Inden vi skal afsted, beslutter vi at teste vores Camino vandringsform.
Fra Ramløse til Liseleje, en overnatning under herberg-lignende forhold og så tilbage til Ramløse…

Vi står op ved 8-tiden og gi’r som sædvanlig Saga hendes kattegodbidder først. Dét er et ritual som skal holdes stramt, for ellers bliver hun helt ustyrlig og begynder at lave ulykker, indtil man fatter pointen og giver hende de påkrævede godbidder. Og det er kun Whiskas tunfiske Temptations som dur .
Så morgenmad til os andre og derefter taskepakning.
I træningsøjemed fylder jeg 10 stk. fyldte 2-liters flasker i rygsækken og så det jeg skal bruge til vandring+overnatning.
For lige at prøve det…

Michaela pakker sin rygsæk som hun vil ha’ den på Camino’en.

Fylde 2 liter vand på drikkesystemet og så ellers bakse rygsækken ud i bilen. Meget spændt på hvordan jeg reagerer på vægten…

Afsted mod Ramløse. Vejret er intet mindre end perfekt. Sol og en udholdelig varme. Godt til vandring.
En ½-times tid og vi parkerer bilen. På med rygsækkene. For pokker den er HAMRENDE TUNG!!!
Kan godt mærke der er et pænt stort tryk på alle knogler og at musklerne arbejder for at stive mig af.

Vi starter. På vej ud af byen stopper vi op i den lille kiosk, for lige at købe nogle Lotto. Det er jo den helt store 58 millioner kroner gevinstchance (Vi vandt ikke 🙁 ).
Ekspedienten studser lidt over vores oppakning og gør sig klar til at skulle snakke med nogle udlændinge, ved at stikke hovedet helt hen til Michaela, for bedre at kunne høre hende.
“Jeg skal bare ha’ tre Lotto med Joker!”
Han blinker et par gange med øjnene. “Åh, ja, jo…, selvfølgelig…”.

Så afsted, mens vi planlægger hvad vi skal stille op med den store Lotto-gevinst !!!

 

Vejret er stadig perfekt og vi trasker glad derudaf, mens vi formøbler vores drømmemillioner…

Pludseligt sprøjter vandet ud til alle sider.
Mundstykket er faldet af slangen til min drikkedunk!!!
Hurtig klemmer jeg sammen om slangen, så de dyrebare dråber ikke spildes. Men jeg har ikke lyst til at gå resten af turen på dén måde.
Hvor hulen blev mundstykket af?
Vi går frem og tilbage flere gange, inden jeg opdager det inde i græsset…
Var et øjeblik bange for at det var hoppet ud på vejen og kvast under et bildæk.

Ved Sandet drejer vi ind igennem sommerhusområdet. Istedet for at gå af den facinerende, snorlige og HAMRENDE LIVSFARLIGE, smalle vej til Asserbo. Hvor svært kan det være at lave en kombineret gang/cykkelsti???
Hvem melder sig frivilligt til at være de første som dræbes på strækningen? Nogle børnelig plejer at være det mest virksomme!!!
Nu er jeg begyndt at kunne mærke vægten. Mine hofter er ømme og de tilhørende muskler. Bæresystemet er godt, så skuldrene beklager sig ikke. Og ved at blive lidt småsulten…
Michaela forsyner mig med en håndfuld tørret frugt. Det hjælper, når det skylles ned med rigeligt vand.

Vi zigzagger os videre. Vejret begynder at skifte, med flere skyer på himlen.

Michaela er i fin form, mens jeg bliver mere og mere besværet. Jeg VIL gennemføre det med al vægten, HELE vejen!!!

Da vi nærmer os skydelejren, begynder det at tordne og blæse op.
Inden længe står det ned i tove og vi finde regntøjet frem.

Vi kæmpede os videre og efter 2:15 var vi fremme.
Jeg havde anvist vejen på hele turen og havde udstukket den efter at skulle gå relativt parallelt med landevejen og i retning af vandet. Men Michaela havde følt sig usikker på ruten og dét påvirkede hendes humør, at der ikke var nogle faste mærker at gå efter. Det moderne menneske, suk! 🙂

Michaelas mor og søster er i sommerhus og ventede os med det helt store hamrende lækre smørebrødsbord.
Derefter hygge og snak og en tur til stranden og se solnedgang.

Vi overnatter i vores soveposer. Først havde vi lynet dem sammen (Jeg mener stadig at Snugpak’s Softie 3 Merlin er verdens bedste sovepose!!!), men pladsen i én seng blev fortrang og alt for varm…
Så jeg måtte lyne mig af, og krybe over i en anden seng. Sov som en sten og blev vækket næste morgen og gik så efter morgenbrød med den lille nevø i barnevognen…
Købte et par croissanter til Michaela. Hendes yndlingshyggemorgenspise 🙂
Vejret var atter perfekt.

Klogeligt hælder jeg 6 liter ud af rygsækken, så belastningen ikke bliver lige så stor på vejen tilbage til bilen…
Min højre fod havde brokket sig lidt på de sidste kilometer i går, og havde givet udtryk for at den følte sig fladtrådt.
Ingen grund til at risikere en eller anden dum skade…

På med oppakningen og afsted.
Michaela har det langt bedre med at vide hvor vi nu skal gå.
Småsludrende vandrer vi afsted
Jeg kan virkelig mærke forskel på vægten. Det går helt ubesværet nu og det føles som om vi når langt på næsten ingen tid.
Michaela begynder at gå og snakke om pandekager.

Beslutter at vi skal ha’ købt ind til pandekager, når vi kommer hjem.

Når frem til Ramløse!

Det vi skal bruge til pandekager, køber vi med det samme i Ramløse kiosken…
Afsluttende Camino Vandretræningseksamen må siges at være bestået.

Og jeg tager den store rygsæk med denne gang, fordi jeg tager nogle af Michaelas ting i min oppakning.
Hun har jo trods alt en graviditet at forholde sig til også!!!

Nu er det bare at afvente at komme afsted!!!

Og pandekagerne var lækre 🙂