Ponferrado – Villafranca del Bierzo
Lørdag d. 16 september 2006.

04:30 vågner jeg og ligger og småfryser i en times tid, inden jeg falder i søvn igen. Nu kunne jeg godt bruge min sovepose…
Får dog ikke ikke lov at sove ret længe, for 06:30 bliver de skarpe lysstofrør i loftet tændt og alle pilgrimmene begynder at larme, samtidig men en højlydt metallisk “frikvartér klokke” og lyden som om flere store jerndøre smækker i, igen og igen.
Herberget er jo kæmpestort, så der var utroligt mange pilgrimme. I alle mulige tilstande…

Jeg kan ikke lade være med at beundre de mennesker, som slæber sig afsted på nærmest blodige, smertende stumper…
Michaela og jeg sætter os udenfor i herbergets lille gård og mens vi spiser lidt tunfiskmedost-morgenmad, og jeg drikker et par kopper kaffe, får Michaela tapet sine fødder.
Lidt Juice og en ekstra kop kaffe. Michaela indtager en Cappucino med ekstra kakao. God til at gi’ varme…
Det er virkeligt koldt her til morgen. Ned til måske kun et par grader…

Michaela kryber i to langærmede undertrøjer og sin lette windbreaker.
Da vi kommer afsted er turen ud af Ponferrado utroligt lang. Vi ledes i en kæmpe bue uden om selve byen.

Undervejs passer vi det flotte og imponerende Castillo de los Templarios. Under restaurering af bl.a. et Norsk firma. Kæmpeopgave!

Landskabet er flot i bjergene. Specielt de første kilometer i morgensolen, med disen liggende.

Lidt uden for byen, finder en kat tilrette i Michaelas arme. Det tager lidt tid inden vi kommer videre 🙂

De første 16 kilometer går rimeligt hurtigt, selvom vi må gøre et yderligere break, fordi jeg skal bruge friske batterier i kammeraet. Og en ekstra flaske vand.

Byerne vi passerer igennem er små eller meget små. Alle indhyllet i en stram kolort aroma. Og jeg er endda vokset op på landet…

Michaela har ondt i fødderne, når hun står stille, så vi fortsætter. Som sædvanlig lader jeg hende sætte vores tempo. Jeg er imponeret når hun knokler hårdt på.
Jo mere smerte, jo højere hastighed. Når hun accelererer sker det i ryk, så jeg skal stramme mig an for at hænge på.
For en gangs skyld har jeg selv lidt symptomer i form af smerter i muskelhæftningerne øverst på bækkenkanten.

Terrænnet begynder at skifte til vinmarker.

Utroligt flot.

Underlaget begynder desværre også at skifte. Til skarpkantede sten på grov grus. Giver trods alt ømme fødder…
Skiftevis stejlt op og stejlt ned.
Op ad et træskilt, finder jeg et par efterladte vandrestave.
Ikke at jeg på nogen måde er tilhænger af vandrestave. Den evendelige TIK, TIK, TIK larm er IRRITERENDE, for ikke at nævne når nogle vandrere samtidig ynder at slæbe dem over jorden. KRRR TIK, KRRR TIK, KRRR TIK…
Ødelægger totalt lyden af den natur vi er omgivet af.
Specielt på asfalt kan et team Franske vandrere, bevæbnet med vandrestave, lyde som en ældre Renault kampvogn fra krigens tid…
Og bemærk venligst de hundredevis af hak det sætter i underlaget…

Vandrestavene som stod op af skiltet er af en type med indbygget fjeder, som vist skal virke støddæmpende og med variabel længde. Den ene stav er gået i udu, men mens vi går får jeg den skilt ad og sat ordentligt sammen, så den virker igen.
Vi passerer en lille glad vinplukkende famillie.

Og beundrer deres udbytte…

Længere fremme støder vi på en krumbøjet humpende pige. En Tysk pilgrim. Da jeg spørger om hun kan bruge vandrestavene, viser det sig at det faktisk er hende som har stilt dem fra sig. Hun er så træt at hun synes at de var for tunge. Hun vil stadig ikke ha’ dem, så jeg tager dem med videre.
Hun får det godtnok meget svært på resten af turen. Stakkel.

Vi fortsætter og passerer nogle eksempler på Spansk byggestil. Meget Balkan-agtigt…

Og billigt til salg, hvis man da tør gå op af trappen…

Omkring ved 13:30-tiden er vi fremme i Villafranca del Bierzo. Finder et herberg som…, tja…
Ave Fenix. Alt på stedet virker mere “opfindsomt” end planlagt… Spændende, specielt, originalt, fascinerende…

Bliver skrevet ind af en mand, som har sin første dag på stedet. Han summer rundt omkring os. Vi bliver vist op til soveområdet på førstesalen. Køjesengene står tæt og man ligger direkte under det utætte skiffertag.

Michaela har så ondt i fødder og ankler at det gør ondt helt op i hendes lænd. Fornuftigt vælger hun at tage en lur på en times tid. Imens tager jeg et varmt brusebad og vælger at beholde alt tøjet på imens, så tøjvasken også bliver overstået 🙂
Skifter til tørt tøj og pudser vores støvler, inden jeg blidt vækker Michaela.
Mens hun får sig et bad, forsyner jeg mig med kaffe. 50 cents pr. kop og masser af det. JAAAH!!!
Manden som indskrev os, og som har sin første dag, skændes konstant med en eller anden Spansk kvinde, som virker som om det er “hendes sted”. Hun skælder ham konstant og heftigt ud. Højlydt!
Flere pilgrimme begynder at indfinde sig, blandt andet en ung Svensk mand.
Da Michaela har fået tøj på, skal vi ud og kigge lidt på byen. Finde en restaurant og et supermercado.
Restauranten finder vi rundt om hjørnet. Pissedyr.
Supermercado kan vi ikke finde.
Mens vi går rundt, går jeg pludseligt seriøst sukkerkold. Svimmel, udmattet og hundefryser. Så vi skynder os tilbage til herberget, hvor jeg spiser et stykke chokolade og drikker en øl. Det var hvad der var 🙂
Lægger os lidt arm i arm, så jeg kan komme op til overfladen igen.

Lidt tidligere havde jeg set en mand i blå keddeldragt, med favnen fuld af hvad der lignede roetoppe, gå ud i køkkenet og begynde at lave mad. Vi havde valgt at spise på herberget.

Klokken 20:30. Jeg er hammersulten. Det er spisetid.
Maden er virkelig, virkelig god. Ikke kun fordi jeg er så sulten, nej den er virkelig god!
Vi bliver alle bænket i det store rum, der fungerer som kontor, café, samlested, spisesal, udstillingslokale med mere.
Vi er nok cirka 50 pilgrimme.
Lokalet er højloftet og i rå gråbrune sten. Møblerne er i tunge træplanker.

Væggene er overhængt med alle mulige ting. Sydamerikansk bue og pil, et gammelt bilrat, religiøse symboler og billeder, og plantegninger for herbergets istandsættelse og udvidelse.
En håndfuld Italienere gik rundt på må og få og var beskæftiget med arbejdet på herberget.

Forretten er den traditionelle Spanske bønnesuppe. Her med roetoppe, flæsk og pølse. God smag!
To portioner.
Iskold Spansk rødvin til. Den eneste fornuftige måde at drikke Spansk rødvin på, i mine øjne. Bryder mig ikke på nogen måde om Spanske og Spansklignende rødvine. Jeg kan blive dårlig af blot et enkelt glas.
Iskold kan jeg klare et par glas…
De fleste andre pilgrimme er Franske. Biiig surprice… Så der var gang i det Franske.
Både Michaela og jeg hygger os rigtig meget.
Secundoen, hovedretten er en vellavet omelet med stegt squash/zucchini og masser af hjemmebagt brød.
Manden i den blå keddeldragt er en glimrende kok.
Blandingen af den gode mad, rødvinen og Franskmændenes konstante pludren løfter min stemning til lidt euforisk og jeg slapper dejligt af.
En flot tomatsalat med skivede rå tomater passerer rundt. De fleste tog godt for sig, men jeg har altså den der indbyggede mistanke til rå grønsager. Og jeg
har jo også set kokkens fingre…
Normalt var han tydeligvis til markarbejde…
Så jeg står over, hvor fristende det end er. Michaela tager dog en portion og er begejstret for den solmodne smag.
En Japaner, normalt bosiddende i Brasilien, og som har lært sig flydende Spansk på tre ugers Caminovandring, fortæller os at der er en festival igang nede i byen.
Så da vi har spist beslutter vi at se nærmere på det. Natteluften er mild da vi går afsted.
Finder bytorvet, hvor der er opstillet en stor scene og et mindre tivoli, men der er ikke gang i noget festival.
En båndoptager på scenen spiller Spanske hits.
Ved små runde caféborde langs torvets yderkant, sidder de lokale og betragter os.
Vi beslutter at gå lidt videre rundt og ender ude i byens udkant, hvor vejene bliver stejle og grusbelagte og uoplyste. Må passere et par stejle stigninger for at komme tilbage til herberget.
Vi har snuppet et par underkøjer, som står tæt sammen, så i aften sover vi i arm 🙂