.v.
Det gør vi i et Supermercado og derefter tilbage til herberget. Klokken 22 lægger vi os til at sove.