Ærligt, så er denne artikel blevet til, fordi jeg så det på TV2 MorgenTV i går.
“Set på TV!”
Her til morgen viste jeg så klippet til Michaela…, og hun reagerede ligesom Line Baun, med tårerne trillende ud af øjnene.
Indrømmet jeg er selv på samme hold, med seriøst fugtige øjne og rejste hår på armene, når jeg hører én synge som ham Poul. Det går lige ind i de ømmeste følelser.
Puccini har begået en genistreg.
For at vise min respekt for et talent og for hurtigt at kunne komme i “tudestemning”, har jeg lagt YouTube klippet ind på siden.

Der er tidspunkter, hvor man kan mærke, at det er sundt at tude. Selvom tårerne triller, så har man det samtidig godt. Dette mærkelige grænseland, hvor man er lykkelig over, at føle ulykkelighed…, sårbarhed…

Er der mon blevet forsket i hvilket mekanismer det er, som Puccini sætter i gang i os?
Da jeg ikke mestrer operaItaliensk må det helt klart være noget tone-/lydbaseret…?