Jeg vil ha’ Linux på mine computere…
Problemet er, at det nærved er umuligt, at finde computere med Linux. Især i Danmark er det særdeles vanskeligt, da vi er helt i lommen på Microsoft…
Enkelte pc uden styresystem kan man da finde, men de er sjældne.
Så da jeg vil ha’ Linux på min pc, så er eneste mulighed, at købe én, hvor Windows er præinstalleret.
Seneste eksempel er min netbook, en Samsung NC10, som er en glimrende netbook, men præinficeret med Windows XP. Tilmed specialtilpasset og fyldt op med alskens andet softwarefnidder og partitioneret totalt i småstykker. Det kan ikke være billigt, at skulle specialtilpasse et Windows XP styresystem på dén måde.
Dét betyder så, at selvom jeg udelukkende benytter Linux, så betaler jeg for et styresystem, som er unødvendigt at medlevere, ikke er ønsket og blot fordyrer produktet.
Jeg ønsker absolut ikke, at betale (tvunget) for en Windowslicens, fyldt med flere begrænsninger i hvad jeg må med den, end hvad jeg egentlig gerne må…, som jeg ikke har den fjerneste brug for, eller lyst til !
Når jeg indimellem ser de installationer folk udsættes for, på de præinstallerede pc’er, så er det som regel en rodet gang miskmask, med besynderlige partitioneringer og fyldt med utidig og unødvendig og ofte fordyrende software.
De fleste nyindkøbere af præinstallerede pc’er jeg kommer i kontakt med, ønsker i virkeligheden blot en ren windowsinstallation, en officelignende pakke, mail, en browser, en gratis og letbetjent antivirus, samt deres spil.
Bortset fra problemet med spillene, så får de hele bunken af ønsker opfyldt, med enhver Linuxinstallation.
Hvis vores politikere nu udviste en anelse socialt ansvar, så ville de sikre mod, at forbrugerne tvinges til at købe et eller andet styresystem, som de ikke har indflydelse på.
“Jamen, alle vil jo ha’ Windows…!”.
Nej, men alle har fået det kastet direkte i panden, gennem en hel generation, så uhyggeligt mange tror, at pc og Windows er ét og det samme.
En styresystemløs pc, en installations USB pen med Linux (for eks. vis 50,- kr, hvis ikke man har en Linux i forvejen…), og så er du kørende. Uden at skulle bøvle med besynderlige præinstallationsopstarter, uden at halvdelen af din harddisk er ædt til mystiske medleverede programmer og diverse partitioner.
Og direkte adgang til et kæmpebibliotek af programmer, hvis dine behov er lidt mere, end det som er standard.
Enkelt, simpelt, letbetjent og økonomisk særdeles fordelagtigt.
At du så må leve med, at du er til grin for dine licenspenge (multimedieafgiften…), da DR.dk ikke er fuldt funktionsdygtig i andet end det der Windows thingy…, det er hvad man herhjemme kan forvente af en naivt politikerstøttet betonkommunistisk-lignende mediemastodont, der hellere ser borgerne indordne sig, end selv opfylde brugernes (betalernes) behov (og lovens bogstav, om tilgængelighed på tværs af platforme).
Hjemme hos mig…, os…, har vi én (1 !) pc, hvor der er installeret Windows. Den benyttes udelukkende til spil…
Tidligere var det en XP, men for tiden er det en Windows 7 Beta, build 7000 og det fungerer ganske glimrende som spilplatform.
Til hverdagsbrug er der absolut ingen grund til, at benytte andet end Linux på pc’en.
Jeg er en anelse træt af, at læse: “xxx-firma recommends Windows for everyday computing.”
Især, da xxx-firma aldeles ikke anbefaler det andet end, at de skriver det, som en del af deres aftale med Microsoft.
xxx-firma får penge/sparer penge mod, at anføre ovenstående påstand.
I en mere perfekt verden, ville xxx-firmaet så også anføre, at “xxx-firma recommends Linux for casual, everyday and advanced computing”.