Muligvis nyttige reklamer…

Jeg har benyttet dagen til at kigge lidt på det Googlefænomen, som de kalder AdSense…
Et system hvor man tilsyneladende kan få nogle reklameblokke på sine sider og tjene lidt på det. Ikke at jeg forventer de store penge dén vej. Dertil er jeg ikke velbesøgt nok, og så er Dansk et temmeligt lille sprogområde oveni.
Det er nu heller ikke det med pengene som er dikterende, men faktisk skyldes det mine Caminosider, hvor jeg synes at der kan være noget fornuft i at linke til butikker med trekkingudstyr, trekkingrejser, o.l.
Jeg har jo selv siddet og surfet rundt efter den slags, så det virker overordentligt fornuftigt på mig, at kunne tilbyde nogle links. Og hvis det så kan give lidt afkast også…, så er det da fjollet at lade være…

Google er frygteligt strikse med hvordan reklamerne bliver præsenteret, hvor mange der må være på siderne og den slags, hvilket muligvis kan gøre det lidt vanskeligt at administrere.
Ogh så bliver man tilsyneladende aflivet råt for usødet, såfremt jeg selv klikker på reklamerne på min side. I værste fald bliver jeg pludseligt udelukket fra AdSense på livstid (selvom jeg jo nok overlever AdSense systemet som det forefindes i dag 🙂 ).
Vi er flere om computeren hér, og hvordan jeg holder ungerne og deres kammerater fra at klikke, det har jeg ikke helt styr på???

Jeg vil gerne kunne styre at ha’ Trekking/Camino reklamer på Trekking/Camino siderne og Linux reklamer på Linux siderne. Altså kunne styre reklamerne for hver enkelt kategori…
Det virker som om jeg kan benytte noget der kaldes kanaler, men nu må jeg se…
Foreløbig er jeg til godkendelse hos Google, hvilket tager nogle dage. (Hvis det er jer der læser nu, så “Hej” 🙂 )

Ok jeg er også interesseret i at prøve det, blot for at prøve det. Vel at mærke hvor det er relevant. Ikke alle mine artikler er egnede til reklamer. Og jeg har ikke helt færdigovervejet hvorledes jeg muligvis vil implementere det i Fotoalbummet. Dèr ville det ha’ været oplagt med reklamer for den nu afdøde KonicaMinolta kameradivision.
By the way, så har jeg investeret i et Panasonic DMC-LZ7.

Et pocket-kamera, lidt tykkere end de fleste andre, men ikke for tykt. Grunden til at det er lidt federe er, at det har 6X zoom (jeg taler ALTID om optisk zoom [digital zoom er salgsgas]) og kører på to stk. AA batterier. Batteritypen er et uomgængeligt krav fra min side, da det så altid er muligt at skaffe sig strøm. På dage med hård frost er det tilmed muligt at ha’ tre – fire batteri-byttesæt med i bukselommerne, så der altid er varme batterier…
For rygsækrejsende, trekkere og lignende, som kan risikere at være uden civilisation i ugevis er AA batterier et større krav, en større lettelse end de fleste er klar over.
Noget siger mig, at kameraudviklere sjældent forlader deres airconditionerede kontorer. Og hvad med professionelle fotografer?
Er de for tæt knyttet til det daglige hotelværelse?
De 6x zoom var så det bedste jeg kunne få under de forudsætninger, at det skal være et pocket-kamera og skal benytte AA batterier…
De laver også en lækker 10X udgave, med Leica (licens) optik (SLUURP, tro mig dét gør en forskel), men så er det uden AA batterier og til en væsentligt højere pris…
Baggrunden for købet er jo at jeg fik knust batteridækslet på min trofaste KonicaMinolta Z2, da jeg i Sverige skulle hjælpe en gammel mand, som var væltet med sin rolator og havde slået hovedet ned i gulvfliserne.
Han slap heldigvis med blå mærker, men kameraet tabte jeg jo desværre på gulvet i hastværket (Nej, det var ikke fordi jeg prøvede at ta’ billeder af den stakkels mand!!!). Det gled ned af min skulder og hamrede i gulvet.
På Caminoturen sidste år var det så holdt sammen med gaffertape. Ikke en optimal løsning!!!
Ellers er jeg glad for Z2’eren, da det giver mulghed for at foretage alle de manuelle indstillinger jeg ønsker og producerer en god billedkvalitet.
Ankerne mod det er at billederne ikke er egnet til beskæring. For få pixels!
Dernæst savner jeg muligheden for at kunne skrue et UV filter på. Især på sådan et kamera, hvor linsen ikke er udskiftelig. En ridse i objektivet er fatal!
Ok, jeg ved at jeg kan købe et lille plasikrør, som gør det muligt, men røret, en såkaldt adaptor, koster 50% af kameraets nypris!!!
Og der mangler antirystemekanisme. Det er jo et 10x zoom kamera og tilmed ikke særlig godt til aftenbilleder, hvor en antirytemekanisme ville være dejlig. Fokus er håbløs i mørke omgivelser!
Men glad for det er jeg!!!

Nu kom dette indlæg til at handle om lidt forskelligt, så jeg kan da lige så godt tilføje at jeg glæder mig enormt til vi skal afsted på Camino Primitivo ruten. Uanset at vi ikke får trænet. Jeg skal nok klare mig, men jeg er lidt bekymret for Michaela. Nogle gange føler jeg at hun har mistet energien/lysten…???
Jeg må tage en snak med hende!!!
Vores blå sygesikringer har jeg ikke set skyggen af endnu. Der er adskillige ugers ventetid, så måske når de ikke frem.
I morgen (dvs. tirsdag d. 26.6 = min søns fødselsdag 🙂 )skal jeg følge op på Pilgrimspassene og baggageforsikring. Baggageforsikring har vi fået et andet syn på efter EasyJets sjofling af Michaela sidste år…
(Det er det afsnit af Caminoturen 2006, som jeg endnu ikke kan afslutte, da EasyJet ikke er inden for pædagogisk rækkevidde)

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.