Holger Danske Marathon 2021

De sidste to-tre måneder har jeg bygget formen op til Holger Danske Marathon’en.

I det store og hele er det gået som det skulle, selv om lidt øget arbejdspres åd en del energi og overskud.

Da jeg valgte at løbe uden mobilen, fik jeg heller ikke taget billeder, hvilket jeg nu fortryder.

Starten gik ved tennisbanerne ved Strandvejen – Nordre Strandvej i Helsingør.
Vejret var koldt og fugtigt.
2 grader Celcius og støvregn.

Ruten er meget simpel.
Løb nordpå langs Strandvejen til Gilleleje og så tilbage igen.

I det store og hele gik det meget godt.

Jeg fik lov at føre løbet de første 30 sekunder 😀

Fandt derefter en stabil fart nede i feltet.

Men det var rent faktisk temmeligt koldt.
Koldere end temperaturen viste.
Heldigvis havde jeg taget de tynde løbe-handsker på, men efter noget tid var de våde og derfor kolde.
Varmen i fingrene kom aldrig tilbage, selvom jeg trak windbreaker overtrækket ud over fingrene.

Det samme var tilfældet med de ellers supergode New Balance RC FuelCell Elite V2.
En fantastisk sko til de lange løb. Komfortable og hurtige.
Men åbne og ventilerede i stoffet i overdelen, så også iskolde til en dag som denne.
Efter 10 km kunne jeg ikke mærke mine tæer og det meste af min højre fod.
Det fortsatte hele løbet.
Mit Garmin ur opgav også at holde varmen og begyndte at give besynderlige data.
Især pulsmålingerne, som begyndte at ligge mellem 110% til 150% af min maksimale puls 😀
Kun selve stopuret var stabilt.

Ikke at det var koldt som sådan, men af en eller anden årsag, så krævede det lidt ekstra at holde varmen, når fingre og fødder blev så kolde.
Der var ikke noget problem for resten af kroppen.

Oprindeligt havde jeg lagt en fin plan for min kilometertid, men for at få lidt varme i kroppen måtte jeg øge farten og holde så korte stop som muligt.

Derfor crashede det også efter 35 km.

Der var bare ikke mere fart tilbage i kroppen og jeg frøs.
Sluttiden blev så 10 minutter langsommere end den planlagte.

Det har jeg det fint med under disse omstændigheder og jeg blev nogle erfaringer rigere.

Som ved løbet ude på Amager var væskedepoter og afmærkning (manglende vendepunkt ved halvmarathon…) temmeligt sporadisk, men det var lidt ekstra energi-gel til de sidste 10 km, når vejret var sådan her, jeg skulle have sikret mig.
Holde fingrene tørre ved at benytte overtrækket på handskerne fra start.
Tape løbeskoenes overdel til, hen over tæerne, så fødderne ikke bliver følelsesløse af kulde.

Det blev ikke den ubetingede succes med løbstiden som jeg havde gejlet mig op til, men jeg ved at de 10 minutter jeg mistede skyldes at jeg blev for kold.

Løbet blev gennemført og jeg endte nok fire pladser længere nede, end planlagt.

Så placeringsmæssigt ingen katastrofe.
Slet ikke under de betingelser som vejret gav.

Der er nu sat flueben ved årets sidste marathon.

Løbsmæssigt har 2021 været et ganske udmærket år, samlet set.